Besluttet 2. november, Ældre- og Omsorgsudvalget, Næstved
Orientering vedr. Hjemløsetælling 2026
Politisk behandling Ældre- og Omsorgsudvalget (til efterretning), 02.11.2026 Den seneste nationale hjemløsetælling fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at antallet af borgere i hjemløshed med hjemkommune i Næstved Kommune er faldet fra 120 personer i 2024 til 105 personer i 2026.
Kort fortalt
- Hvem
- Ældre- og Omsorgsudvalget, Næstved Kommune
- Hvornår
- Mandag 2. november 2026
- Status
- Besluttet. Ældre- og Omsorgsudvalget, 02.11.2026 Til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Den seneste nationale hjemløsetælling fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at
antallet af borgere i hjemløshed med hjemkommune i Næstved Kommune er faldet fra 120 personer i 2024 til 105
personer i 2026. Det svarer til et fald på 15 personer eller 12,5 %.
Udviklingen sker på trods af, at hjemløsheden samlet set er steget i Region Sjælland fra 855 til 899 personer i samme
periode. Næstved Kommune adskiller sig således positivt fra den regionale udvikling.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at VIVE's hjemløsetælling er en øjebliksregistrering foretaget i en afgrænset uge,
og at der derfor altid vil være en vis statistisk usikkerhed forbundet med udviklingen. Udviklingen skal derfor ses som en
indikator for retningen i hjemløsheden snarere end som et eksakt mål for det samlede antal borgere, der oplever
hjemløshed i løbet af året.
Faldet i antallet af borgere i hjemløshed i Næstved Kommune fra 2024 til 2026 vurderes at være resultatet af flere
samtidige indsatser.
Hovedsageligt det målrettede arbejde med Housing First-tilgangen igennem en årrække har været med til at skærpe
arbejdet med hjemløse borgere. Housing First er en tilgang, hvor borgere i hjemløshed så tidligt som muligt tilbydes en
permanent bolig kombineret med individuelt tilpasset støtte. Erfaringer viser, at en tidlig etablering i egen bolig øger
sandsynligheden for, at borgeren kan skabe en stabil livssituation og fastholde boligen på længere sigt.
Samtidig har der været et stort fokus på det tværfaglige samarbejde mellem socialområdet, psykiatrien,
misbrugsområdet, beskæftigelsesindsatsen, boligorganisationer og civilsamfundsaktører. Næstved gennemgik for et par
år siden et frivilligt Task Force forløb med Social- og Boligstyrelsen, hvor netop samarbejdet på tværs af
myndighedsområder var et af indsatsområderne.
En væsentlig forklaring på den positive udvikling kan også findes i de muligheder for bostøtte efter servicelovens § 85a,
som blev indført som led i hjemløsereformen.
Med §85a fik kommunerne mulighed for at tilbyde specialiseret social støtte til borgere med særlige sociale problemer
med det formål at hjælpe dem til at opnå og fastholde egen bolig. Udgangspunktet er, at en permanent bolig udgør
fundamentet for den videre sociale indsats, og at den nødvendige støtte gives i borgerens eget hjem frem for på
midlertidige botilbud. Støtten efter § 85a tager udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer, ønsker og behov og kan
blandt andet omfatte hjælp til etablering og fastholdelse af bolig, støtte til kontakt med offentlige myndigheder,
håndtering af økonomi, opbygning af sociale relationer samt koordinering af indsatser på tværs af forskellige sektorer.
Formålet er at skabe grundlag for øget selvstændighed, forbedret livskvalitet og varig boligfastholdelse.
I forbindelse med § 85a anvendes især metoderne CTI (Critical Time Intervention) og ICM (Intensive Case
Management). CTI anvendes primært i forbindelse med kritiske overgange, eksempelvis når en borger flytter fra
herberg, forsorgshjem eller anden ustabil boligsituation til egen bolig. Indsatsen er intensiv og tidsbegrænset og
gennemføres over ni måneder. Formålet er at understøtte en vellykket overgang til egen bolig, etablere relevante
støttestrukturer omkring borgeren og sikre, at borgeren opnår den stabilitet, der er nødvendig for at kunne fastholde
boligen efter støtteforløbets afslutning.
ICM anvendes over for borgere med mere komplekse og langvarige støttebehov. Her fungerer en fast medarbejder som
gennemgående koordinator og sikrer sammenhæng mellem borgerens kontakt til blandt andet psykiatrien,
misbrugsbehandlingen, sundhedsvæsenet, beskæftigelsesområdet og øvrige sociale tilbud. I modsætning til CTI er ICM
ikke tidsbegrænset, men kan fortsætte så længe, der er behov for indsatsen. Formålet er både at understøtte
boligfastholdelse og at skabe sammenhæng i de mange indsatser, som ofte er nødvendige for borgere med komplekse
problemstillinger.
I 2026 er der nystartet 15 CTI og 10 ICM i Næstved Kommune. 21 af de 25 borgere kommer fra et forsorgshjem og er
nu flyttet i egen bolig med støtte.
Økonomi
Administrationen har ikke yderligere bemærkninger
Ældre- og Omsorgsudvalget 02.11.2026
Beslutning
Ældre- og Omsorgsudvalget, 02.11.2026
Til efterretning.
Kilde: Næstved Kommune, Ældre- og Omsorgsudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.