Spring til indholdet
Ringkøbing-Skjern
Skift kommune
KøbenhavnRingkøbing-SkjernAlle kommuner

Besluttet 22. september, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Ringkøbing-Skjern

Dansk Industris måling af Lokal Erhvervsvenlighed 2026

Administrationen indstiller, at Erhvervs-og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen om Lokal Erhvervsvenlighed 2026 til efterretning.

Erhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune
Hvornår
Tirsdag 22. september 2026
Status
Besluttet. Administrationens indstilling godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget vil modtage en orientering om resultatet fra Dansk Industris årlige måling af Lokal Erhvervsvenlighed. Stabschef Thomas Andersen vil på mødet give udvalget en kort præsentation af resultaterne fra 2026.
Dansk Industri (DI) har offentliggjort årets resultater fra Lokal Erhvervsvenlighed 2026, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune i 2026 er faldet til en 10. plads fra en 4. plads i 2025.
Ringkøbing-Skjern Kommune er dermed fortsat i top 10 over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. Kommunen indtog til sammenligning i 2025 en 4. plads, og har et mål om at ligge i top 3 over erhvervsvenlighed.
Dansk Industris undersøgelse bygger på både statiske data fra bl.a. styrelser, ministerier og Danmarks Statistik samt en spørgeskemaundersøgelse blandt virksomheder beliggende i kommunen. I alt har 80 virksomheder besvaret spørgeskemaet, og de repræsenterer til sammen minimum 3.728 arbejdspladser i kommunen, hvilket svarer til 16 % af den private beskæftigelse i Ringkøbing-Skjern Kommune.
For at kommu­ner kan indgå i DIs undersøgelse skal der være indsamlet svar fra mindst 30 virksomheder for at sikre et repræsenta­tivt og validt resultat, og derfor er der 7 ud af landets 98 kommuner, der ikke er omfattet af årets undersøgelse. Det vil sige, at den bedst mulige placering på de enkelte spørgsmål og indikatorer er en 1. plads, mens den dårligste placering er som nr. 91.
Undersøgelsen er inddelt i fire kategorier, som bliver vægtet ligeligt (25%) i den samlede score:
1. Overordnet erhvervsvenlighed og dialog – Nr. 11 (7. plads i 2025)
Kommunen falder til en 11. plads inden for denne kategori, der udelukkende bygger på tre spørgsmål som kommunens virksomheder er blevet bedt om at tage stilling til. Årsagen til, at Ringkøbing-Skjern Kommune i 2026 har oplevet tilbagegang sammenlignet med 2025 skyldes primært, at de lokale virksomheder er mindre tilfredse med kommunens erhvervsvenlighed samt kommunens formidling af væsentlig information til virksomhederne.
2. Infrastruktur og energi – Nr. 14. (12. plads i 2025)
Overordnet set er der ikke de helt store udsving i denne kategori sammenlignet med 2025. Kommunen rangerer som nr. 1 på den statiske indikator andel af energiforbrug i kommunen, der dækkes af vedvarende energi, mens virksomhederne på den negative side oplever, at kommunens indsats for at sikre god mobilitet (nr. 27.) er blevet dårligere end i 2025, hvor kommunen var rangeret som nr. 17.
3. Uddannelse og arbejdskraft – Nr. 2. (3. plads i 2025)
Kommunen rykker en placering frem i 2026, hvilket skyldes fremgang i de statistiske indikatorer for hhv. karakterer ved Folkeskolens afgangsprøve (nr. 4) og andel af elever med høj trivsel (nr. 6), hvor kommunen i 2025 til sammenligning var rangeret som hhv. nr. 21 og 12 på disse statiske indikatorer.
Derudover er de lokale virksomheder fortsat meget tilfredse med kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft (nr. 1) samt kommunens indsats for at tiltrække og tilknytte internationale medarbejdere (nr. 3). I 2025 opnåede kommunen en 2. plads i begge disse spørgsmål.
På den mere negative side viser de statistiske indikatorer et fald i andelen af elever, der søger ind på en erhvervsuddannelse, hvor kommunen i 2026 er placeret som nr. 42 mod nr. 17 i 2025. Indikatoren viser også, at andelen af elever der søgte ind på en erhvervsuddannelse efter 9/10 klasse i 2025 var på 27,9 elever, mens dette tal er faldet til 23,6 elever.
På spørgsmålet om kommunens tiltag for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse placerer de lokale virksomheder i 2026 Ringkøbing-Skjern Kommune på en 20. plads, mens det i 2025 blev til en 4. plads.
4. Kommunal administration – Nr. 50 (12. plads i 2025)
Den store årsag til, at kommunen oplever et overordnede fald til en samlet 10. plads i årets analyse af Lokal Erhvervsvenlighed skyldes den store tilbagegang i kategorien Kommunal administration, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune oplever en tilbagegang fra nr. 12 i 2025 til nr. 50 i 2026.
Den markante tilbagegang kan observeres på de statiske indikatorer, hvor kommunen i 2026 indtager en placering som nr. 72 på indikatoren sagsbehandlingstider for byggesager. I 2025 lå Ringkøbing-Skjern Kommune som nr. 54 på dette parameter.
De statiske data viser ligeledes, at sagsbehandlingstiderne for byggesager er steget fra 51,6 dage i 2025 til 90,4 dage i 2026.
Derudover placerer de lokale virksomheder kommunen som nr. 88 i spørgsmålet om kompetent og effektiv sagsbehandling. Til sammenligning lå kommunen på en 12. plads i 2025 på samme spørgsmål.
Kommunen går ydermere væsentligt tilbage i spørgsmålet om kommunens digitale erhvervsservice, hvor virksomhederne i 2026 placerer Ringkøbing-Skjern Kommune som nr. 63, mens det i 2025 blev til en 9. plads i forhold til dette spørgsmål.
Se det vedlagte bilag 1 for en uddybning af resultaterne for Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hvad sker der nu?
Resultaterne vil blive drøftet med relevante afdelinger i kommunen, herunder særligt byggesagsafdelingen samt Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. På baggrund af drøftelserne vil der blive udarbejdet en handlingsplan, som har til formål at forbedre næste års resultater på udvalgte områder. Derudover afholdes hvert år et møde med kommunen og lokale repræsentanter fra DI, hvor årets målinger drøftes.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen om Lokal Erhvervsvenlighed 2026 til efterretning.

Beslutning

Administrationens indstilling godkendt.

Bilag

Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.