Besluttet 21. oktober, Udvalget for Teknik og Miljø, Morsø
Landzonesag - Opførelse af sommerhus - Utkæret 5
Morsø Kommune meddelte den 16. juni 2025 afslag på landzonetilladelse til opførelse af et sommerhus på Utkæret 5. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet, som den 22. maj 2026 ophævede kommunens afgørelse. Morsø Kommune skal derfor træffe en ny afgørelse i landzonesagen.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Teknik og Miljø, Morsø Kommune
- Hvornår
- Onsdag 21. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt med fælles tilkendegivelse om at rette henvendelse til ministeren. I forbindelse med arbejdet med en ny kommuneplan ønsker udvalget et fokus på mulighederne for udvidelse af sommerhusområder.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at
Der meddeles afslag på landzonetilladelse til opførelse af et sommerhus på Utkæret 5.
Behandling
Direktionen (28. september 2026)
Udvalget for Teknik og Miljø (21. oktober 2026)
Sagsfremstilling
Morsø Kommune har modtaget en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af et
sommerhus på Utkæret 5. Ejendommen ligger i landzone i tilknytning til sommerhusområdet
Ejerslev Lyng, men uden for det område, der er afgrænset som sommerhusområde i
kommuneplanramme 19.S.02.
Morsø Kommune meddelte den 16. juni 2025 afslag på ansøgningen. I afgørelsen lagde
kommunen vægt på, at ejendommen ligger uden for det rammelagte sommerhusområde.
Kommunen vurderede, at opførelse af et sommerhus på ejendommen ville forudsætte en
planmæssig udvidelse af sommerhusområdet, og at det ansøgte derfor ikke kunne tillades
gennem en landzonetilladelse.
Ansøger påklagede afgørelsen til Planklagenævnet med følgende hovedpunkter:
At ansøger havde en berettiget forventning om at kunne opføre et sommerhus på
ejendommen, og
At der kunne meddeles landzonetilladelse til det ansøgte sommerhus.
Planklagenævnets afgørelse fremgår af bilag. Planklagenævnet vurderede i sin afgørelse:
At ansøger ikke havde en berettiget forventning om at kunne opføre et sommerhus på
ejendommen, og
At Morsø Kommune havde lagt afgørende vægt på, at en landzonetilladelse forudsatte en
ændring af ejendommens zonestatus fra landzone til sommerhusområde.
Planklagenævnet fandt, at lokalplanlægning eller ændring af zonestatus ikke er afgørende for
vurderingen af, om der kan meddeles landzonetilladelse til det ansøgte. Kommunens afgørelse
blev derfor ophævet.
Planklagenævnet bemærkede samtidig, at nævnet ikke havde taget stilling til, om der konkret
kan meddeles landzonetilladelse til det ansøgte projekt, men alene til, at kommunens
begrundelse byggede på en retsvildfarelse.
I afgørelsen understreger Planklagenævnet desuden, at områder i landzone som
udgangspunkt skal friholdes for anden spredt og uplanlagt bebyggelse end den, der er
nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Udgangspunktet efter planloven er, at
sommerhuse skal ligge i sommerhusområder, det vil sige områder, der har zonestatus som
sommerhusområde. Efter hidtidig praksis gives der almindeligvis ikke tilladelse til opførelse af
nye sommerhuse i landzone.
Administrationens vurdering
På baggrund af Planklagenævnets afgørelse har administrationen foretaget en ny vurdering af
ansøgningen. Administrationen vurderer fortsat, at der bør meddeles afslag på opførelse af et
sommerhus på Utkæret 5.
Der er lagt vægt på, at ejendommen ligger i landzone og uden for det afgrænsede
sommerhusområde ved Ejerslev Lyng. Opførelse af et sommerhus på ejendommen vil dermed
medføre ny sommerhusbebyggelse uden for det eksisterende sommerhusområde og bidrage til
spredt bebyggelse i landzone. Der er desuden lagt vægt på den almindelige praksis, hvorefter
der ikke meddeles tilladelse til opførelse af nye sommerhuse i landzone. Administrationen
vurderer, at det ansøgte projekt er i strid med de hensyn, der ligger til grund for
planlovgivningen.
Planloven har blandt andet til formål at forhindre en spredt etablering af fritidsbebyggelse uden
for de planlagte sommerhusområder og sikre, at ny sommerhusbebyggelse sker på baggrund
af en samlet planlægning. Da det ansøgte sommerhus ønskes opført uden for de i
kommuneplanen udlagte sommerhusområder, vurderer administrationen, at projektet vil
tilsidesætte disse planlægningsmæssige hensyn og reelt medføre etablering af ny
sommerhusbebyggelse uden for de områder, der er udlagt hertil.
Planklagenævnet har samtidig fastslået, at ansøger ikke har haft en berettiget forventning om
at kunne opføre et sommerhus på ejendommen. Administrationen vurderer, at der ikke
foreligger særlige forhold ved ejendommen eller det ansøgte projekt, som kan begrunde en
fravigelse af den almindelige praksis.
Udvalget for Teknik og Miljø har et råderum til at træffe en anden afgørelse end den indstillede.
En tilladelse vil dog være i strid med den hidtidige forvaltningspraksis og de
planlægningsmæssige hensyn, som administrationen har lagt til grund for sin vurdering. Det
bør derfor bemærkes, at en landzonetilladelse vil kunne påklages til Planklagenævnet, og at
der er en væsentlig risiko for, at denne tilladelse ville kunne blive ophævet ved klagenævnets
afgørelse.
Retsgrundlag
Planloven (LBK nr. 572 af 29/05/2024).
Økonomiske konsekvenser
Intet at bemærke.
Andre konsekvenser
Intet at bemærke.
Høring og kommunikation
Ansøger blev partshørt i forbindelse med administrationens første indstilling om afslag.
Behandling i Direktionen 28. september 2026
Drøftet.
Beslutning
Godkendt med fælles tilkendegivelse om at rette henvendelse til ministeren.
I forbindelse med arbejdet med en ny kommuneplan ønsker udvalget et fokus på mulighederne
for udvidelse af sommerhusområder.
John Christiansen deltog ikke i sagens behandling.
Kilde: Morsø Kommune, Udvalget for Teknik og Miljø, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.