På dagsordenen 4. november, Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk
Ledelsesinformation på det specialiserede børneområde
Forvaltningen har udarbejdet ledelsesinformation på det specialiserede børneområde (0-14 år). Rapporten indeholder data om udviklingen inden for de væsentligste paragraffer rettet mod børn og familier i kommunen i perioden 2021 til 2025 samt de overordnede konklusioner i det nyeste ledelsestilsyn.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Onsdag 4. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Forvaltningen bruger de indsamlede data som understøttende ledelsesinformation i det fortløbende arbejde på det specialiserede børneområde.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på ltk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen orienterer om den årlige afrapportering på ledelsesinformation på det
specialiserede børneområde.
Problemstilling
Forvaltningen fremlægger årligt ledelsesinformation på det specialiserede børneområde, så
udvalget løbende kan følge med i de væsentligste paragraffer rettet mod børn og familier (bilag
1). Afrapporteringen af ledelsesinformation består af en gennemgang af de væsentligste
paragraffer i Barnets Lov og Serviceloven samt de overordnede konklusioner i det nyeste
ledelsestilsyn. Her præsenteres, hvor mange indsatser, der er bevilliget efter paragraffen samt
udviklingen i antallet af indsatser fra 2021 til 2025. Data på de enkelte paragraffer er trukket fra
forvaltningens fagsystem på det specialiserede børneområde.
Som bilag vedlægges en rapport udarbejdet af Komponent for kommunerne i
hovedstadsregionen, der belyser udviklingen i psykiatriske diagnoser og kommunale indsatser
på henholdsvis det specialiserede børneområde 0-17 år (bilag 2).
Løsninger
Afrapportering af ledelsesinformation
I afrapporteringen ses forskellige tendenser i data (bilag 2).
Der er de seneste år set en stigning i antallet af sager på børneområdet samtidig med, at
antallet af underretninger er steget. Det ses, at der er sket en markant stigning i antal sager
henover perioden - fra 650 sager på et givent tidspunkt i 2022 til 766 sager i april 2026. Antallet
af sager hænger tæt sammen med antallet af underretninger, som også er steget markant i
perioden. Således modtog kommunen 765 underretninger på børn i alderen 0-14 år i 2021,
mens antallet af underretninger i 2025 var steget til 1388. Det vil sige næsten en fordobling af
antallet af underretninger over en femårig periode.
Forebyggende indsatser
Forebyggende indsatser er de mindst indgribende indsatser, der kan gives efter Barnets lov.
Indsatsen gives til familier og børn med mindre behov for støtte for en afgrænset periode, der
sigter på at hjælpe barnet og familien med aktuelle udfordringer, inden disse får en
kompleksitet, som skaber behov for en mere specialiseret og længerevarende indsats. Data
viser at, der for de forebyggende indsatser er sket et fald i antallet af indsatser siden 2021 og i
særlig grad i perioden 2024-2025. Der kan således ses et fald fra 135 forebyggende indsatser
efter Barnets lov §30 i 2023 til 61 indsatser i 2025. Forvaltningen ser med særlig
opmærksomhed på denne udvikling, som står i modsætning til den bevægelse, man har ønsket
at gøre i omstillingsprogrammet for det specialiserede børneområde, hvor ambitionen har
været at omlægge indsatsen til en tidligere og mere forebyggende indsats til familierne. En del
af forklaringen på udviklingen kan skyldes den udfordrede personalesituation, som
myndighedsrådet befandt sig i i 2025 og som allerede havde sin optakt i 2024. I forbindelse
med de manglende personaleressourcer på området har det i et vist omfang været nødvendigt
at prioritere de mest akutte sager, hvilket desværre kan have haft den konsekvens at mere
forebyggende indsatser ikke har fået høj nok prioritet. En anden del af forklaringen kan findes i,
at der med Barnets Lov er sket en ændring i behandlingen af overgrebssager, idet der nu skal
træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse, når et barn eller en ung har været udsat for
overgreb eller ved mistanke herom. Lovens ordlyd 'ved mistanke herom' har medført, at flere
sager som tidligere ville være blevet behandlet som et forebyggende § 30-forløb, nu sendes til
børnefaglig undersøgelse, herunder sager hvor man befinder sig i en gråzone i forhold til
vurderingen af, om barnet har været udsat for overgreb. Endelig er der med Barnets lov også
kommet et ny sagsskridt; afdækningen, som er en mindre omfattende undersøgelse af barnets
situation og behov end den børnefaglige undersøgelse. Rådgiverne i Indgangen har siden
januar 2024 derfor allerede i den helt indledende screening af sagen skullet forholde sig til og
vurdere, om barnets og familiens udfordring kunne klares inden for rammerne af en
forebyggende indsats (§ 30-forløb) eller om der skulle igangsættes en afdækning med en
eventuel sideløbende familiebehandlingsindsats. Forvaltningen har i forbindelse med
genopretningen af myndighedsområdet Børn arbejdet med at justere på organisering og
arbejdsgange og forventer ved næste afrapportering af ledelsesinformation at kunne se en
positiv ændring. Forvaltningen har, som en tidlig indikation på årets udvikling, opgjort antallet af
forløb i første og andet kvartal af 2026, som ligger på hhv. 14 og 22 forløb. Det er således
fortsat et meget lavt antal forebyggende forløb, men med en positiv udvikling, som
forvaltningen forventer vil fortsætte i årets sidste to kvartaler.
Data viser endvidere, at der er sket et fald i antallet af indsatser efter Barnets lov §§ 31 og 81,
som er korterevarende indsatser til børn med adfærdsmæssige vanskeligheder eller med en
fysisk eller psykisk diagnose, som gives i Familiecentret. Her viser data, at der er givet 136
indsatser i 2021 stigende til det højeste niveau i 2023 med 170 indsatser, mens der er givet 94
indsatser i 2025. Også her er udviklingen modsat den ambition, der har ligget i
omstillingsprogrammet. Den beskrevne udvikling kan også her være et udtryk for, at de
familier, der visiteres til indsatser i Familiecentret har så komplekse udfordringer og behov, at
det er nødvendigt at visitere til mere omfattende indsatser.
Støttende indsatser
Støttende indsatser gives til de børn og familier, hvor der er brug for mere intensiv støtte, end
der kan gives inden for rammerne af de forebyggende indsatser.
De støttende indsatser, der rapporteres på i ledelsesinformationen er familiebehandling,
praktisk pædagogisk støtte, støtteophold rettet mod barnet, samt kontaktperson for barnet eller
for hele familien. De væsentligste udviklingspunkter i data er, at der er sket en markant stigning
i antallet af familiebehandlingsforløb - fra 192 forløb i 2021 til 261 forløb i 2025 og at der har
været en stigning i antallet af forløb, som løses internt i Familiecentret. I 2021 blev 69 procent
af familiebehandlingsforløbene løst internt, mens det gjorde sig gældende for 78 procent i
2025. Samtidig viser Familiecenterets data, at der er en højere andel end tidligere af mere
komplekse forløb. Udviklingen kan delvist hænge sammen med den tidligere nævnte
udfordrede personalesituation i Børn og Familie Rådgivning og Indgang i 2025, som kan have
forårsaget visitation til mere indgribende indsatser, samt konsekvenserne af de nye regler i
Barnets lov vedr. overgrebssager. Men det vurderes at udviklingen også hænger sammen med
den landsækkende tendens til øget mistrivsel blandt børn og unge.
Data viser endvidere en markant stigning i antallet af indsatser med praktisk pædagogisk støtte
i hjemmet fra syv indsatser i 2021 til 36 indsatser i 2025. Denne stigning dækker dels over at
indsatsen bruges mere, men også over at der i 2025 er tale om en stigning i antallet af
søskendegrupper, der får en indsats, hvor hver enkelt barn i søskendegruppen tæller med sin
egen indsats. Forvaltningen anser det for en positiv udvikling, at der er stigning i antallet af
indsatser med praktisk pædagogisk støtte, fordi det for nogle familier er en mere hjælpsom
indsats, frem for den mere anvendte familiebehandlingsindsats, som i høj grad er
samtalebaseret frem for praktisk understøttende i hjemmet.
Endelig viser data på de støttende indsatser, at der er et fald i antal støtteophold fra 25
indsatser i 2021 til 10 i 2025. Baggrunden for faldet kan findes i, at der i stadig højere grad
arbejdes med intensiv indsats i familien frem for støtteophold for barnet, hvilket også afspejles i
den overfor beskrevne udvikling i antallet af indsatser med praktisk pædagogisk støtte.
Handicapkompenserende indsatser
De handicapkompenserende ydelser gives til børn med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier. I
ledelsesinformationen afrapporteres der inden for de handicapkompenserende ydelser på
antallet af indsatser inden for tabt arbejdsfortjeneste og antal indsatser med afløsning eller
aflastning til pårørende, der passer et barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Den
væsentligste udvikling inden for disse to typer af indsatser findes inden for antallet af forældre,
der har fået bevilget tabt arbejdsfortjeneste. Her ses det, at der sket en stigning i antallet fra 79
i 2021 til 144 i 2025. Det er en markant stigning, som er en del af en landsdækkende tendens.
Forvaltningen har stor opmærksomhed på udviklingen og gennemgår løbende sager mhp. at
vurdere behovet for ydelserne og herunder om der sager med dobbeltkompensation.
Anbringelser
Data inden for anbringelsesområdet viser, at antallet af børn i alderen 0-14 år, der er anbragt
uden hjemmet har været meget stabilt henover de seneste fem år. I løbet af 2021 var der
anbragt 40 børn uden for hjemmet og i 2025 var tallet 38 børn. Der ses dog en tendens til, at
der anbringes flere børn på døgninstitution. Dette står i modsætning til ambitionerne i
omstillingsprogrammet om at 'vende' anbringelsesmønsteret og få flere børn i plejefamilier og
færre børn på børn og ungehjem. Udviklingen er i særlig grad en konsekvens af, at når
kommunen anbringer børn uden for hjemmet, så er der tale om børn, som er stærkt
udfordrede, og som har brug for en specialiseret indsats. Samtidig er det en landsdækkende
udfordring at finde specialiserede plejefamilier, hvilket betyder at kommunen som alternativ må
anbringe børnene på døgninstitutioner, hvor de kan få den indsats, der passer til deres
behandlingsbehov.
Ledelsestilsyn - Stikprøve på udvalgte tematikker inden for sagsbehandlingskvalitet
Der er gennemført et ledelsestilsyn med fokus på udvalgte temaer inden for
sagsbehandlingskvalitet. Tilsynet er gennemført som en stikprøve på 20 sager fordelt på
centrale paragrafområder og med vægt på sager, der er opstartet i løbet af de seneste otte
måneder.
Tilsynet har haft særligt fokus på inddragelse af barnet, stillingtagen til Barnets Plan,
tilrettelæggelse af opfølgning samt dokumentation i sager om kompensationsydelser.
Overordnet viser gennemgangen, at der er områder, hvor praksis er forbedret, men også
forhold, hvor der fortsat er behov for styrket ledelsesmæssig opmærksomhed og mere
systematisk understøttelse af sagsbehandlingen.
Det gælder særligt inddragelsen af barnet, hvor gennemgangen viser, at inddragelsen ikke
sker tilstrækkeligt konsekvent på tværs af sagerne, og at dokumentationen heraf i flere tilfælde
ikke er tilstrækkelig systematisk. Tilsynet peger samtidig på, at der i nyere sager ses en positiv
udvikling, hvilket indikerer, at det øgede ledelsesfokus på området har haft virkning.
Gennemgangen viser endvidere, at der i nogle sager mangler tydelig stillingtagen til Barnets
Plan og til opfølgning med inddragelse af barnet. Det peger på behov for en mere ensartet
praksis og tydeligere understøttelse af kravene i sagsbehandlingen.
Endelig viser tilsynet, at det i de gennemgåede sager om kompensationsydelse ikke i
tilstrækkelig grad er dokumenteret, om udgiften kan dækkes efter andre bestemmelser. Dette
er et kendt opmærksomhedspunkt fra revisionen, og der er derfor iværksat initiativer til at
styrke praksis, herunder udarbejdelse af ny procedure og digital understøttelse.
Samlet set viser ledelsestilsynet, at der er taget skridt i den rigtige retning, men at der fortsat er
behov for at styrke kvaliteten og ensartetheden i sagsbehandlingen, særligt i forhold til
inddragelsen af barnet og dokumentation.
Strategisk ramme
Den årlige afrapportering på det specialiserede børneområde understøtter muligheden for at
følge de politisk besluttede omstillinger af området med relevant ledelsesinformation.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen bruger de indsamlede data som understøttende ledelsesinformation i det
fortløbende arbejde på det specialiserede børneområde.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Børne- og Skoleudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.