Besluttet 1. oktober, Økonomiudvalget, Lyngby-Taarbæk
BIOFOS' planer om et nyt rensningsanlæg (Orientering)
Den 13. november 2026 skal bestyrelsen i BIOFOS træffe en principbeslutning om, hvilket af tre scenarier for placeringen af et nyt renseanlæg, som selskabet skal arbejde videre med.
Bydele i sagen: Taarbæk
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 1. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Økonomiudvalget orienteres.
- Næste skridt
- Efter mødet i BIOFOS’ bestyrelse den 13. november vil forvaltningen orientere om det valgte scenarie og den videre proces for anlægsprojektet, når flere oplysninger foreligger fra BIOFOS.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen orienterer om de tre scenarier for BIOFOS' nye rensningsanlæg og den videre proces.
Problemstilling
BIOFOS står over for en omfattende opgave med at fremtidssikre spildevandsrensningen i hovedstadsområdet. Med "Fremtidens renseanlæg" vil BIOFOS kunne rense markant større mængder spildevand end i dag og samtidig levere en højere rensekvalitet. Hovedstadsområdet er i hastig udvikling, og befolkningstallet forventes at stige betydeligt over de kommende 50 år særligt som følge af byudviklingen. Prognoser viser, at stofbelastningen på BIOFOS' renseanlæg samlet set forventes at stige med ca. 620.000 personækvivalenter (PE) i perioden. Det indebærer, at renseanlæggene skal kunne håndtere væsentligt større belastninger end i dag.
BIOFOS’ bestyrelse skal den 13. november 2026 tage stilling til, hvilket scenarie for fremtidens renseanlæg, som BIOFOS skal arbejde videre med. Investeringsbeslutningen om et nyt rensningsanlæg skal først træffes i 2031, når det valgte scenarie er undersøgt nærmere.
Martin Vendel Nielsen er udpeget af Kommunalbestyrelsen som bestyrelsesmedlem på vegne af Lyngby-Taarbæk Forsyning A/S. Han skal derfor være med til at træffe en beslutning på vegne af BIOFOS, som varetager selskabets interesser. Kommunalbestyrelsen kan ikke beslutte, hvad Martin Vendel skal stemme på bestyrelsesmødet den 13. november. Den samlede oversigt over, hvad bestyrelsen skal tage stilling til, fremgår af bilaget.
Valget af nyt renseanlæg er relevant for Lyngby-Taarbæk Kommune, da kommunen, ud over at være medejer af BIOFOS, leder en mindre del af sit spildevand via Gentofte Kommunes kloaksystem til Renseanlæg Lynetten, som drives af BIOFOS.
Kommunen ejer 0,2 % af BIOFOS og forventes som medejer at blive anmodet om at stille garanti for lån til anlægsprojektet, hvis dette besluttes gennemført. Kommunalbestyrelsen skal godkende nye lånegarantier og vil blive forelagt særskilt sag herom, når og hvis det bliver relevant.
Teknik- og Miljøudvalget er orienteret om sagen på mødet den 22. september 2026. Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om, at Kommunalbestyrelsen på nærværende møde skal give Martin Vendel Nielsen en beslutning med på egne af kommunen. Efter nærmere undersøgelse af kommunalbestyrelsesmedlemmers mandat som bestyrelsesmedlem i kommunalt ejede aktieselskaber kan det specificeres, at Kommunalbestyrelsen ikke kan træffe beslutning om, hvad Martin Vendel Nielsen skal stemme i BIOFOS' bestyrelse.
Meddelelsen til Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 22. september 2026 var lukket af hensynet til fortroligheden om BIOFOS' kommende beslutning. Efter dialog og vejledning fra BIOFOS er nærværende sag åben, herunder idet BIOFOS den 24. september har offentliggjort beslutningsgrundlaget.
Løsninger
Bestyrelsen i BIOFOS skal vælge mellem 3 scenarier for fremtidssikring af spildevandshåndteringen i hovedstadsområdet med de miljømæssige og økonomiske faktorer, der ligger til grund:
A. Uændret placering af de tre renseanlæg.
B. Renseanlæg Lynetten nedlægges og et nyt etableres på Prøvestenen.
C. Renseanlæg Lynetten nedlægges og flyttes til Renseanlæg Damhusåen, der udbygges tilsvarende.
Rådgiveren Sweco og konsulentvirksomheden EY har i 2024 analyseret de 3 scenarier. Det er konstateret, at scenarie C er uforholdsmæssigt dyrt, og der er ikke arbejdet videre med det scenarie.
Scenarie A indebærer, at Renseanlæg Lynetten moderniseres og udbygges på den eksisterende lokalitet, mens anlægget opretholder fuld drift. Dette medfører en høj grad af teknisk og udførelsesmæssig kompleksitet, da anlægsarbejderne skal koordineres med den daglige drift af Danmarks største renseanlæg. Risikoen for forsinkelser, driftsmæssige påvirkninger og uforudsete forhold vurderes at være høj.
Scenarie B indebærer anlæg af et nyt renseanlæg på ”bar mark” på Prøvestenen, mens renseanlæg Lynetten fortsætter driften i anlægsperioden, indtil det nye renseanlæg er etableret og i drift på Prøvestenen. Det reducerer risikoen for påvirkning af den kritiske spildevandsrensning og giver frihed fra bindinger i forhold til at drifte et renseanlæg, samtidig med at det gennemgår en fuldstændig ombygning.
Sweco vurderer, at scenarie B har den laveste samlede risikoprofil. Scenarie B åbner endvidere mulighed for, at staten tilvejebringer det nødvendige lovgrundlag i form af en særlig anlægslov for projektet, hvilket vurderes yderligere at forbedre mulighederne for at realisere projektet til tid og økonomi.
Der vurderes ikke at være afgørende forskelle på de to scenarier i forhold til samfundsøkonomi, bæredygtighed og fremtidige driftsmæssige forhold.
I begge scenarier vil der inden for de kommende 10-20 år komme by- og boligudvikling helt op til matrikelskel på flere af renseanlæggene. I begge scenarier anlægges derfor moderne, såkaldte ”no nuisance” renseanlæg, der kan sameksistere med en by helt tæt på. Det vurderes dog, at scenarie B, hvor renseanlægget placeres i et område med tung industri og havneaktiviteter, ud fra et byudviklingsperspektiv er mere hensigtsmæssig.
BIOFOS foreslår, at der arbejdes videre med scenarie B, hvilket indstilles til BIOFOS’ bestyrelse den 13. november 2026.
I vedlagte bilag 1 kan der læses mere om de tre scenarier og tidsplanen for projektet. Forvaltningen opfatter, at BIOFOS' /Sweco's foreløbige analyse med de skitserede parametre entydigt peger på, at scenarie B er mest attraktivt.
Forvaltningen vurderer ikke, at der set fra Lyngby-Taarbæk Kommunes side er særlige forhold, der taler for at skulle fravige vurderingen af scenarie B som det mest attraktive.
Strategisk ramme
Planerne for et nyt klimasikret renseanlæg understøtter kommunens arbejde i DK2020klimaplanen, som bl.a. siger, at planen skal bidrage til at forebygge fremtidige klimahændelser og beskytte mod fremtidige klimahændelser
Et nyt renseanlæg vil være til gavn for både havmiljøet og borgerne i hovedstadsområdet, og være en vigtig del af klimatilpasningen, hvor kloaknettet og på renseanlæggene skal håndteres stigende regnmængder.
Økonomi
De samlede anlægsudgifter er nogenlunde lige store for scenarie A og B. De udgifter, som BIOFOS skal afholde, er i scenarie A opgjort til 27,1 mia. kr., mens de i scenarie B er opgjort til 26,5 mia. kr. Det skønnes således at være ca. 0,6 mia.kr. billigere for BIOFOS med en placering på Prøvestenen.
I tillæg til scenarie A og B er en ændret omkostningsfordeling mellem BIOFOS og HOFOR vedrørende anvendelse af udløbsledninger og transmissionsledninger, hvilket medfører, at scenarie A og B giver en besparelse på henholdsvis 1,4 mia. kr. og 2,2 mia. kr. over anlæggets forventede levetid. Derudover indebærer scenarie B et salg af Lynettearealet, som er estimeret til 3,7 mia. kr. og køb af prøvestensarealet, som er opgjort til 0,6 mia. kr. Den samlede nettoudgift er derfor estimeret til 25,7 mia. kr. for scenarie A og 21,2 mia. kr. for scenarie B. Det skønnes således at samlet være ca. 4,5 mia.kr. billigere for BIOFOS med en placering på Prøvestenen, når man indregner ændret omkostningsfordeling med HOFOR og køb og salg af
jord.
Anlægsøkonomiens betydning for kommunen
Kommunen ejer 0,2 % af BIOFOS. Det er forvaltningens vurdering, at denne ejerandel også vil være bestemmende for Lyngby-Taarbæk Kommunes andel af en garantistillelse for de lån, som BIOFOS optager til det nye anlæg:
Scenarie A: 25,7 mia. kr. – kommunens andel vil være 51,4 mio. kr.
Scenarie B: 21,2 mia. kr. – kommunens andel vil være 42,4 mio. kr.
Dette er beregnet ud fra de foreløbige nettoomkostningsskøn og under forudsætning af fuld finansiering ved nyt låneoptag.
Her og nu er det alene en budgetramme på 612 mio. kr. i perioden 2027-2031 til arbejdet med at planlægge projektet, som bestyrelsen anmodes om at godkende. Kommunens andel af dette beløb udgør 1,2 mio. kr. Såfremt BIOFOS anmoder om garantistillelse i den forbindelse, vil der blive fremlagt særskilt sag herom.
Kommunen garanterer allerede for lån optaget af BIOFOS, hvoraf BIOFOS betaler garantiprovision på 0,5% årligt af lånesummen.
Påvirkning af taksten
Lyngby-Taarbæk Forsyning leverer spildevand fra den østlige del af kommunen til Lynettefællesskabet A/S. BIOFOS forventer, at taksten, som Lyngby-Taarbæk Forsyning betaler til Lynettefællesskabet A/S, vil stige fra 9,81 kr/m³ i 2027 til ca. 23 kr./m³ omkring starten af 2040’erne, hvorefter taksten forventes at være svagt faldende. Påvirkningen af taksten i Lyngby-Taarbæk Kommune vil dog være udjævnet, da Lyngby-Taarbæk Forsyning leder en begrænset del af den samlede mængde spildevand fra den østlige del af kommunen til Lynettefællesskabet A/S og behandler resten i eget anlæg på Mølleåværket.
Videre proces
Efter mødet i BIOFOS’ bestyrelse den 13. november vil forvaltningen orientere om det valgte scenarie og den videre proces for anlægsprojektet, når flere oplysninger foreligger fra BIOFOS.
Beslutning
Økonomiudvalget orienteres.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet torsdag 1. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.