På dagsordenen 5. november, Kultur- og Fritidsudvalget, Lyngby-Taarbæk
Placering af boring til geotermisk anlæg
Kommunalbestyrelsen besluttede den 25. juni 2026, at forvaltningen skulle undersøge alternative placeringer til geotermiske boringer på den nordlige del af det skovstykke, der i sagen blev benævnt Grønningen.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur- og Fritidsudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 5. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Hvis Kommunalbestyrelsen vælger at følge forvaltningens indstilling, vil afgrænsningsrapporten og projektbeskrivelsen blive skrevet om så de reflekterer den nye placering for de geotermiske boringer, og derefter sendt ud i høring.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på ltk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at
1. der i det videre forløb arbejdes med en placering af de geotermiske boringer i den
vestlige side af den nordlige boldbane på Virumgårds jorder,
2. der stilles krav til, at boldbanen efterfølgende genetableres i en længde, der er i
overensstemmelse med DBUs krav til 11-mandsbaner, hvilket kan indebære permanent
fældning af op til cirka 360 m2 fredskov i den sydlige del af Grønningen,
3. der udarbejdes lokalplan for det valgte alternativ,
4. en omskrevet afgrænsningsrapport og projektbeskrivelse sendes i høring, så snart det
bliver muligt,
5. der orienteres om, at der på et senere tidspunkt vil blive fremlagt en politisk sag, hvormed
der skal tages stilling til salg af Virumgårdsvej 15a, og placering af ny driftsplads.
Problemstilling
Den 25. juni 2026 besluttede kommunalbestyrelsen på baggrund af borgermødet der blev
afholdt den 27. maj, at der skulle undersøges tre alternative placeringer til boring på den
nordlige del af Grønningen. I en sag den 18. august 2026 blev Teknik- og Miljøudvalget
orienteret om, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, (herefter SGAV), har
konstateret fredskovspligt for størstedelen af både den sydlige og nordlige del af Grønningen,
(bilag 1). Der blev i sagen orienteret om, hvilke krav der gælder, hvis fredskovspligten skal
ophæves, eller hvis der skal gives dispensation herfra. En eventuel dispensation fra eller
ophævelse af fredskovspligten kan påklages med opsættende virkning.
Som opfølgning på konstateringen af, at Grønningen er fredskov, har forvaltningen
genvurderet spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at ekspropriere Virumvej 43 til
placering af boringerne. Konklusionen er, at konstateringen af fredskovspligt ikke ændrer på
muligheden for at ekspropriere ejendommen.
Forvaltningen har sammen med Innargi arbejdet på at screene de tre alternativer, og der er
tilføjet yderligere to alternativer, som er variationer af de tre første. Derfor er der inklusive den
oprindelige placering på den nordlige del af Grønningen samlet set screenet 6 forskellige
placeringer til borepladsen. Innargi har i et bilag (bilag 2) vurderet placeringerne i henhold til
parametrene "Teknisk", "Midlertidigt social", "Permanent social", "Miljø(1) " og "Miljø(2)",
"Risiko" og "Omkostninger". Forvaltningen har gennemgået notatet og sikret sig, at
oplysningerne er retvisende. De vigtigste påvirkninger gennemgås nedenfor, og derudover
sammenfattes de i et skema, (bilag 3). Det bemærkes, at der kun er foretaget støjsimuleringer
baseret på en ny eldrevet rig for to af alternativerne, alternativ 2 og 3, da disse to alternativer
vurderes at være mest realistiske at gennemføre i forhold til fredskovpligten.
Forvaltningen har haft en overordnet dialog om rammerne for ophævelse og dispensation fra
fredskovspligten med SGAV. SGAV har ikke taget stilling til de enkelte scenarier nedenfor,
men har overordnet vejledt om, hvilke hensyn SGAV skal påse i en eventuel ophævelse
og/eller dispensationssag. SGAV redegjorde for de overvejelser, styrelsen vil have i
vurderingen af en ansøgning, heriblandt placering af anlægget, særlige naturværdier,
alternative placeringer og begrebet samfundsmæssige hensyn, der overstiger hensynet til
fredskovens bevarelse.
Blandt andet på baggrund af denne overordnede drøftelse med SGAV, har forvaltningen
foretaget en vurdering af sandsynligheden for, at SGAV kan/ikke kan godkende en eventuel
ansøgning om ophævelse/dispensation fra fredskovspligten. Det understreges, at dette er
forvaltningens egen vurdering, og at SGAV ikke har deltaget i denne vurdering.
Basis – Oprindelig placering i centrum af den nordlige del af Grønningen
De forhold, der gælder ved boring i centrum af den nordlige del af Grønningen, blev grundigt
beskrevet i den sag, som kommunalbestyrelsen tog stilling til den 25. juni 2026.
Midlertidige påvirkninger
Der vil være behov for at søge dispensation fra fredskovspligten for de cirka 4.500 m² skov,
som fældes i borefasen, men som siden kan genplantes.
Støjsimuleringer baseret på den traditionelle, dieseldrevne rig viser at Idrætsbørnehuset
Græshoppen, Børnehuset Pilen og specialskolen Chrysalis forventes påvirket med en støj på
mellem 45 og 55 dB(A), og at plejehjemmet og handicapboligerne forventes påvirket med en
støj på mellem 40 og 45 dB(A). Adgangsvejen vil gå nord om børnehusene og på tværs af en
cykelsti, som dog kan holdes åben.
Permanente påvirkninger
For de cirka ca. 1.600 m² som skal friholdes rundt om boringerne i driftsfasen, og som derfor
ikke vil kunne genplantes, forventes det, at der vil skulle søges om ophævelse af
fredskovspligten. Forvaltningen vurderer, at der er en høj risiko for, at SGAV ikke vil tillade den
nødvendige dispensation og ophævelse af fredskovspligten. Det skyldes særligt, at der findes
alternative placeringer, som i væsentligt mindre omfang påvirker fredskoven, herunder de
naturværdier, som skoven indeholder.
Alternativ 1 – Placering ved den vestlige kant af den nordlige del af Grønningen
Der gælder overordnet de samme forhold ved boring ved den vestlige kant af den nordlige del
af Grønningen, som ved placeringen i centrum. En mindre del af fredskovsarealet påvirkes dog
samlet set, idet de første ca. 25 meter mod vest af den nordlige del af Grønningen ikke blev
omfattet af konstateringen af fredskovspligt.
Midlertidige påvirkninger
Ligesom i basisscenariet vil der være behov for at søge dispensation fra fredskovspligten for
de cirka 4.500 m² skov, som fældes i borefasen, men som siden kan genplantes.
Placeringen ved den vestlige kant vil medføre marginalt mere støjpåvirkning af
Idrætsbørnehuset Græshoppen, Børnehuset Pilen og specialskolen Chrysalis, og marginalt
mindre støjpåvirkning af plejehjemmet og handicapboligerne mod øst, sammenlignet med
basisscenariet.
Permanente påvirkninger
For de cirka ca. 1.600 m² som skal friholdes rundt om boringerne i driftsfasen, og som derfor
ikke vil kunne genplantes, forventes det, at der vil skulle søges om ophævelse af
fredskovspligt.
Selvom en mindre del af fredskoven påvirkes end i basisscenariet, vurderer Forvaltningen, at
der fortsat er en høj risiko for, at SGAV ikke vil tillade den nødvendige dispensation og
ophævelse af fredskovspligten. Det skyldes, at der også i dette scenarie findes alternativer,
hvor fredskoven påvirkes i mindre grad.
Alternativ 2 – Placering i den vestlige side af den nordlige boldbane - Bane 1 - hvor boldbanen flyttes mod
øst
Ved boring i den vestlige side af den nordlige boldbane placeres boringerne i banens målfelt,
hvilket medfører at der permanent fjernes 15 meter af banen. Pga. borepladsens indretning er
det ikke muligt at flytte boringerne længere mod vest, uden for boldbanens grænser. For at
bevare en boldbane, der lever op til DBU's normale længdekrav til en 11-mandsbane, skal
banen derfor flyttes 15 meter mod øst. Vedhæftet ses en illustration af dette (bilag 4). Innargi
har to dage før færdiggørelse af denne sagsfremstilling oplyst, at de baseret på nye
informationer måske kun behøver at indskrænke banen med 5 meter. Det vil skulle undersøges
om boldbanen med en reduceret længde på 5 meter alligevel vil kunne leve op til DBUs
længdekrav for en 11mandsbane, i henhold til undtagelsesbestemmelser der gælder for baner
etableret før 2012, og om den derfor ikke behøves at flyttes mod øst.
I den videre sagsfremstilling tages der udgangspunkt i, at banen vil skulle flyttes 15 meter mod
øst.
Midlertidige påvirkninger
Sweco har udført en foreløbig støjsimulering med den kendte, dieseldrevne rig der viser
påvirkningen i 1,5 meters højde. Der er desuden foretaget en simulering, hvor der er trukket 10
dB(A) fra lydemissionen fra topdrivet på baggrund af foreløbige testmålinger af den nye, mere
støjsvage eldrevne rig. Simuleringen viser, at den eldrevne rig giver en betydelig reduktion af
støjen, sammenlignet med den dieseldrevne rig. Simuleringen viser at Børnehuset Pilen,
Idrætsbørnehuset Græshoppen og specialskolen Chrysalis vil blive påvirket af støj på mellem
40 og 60 dB(A). Påvirkningen kan reduceres ved at etablere en S-formet adgangsvej, i stedet
for en lige adgangsvej. Ud over støj fra borepladsen vil børnehusene og specialskolen kunne
opleve almindelig byggestøj i forbindelse med etableringen af varmecentralen på
Virumgårdsvej 17a og 17b.
Der er også foretaget en simulering af støjpåvirkningen i 14 etagers højde, som viser, at der er
behov for yderligere støjdæmpning. Simuleringen viser en støjpåvirkning på mellem 50 og 60
dB(A) på ca. 12 ud af 15 af de tre højhuses etager, på facaderne ud mod jernbanen. Innargi
vurderer, at det vil være forholdsvist nemt at støjdæmpe den såkaldte mudshaker, som er den
støjkilde der nu træder frem. Dette vil indgå i fremtidige støjberegninger.
Som nævnt i tidligere sager forventer forvaltningen at stille krav om, at borgere, der udsættes
for støj på 50 dB(A) eller mere, får tilbud om genhusning, som betales af Innargi.
Adgangsvejen i borefasen vil skulle gå gennem Børnehuset Pilens og Idrætsbørnehuset
Græshoppens parkeringsplads og på tværs af supercykelstien, som kan holdes åben.
Støjpåvirkningen af børnehusene kan efter forvaltningens vurdering begrænses ved at regulere
tidspunkterne for tilkørsel.
Adgangen til boldbanen vil være indskrænket i en periode på mindst ét år, inklusive den tid, der
er nødvendig for genetablering.
Træerne i en beplantning mellem boldbanen og jernbanen på cirka 1150 m² samt en trærække
langs med boldbanens vestlige kant vil skulle fældes, for at der kan etableres en boreplads
mens der bores. Efter endt boring vil træerne kunne genplantes, hvis det ønskes.
Permanente påvirkninger
Flytningen af boldbanen mod øst medfører, at ca. 360 m² fredskov umiddelbart nord-vest for
skaterbanen, fjernes permanent. De 360 m² svarer til under 2 pct. af det
samlede fredskovspligtige areal, som er på 21.000 m². Der vil skulle søges om ophævelse af
fredskovspligten for dette areal. Det vil efter omstændighederne formentlig være muligt at
genetablere et tilsvarende areal, eksempelvis ved tilplantning af det areal, der i dag anvendes
som skaterbane. Muligheden for genetablering vurderes dog ikke i sig selv at have afgørende
betydning for SGAV's eventuelle afgørelse om ophævelse af fredskovspligten.
Der vil skulle udarbejdes en ansøgning til SGAV, hvor de samlede samfundsmæssige
interesser i området beskrives, herunder behovet for parallelforskydning af fodboldbanen for at
gøre plads til den geotermiske boring. Forvaltningen vurderer, at sandsynligheden for, at der
kan gives tilladelse til ophævelse af fredskovspligten, er større i dette scenarie end i
Basisscenariet og Alternativ 1. Det kan dog ikke garanteres, og scenariet er derfor fortsat
behæftet med en vis procesrisiko.
På en mindre del af skaterbanen vil der være behov for terrænregulering på grund af
niveauforskellen til den nordlige boldbane. Skaterbanens størrelse skal derfor reduceres, eller
nedlægges med henblik på plantning af nye træer.
Alternativ 3 – Placering i den vestlige side af den nordlige boldbane - Bane 1 - hvor boldbanen forkortes
Som i Alternativ 2 placeres brøndkælderen i den vestlige side af den nordlige boldbane,
hvorved 15 meter af kunstgræsbanen fjernes. I modsætning til Alternativ 2 flyttes banen ikke
mod øst, og den genetableres derfor ikke i fuld længde. Som det bemærkes ovenfor under
Alternativ 2, kan det vise sig nødvendigt kun at reducere banens længde med 5 meter.
Midlertidige påvirkninger
Der gælder de samme støjmæssige og trafikale forhold som i Alternativ 2.
Adgangen til boldbanen vil være indskrænket i en periode på mindst ét år, inklusive den tid, der
er nødvendig for genetablering.
Permanente påvirkninger
Den nordlige boldbane vil efter gennemførelsen være kortere og vil ikke længere leve op til
DBU's krav til en 11-mandsbanes længde.
Fredskoven påvirkes ikke i dette scenarie. Der er derfor heller ingen procesrisiko knyttet til
dispensation eller ophævelse af fredskovspligten.
Alternativ 4 – Placering fordelt mellem den østlige side af den nordlige boldbane og den sydlige del af
Grønningen
I dette scenarie placeres brøndkælderen under skaterbanen, mens borepladsen placeres dels
på den østlige del af den nordlige boldbane og dels på den sydlige del af Grønningen.
Midlertidige påvirkninger
Der vil ske fældning af cirka 3.000 m² af den sydlige del af Grønningen. 2.500 m² af det berørte
areal forventes dog at kunne genetableres. For den del af skoven, der fældes og efterfølgende
genetableres, skal der søges om dispensation fra fredskovspligten.
I borefasen vil der være støj fra borearbejdet. Sweco har foretaget foreløbige støjsimuleringer
med den kendte dieseldrevne rig i 1,5 meters højde. Simuleringen viser, at den nordlige del af
Virumgård Plejehjem samt de yderste boligkarreer ud mod Grønningen, herunder handicap- og
ældreboligerne, vil blive påvirket af støj på mellem 40 og 50 dB(A). Desuden viser
simuleringen, at Børnehuset Pilen, Idrætsbørnehuset Græshoppen og specialskolen Chrysalis
påvirkes af støj på mellem 40 og 60 dB(A), pga. af adgangsvejen.
Adgangsvejen i borefasen vil skulle gå gennem Børnehuset Pilens og Idrætsbørnehuset
Græshoppens parkeringsplads, og derfra langs supercykelstien til borepladsen. Dette
vurderes at ville medføre en midlertidig lukning af supercykelstien i boreperioden.
Adgangen til den nordlige boldbane vil være indskrænket i mindst ét år, inklusive den tid, der er
nødvendig for genetablering.
Permanente påvirkninger
For den mindre del af fredskoven, der ikke kan genplantes som følge af etableringen af
permanent adgangsvej til brøndkælderen, skal der søges om ophævelse af fredskovspligten.
Forvaltningen vurderer umiddelbart, at det ikke kan afvises, at SGAV vil kunne godkende dette.
Det skyldes blandt andet, at skovloven giver mulighed for at dispensere fra eller ophæve
fredskovspligten i forbindelse med etablering af samfundskritisk infrastruktur. Den endelige
afgørelse vil dog blandt andet bero på SGAV's vurdering af redegørelsen for alternative
placeringsmuligheder, indvirkningen på områdets natur samt de samfundsmæssige hensyn,
der eventuelt måtte overstige hensynet til fredskovens bevarelse.
Skaterbanen må forventes at skulle nedlægges.
Alternativ 5 – Placering i den sydlige del af Grønningen
I dette scenarie placeres brøndkælderen på skaterbanen, mens hele borepladsen placeres på
den sydlige del af Grønningen, sådan at den nordlige boldbane ikke berøres.
Midlertidige påvirkninger
Der vil skulle søges om dispensation fra fredskovspligten for den del af skoven, der alene
fældes midlertidigt og efterfølgende genetableres. I dette scenarie påvirkes en større del af den
sydlige del af Grønningen end Alternativ 4, hvorfor der vurderes at være en større risiko for, at
scenariet ikke kan godkendes. Sammenlignet med Alternativ 4 vil vurderingen derfor i højere
grad bero på en argumentation for, hvorfor den nordlige fodboldbane ikke skal berøres i
anlægsfasen.
De støjmæssige og trafikale forhold vil være de samme som i Alternativ 4. Borearbejdet vil
således medføre støj i området samt midlertidige påvirkninger af adgangsforholdene, herunder
en forventet lukning af supercykelstien i boreperioden.
Permanente påvirkninger
Der vil skulle søges om ophævelse af fredskovspligten for den del af arealet, der skal
anvendes til permanent adgangsvej, og som derfor ikke kan genplantes.
Skaterbanen må forventes at skulle nedlægges.
Løsninger
Samlet anbefaling
Samlet set vurderer forvaltningen, at Alternativ 2 er den mest hensigtsmæssige placering til de
geotermiske boringer, da størstedelen af fredskoven på Grønningen bibeholdes, bortset fra et
areal på ca. 360 m², samtidigt med at den nordlige boldbane genetableres i fuld længde. De
360 m² kan formentlig genetableres i tilknytning til den eksisterende skov på den nuværende
skaterbane. Det spiller også med i afvejningen, at det vurderes at være tvivlsomt, om SGAV vil
ophæve eller dispensere fra fredskovspligten på Grønningen for et større areal, når der er en
alternativ placering til boringerne, som berører en mindre del af skoven. Udover at fredskoven i
det store hele friholdes, kommer der også god afstand til plejehjemsbeboere og andre sårbare
borgere på den østlige side af boldbanerne.
Forvaltningen vurderer, at det vil være nødvendigt med lokalplan, da det nye område i den
eksisterende lokalplan er udlagt til nyttehaver, og der er således tale om en anden anvendelse.
Nyttehaverne er p.t. ikke anlagt og er således ikke underlagt den beskyttelse, som gælder for
permanente haveforeninger jf. kolonihaveloven. Området bør i den nye lokalplan ændres til
rekreativt areal og tekniske anlæg. Desuden skal fodboldbanen rykkes mod øst, og friareal
udgår permanent (rydning af skov), og der skal terrænreguleres (mere end 1 meter), hvilket
føjer til nødvendigheden af en samlet lokalplan.
SGAV vil først tage endelig stilling til projektet, når miljøvurderingen af plan og projekt er
afsluttet. Hvis SGAV ikke tillader, at fredskovpligten ophæves for de 360 m² fredskov, vil
tidsplanen derfor blive udfordret.
Udgiften til fældning af træer vil blive afholdt af Innargi.
Om påvirkning af idrætslivet
Der er i forvejen pres på fodboldbanerne i kommunen, så brugen af den nordlige boldbane må
forventes at skabe yderligere udfordringer. Den østlige halvdel af boldbanen vil ikke blive
berørt i boreperioden og kan derfor bruges som en 5- eller 7-mandsbane, hvis det ønskes. Den
største udfordring vil være i vinterperioden, hvor kommunens fodboldspillere deles om seks 11mandsbaner og én 8-mandsbane. I sommerperioden vil spillerne kunne bruge banerne på
Kaplevej eller Fuglsanggårdskolens baner, sådan som det var tilfældet, mens den mellemste
bane, bane 2, blev omdannet til en kunstgræsbane i forår/sommer 2026. Samlet set må det
forventes, at klubberne om vinteren vil have mindre træningstid på grund af den lavere
banekapacitet.
Den nordlige boldbane er en kunstgræsbane og har på nuværende tidspunkt gummi-infill. Hvis
banen efter endt boring kan genetableres i sin fulde længde, skal det overvejes, om det skal
ske med gummi-infill eller med kork-infill. Valget af infill vil skulle tages på baggrund af, hvor
meget af banen der reelt vil være behov for at genetablere, og hvilke begrænsninger på
udledning af miljøfarlige stoffer en eventuel ny spildevandstilladelse ville sætte. Der er fra
fodboldklubbernes side blevet sat spørgsmålstegn ved, om korkbaner kan bruges i frostvejr,
men andre steder i landet er der fundet løsninger på, hvordan dette kan håndteres.
Udgiften til genetablering af banen vil blive afholdt af bygherren Innargi. Udgangspunktet er, at
banen genetableres med dens nuværende længde, som svarer til den banelængde, DBU stiller
krav om for 11-mandsbaner. Som nævnt i sagsfremstillingen ovenfor kan der dog vise sig en
mulighed for kun at reducere banens længde med 5 meter, hvilket måske vil gøre, at banen
kan leve op til nogle reducerede længdekrav til 11-mandsbaner, som gælder for alle baner
etableret før 2012.
Flytning af kommunens driftsplads på Virumgårdsvej 15a
Som beskrevet i sagen den 25. juni ønsker Vestforbrænding at købe Virumgårdsvej 15a, så de
kan etablere en varmeakkumuleringstank i tilknytning til den elkedel, der etableres på
Virumgårdsvej 17a og 17b. På adressen har kommunen på nuværende tidspunkt en
driftsplads, som bruges til at drifte de tre boldbaner. Driftspladsen skal flyttes til et nærliggende
sted i området eller eventuelt have en delt placering på Virumgårdsvej 15a og en anden
placering. Forvaltningen er i dialog med Vestforbrænding, og der pågår også en intern
screeningsproces. Der kigges på forskellige placeringer i nærområdet, som har forskellige
fordele og ulemper. Når screeningsprocessen er afsluttet, vil en sag blive lagt op til politisk
beslutning.
I sagen, som kommunalbestyrelsen behandlede den 25. juni 2026, blev det oplyst, at en ny
driftsplads skulle være færdigetableret, inden Virumgårdsvej 15a fraflyttes. Vestforbrænding
har nu oplyst, at de ønsker at påbegynde byggemodningen på adressen i april 2027 og ikke
kan udskyde etableringen af varmeakkumuleringstanken på Virumgårdsvej 15a uden også at
udskyde etableringen af energicentralen på Virumgårdsvej 17a og 17b, indeholdende elkedlen
og varmeværket til det geotermiske anlæg. Som konsekvens af den pressede tidsplan er det
derfor sandsynligt, at det en overgang vil være nødvendigt at pleje boldbanerne med tilkørsel
fra andre eksisterende driftspladser. En sådan overgangsløsning blev brugt i et halvt år i
forbindelse med, at det forrige garageanlæg på Virumgårdsvej 15a brændte.
Der vil i borefasen også være brug for at etablere en alternativ adgangsvej med belysning til
brug ved pleje af de tre boldbaner samt eventuelt alternative sluseanlæg til opfangning af
granulat. Forvaltningen foreslår, at alle merudgifter afholdes af Vestforbrænding.
Sikring af geotermiske brønde og tilhørende installationer
Innargi foreslår, at der anvendes samme overordnede model, som de har aftalt med Aarhus
Kommune i en tilsvarende situation. I Aarhus er løsningen etableret som en direkte lejeaftale
mellem kommunen og Innargi vedrørende det areal, som er nødvendigt for etablering og drift af
de geotermiske brønde og de tilhørende tekniske installationer. Aftalen er indgået for en 30årig periode, hvilket afspejler anlæggets tekniske og økonomiske levetid, og aftalen tinglyses
på arealet.
Idet det er en betingelse for, at Innargi kan opnå realkreditfinansiering til anlægget, forudsætter
modellen, at der oprettes et særskilt bygningsblad i BBR for brøndkælderen og de tilhørende
permanente installationer. Herved registreres anlægget som en bygning på lejet grund, mens
kommunen fortsat ejer det underliggende areal. I lejeaftalen reguleres tillige den rørføring, der
går mellem brøndene og det geotermiske anlæg, således at vilkårene herfor tinglyses på
arealet.
I lejeaftalen opdeles den faktiske rådighed over arealet i en boreperiode og en efterfølgende
driftsperiode. I boreperioden har Innargi eksklusiv rådighed over de arealer, der er nødvendige
for etablering af brøndene og udførelsen af borearbejderne. Efter afslutningen af
borearbejderne overgår projektet til driftsfasen, hvor Innargi alene har rådighed over de
arealer, der er nødvendige for drift og vedligeholdelse, mens de øvrige arealer igen kan
anvendes af kommunen til deres sædvanlige formål. Lejens størrelse opdeles efter samme
principper, således at Innargi betaler en væsentlig højere leje i boreperioden end i
driftsperioden.
Det er forvaltningens vurdering, at denne konstruktion giver en klar adskillelse mellem
kommunens ejerskab til jorden og Innargis ejerskab til de geotermiske installationer, samtidig
med at de matrikulære og registreringsmæssige forhold håndteres på en enkel og velkendt
måde.
Dialog med følgegruppen og mulig placering af boring på bane 3
Forvaltningen har afholdt de to første møder i følgegruppen for geotermi. De inviterede
deltagere er alle sammen repræsentanter for en interessentgruppe i området omkring de
undersøgte placeringer. Det første møde handlede primært om at give repræsentanterne
mulighed for at give udtryk for deres bekymringer. Som opfølgning på det første møde har
repræsentanter fra organisationerne Lyngby Almennyttige Boligselskab, Andelsboligforeningen
Sorgenfri og Handicaprådet/De Danske Handicaporganisationer sendt et brev til
kommunalbestyrelsen med forslag til en alternativ placering ved Lyngby Hovedgade 2a.
Placeringen har ikke været screenet tidligere. Den er omfattet af Mølleåfredningen og ligger på
grund af en flaskehalsproblematik i fjernvarmenettet forkert placeret til, at det varme vand fra et
geotermisk anlæg ville kunne føres nordpå uden meget omkostningsfulde investeringer i en ny
ledning. For at føre vandet nordpå ville man skulle udskifte den transmissionsledning, der
ligger i Kongevejen, så den kan transportere mere vand. Dette ville koste cirka 100 mio. kr. og
betyde, at der ikke var nogen fjernvarmeforsyning i Virum, mens arbejdet pågår.
Andet møde i følgegruppen handlede om forvaltningens indstilling i denne sag. På mødet blev
der spurgt til, hvorfor Bane 3, den sydligste boldbane, ikke kan bruges som placering. Banen er
ikke en kunstgræsbane og er ikke lang nok til, at den kan bruges til 11-mandskampe. Den er
derfor ikke lige så vigtig for de fodboldklubber, der bruger den, som de to kunstgræsbanerne
ovenfor (også kaldet Bane 2 og Bane 1.)
Bane 3 blev screenet i 2024 i en sag, som kommunalbestyrelsen tog stilling til den
17.september 2024. Udover at være en græsfodboldbane fungerer banen som overløbsbassin
ved ekstremregn. Placeringen blev dengang ikke anbefalet på grund af nærheden til
plejehjemmet, den generelle mangel på fodboldbaner i kommunen og banens funktion som
overløbsbassin.
På baggrund af følgegruppemødet har forvaltningen genvurderet, om bane 3 er en egnet
placering til de geotermiske boringer. Efter dialog med Innargi kan det ikke udelukkes, at den
geotermiske boring kan gennemføres på bane 3, selvom det er i funktion som
oversvømmelsesbassin, men det er ikke endeligt afklaret og vil kræve dialog med LyngbyTaarbæk Forsyning, herunder om håndtering af en evt. hændelse med ekstremregn i
boreperioden. Støjbelastningen af plejehjemmet vil fortsat være et problem, men på baggrund
af data fra den nye eldrevne rig er der nu mere viden om den potentielle støjbelastning, end
der var i 2024. En endelig stillingstagen vil kræve en ny støjsimulation.
Forvaltningen vurderer dog fortsat, at det vil have både midlertidige og permanent indvirkning
på banekapaciteten at placere boringen på bane 3. Rørføringen, der vil skulle gå fra bane 3 til
varmeværket i erhvervsområdet kan på grund af rørenes bredde ikke ligge i den sti, der går
vest for de nærliggende kolonihavehuse op til erhvervsområdet. De vil derfor skulle føres
gennem begge kunstgræsbaner med en samlet arbejdstid på 5-6 måneder inklusive
reetablering, hvor banerne ikke kan benyttes. Desuden vil placeringen permanent indskrænke
bane 3s areal. Da det indstillede alternativ 2 ikke permanent begrænser banekapaciteten på
kunstgræsbanen, og da der er potentielle udfordringer med både oversvømmelsesbassinet og
støj, anbefaler forvaltningen derfor ikke en placering på bane 3.
Dialog med børnehuse og specialskole
Forvaltningen har sammen med bygherren Innargi holdt møde med specialskolen Chrysalis
samt Børnehuset Pilen og har aftalt et møde med Idrætsbørnehuset Græshoppen den 2.
november. En af tilbagemeldingerne fra mødet med Børnehuset Pilen var, at der kan blive
behov for aflastning, sådan at børn i vuggestuealder f.eks. kan sove indenfor, mens andre børn
er ude af huset. Derudover blev der talt om andre hensyn, der eventuelt ville kunne tages,
såsom begrænsning af lastbilkørsel til et bestemt tidsinterval, og at særlige støjbelastende
processer på borepladsen så vidt muligt skal varsles.
Strategisk ramme
Lyngby-Taarbæk Kommunes Varmeplan 2022-2030, Vestforbrændings Varmeplan 2030 og
Lyngby-Taarbæk Kommunes DK2020 Klimaplan, som forudsætter en 90% reduktion af CO2 i
I Lyngby-Taarbæk Kommunes Strategiske Energiplan, hvori Varmeplan 2022-2030 indgår som
et delelement, nævnes geotermi som en mulighed på længere sigt.
Økonomi
Lejeaftalen vedr. de geotermiske brønde og tilhørende installationer vil indeholde et vilkår om
betaling af markedsleje, hvis størrelse endnu ikke er drøftet med Innargi. Dette vil blive
indarbejdet ifm. en kommende budgetopfølgning når beløbet kendes.
Der må forventes en indtægt fra salg af Virumgårdsvej 15a, som pt. ikke kendes. Dette vil
indgå i den fremtidige politiske sag herom.
Videre proces
Hvis Kommunalbestyrelsen vælger at følge forvaltningens indstilling, vil afgrænsningsrapporten
og projektbeskrivelsen blive skrevet om så de reflekterer den nye placering for de geotermiske
boringer, og derefter sendt ud i høring.
Forvaltningen forventer stadigvæk at skulle undersøge alle de miljøemner som fremgik af den
sag, Kommunalbestyrelsen behandlede den 25. juni 2026. En omskrevet afgrænsningsrapport
og projektbeskrivelse, vil sandsynligvis kunne sendes i høring i starten af 2027. Udvalgene og
Kommunalbestyrelsen vil blive orienteret, når det sker.
Der vil på et senere tidspunkt blive fremlagt en politisk sag, hvormed der skal tages stilling til
salg af Virumgårdsvej 15a og placering af ny driftsplads.
Den fulde proces, som den kendes på nuværende tidspunkt, er vedhæftet (bilag 5).
Rækkefølgen for enkelte delelementer kan ændres.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.