Morsø
Skift kommune
KøbenhavnMorsøAlle kommuner

Besluttet 21. oktober, Udvalget for Teknik og Miljø, Morsø

Planlægning - Administrationspraksis for behandling af ansøgning om dobbelthuse i Nykøbing

Administrationen har i løbet af 2025 og 2026 modtaget et stigende antal ansøgninger om opførelse af dobbelthuse på parcelhusgrunde i Nykøbing. I områder uden lokalplan, skal der foretages en helhedsvurdering af projektet, inden der kan meddeles tilladelse.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Teknik og Miljø, Morsø Kommune
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
Besluttet. Følgende indstillinger blev godkendt som indstillet: Der vedtages en administrationspraksis for behandling af ansøgninger om dobbelthuse i Nykøbing, i områder der ikke er lokalplanlagt At hver bolig i et dobbelthus skal råde over et grundareal på minimum 450 m² At der skal kunne anvises egnede opholdsarealer på egen grund.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller, at
Der vedtages en administrationspraksis for behandling af ansøgninger om dobbelthuse i
Nykøbing, i områder der ikke er lokalplanlagt
At hver bolig i et dobbelthus skal råde over et grundareal på minimum 450 m²
At der skal etableres minimum 2 parkeringspladser pr. bolig
At der skal kunne anvises egnede opholdsarealer på egen grund.

Behandling
Direktionen (28. september 2026)
Udvalget for Teknik og Miljø (21. oktober 2026)

Sagsfremstilling

I områder, der er omfattet af en lokalplan, fastsætter lokalplanen, om der kan opføres
dobbelthuse, ligesom den kan indeholde bestemmelser om parkeringsforhold, opholdsarealer
og mindstegrundstørrelser. Store dele af Nykøbing er imidlertid ikke lokalplanlagte, men alene
omfattet af kommuneplanrammer, der udlægger områderne til boligformål uden nærmere at
regulere muligheden for opførelse af dobbelthuse eller de krav, der knytter sig hertil.
Efter bygningsreglementet kan kommunalbestyrelsen som udgangspunkt ikke modsætte sig
udstykning til fritliggende enfamiliehuse, når de enkelte grunde er mindst 700 m². Der findes
ikke en tilsvarende bestemmelse for dobbelthuse, og der vil som udgangspunkt kunne tillades
mindre grundstørrelser pr. boligenhed. Vurderingen af, om et dobbelthus kan tillades, beror
derfor i høj grad på kommunens konkrete helhedsvurdering.
Der eksisterer i dag ikke en fast administrationspraksis for behandlingen af denne type sager.
Det kan gøre det vanskeligt for ansøgere på forhånd at vurdere, hvilke generelle krav
kommunen vil stille til et projekt. En administrationspraksis vil skabe større gennemsigtighed i
sagsbehandlingen og bidrage til en tydeligere forventningsafstemning mellem kommunen og
ansøger om, hvad Morsø Kommune som udgangspunkt vil kunne tillade.
Fortætning af eksisterende boligområder gennem opførelse af dobbelthuse kan skabe flere

boliger i allerede udbyggede områder og dermed mindske behovet for at inddrage nye arealer
til byudvikling. Samtidig kan der skabes et større udvalg af boligtyper og boligstørrelser, som
kan imødekomme forskellige målgruppers behov, herunder ældre borgere. Fortætning kan
således understøtte en mere bæredygtig udvikling af Nykøbing.
Ved fastsættelsen af en administrationspraksis bør der dog tages højde for, at dobbelthuse kan
ændre karakteren af eksisterende parcelhusområder, særligt i områder der overvejende består
af fritliggende enfamiliehuse. Endvidere har dobbelthuse som udgangspunkt mulighed for en
bebyggelsesprocent på 40 % mod 30 % for fritliggende enfamiliehuse. Dobbelthuse medfører
derfor ikke alene en fortætning i form af flere boliger på mindre grunde, men også mulighed for
et større byggeomfang på den enkelte ejendom.
Administrationen anbefaler, at der vedtages en administrationspraksis, hvorefter dobbelthuse
kun kan etableres på parcelhusgrunde med et areal på mindst 900 m², således at hver
boligenhed disponerer over mindst 450 m² grundareal. Det anbefales desuden, at der etableres
mindst 2 parkeringspladser pr. bolig. Kravet svarer til kommuneplanens parkeringsnorm for
fritliggende enfamiliehuse og har til formål at begrænse parkeringsgener i områder uden fælles
parkeringsområder. Derudover skal der kunne anvises egnede opholdsarealer. Vurderingen af,
om der er tale om egnede opholdsarealer, beror på en konkret vurdering, hvor der blandt andet
lægges vægt på arealernes placering på grunden samt deres adgang til direkte sollys.
Administrationen gør opmærksom på, at denne praksis vil fungere som rettesnor ved
behandlingen af fremtidige sager om etablering af dobbelthuse i Nykøbing M. Der vil fortsat
blive foretaget en konkret vurdering i hver enkelt sag. Overholdelse af
administrationspraksissen er således ikke i sig selv en garanti for, at der kan meddeles
tilladelse til et dobbelthus, ligesom der kan forekomme tilfælde, hvor praksis kan fraviges på
baggrund af særlige forhold.

Retsgrundlag
Planloven (LBK nr. 572 af 29/05/2024).
Byggelovens § 10A (LBK nr. 1178 af 23/09/2016).
Bygningsreglement 2018 (BEK nr. 1399 af 12/12/2019).

Økonomiske konsekvenser
Intet at bemærke.

Andre konsekvenser
Intet at bemærke.

Høring og kommunikation
Der skal foretages partshøring i forbindelse med byggeansøgningen.

Behandling i Direktionen 28. september 2026

Drøftet.

Beslutning

Følgende indstillinger blev godkendt som indstillet:
Der vedtages en administrationspraksis for behandling af ansøgninger om dobbelthuse i
Nykøbing, i områder der ikke er lokalplanlagt
At hver bolig i et dobbelthus skal råde over et grundareal på minimum 450 m²
At der skal kunne anvises egnede opholdsarealer på egen grund.
Et flertal af udvalget bestående af Keld Kortegaard, Jesper Balle Kristensen, Meiner Nørgaard
og Peter Lillebæk besluttede, at kravet om minimum 2 parkeringspladser pr. bolig ændres
til minimum 1,5 parkeringsplads pr. bolig.
Poul Kristensen og Niels Kristian Østergaard stemte imod ændringen og ønskede at fastholde
minimum 2 parkeringspladser pr. bolig.
John Christiansen deltog ikke i sagens behandling.

Kilde: Morsø Kommune, Udvalget for Teknik og Miljø, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.