Spring til indholdet
Nordfyn
Skift kommune
KøbenhavnNordfynAlle kommuner

På dagsordenen 10. november, Social- og Sundhedsudvalget, Nordfyn

Opsamling fra borgermøde om fremtidens nære sundhedsvæsen på Nordfyn

Sagens kerne Social- og Sundhedsudvalget præsenteres for en opsamling fra borgermødet om fremtidens nære sundhedsvæsen på Nordfyn den 1. oktober 2026.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Social- og Sundhedsudvalget, Nordfyns Kommune
Hvornår
Tirsdag 10. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på nordfynskommune.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sagens kerne
Social- og Sundhedsudvalget præsenteres for en opsamling fra borgermødet om fremtidens
nære sundhedsvæsen på Nordfyn den 1. oktober 2026.
Borgermødet indgik som en del af processen frem mod den politiske godkendelse af de
politiske pejlemærker for implementeringen af sundhedsreformen på Nordfyn og fungerede
som en borgerrettet "høring" af den foreslåede retning.
144 deltagere bidrog med perspektiver på blandt andet nærhed, tilgængelighed,
sammenhæng, forebyggelse og kvalitet. Inputtene understøtter overordnet den retning, der er
beskrevet i pejlemærkerne, og giver ikke anledning til ændringer.
Pejlemærkerne forelægges derfor til godkendelse i den foreliggende form.

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget:

1. Tager opsamlingen fra borgermødet til efterretning.
2. Drøfter de væsentligste input fra borgerdialogen i relation til det videre arbejde med
sundhedsreformen på Nordfyn.
3. Godkender de politiske pejlemærker for sundhedsreformens implementering på Nordfyn.

Sagens baggrund
Social- og Sundhedsudvalget, Seniorrådet og Ældre Sagen inviterede den 1. oktober 2026 til
borgermøde om fremtidens nære sundhedsvæsen på Nordfyn.
Baggrunden for mødet var sundhedsreformen og de kommende nærsundhedsplaner, hvor en
række opgaver, kompetencer og ressourcer i de kommende år skal organiseres tættere på
borgerne. Borgermødet skulle derfor både give deltagerne indblik i de forandringer, der er på
vej, og skabe mulighed for dialog om de lokale behov og prioriteringer.
Aftenens program og perspektiver
Programmet var tilrettelagt, så deltagerne først blev præsenteret for tre forskellige perspektiver
på udviklingen af det nære sundhedsvæsen.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget Jane Yndgaard bød velkommen og satte rammen
for aftenen med fokus på den politiske ambition om, at sundhedsreformen skal skabe værdi for
borgerne på Nordfyn gennem nærhed, sammenhæng, forebyggelse og stærkt samarbejde.
Direktør for Social og Arbejdsmarked Mogens Bak Hansen præsenterede kommunens

perspektiv på udviklingen af det nære sundhedsvæsen og de muligheder og ændringer, som
reformen medfører lokalt.
Praktiserende læge og formand for PLO Nordfyn Lars Riisgaard gav et perspektiv fra almen
praksis på borgernes sundhed, de udfordringer, der mødes i hverdagen, samt betydningen af
forebyggelse og et velfungerende samarbejde omkring den enkelte borger.
Anja Lund gav regionens perspektiv på sundhedsreformen, de kommende nærsundhedsplaner
og regionens arbejde med at udvikle det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
Efter oplæggene blev deltagerne inviteret til borddialog med afsæt i aftenens oplæg og de
politiske pejlemærker. Dialogen tog udgangspunkt i, hvilke sundhedsudfordringer der opleves
som de vigtigste på Nordfyn, hvad der skal til for at gøre det lettere at leve et sundt liv, og
hvilke spørgsmål deltagerne ønskede at bringe videre til panelet.
Dialog mellem deltagere og panel
Borddialogen blev efterfulgt af en fælles paneldialog med repræsentanter fra kommune, region,
almen praksis, Seniorrådet og Ældre Sagen.
Spørgsmålene fra salen viste både stor viden om området og klare holdninger til, hvad det
nære sundhedsvæsen på Nordfyn bør kunne. Spørgsmålene spændte fra konkrete forhold om
transport, adgang til tilbud og lokale sundhedsfunktioner til mere overordnede spørgsmål om
ansvar, sammenhæng, økonomi og mulighederne for at gennemføre en omfattende forandring
af sundhedsvæsenet.
Samtidig kom der bekymring til udtryk for, hvordan reformens ambitioner skal omsættes i
praksis, og hvordan kvalitet og sammenhæng sikres gennem forandringerne. Panelet
besvarede både konkrete og mere principielle spørgsmål. Flere forhold er fortsat under
udvikling, og der findes derfor endnu ikke svar på alle spørgsmål.
På tværs af dialogen var der imidlertid et tydeligt fælles ønske om, at de løsninger, der udvikles
på Nordfyn, skal have høj kvalitet, være tilpasset lokale forhold og udvikles i et tæt samarbejde
mellem kommune, region, almen praksis og borgere.
Hovedpointer fra borgerdialogen
Borgernes input spændte bredt, men samlede sig særligt omkring følgende temaer:

Nærhed og tilgængelighed: Der er ønske om flere sundhedstilbud tæt på borgernes
hverdag og om i højere grad at samle funktioner lokalt. Flere efterspurgte desuden én
tydelig indgang eller bedre hjælp til at finde rette tilbud og kontaktvej.
Transport og geografi: Nordfyns store geografiske afstande og begrænsede offentlige
transport blev fremhævet som en væsentlig barriere. Der blev peget på risiko for øget
ulighed i sundhed for borgere, som ikke selv har mulighed for transport, og på at

Flextrafik ikke opleves som en tilstrækkelig løsning for alle.
Sammenhæng i borgerforløb: Borgerne efterspørger tydeligere koordinering og
ansvarsfordeling mellem kommune, almen praksis og sygehus, særligt efter indlæggelser
og i komplekse forløb. Faste kontaktpersoner og støtte til både borgere og pårørende
blev fremhævet som mulige greb.
Forebyggelse og sundhedsfremme: Der blev peget på behov for tidligere indsatser
gennem hele livet og øget fokus på blandt andet rygning, overvægt, demens, kost,
ensomhed og sårbare borgere. Forebyggelse blev samtidig koblet til mulighederne for at
mestre eget liv og bevare tilknytningen til fællesskaber.
Rekruttering, kontinuitet og kvalitet: Muligheden for at rekruttere og fastholde
kvalificerede medarbejdere blev fremhævet som en afgørende forudsætning for kvalitet.
Der blev blandt andet peget på gode arbejdsvilkår, medarbejdertrivsel, faste
medarbejdere og større kontinuitet for borgerne.
Særlige målgrupper: Flere input vedrørte ældre, borgere med demens og deres
pårørende samt børn og unges mentale sundhed. Der blev blandt andet efterspurgt mere
støtte til pårørende, forebyggende tilbud, opmærksomhed på ensomhed og tidlige
indsatser for børn og unge.
Digitalisering: Digitale løsninger blev både set som en mulighed og en udfordring. Der
blev efterspurgt større sammenhæng mellem forskellige IT-løsninger og understreget, at
digitalisering ikke må skabe nye barrierer for ældre og udsatte borgere.
Videokonsultationer blev samtidig nævnt som en mulighed for at øge tilgængeligheden.

Samlet peger dialogen på et ønske om et sundhedsvæsen, der opleves som nært,
sammenhængende, tilgængeligt og let at navigere i, og hvor Nordfyns geografiske og
demografiske forhold tænkes aktivt ind i de løsninger, der udvikles.
Input til de politiske pejlemærker
De politiske pejlemærker for sundhedsreformens implementering på Nordfyn indgik som en del
af borddialogen.
Borgernes input understøtter overordnet pejlemærkernes fokus på lokal sundhed og
sammenhæng, forebyggelse, civilsamfund og fællesskaber, stærke partnerskaber samt
tilgængelige sundhedstilbud.
Dialogen bidrog samtidig med konkrete perspektiver på, hvad pejlemærkerne bør betyde i
praksis. Særligt nærhed, transport, let adgang til sundhedsvæsenet, tydelig koordinering
mellem aktørerne og opmærksomhed på borgere med særlige behov blev fremhævet.
Samlet perspektiv
Borgermødet viste et stort engagement i udviklingen af det nære sundhedsvæsen på Nordfyn.

På tværs af oplæg, borddialog og paneldialog var der et tydeligt fælles ønske om, at
sundhedsreformen skal omsættes til løsninger, der skaber reel værdi for borgerne og tager
afsæt i de lokale behov og vilkår.
Dialogen peger samtidig på, at reformens lokale succes i høj grad afhænger af et tæt
samarbejde mellem kommune, region, almen praksis og borgere.
Opsamlingen og inputtene fra borgermødet anvendes i det videre arbejde med
sundhedsreformen og de kommende nærsundhedsplaner på Nordfyn.
Inputtene fra borgermødet indgår i den endelige behandling og godkendelse af pejlemærkerne.

Økonomiske oplysninger
Sagen har ikke været forelagt Økonomi og Løn.

Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget.

Kilde: Nordfyns Kommune, Social- og Sundhedsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.