Nordfyn
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalEsbjergFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHaderslevHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKertemindeKøgeLangelandLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNordfynNyborgNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsSvendborgSønderborgTønderTårnbyVallensbækViborgVordingborgÆrøAlle kommuner

Behandlet 21. oktober, Økonomiudvalget, Nordfyn

Drøftelse af anmodning om anlægs- og driftstilskud til svømmehal ved Otterup Idrætscenter

Sagens kerne I denne sag skal Økonomiudvalget drøfte en ansøgning fra Otterup Idrætscenter om kommunalt anlægs- og driftstilskud til etablering og efterfølgende drift af en svømmehal ved idrætscentret.

Kultur og fritid

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Nordfyns Kommune
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sagens kerne
I denne sag skal Økonomiudvalget drøfte en ansøgning fra Otterup Idrætscenter om
kommunalt anlægs- og driftstilskud til etablering og efterfølgende drift af en svømmehal ved
idrætscentret.
Der ansøges om et anlægstilskud på 100 mio. kr., som i ansøgningen er forudsat fordelt over
2027-2029, samt et årligt driftstilskud, som ifølge ansøgningen forventes at udgøre mellem ca.
0,6 mio. kr. og 3,5 mio. kr. afhængigt af finansieringsmodellen.
Ansøgningen har tidligere indgået som et anlægsforslag til Budget 2027 og overslagsårene,
men forelægges særskilt for Økonomiudvalget til drøftelse.
Da budgetprocessen for 2027 er afsluttet, vil den forudsatte periodisering skulle revideres i
forbindelse med en eventuel videre behandling af projektet.

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Økonomiudvalgets godkendelse, at:
ansøgningen om anlægs- og driftstilskud ikke imødekommes, da projektet ikke er
prioriteret i det vedtagne budget for 2027 og overslagsårene 2028-2030, hvor der ikke er
afsat økonomiske midler til hverken anlæg eller drift.

Sagens baggrund
Otterup Idrætscenter har fremsendt en ansøgning om kommunalt tilskud til etablering og drift af
en svømmehal ved idrætscentret.
Ifølge ansøgningen er formålet at etablere svømmefaciliteter, der kan anvendes til blandt andet
forenings- og motionssvømning, skolesvømning, genoptræning og aktiviteter for børn, unge,
voksne og ældre.
Det fremgår af ansøgerens materiale, at svømmehallen forventes at omfatte et 25meterbassin, familie- og morskabsbassiner samt faciliteter til genoptræning og wellness.
Ansøgeren vurderer, at projektet kan styrke områdets idræts- og fritidstilbud og bidrage til
blandt andet sundhed, rehabilitering, undervisning, bosætning og lokale fællesskaber.
Den samlede investering er af ansøgeren opgjort til 200 mio. kr. Der ansøges om et kommunalt
anlægstilskud på 100 mio. kr. Den resterende finansiering forudsættes tilvejebragt gennem lån
og eventuelle fondsmidler samt bidrag fra borgere og virksomheder.
Ansøgeren har oplyst følgende foreløbige tidsplan:
2026-2027: Tilvejebringelse af finansiering

2027-2028: Projektering og udbud
2028-2029: Byggeri
2029-2030: Indvielse

Tidsplanen tager udgangspunkt i den periodisering, der fremgår af ansøgningen, og vil derfor
skulle revideres ved en eventuel videre behandling af projektet.
Juridiske bemærkninger vedrørende anlægs- driftsstøtte:
Det er Otterup Idrætscenter, CVR-nr. 27558119, der ansøger om dels et anlægstilskud på 100
mio. kr. og dels et efterfølgende årligt driftstilskud på mellem 0,6 og 3,5 mio. kr.
Vedtægterne, som forefindes på Otterup Idrætscenters hjemmeside, er vedhæftet. Det fremgår
heraf og af CVR-registret, at der er tale om en erhvervsdrivende fond med navnet Fonden
Otterup Hallen og binavnet Fonden Otterup Idrætscenter.
Kommunal støtte kan opdeles i anlægsstøtte og driftsstøtte. Anlægsstøtte er for eksempel
støtte til opførelse af en svømmehal eller ydelse af en lånegaranti for et lån i KommuneKredit til
opførelse af en svømmehal. Driftsstøtte er for eksempel løbende støtte til driften af en
svømmehal.
Der findes ingen lovhjemmel til at yde den anlægsstøtte, der ansøges om, men der kan under
visse betingelser ydes anlægsstøtte med hjemmel i de uskrevne kommunalfuldmagtsregler.
Anlægsstøtte kan kun ydes til lovlige kommunale formål, i form af aktiviteter, som kommunen
lovligt selv kan varetage. Det gælder for eksempel fremme af idrætslivet og aktiviteter til
folkesundhed, så i princippet kan der lovligt ydes anlægsstøtte til at opføre en svømmehal.
Da anlægsstøtte ifølge lovgivning og retspraksis ikke kan øremærkes, indebærer en
kommunes ydelse af anlægsstøtte, at modtageren skal forpligte sig til i al fremtid kun at udøve
lovlige kommunale aktiviteter.
Det skal være en betingelse for ydelse af eventuel anlægsstøtte, at vedtægterne forinden
ændres således:
at Otterup Idrætscenters midler ved ophør skal anvendes til lovlige, kommunale formål og
at vedtægterne ikke efterfølgende må kunne ændres uden Nordfyns Kommunes
samtykke.

Ved ydelse af anlægsstøtte har Nordfyns Kommune tilsynspligt i forhold til at sikre, at
modtageren kun udfører lovlige, kommunale aktiviteter, både på tidspunktet for ydelse af
anlægsstøtten og i al fremtid.
Der kan ydes driftsstøtte med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne, hvis støtten ydes til

lovlige kommunale aktiviteter.
I modsætning til anlægsstøtte kan driftsstøtte øremærkes til lovlige kommunale formål, hvilket
betyder, at der i princippet kan ydes driftsstøtte til modtagere, som både udfører lovlige
kommunale aktiviteter og andre aktiviteter, for eksempel erhvervsvirksomhed. Da en meget
stor del af Otterup Idrætscenters ansøgning vedrører anlægsstøtte, er det dog nødvendigt i det
konkrete tilfælde, at der kun udføres lovlige kommunale aktiviteter, jf. bemærkningerne vedr.
anlægsstøtte ovenfor.
Juridiske bemærkninger om økonomisk forsvarlighed og forholdsmæssighed:
Ved ydelse af kommunal støtte skal en kommune altid overholde princippet om økonomisk
forsvarlighed og princippet om forholdsmæssighed. Princippet om forholdsmæssighed betyder,
at både anlægsstøtte og driftsstøtte beløbsmæssigt skal begrænses, så den står i rimeligt
forhold til den kommunale interesse.
Selv om en kommune i princippet kan yde støtte til et lovligt kommunalt formål i henhold til
kommunalfuldmagten, skal de beløb, der støttes med, altid begrænses så de ikke bliver
uforholdsmæssigt høje henset til kommunens økonomi.

Økonomiske oplysninger
Ansøgningen bygger på to mulige finansieringsmodeller. I begge modeller er den samlede
investering 200 mio. kr., og der søges om et kommunalt anlægstilskud på 100 mio. kr.
Forskellen mellem modellerne er finansieringen af de resterende 100 mio. kr. og dermed
størrelsen på det efterfølgende kommunale driftstilskud.
I den første model finansieres de resterende 100 mio. kr. gennem lån. I den anden model
forudsættes 50 mio. kr. finansieret gennem fondsmidler mv. og 50 mio. kr. gennem lån. Den
lavere lånefinansiering i model 2 medfører ifølge ansøgerens beregninger et lavere behov for
kommunalt driftstilskud.
Modellerne er uddybet i de vedhæftede bilag.
Der er ikke afsat midler til projektet i budget 2027-2030.

Beslutningskompetence
Økonomiudvalget.

Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten.

Aktuel beslutning på Økonomiudvalget 2026-2029 21-10-2026
Økonomiudvalget godkender administrationens indstilling om, at ansøgningen om anlægs- og
driftstilskud ikke imødekommes, da det konkrete projekt ikke er prioriteret i det vedtagne
budget for 2027 og overslagsårene 2028-2030 og der således ikke er afsat økonomiske midler
til hverken anlæg eller drift.

Kilde: Nordfyns Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.