På dagsordenen 3. november, Udvalget for Børn og Familie, Mariagerfjord
Kapacitetsanalyse af dagtilbudsområdet 2026
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Børn og Familie 1. At orienteringen om kapacitetsanalysen tages til efterretning 2. At opmærksomhedspunkterne drøftes 3. At der iværksættes en undersøgelse af muligheden for at oprette flere permanente vuggestuepladser 4.
Skoler og børnUnge og uddannelse
Kort fortalt
- Forslaget
- Orienteringen om kapacitetsanalysen tages til efterretning
- Opmærksomhedspunkterne drøftes
- Der iværksættes en undersøgelse af muligheden for at oprette flere permanente
Og 2 punkter mere i indstillingen herunder.
- Hvem
- Udvalget for Børn og Familie, Mariagerfjord Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på mariagerfjord.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Børn og
Familie
1. At orienteringen om kapacitetsanalysen tages til efterretning
2. At opmærksomhedspunkterne drøftes
3. At der iværksættes en undersøgelse af muligheden for at oprette flere permanente
vuggestuepladser
4. At Udvalget beslutter, om de vil arbejde videre med en eventuel justering af
pladsanvisningsprincipperne
5. At Udvalget for Børn og Familie sender kapacitetsanalysen til orientering i
økonomiudvalget
Sagsfremstilling
I Mariagerfjord Kommune er dagtilbudsområdet inddelt i seks organisatoriske enheder. Der er
tre dagtilbudsområder, som hver geografisk dækker over to af kommunens børne- og
familiedistrikter. Der er to samdriftsordninger, hvor der er fælles ledelse mellem dagtilbud og
skole, som hver dækker et børne- og familiedistrikt. Den sidste organisatoriske enhed er den
kommunale dagpleje, som geografisk dækker hele kommunen.
Formålet med den årlige kapacitetsanalyse er løbende at følge udviklingen i børnetallet og
tendenser for området. Det giver bedre mulighed for rettidig handling hvis kapaciteten skal
tilpasses. Samtidig giver kapacitetsanalysen mulighed for løbende at følge familiernes aktuelle
søgemønstre efter bestemte pasningstilbud. Det giver et styrket vidensgrundlag for den
fortsatte udvikling af dagtilbudsområdet.
Pasningsgaranti
Kapacitetsanalysen viser, at der overvejende er er sammenhæng mellem børnetallet og
antallet af dagtilbudspladser. Der kan være lokale forskelle i perioder med enten en stigende
efterspørgsel eller et faldende antal pladser, herunder i den kommunale dagpleje. I
Mariagerfjord Kommune er pasningsgarantien på en måned. Der er ikke garanti for en bestemt
dagtilbudsplads eller med bestemte åbningstider. Det kan heller ikke garanteres, at den
tilbudte plads er den nærmeste bopælen. Derfor er det en overordnet garanti om en plads til
den angivne behovsdato. Hvis en familie ikke fik anvist den ønskede plads, kan de forblive på
ventelisten og stå til overflytning.
Nedenfor præsenteres de væsentligste opmærksomhedspunkter fra analysen. Analysen er
vedlagt som bilag.
Færre dagplejere
Antallet af dagplejere i Mariagerfjord Kommune er faldet fra ca. 150 dagplejere i 2017 målt i
fuldtidsstillinger til 90 medio 2026. Det svarer til et fald på ca. 40 pct. i perioden. Den samme
tendens er gældende på landsplan. Nedgangen skyldes både et faldende børnetal og
efterspørgsel, men samtidig også et udfordret grundlag for rekruttering i dele af kommunen.
Det sker samtidig med, at et højt antal dagplejere er gået på pension eller har fået nye jobs de
seneste år. Der rekrutteres fortsat nye dagplejere, men tendensen med et faldende antal
dagplejere er fortsat gældende.
Midlertidige vuggestuepladser i Hobro og Mariager.
I kapacitetsanalysen fra 2025 blev det fremhævet, at det havde været nødvendigt administrativt
at opnormere nogle af vuggestuerne midlertidigt. Det er fortsat gældende i både Hobro og
Mariager. I Mariager har der været 8 ekstra vuggestuepladser siden efteråret 2024, mens der
indenfor det seneste år i Hobro har været en overnormering på 16 vuggestuepladser i Hobro.
Det er Administrationens vurdering, at der også fremadrettet vil være nødvendigt at øge
antallet af vuggestuepladser i Mariager og Hobro, men potentielt også i øvrige distrikter.
Hvis tendensen med et faldende antal dagplejere fortsætter, kan der være behov for flere
vuggestuepladser på tværs af Mariagerfjord Kommune. Administrationen anbefaler derfor, at
der udarbejdes en undersøgelse af mulighederne på både kort- og lang sigt for at oprette
permanente vuggestuepladser. Formålet vil være at skabe overblik over hvilke
handlemuligheder der er, hvis antallet af pladser i dagplejen ikke matcher det konkrete behov
generelt og lokalt i de enkelte distrikter.
Børnehavepladser i Mariager
Den nuværende fordeling mellem vuggestue- og børnehavepladser i Mariager, betyder en
uhensigtsmæssig fordeling af særligt børnehavebørnene mellem de to børnehaver. Det
skyldes de gældende pladsanvisningsprincipper, hvor børn der er indmeldt i en vuggestue i en
integreret institution, er sikret en plads i børnehaven i samme institution. De midlertidige
vuggestuepladser i Regnbuen gør, at selvom antallet af børnehavepladser er øget betragteligt
efter ibrugtagningen af tilbygningen, så er der fortsat meget stor tilslutning til Regnbuen og
efterspørgslen overstiger kapaciteten. Det betyder samtidig et lavere børnetal i
Rabalderstræde og dermed en ikke optimal anvendelse af kapaciteten. I samme ombæring
betyder det i praksis, at familierne med børn i dagplejen har færre valgmuligheder, idet de
oftest vil blive tilbudt en plads i Rabalderstræde, da pladserne i Regnbuen er afsat til børn fra
vuggestuen. Denne mekanisme er også gældende for BørneUniverset i Hobro.
Udfordringen vil enten kunne løses ved at ændre de politiske pladsanvisningsprincipper, så
børn i vuggestuerne i integrerede institutioner ikke længere er sikret en børnehaveplads i
samme institution. Det vil omfatte Mariagerfjord Kommunes 7 integrerede institutioner. En
alternativ løsning vil være at lave en strukturel ændring af kapaciteten i Mariager og undersøge
muligheden for at have en vuggestuegruppe i Rabalderstræde. Det vil ydermere øge
fleksibiliteten for 0-2 års pladser og sikre pladser, hvis der opstår nedgang eller
rekrutteringsudfordringer i dagplejen i Mariager. Vuggestuepladserne i Regnbuen vil skulle
tilpasses tilsvarende.
Små institutioner
I Mariagerfjord Kommune tildeles størstedelen af de økonomiske ressourcer efter børnetallet.
Det betyder, at den økonomiske bæredygtighed kan være udfordret i institutioner med
forholdsmæssigt lavt børnetal. Det gælder særligt for de fire institutioner, hvor børnetallet er
mindre end 40 helårsbørn. Det omfatter Onsild Børnehus, Børnegården, Smilehullet og
Kriblebo. Byrådet har de seneste år truffet nogle beslutninger, som har afhjulpet udfordringen
for nogle af institutionerne. Det omfatter tildelingen på 240.000 kr. til de to samdriftsordninger
fra budget 2026 og beslutningen om at sikre midler til en pædagogisk leder pr. børnehus fra
budget 2027. Det har en positiv betydning for disse børnehuses økonomiske- og faglige
bæredygtighed. Ydermere vil beslutningen om på sigt at tilføre vuggestuepladser til Kriblebo
øge børnetallet og sikre en øget økonomisk bæredygtighed for Kriblebo.
I de tre store områder kan det være nødvendigt prioritere midler internt i området, for at sikre et
ensartet serviceniveau mellem institutionerne. Uanset børnetallet, skal et børnehus have
tilstrækkeligt med personaleressourcer til at kunne sikre kvalitet i den samlede åbningstid.
Kilde: Mariagerfjord Kommune, Udvalget for Børn og Familie, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.