Besluttet 23. september, Udviklings- og Erhvervsudvalget, Ikast-Brande
Kunst på offentlige arealer
Teknik- og Stabsdirektøren indstiller, at Udvalgene drøfter kommunens overordnede tilgang til kunst på offentlige arealer Procesplanen for ansøgning om kunst på offentlige arealer godkendes Kunstværker driftes som udgangspunkt af den der opsætter dem Ved overdragelse af kunstværker til kommunen, …
Kort fortalt
- Hvem
- Udviklings- og Erhvervsudvalget, Ikast-Brande Kommune
- Hvornår
- Onsdag 23. september 2026
- Status
- Besluttet. Udvalget anbefaler indstillingen. Udvalget pointerer, at kunstværker, der ønskes opstillet af andre end kommunen, som udgangspunkt forbliver i tredjemandseje. Sagerne forventes sat i forløb til Byrådet efter behandlingen i Udvikling- og Erhvervsudvalget. afbud Behandlingsforløb Udviklings- og Erhvervsudvalget 23. september 2026 Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget 23. september 2026.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Teknik- og Stabsdirektøren indstiller, at
Udvalgene drøfter kommunens overordnede tilgang til kunst på offentlige arealer
Procesplanen for ansøgning om kunst på offentlige arealer godkendes
Kunstværker driftes som udgangspunkt af den der opsætter dem
Ved overdragelse af kunstværker til kommunen, skal der ske en budgettilpasning,
så der er midler til den fremtidige drift
Udvalgene sender den foreslåede proces i høring hos Billedkunstrådet, inden
endelig beslutning træffes
Sagsfremstilling
Dagsordenspunktet gennemføres som fællesmøde mellem Udviklings- og Erhvervsudvalget og
Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget d. 23. september kl. 11.00-11.30.
På Byrådsmødet d. 18. maj 2026 behandlede Byrådet en sag vedr. opsætning af kunst i
rundkørslerne ved Herningvej og Vejlevej i Brande (pkt. 3). I forbindelse med behandlingen af
denne sag blev det besluttet, at Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget og Udviklings- og
Erhvervsudvalget skal afholde en fælles drøftelse om kunst i det åbne rum i Ikast-Brande
Kommune. Denne sag vedrører alene kunst på offentlige vejarealer og grønne områder. Ved
kunst ved kommunale institutioner i relation til f.eks. ombygning af skoler eller dagtilbud ligger
beslutningskompetencen ved den relevante afdelingschef.
Ikast-Brande Kommune modtager jævnligt henvendelser fra foreninger, lokalråd og lignende
som ønsker at opsætte kunstværker på kommunale arealer, som vejarealer, grønne områder
eller lignende. I forbindelse med behandlingen af disse sager opstår der flere forskellige
problematikker. Der ønskes derfor en drøftelse af følgende:
1. Politisk stillingtagen til kunst på offentlige arealer
2. Placering af kunstværker og rådighedstilladelse
3. Procesplan for ansøgning om kunst på offentlige arealer
4. Principbeslutning om overtagelse af kunstværker
Punkterne uddybes herunder.
1. Politisk stillingtagen til kunst på offentlige arealer
Administrationen ønsker, at Udviklings- og Erhvervsudvalget og Børne-, Kultur- og
Fritidsudvalget indledningsvis drøfter kommunens overordnede tilgang til kunst på offentlige
arealer, herunder hvor stor en rolle kunst skal spille på offentlige arealer.
Det ønskes ligeledes drøftet hvor restriktiv eller åben kommunen skal være fremadrettet i
forhold til opsætning af kunst på offentlige arealer, og om der er forskel på om kunstværkerne
opsættes på vejarealer eller i parker og grønne områder.
2. Placering af kunstværker og rådighedstilladelse
Administrationen ønsker, at Udviklings- og Erhvervsudvalget og Børne-, Kultur- og
Fritidsudvalget drøfter om der er arealer, hvor udvalgene fortrinsvis ønsker kunst placeret.
Når Ikast-Brande Kommune ejer de arealer hvor der ønskes opsat kunst, skal der gives
tilladelse til opsætningen. Tilladelsen er forholdsvis restriktiv når arealerne er vejarealer
(herunder rundkørsler), mens der ikke gælder de samme regler for de grønne områder.
Ved opsætning af kunst på grønne områder, udsteder Teknik og Miljø en brugsretstilladelse
som ejer af arealet. Denne tilladelse gives med en række vilkår, som vurderes i hvert enkelt
tilfælde. Da der er tale om vederlagsfri brug, skal det være muligt at tilbagekalde tilladelsen.
I de tilfælde hvor der opsættes kunst på offentlige vejarealer fungerer kommunen som
vejmyndighed, og skal derfor give en rådighedstilladelse til opsætning af kunstværket på
vejarealet.
Når Teknik og Miljø vurderer ansøgningen ud fra vejtekniske og trafiksikkerhedsmæssige
forhold inden sagen forelægges Udviklings- og Erhvervsudvalget, er der en række parametre,
som indgår i vurderingen. Det drejer sig om følgende:
Trafiksikkerhed, herunder påkørselsfare og distraktion
Drift af arealerne omkring kunstværkerne
Belysning af kunstværkerne.
Disse punkter er nærmere beskrevet i bilag 1. Relevante vilkår vurderes i hvert enkelt tilfælde.
3. Procesplan for ansøgning om kunst på offentlige arealer
På nedenstående figur er Administrationens forslag til en procesplan for behandling af
ansøgninger om kunst i det offentlige rum. Figuren er ligeledes vedhæftet som bilag 2.
Figur 1: Procesplan for ansøgninger om kunst i det offentlige rum
Typisk er det Teknik og Miljø som først modtager en henvendelse om opsætning af kunst på
offentlige arealer, da Teknik og Miljø er myndighed og driftsansvarlig for kommunens veje og
grønne områder.
Når Teknik og Miljø har modtaget en ansøgning kontaktes Kultur og Bibliotek, som indhenter
en udtalelse fra Billedkunstrådet. Billedkunstrådet foretager en vurdering af kunstværkets
kunstneriske kvalitet.
Billedkunstrådet består af 1 repræsentant fra Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget, samt 2-4
personer med kunstnerisk interesse, heraf et flertal med kunstfaglig baggrund. Medlemmerne
vælges for 4 år ad gangen. Kultur og Bibliotek varetager sekretariatsfunktionen for
Billundkunstrådet.
Billedkunstrådets formål er bl.a., at rådgive og være en høringspart ved etablering eller
ændring af kunst i det offentlige rum. Billedkunstrådet rolle er ligeledes at igangsætte
nødvendig renovering af kunstværker.
Billedkunstrådet har ingen beslutningskompetencer, og afgiver blot et høringssvar til sagen ud
fra deres kunstfaglige vurdering.
Når Billedkunstrådet har afgivet sit høringssvar foreligges sagen for Børne-, Kultur og
Fritidsudvalget, som varetager de kunstneriske hensyn og vurderer kunstværket ud fra den
kunstneriske kvalitet og dets betydning for byrummet. Formålet er at sikre, at kunstværkerne
bidrager positivt til de fysiske omgivelser, og har en kvalitet, der står mål med den
fremtrædende placering i det offentlige rum.
Hvis Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget giver afviser at opsætte kunstværket meddeler Kultur og
Bibliotek afslag til ansøgeren. Hvis Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget godkender kunstværket,
foreligges sagen på det efterfølgende møde i Udviklings- og Erhvervsudvalget. Udviklings- og
Erhvervsudvalget skal alene varetage vejteknikske og trafiksikkerhedsmæssige hensyn, og
skal derfor tage stilling til om kunstværket kan opsættes på den ønskede placering.
Hvis Udviklings- og Erhvervsudvalget godkender placeringen udsteder Teknik og Miljø en
rådighedstilladelse til opsætning af kunstværket. Tilladelsen skal være udnyttet inden for 2 år.
Hvis Udviklings- og Erhvervsudvalget ikke kan godkende den foreslåede placering går Teknik
og Miljø i dialog med ansøger om en alternativ placering. Hvis der findes en alternativ
placering, som kan godkendes af både ansøger og Teknik og Miljø, foreligges sagen for
Udviklings- og Erhvervsudvalget igen. Hvis der ikke kan findes en alternativ placering meddeler
Teknik og Miljø afslag på ansøgningen.
4. Principbeslutning om overtagelse af kunstværker
I nogle tilfælde ønsker ansøger, at kommunen overtager kunstværket efter opsætning.
Administrationen foreslår, at kunstværker som udgangspunkt driftes af ansøgerne, og det er
kun i særlige tilfælde, at kunstværkerne overdrages til kommunen og overdragelsen kan kun
ske umiddelbart efter opsætning.
Det foreslås, at i de tilfælde hvor kunstværket ønskes overdraget til kommunen, behandles
ansøgningen på et fælles møde mellem Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget og Udviklings- og
Erhvervsudvalget, og herefter i Økonomi- og Planudvalget og i Byrådet. Hvis det besluttes, at
kommunen skal overtage kunstværkerne, skal der ske en teknisk korrektion, så der er midler til
den fremtidige drift. Den fremtidige drift af kunstværkerne varetages af Billedkunstrådet.
Når der udstedes en tilladelse til opsætning af kunst på offentlige arealer, gives tilladelsen som
udgangspunkt som en tidsubestemt tilladelse med et vilkår om at tilladelsen kan inddrages.
Kommunen kan til enhver tid ændre placeringen af kunstværket. I de tilfælde hvor kunstværker,
der er overdraget til kommunen, skal fjernes, kan kommunen anvise en anden placering. Hvis
dette ikke er muligt, kan kommunen, efter dialog med ansøger, nedtage kunstværket.
Billedkunstrådet er ansvarlig for flytning eller fjernelse af kunstværker, der er overdraget til
kommunen. Udgifter til eventuel flytning eller fjernelse afholdes af det projekt, der
nødvendiggør dette. Såfremt kunstværket ikke længere kan opretholdes påhviler fjernelsen
Kultur og Bibliotek. Kultur og Bibliotek bør derfor tilføres de nødvendige midler som en særskilt
bevilling. Teknik og Miljø inddrages inden der træffes endelig beslutning om en ny placering,
da der skal udarbejdes en ny tilladelse.
Hvis kunstværkerne ikke overdrages til kommunen varetager ansøgeren selv den efterfølgende
drift af kunstværkerne. Ansøger skal sørge for at kunstværket fremstår velholdt og i god stand.
Budgetmæssige konsekvenser
Ingen.
Beslutning
Udvalget anbefaler indstillingen.
Udvalget pointerer, at kunstværker, der ønskes opstillet af andre end kommunen, som
udgangspunkt forbliver i tredjemandseje.
Sagerne forventes sat i forløb til Byrådet efter behandlingen i Udvikling- og
Erhvervsudvalget.
Andreas Würtz deltog ikke i sagens behandling pga. afbud
Behandlingsforløb
Udviklings- og Erhvervsudvalget 23. september 2026
Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget 23. september 2026
Kilde: Ikast-Brande Kommune, Udviklings- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.