Besluttet 22. september, Ældre- og Sundhedsudvalget, Lyngby-Taarbæk
Strategiske pejlemærker og indikatorer for Ældre- og Sundhedsudvalget
Ældre- og Sundhedsudvalget godkendte den 9. juni 2026 forslag til mulige strategiske pejlemærker på ældre- og sundhedsområdet.
Kort fortalt
- Hvem
- Ældre- og Sundhedsudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 22. september 2026
- Status
- Besluttet. Ældre- og Sundhedsudvalget beslutter.
- Næste skridt
- De besluttede pejlemærker og indikatorer fra udvalget vil danne baggrund for drøftelser på Kommunalbestyrelsens strategiworkshop den 19. november 2026, hvor der vil være fokus på at skabe sammenhæng på tværs af fagudvalgene ind i den fælles ramme, herunder udfordringsbillede, vision og de tværgående temaer.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at pejlemærker og indikatorer godkendes med henblik på at indgå i
Kommunalbestyrelsens bearbejdning af den samlede strategi.
Problemstilling
Ældre- og Sundhedsudvalget godkendte den 9. juni 2026 forslag til mulige strategiske
pejlemærker på ældre- og sundhedsområdet forud for dialogmøde med lokale aktører den 15.
juni 2026. På mødet med de lokale aktører var der gennemgående opbakning til
pejlemærkerne, idet deltagerne syntes at kunne genkende de udfordringer, som ligger til grund
for pejlemærkerne.
Forvaltningen har nu arbejdet videre med præcisering af de strategiske pejlemærker samt med
indikatorer for de strategiske pejlemærker - sidstnævnte for at kunne følge, hvordan det går
med at opfylde pejlemærkerne. Udvalget drøftede på sit møde den 18. august 2026 et
foreløbigt bud på mulige indikatorer.
Indikatorerne skal bestå af udvalgte data, og valget af indikatorer vil blandt andet være baseret
på hvilke data, der er mulige at tilvejebringe. Der er ikke afsat ressourcer til at gennemføre
særskilte undersøgelser. Der skal som udgangspunkt være maksimalt 2-3 indikatorer per
pejlemærke. Indikatorerne vil skulle indgå i den skriftlige opfølgning på de strategiske
pejlemærker, som vil ske halvårligt ved drøftelser i fagudvalgene.
Udvalgets beslutning om strategiske pejlemærker og indikatorer vil indgå i
Kommunalbestyrelsens sidste strategiworkshop den 19. november 2026.
Løsninger
Strategiske pejlemærker og indikatorer
Forvaltningen har udarbejdet en uddybende beskrivelse af de enkelte pejlemærker (Bilag 1) .
Beskrivelserne tager udgangspunkt i de udfordringer og større indsatser, som forvaltningen
tidligere har beskrevet på ældre- og sundhedsområdet, i temabeskrivelsen og
udfordringsbilledet samt det baggrundsdokument, som indgik som grundlag for
Kommunalbestyrelsens indledende arbejde med den nye strategimodel.
Den uddybende beskrivelse tydeliggør intentionerne og ambitionerne for pejlemærkerne og
derigennem en tydeligere sammenhæng til indikatorerne.
Indikatorer
Forvaltningen har arbejdet videre med de forslag til mulige indikatorer, som blev forelagt
udvalget den 18. august 2026 (Bilag 2). Indikatorerne skal ses som en bruttoliste, da der som
udgangspunkt kun skal være 2-3 indikatorer per pejlemærke. P.t. er der for nogle pejlemærker
opstillet fem mulige indikatorer. Flere af forslagene til indikatorer vises i forvejen, da de indgår i
de rapporter med ledelsesinformation, som udvalget får hver anden måned. Denne praksis
fortsætter. Forvaltningen har markeret disse med rød skrift, så udvalget i sin prioritering kan
overveje, hvorvidt nogle af disse indikatorer skal indgå også som indikatorer i forhold til de
strategiske pejlemærker eller alene skal vises i den løbende ledelsesinformation.
Under arbejdet med indikatorerne er det blevet tydeligt, at de indikatorer, der er peget på i
forhold til pejlemærket "Mere tryghed i pleje og omsorg", også er relevante for pejlemærket
"Øget inddragelse af og støtte til familier og nærtstående". Fx vil indflytningssamtalen på
plejehjemmet give mere tryghed for såvel borgeren som de pårørende. Og hvis borgeren er
tryg ved de medarbejdere, der kommer i hjemmet, giver det også mere tryghed for de
pårørende. På den baggrund kan det overvejes at flytte pejlemærket "Øget inddragelse af og
støtte til familier og nærtstående" op under temaet "Borgernær kvalitet og tryghed". Det er p.t.
placeret under temaet "Fællesskab og medborgerskab".
I Bilag 3 ses de strategiske pejlemærker og bruttolisten over indikatorer samlet.
Forvaltningen henleder opmærksomheden på, at indikatorerne under det strategiske
pejlemærke "Bedre rammer for at fremme alle borgeres mentale sundhed" p.t. er udvalgt ud
fra, at det er indsatser, som Ældre- og Sundhedsudvalget er direkte ansvarlige for i forhold til
voksne og ældre borgere. Udvalgets borgerrettede sundhedsfremme- og forebyggelsesopgave
går imidlertid på tværs af hele kommunen. Det betyder, at udvalget har ansvar for, at der
skabes sunde rammer og iværksættes indsatser rettet mod relevante risikofaktorer som fx
nikotinforbrug, et højt alkoholforbrug, usund kost og manglende fysisk aktivitet på tværs af alle
aldersgrupper (dog varetager sundhedsplejen, som hører under Børne- og
Uddannelsesudvalget, opgaver i relation til gravide, spæd-/småbørn samt forebyggende
undersøgelser til skolebørn). Der vil derfor være behov for en koordinering med de øvrige
udvalg i forhold til især dette pejlemærke, da sundhedsfremmende og forebyggende tiltag også
er relevante i fx skoler, på det sociale område mv. Der vil være relevant at have en
opmærksomhed på dette ved Kommunalbestyrelsens sidste strategiworkshop, hvor der skal
arbejdes med at skabe sammenhæng på tværs af alle fagudvalgene.
Strategisk ramme
Implementering af ny strategimodel, besluttet august 2024.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Dog kan enkelte af de fremlagte indikatorer
medføre afledte merudgifter, som i så fald findes indenfor rammen.
Videre proces
De besluttede pejlemærker og indikatorer fra udvalget vil danne baggrund for drøftelser på
Kommunalbestyrelsens strategiworkshop den 19. november 2026, hvor der vil være fokus på
at skabe sammenhæng på tværs af fagudvalgene ind i den fælles ramme, herunder
udfordringsbillede, vision og de tværgående temaer. Den samlede model forventes besluttet
december 2026 med henblik på at træde i kraft per 1. januar 2027.
Beslutning
Ældre- og Sundhedsudvalget beslutter.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Ældre- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.