Behandlet 2. november, Udvalget for Børn & Ungdom, Lejre
BU - Ny økonomisk tildelingsmodel til SFO efter høring
På kommunalbestyrelsesmødet den 24. august 2026 tiltrådte Kommunalbestyrelsen, at udkastet til tildelingsmodellen med tilhørende bilag blev sendt i høring i skolebestyrelser, lokaludvalg og centerudvalg i perioden fra den 25. august til den 24. september 2026.
Kort fortalt
- Forslaget
- De indkomne høringssvar tages til efterretning og medtages i det fremadrettede
- Tildelingsmodellen for SFO godkendes.
- Hvem
- Udvalget for Børn & Ungdom, Lejre Kommune
- Hvornår
- Mandag 2. november 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller:
1. at de indkomne høringssvar tages til efterretning og medtages i det fremadrettede
arbejde.
2. at tildelingsmodellen for SFO godkendes.
Sagsfremstilling
I januar 2025 behandlede Kommunalbestyrelsen en sag om ressourcetildeling til SFOområdet, hvor det blev besluttet at igangsætte et arbejde med henblik på at udvikle en ny og
mere tidssvarende tildelingsmodel, som grundet vakance i administrationen desværre først
blev sat i gang i februar 2026.
Formålet med arbejdet var at udvikle en mere tidssvarende og gennemsigtig tildelingsmodel,
som i højere grad understøtter skolernes og SFO’ernes hverdag. En ny model skal gøre det
lettere at styre og forstå økonomien, skabe større gennemsigtighed og bidrage til en mere
ensartet tildeling af ressourcer på tværs af kommunens SFO’er samtidig med, at der fortsat er
mulighed for lokale prioriteringer.
Det er samtidig et centralt princip, at tildelingsmodellen sikrer, at det af Kommunalbestyrelsen
afsatte budget til SFO fordeles efter objektive og kendte kriterier.
Processen
Arbejdet med den nye tildelingsmodel blev igangsat i starten af 2026, hvor der blev nedsat
både en styregruppe og en arbejdsgruppe.
Styregruppen med deltagelse af vicekommunaldirektør, centerchef for Center for Børn og
Læring, skoleledere og SFO-leder har haft det overordnede ansvar for retning og fremdrift.
Arbejdsgruppen har bestået af repræsentanter for skoleledere, SFO-ledere, økonomi- og
udviklingskonsulenter samt to faglige organisationer med henblik på at sikre både faglige,
ledelsesmæssige og økonomiske perspektiver i arbejdet.
I den første fase har arbejdet haft fokus på analyse af relevante data og erfaringer fra praksis
samt dialog med skoleledere og SFO-ledere om udfordringer og behov i den nuværende
model. Der har i både styre- og arbejdsgruppen været enighed om at arbejde videre med en
model, der omfatter tildeling til SFO-ledelse og bemanding af Sommer-SFO, som er et
pasningstilbud i SFO'ens tre lukkeuger i skolernes sommerferie. Kommunalbestyrelsen tiltrådte
på mødet den 24. august 2026 en sag om takst for Sommer-SFO, hvor selve pasningstilbuddet
var beskrevet.
Som led i processen er der desuden afholdt møde med repræsentanter fra skolebestyrelserne,
hvor proces, overvejelser bag modellen og konkrete scenarier blev præsenteret og drøftet.
Centrale forudsætninger for ny tildelingsmodel
I processen er der udarbejdet en række centrale forudsætninger, som danner grundlag for den
nye tildelingsmodels opbygning og anvendelse. Forudsætningerne blev præsenteret for
Kommunalbestyrelsen på mødet den 24. august 2026.
Forudsætningerne omfatter blandt andet gennemsigtighed og enkel styring, decentral frihed og
ansvar, sammenhæng til øvrige styringsværktøjer, kobling til timebank, understøttelse af
samarbejdet mellem skole og SFO samt klare tekniske forudsætninger som budgetperiode,
tildelingsprincipper, gennemsnitsløn og lukkedage.
Ændringer i forhold til tidligere tildelingsmodel
Den nuværende tildelingsmodel indeholder et fast fradrag til SFO-ledelse, som fungerer som
en teknisk omfordelingsmekanisme mellem SFO'erne, selv om lederlønnen finansieres centralt.
Dette betyder, at større SFO'er opnår en relativt højere tildeling pr. barn end mindre SFO'er.
I den nye model erstattes fradraget til leder af en fast tildeling til SFO-leder, samtidig med at
finansieringen af lederlønnen flyttes til de decentrale enheder. Herudover indeholder modellen
en supplerende tildeling til ledelse til SFO'er med mere end 15 fuldtidsansatte.
Endvidere gives en fast tildeling til Sommer-SFO, der svarer til tre ugers løn til en pædagog pr.
SFO. Tildelingerne til SFO-ledelse og Sommer-SFO omfatter ikke Ungdomsskolens SFO 3 i
Hvalsø, da Sommer-SFO alene er et tilbud til SFO 1 og SFO 2, og da ledelsesopgaven for
Ungdomsskolens SFO 3 indgår i den øvrige ledelse uden særskilt ledelsestildeling.
Ændringer medfører samlet set, at forskellene i tildeling pr. barn reduceres, og at tildelingen i
mindre grad afhænger af SFO’ernes størrelse.
Herudover fordeles budgettet til SFO’erne efter en enkel model, hvor tildelingen afhænger af
både antallet af børn og en fastsat takst pr. barn. Der anvendes forskellige takster for SFO 1,
SFO 2 og SFO 3, fordi tilbuddene har forskellige rammer og behov. Taksterne bygger blandt
andet på gennemsnitsløn, personalesammensætning, normering samt den åbningstid, som er
politisk fastsat.
Aktivitetsbudgettet fordeles på samme måde efter en fast takst pr. barn. Taksterne er
forskellige for SFO 1, SFO 2 og SFO 3 og reguleres hvert år i takt med pris- og lønudvikling.
En forudsætning for tildelingsmodellen er, at den samlede økonomiske ramme er uændret.
Den nye model indebærer altså en omfordeling mellem SFO'erne, hvor særligt større SFO'er
kan opleve reduktioner i forhold til den tidligere tildelingsmodel.
Udtalelser
Der er indkommet 9 høringssvar, som er vedlagt som bilag til sagen.
Der er indkommet høringssvar fra Centerudvalget for Center for Børn og læring, lokaludvalget
(LU) ved Allerslev Skole, LU Bramsnæsvigskolen, LU Trællerupskolen, skolebestyrelsen og LU
Osted Skole, skolebestyrelsen Bramsnæsvigskolen, skolebestyrelsen og LU Kirke Hyllinge
skole, TR-gruppen for pædagoger i Lejre Kommune og skolebestyrelsen Allerslev Skole.
Høringssvarene viser generelt en positiv vurdering af processen og peger på, at der har været
en bred inddragelse i både arbejdsgruppen og styregruppen. Det fremhæves også positivt, at
modellens parametre er klare, tydelige og kendte. Derudover vurderes det positivt, at modellen
bidrager til en mere ensartet fordeling af ressourcerne, blandt andet gennem tildeling til SFOledelse og ressourcer til Sommer-SFO. Samlet set vurderes modellen at skabe større
gennemsigtighed og mindske de økonomiske forskelle mellem mindre og større SFO’er.
Høringssvarene indeholder desuden opmærksomhedspunkter i forhold til høringens 3 bilag.
Disse præsenteres herunder:
Bilag 1 - Forudsætninger SFO tildelingsmodel
Høringssvarene peger på et behov for at tydeliggøre afgrænsningen af timebanken, herunder
hvordan den kan anvendes i SFO-tiden. Derudover er der opmærksomhed på håndteringen af
mindre eller midlertidige udsving i børnetallet i forhold til tildelingen.
Bilag 2 - Parametre i SFO tildelingsmodel
Høringssvarene peger på en opmærksomhed omkring beregningsfaktorerne på 14,2 børn pr.
ansat i SFO 1 og 18,3 børn pr. ansat i SFO 2 og 3. Det bemærkes i høringssvarene, at disse
bør betragtes som budgettekniske forudsætninger og ikke som styringsmål for den daglige
drift. Derudover peges der på, at grænsen på mere end 15 fuldtidsansatte for tildeling af den
ekstra ledelsesressource kan medføre et markant spring i ressourcetildelingen omkring
grænsen. Der er derfor forslag om at følge modellens virkninger i praksis og herefter vurdere,
om det giver anledning til en mere gradvis tildeling, hvis grænsen viser sig at give
uhensigtsmæssige udsving.
Bilag 3 – Økonomiske konsekvenser ved overgang til ny tildelingsmodel
Flere høringssvar peger på usikkerhed omkring midler til øget aktivitet, som er tilført SFOområdet. Midlerne er i 2026 tilført SFO'erne og indgår i dag ikke i selve tildelingsmodellen.
Midlerne indgår i den nye tildelingsmodel, som træder i kraft i 2027. Styregruppen har på
baggrund af dette valgt at præcisere skemaet og beskrivelsen i bilag 3.
I et af høringssvarene er det nævnt, at tildelingsmodellen medfører besparelser.
Derudover er der peget på behovet for en opfølgning efter det første hele budgetår.
Administrationens vurdering
På baggrund af høringssvarene anbefales det, at tildelingsmodellen fastholdes uden
ændringer. De indkomne bemærkninger vurderes at kunne håndteres gennem præciseringer,
dialog og opfølgning i forbindelse med implementeringen af modellen.
I forhold til opmærksomhederne i bilag 1 om forudsætninger for tildelingsmodellen vil
afgrænsning af timebank og håndtering af udsving i børnetallet indgå i præsentationen af
tildelingsmodellen for relevante ledere og medarbejdere. Her vil praksisnære eksempler og
forventninger til den løbende håndtering af udsving blive drøftet.
På baggrund af en opfordring om tilgængelighed har styregruppen aftalt, at tildelingsmodellen
gøres tilgængelig for relevante medarbejdere.
Til bilag 2 om parametre i SFO-tildelingsmodellen bemærker styregruppen, at såfremt antallet
af SFO’er, der fremadrettet er berettigede til det supplerende ledelsestillæg, ændrer sig, skal
finansieringen findes inden for den samlede ramme for skoleområdet. Dette vil ikke medføre
ændringer i modellens parametre. Styregruppen har derfor tilføjet en uddybende formulering
herom i bilag 1 - Forudsætninger for SFO-tildelingsmodellen under punkt 1.5 om ensartet
serviceniveau.
Til bilag 3 om økonomiske konsekvenser ved overgang til ny tildelingsmodel bemærker
styregruppen, at den foreslåede justering af tildelingsmodellen hverken indebærer tilførsel af
yderligere midler eller en reduktion af den samlede ramme til SFO-området. Justeringen
vedrører således alene fordelingen af den eksisterende ramme mellem SFO'erne på baggrund
af nye fordelingskriterier. De nye fordelingskriterier medfører en reduktion i forskellene i
tildeling pr. barn mellem SFO’erne, mens den tidligere model medførte, at større SFO’er
opnåede en relativt højere tildeling pr. barn end mindre SFO’er.
Derudover er der peget på behovet for en opfølgning efter det første hele budgetår, hvilket
styregruppen anbefaler.
Økonomi og finansiering
I den nye tildelingsmodel flyttes økonomien til lederløn til SFO-ledere ud decentralt. I dag
finansieres lederlønnen centralt. Såfremt tildelingsmodellen godkendes i november, skal der
overføres midler fra den centrale budgetramme til SFO'erne til finansiering af SFO-ledere fra
budget 2027 og frem. Herudover indebærer den foreslåede justering af tildelingsmodellen
hverken tilførsel af yderligere midler eller en reduktion af den samlede ramme til SFO-området.
Justeringen vedrører således alene fordelingen af den eksisterende ramme mellem SFO'erne
på baggrund af nye fordelingskriterier.
I den nye tildelingsmodel indgår dog et supplerende ledelsestillæg til SFO’er med mere end 15
fuldtidsansatte. Såfremt antallet af SFO’er, der fremadrettet er berettigede til det supplerende
ledelsestillæg, ændrer sig, skal finansieringen findes inden for den samlede ramme for
skoleområdet. En ændring i antallet af SFO’er med ret til ledelsestillæg vil således ikke
medføre en justering af parametrene i modellen.
Som følge af øget aktivitet i SFO’erne i forbindelse med Folkeskolens Kvalitetsprogram er der
dog tilført 855.000 kr. til det samlede SFO-område. I 2026 er midlerne fordelt til SFO’erne uden
for tildelingsmodellen. Fra 2027 indarbejdes midlerne i tildelingsmodellen.
Kilde: Lejre Kommune, Udvalget for Børn & Ungdom, dagsorden fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.