Spring til indholdet
Lyngby-Taarbæk
Skift kommune
KøbenhavnLyngby-TaarbækAlle kommuner

På dagsordenen 4. november, Byplanudvalget, Lyngby-Taarbæk

Lokalplan 315 - Lyngbygårdsvej 2-4 - plejehjem

Forslag til lokalplan 315, Kommuneplantillæg 6/2025 og tilhørende miljørapport for nyt plejehjem til 95 plejeboliger på Lyngbygårdsvej 2-4 har været i offentlig høring fra den 29. juni til den 7. september 2026. Der har været afholdt borgermøde den 12. august 2026.

BoligerByggeri og lokalplanerÆldre og sundhed

Kort over området for lokalplanforslaget For plejehjem Lyngbygårdsvej 2-4
Det røde område er lokalplanforslaget For plejehjem Lyngbygårdsvej 2-4. Tryk på kortet for at læse planen på Plandata.dk.
Kort: © OpenStreetMap-bidragydere. Plangrænse: Plandata.dk, Lyngby-Taarbæk Kommune.
Luftfoto af området for For plejehjem Lyngbygårdsvej 2-4
Sådan ser området ud fra luften i dag. Luftfoto: Klimadatastyrelsen, Ortofoto forår. Plangrænse: Plandata.dk.

Har du et billede fra For plejehjem Lyngbygårdsvej 2-4? Send det til os

Kort fortalt

Hvem
Byplanudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Onsdag 4. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Næste skridt
Når Lokalplan 315, kommuneplantillæg 6/2025 og sammenfattende redegørelse er endeligt vedtaget bekendtgøres lokalplanen og er dermed gældende.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på ltk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen foreslår, at
1. lokalplan 315 med tilhørende kommuneplantillæg 6/2025 vedtages endeligt med følgende
ændringer:
Skorsten ved tværstillede gavle rykkes let ind på tagfladen.
En fremtrukket sten markerer etageadskillelserne på tværgående gavle.
Plataner der fældes, erstattes af småbladet og storbladet lind og ikke amerikansk
ask som anført i redegørelse.
Afsnit om kloaktilslutning ændres til: "Lokaliteten er omfattet af Lyngby-Taarbæk
Kommunes Spildevandsplan og ejendommen vil blive forsynet med kloakstik fra
Lyngby-Taarbæk Forsyning.
2. den sammenfattende redegørelse vedrørende miljøvurdering af planerne godkendes,
3. det besluttes hvilken mursten, type og farve, der skal anvendes ved byggeriet.

Problemstilling

Kommunalbestyrelsen besluttede den 25. juni 2026 at fremlægge planforslag og miljørapport
(bilag 1 og 2) offentligt til den 7. september 2026. Der er indkommet 20 høringssvar (bilag 3)
som altovervejende omhandler trafik, parkering, skygge og indbliksgener, skala og volumen på
byggeriet, fældning af seks plataner i vejskel og tab af grønt bybillede. Endvidere stilles der
spørgsmålstegn ved, om en bynær placering af plejebolig er attråværdig for sårbare ældre.
Høringssvarene omhandler følgende:
Synspunkterne om trafik er følgende: Der vil komme betydelig mere trafik på Lyngbygårdsvej
både som følge af personale, men også besøgende, renovation, varelevering etc.
Lyngbygårdsvej er skolevej både for Lindegårdsskolen og Sankt Knud Lavardskolen, den

forøgede trafik vil øge usikkerheden for bløde trafikanter. Det vil blive vanskeligt at komme ud
på Toftebæksvej på grund af trafik og der bør etableres lysregulering i T-krydset.
Om parkering anføres følgende: Der er reelt 12 parkeringspladser da handicapparkering og
busparkering ikke kan tælles med. Det er alt for lidt til personale, besøgende og øvrigt trafik.
Gadeparkering er optaget af gæster og ansatte til Lyngby Storcenter og beboere i Solbakken,
hvor der er for lidt parkering på egen grund. Der skal etableres parkeringskælder under
plejehjemmet.
Særligt beboerne i den øst for beliggende bebyggelse Lyngvang anfører, at der vil komme
indbliksgener og skyggegener, særligt på fælleshusets vestvendte terrasse.
Det anføres, at både højde og volumen er ude af proportioner med den omgivende
bebyggelse, der bør være større afstand mellem byggeriet og Lyngbygårdsvej, det vil betyde at
platanerne kan bevares. Byggeriet skal rykkes mod vest så der ikke kommer så mange skygge
og indbliksgener for Lyngvang Andelsboligforening, byggeriet forslås reduceret med en etage
og gøres lysere i materialevalget svarende til den omkringliggende bebyggelse.
Indsigelserne er behandlet i vedlagte høringsnotat (bilag 4) Efter borgermødet den 12. august
stod det klart, at trafik og parkering var emner som havde stor bevågenhed. Der er derfor
foretaget supplerende trafikestimater på baggrund af erfaringstal fra plejehjem af tilsvarende
størrelse, der foretaget parkeringsregistreringer på Lyngbygårdsvej som munder ud en
trafikanalyse som er vedlagt den sammenfattende redegørelse (bilag 5).
De omgivende bebyggelse er overvejende i 2-3 etager, men med en lavere
bebyggelsesprocent som kommer til udtryk ved flere friarealer omkring bebyggelserne og
større distance til naboer. De omgivende bebyggelser er opført i lysere materiale.
Fældning af seks plataner i vejskel hævdes at være i modstrid med den af kommunen
vedtagne træstrategi og ødelæggende for det grønne bybillede, hvor udnyttelsen af grunden
også medfører tab af grønne strukturer i området.
Der anføres, at en bynær placering af plejehjem med få friarealer, ikke stemmer overens med
behovet hos ældre og sårbare plejehjemsbeboere. De har behov for natur og mulighed for at
komme ud i frisk luft.
Det foreslås, at der nedsættes en dialoggruppe med naboer, interesseorganisationer,
kommunen og bygherreorganisationen som følger projekteringen af byggeriet.
Det efterspørges hvilke andre lokaliteter der har været undersøgt for placering af 95
plejeboliger.

Løsninger

Trafik og parkering

Lokalplanområdet ligger inden for det stationsnære område fra Lyngby St. Lyngby C og Lyngby
Lokal St.

Udfra OK-fondens erfaringstal med plejehjemmet Lotte på Frederiksberg med begrænset
parkering og god kollektiv trafik betjening, er det i trafikanalysen estimeret at 20% af personalet
kommer i bil i dagtimerne Der er foretaget trafikanalyse og parkeringsregistrering efter
borgermøde afholdt den 12. august. Resultaterne fremgår af den sammenfattende redegørelse
(bilag 5), hvor trafikanalysen i sin helhed er vedlagt.
Konklusionerne på analysen er følgende:
Samlet set vurderes etableringen af plejehjemmet med 95 plejeboliger at medføre en
begrænset trafikpåvirkning af det omkringliggende vejnet. Plejehjemmet forventes at generere
omkring 60 motorkøretøjsture pr. døgn, heraf cirka 15 ture i eftermiddagsspidstimen, fordelt
ligeligt på ind- og udkørende trafik. Trafikken vurderes at kunne afvikles tilfredsstillende i
krydset mellem Toftebæksvej og Lyngbygårdsvej, hvor der fortsat vil være betydelig
restkapacitet. Mertrafikken forventes desuden ikke at påvirke trafikafviklingen i krydset
Toftebækvej/Kanalvej, idet signalanlægget er samordnet med jernbaneoverkørslen.
Plejehjemmet indrettes med 15 parkeringsbåse på egen grund, herunder to handicapbåse og
plads til én minibus. Det forventede maksimale parkeringsbehov er beregnet til cirka 15
køretøjer, og der vurderes derfor samlet set at være tilstrækkelig kapacitet på ejendommen.
Hvis der i enkelte perioder skulle opstå behov for yderligere parkering, kan den eksisterende
gadeparkering på Lyngbygårdsvej anvendes. Denne kan ydermere reguleres med
tidsbegrænsning, hvis der opstår et større parkeringsbehov.
Endelig vurderes projektet ikke at medføre en forringelse af trafiksikkerheden. Forholdene for
bløde trafikanter er generelt gode med cykelstier, fortove og gode krydsningsmuligheder i
området. På den baggrund vurderes etableringen af plejehjemmet samlet set at kunne
gennemføres uden at påvirke trafikafviklingen eller trafiksikkerheden i området.
Volumen og Skala

En reduktion af det kommende byggeri både i højde og bredde vil medføre en reduktion i
antallet af plejeboliger med måske op til 50 %. Befolkningsprognoser for de kommende år viser
behov for 57 plejeboliger i 2030 stigende til ca. 141 plejeboliger i 2036. Hertil kommer behov
for 61 boliger til erstatning for Lystoftebakken, som er utidssvarende. Der er således behov for
at få etableret et stort antal plejeboliger inden 2030. Det planlagte byggeri kan stå færdigt med
95 pladser allerede januar 2030. Hertil kommer at der skal findes endnu en lokalitet hvor der
kan opføres ca. 100 plejeboliger inden 2036. Alene for at sikre tilstrækkelige plejeboliger inden
2030, er der ikke noget der tilsiger en reduktion i byggeriet. Desuden er et stort plejehjem mere
robust i drift, der er mulighed for at rekruttere personale med en bred vifte af kompetencer og i
forhold til sygdom, vil det være nemmere at dække vagter ind med et stort personalevolumen.
For plejehjemmets beoere vil det give mulighed for flere fællesfaciliteter, da udgifterne hertil
kan fordeles på flere boliger/huslejer.
Byggeriets fremtræden

Siden høringen blev igangsat, er der arbejdet videre med detaljering af gavle og skorstene det
har medført en mindre ændring i facadeudtrykket (bilag 6). Med hensyn til materialevalg, gives

der Byplanudvalget mulighed for at se på og anbefale imellem tre forskellige blødstrøgne sten i
forskellige røde nuancer spændende fra mørk rød til lys rød. I nærområdet ses både røde og
gule mursten. Gule mursten er valgt fra, da produktionen af gule sten er væsentlig mere CO2
tung. De mørke tage er valgt for at skabe kontrast til de røde mursten.
Skygge og indbliksgener for Lyngvang

Indbliksgener for Lyngvang vil være begrænset, idet de nærmeste vinduer i østgavl vil være ud
for gangarealer på plejehjemmet. Der er lavet nye skyggediagrammer der viser skygge
udelukkende fra det nye byggeri. Fra 21. maj til 21. august vil der være til først på aftenen
komme skygge på arealer omkring fælleshuset. I vinterhalvåret vil der være nogen skygge
både på terræn og bygninger fra vest. Da Lyngvangs vinduer overvejende vender mod syd, vil
vintergenen være begrænset. Skyggegener er behandlet i den sammenfattende redegørelse
Plataner og grønne byrum

Det er undersøgt om platanerne kunne bevares ved krone og rodbeskæring. Konklusionen var,
at der skal etableres en zone på mindst 5 meter fra stammen for at de eksisterende plataner vil
kunne overleve. Byggeriet kan ikke rykkes længere mod syd uden at der reduceres i antallet af
plejeboliger ud mod Lyngbygårdsvej. Det vil betyde en dårligere udnyttelse af gangarealer og
dermed dårligere økonomi/husleje for plejehjemmets beboere. Der er arbejdet videre med
beplantningsplan og som erstatningstræer er valgt småbladet og storbladet lind, der er
hjemmehørende og dermed bedre for biodiversitet end plataner og amerikansk ask som
foreskrevet i lokalplanforslaget. Beplantningen på banens skråningsareal ned mod
Ermelundsstien lades urørt. Beplantning i lokalplanens kantzoner mod Lyngbygårdsvej,
Toftebæksvej, Lokalbanens skråning og Ermelundsstien bliver med samme arter, som i dag
ses på banens skråning.
Bynær placering

Siden 2021 hvor det blev besluttet at arbejde med etablering af friplejehjem, har seks lokaliteter
været undersøgt. Det er prioriteret at friplejehjemmet skal have en bynær beliggenhed som
alternativ til kommunens øvrige plejehjem, der er beliggende i områder med mere
forstadspræg. Lyngby-Taarbæk Kommune råder over få grunde, der tilnærmelsesvis har en
størrelse der kan rumme et plejehjem i størrelsesordenen 90 - 100 plejeboliger, og samtidig har
en bynær beliggenhed.
Det er ved udformning af facader og placering af opholdsarealer og altaner sikret at
miljøstyrelse grænseværdier for vejstøj og vibrationer fra jernbaner er overholdt. For de fleste
beboere, vil det kræve hjælp fra personale at komme ud i frisk luft. Det forudsætter, at de
nære, daglige udeopholdsarealer er nemt tilgængelige, i forbindelse med fælles opholdsarealer
på de enkelte etager. Den bynære beliggenhed kan udnyttes, hvis pårørende, frivillige eller
tilkøbt ledsagelse kan hjælpe. Her er den bynære beliggenhed et plus, der er mulighed for en
tur med kørestol langs Ermelundsstien, Kanalstien, Lyngby Storcenter, cafeerne på
Lynghovedgaden eller en tur langs Mølleåen med Lokalbanen.

Dialoggruppe

OK-fonden har påtaget sig arbejdet med at etablere og drive en dialoggruppe.

Strategisk ramme

Ifølge kommunens Strategi for ældres velfærd 2024-2025 er det kommunens vision, at ældre
borgere i kommunen kan leve et godt og aktivt liv. De borgere, der har behov for kommunens
hjælp, skal opleve, at kommunen yder støtte, træning, behandling og pleje, så de kan klare sig
selv bedst og længst muligt i hverdagen. Derfor ønsker kommunen ejendomme udviklet med
henblik på opførelse af et nyt friplejehjem, som kan understøtte denne vision.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Når Lokalplan 315, kommuneplantillæg 6/2025 og sammenfattende redegørelse er endeligt
vedtaget bekendtgøres lokalplanen og er dermed gældende.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Byplanudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.