Morsø
Skift kommune
KøbenhavnMorsøAlle kommuner

Besluttet 21. oktober, Udvalget for Teknik og Miljø, Morsø

Planlægning - § 14-forbud mod tagterrasse på Maagevej 27

Morsø Kommune har modtaget en ansøgning om opførelse af et enfamiliehus med tilhørende tagterrasse på Maagevej 27 i Nykøbing Mors. Ejendommen er omfattet af Lokalplan 17.127 Dueholm Klosterpark.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Teknik og Miljø, Morsø Kommune
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
Besluttet. Godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller, at
Der nedlægges forbud efter planlovens § 14 mod etablering af den ansøgte tagterrasse
på Maagevej 27
Administrationen igangsætter udarbejdelsen af et nyt plangrundlag, der sikrer
lokalplanens intentioner om lav bebyggelse nærmest fjorden.

Behandling
Direktionen (19. oktober 2026)
Udvalget for Teknik og Miljø (21. oktober 2026)

Sagsfremstilling

Morsø Kommune har modtaget en ansøgning om opførelse af et enfamiliehus på Maagevej 27,
matr.nr. 1byu, Dueholm, Nykøbing M. Jorder (bilag 1). Projektet omfatter et enfamiliehus i én
etage med carport, skur og en tagterrasse på ca. 30 m². Ejendommen ligger umiddelbart ud til
fjorden og er omfattet af Lokalplan 17.127 - Dueholm Klosterpark, delområde A (bilag 2).
Lokalplanens intentioner
Lokalplanen fastlægger en samlet bebyggelsesstruktur, hvor bygningernes højde og placering
tager udgangspunkt i områdets terræn og beliggenhed ved fjorden. I redegørelsen på side 9
fremgår det, at delområde A udlægges til parcelhuse i én etage, mens delområde B kan
bebygges i op til to etager og delområde C i op til fire etager. Princippet med at de laveste
bygninger placeres tættest på fjorden og de højeste længere væk, er illustreret på side 10 i
lokalplanen. Princippet har til formål at understøtte landskabets karakter og tilgodese
udsigtsforholdene fra bagvedliggende boliger.
Intentionerne understøttes af formålsbestemmelsen, jf. lokalplanens § 1.3 på side 26, der
fastlægger rammer for bebyggelsens udseende og placering med fokus på bygningshøjder,
bygningsvolumen og tagformer. I de bindende bestemmelser, herunder § 4.1 på side 27, er
delområde A udlagt til åben-lav boligbebyggelse og i § 6.1 fastsættes en maksimal

bygningshøjde på 4,5 m. Der er dog ikke fastsat et udtrykkeligt forbud mod tagterrasser eller
en bestemmelse, der entydigt begrænser bebyggelsen til én etage. Lokalplanens intentioner er
dermed ikke fuldt ud omsat til bestemmelser, der kan danne grundlag for at afslå den ansøgte
tagterrasse.
Naboorientering
Kommunen har modtaget tre indsigelser mod den ansøgte tagterrasse; fra ejeren af den
tilstødende grund, fra de nærmeste naboer og dels fra Grundejerforeningen Dueholm
Klosterport. Der henvises til bilag 3, 4 og 5.
I indsigelserne henvises navnlig til lokalplanens intentioner om en trinvis opbygning af
bebyggelsen, hvor de laveste bygninger placeres nærmest fjorden for at tilgodese
udsigtsforholdene fra de bagvedliggende boliger.
Grundejerne anfører, at en tagterrasse med tilhørende værn, møbler, parasoller og ophold vil
kunne påvirke udsigtsforholdene og ændre bebyggelsens karakter. Der peges desuden på
risikoen for indbliksgener og på de principielle konsekvenser, hvis tilsvarende tagterrasser
etableres andre steder i lokalplanområdet.
Administrationen vurderer ikke, at der i den konkrete sag er grundlag for at lægge væsentlige
indbliksgener til grund for et forbud. Derimod vurderes indsigelsernes bemærkninger om
bebyggelsens karakter og påvirkningen af udsigtsforholdene at være relevante i forhold til
lokalplanens overordnede intentioner.
Administrationens vurdering
Administrationen vurderer, at den ansøgte tagterrasse ikke harmonerer med lokalplanens
intentioner om en trinvis opbygning med de laveste boliger nærmest fjorden. Selvom boligen
opføres i én etage, etablerer tagterrassen et hævet opholdsareal, der ændrer bygningens
karakter og anvendelsen af tagfladen.
En tagterrasse kan indrettes med parasoller, beplantning, havemøbler og andre genstande,
som kan påvirke udsigten fra bagvedliggende ejendomme. Disse forhold er ikke omfattet af
bestemmelserne om maksimal bygningshøjde, og kommunen har ingen muligheder for
efterfølgende at regulere den almindelige indretning og brug af tagterrassen.
Administrationen vurderer derfor, at tagterrasser i delområde A principielt kan udfordre den
bebyggelsesstruktur og de udsigtsmæssige hensyn, som lokalplanen bygger på. De gældende
bindende bestemmelser vurderes dog ikke at give tilstrækkeligt grundlag for afslag. Hvis de
oprindelige intentioner ønskes fastholdt, anbefales det at nedlægge forbud efter planlovens §
14. Forbuddet giver kommunalbestyrelsen mulighed for at forhindre byggeri,
anvendelsesændringer eller andre forhold, som vil kunne hindres ved en ny lokalplan. Et § 14forbud kan højst opretholdes i ét år, og et forslag til ny lokalplan skal offentliggøres inden for
denne periode.
Mens der er nedlagt et § 14-forbud, fortsætter administrationen dialogen med ansøger om
projektets udformning. Hvis projektet revideres, så det er i overensstemmelse med

intentionerne bag forbuddet, kan forbuddet ophæves, og de nødvendige tilladelser meddeles.

Retsgrundlag
Planloven (LBK nr. 572 af 29/05/2024).

Økonomiske konsekvenser
Intet at bemærke.

Andre konsekvenser
Intet at bemærke.

Høring og kommunikation
Der er modtaget høringssvar fra naboejendomme. Inden et § 14-forbud meddeles, skal ejeren
af Maagevej 27 og dennes repræsentant have mulighed for at komme med bemærkninger til
det påtænkte forbud i henhold til forvaltningslovens regler om partshøring.

Behandling i Direktionen 19. oktober 2026

Drøftet.

Beslutning

Godkendt.
John Christiansen deltog ikke i sagens behandling.

Kilde: Morsø Kommune, Udvalget for Teknik og Miljø, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.