Besluttet 20. oktober, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Ringkøbing-Skjern
Forlængelse af medlemsaftale vedrørende Digital Transformation Lab (DTL) efter 2026
Administrationen indstiller, at Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget forlænger Ringkøbing-Skjern Kommunes Founding Fathers medlemskab for årene 2027, 2028 og 2029, hvilket alt i alt vil beløbe sig til 900.000 kr. for en 3-årig periode.
Kort fortalt
- Hvem
- Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 20. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Administrationens indstilling godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget skal tage stilling til en fortsættelse af medlemsaftalen med Aarhus Universitet vedrørende Digital Transformation Lab (DTL), der er beliggende i Innovest i Skjern. Den nuværende aftale udløber ved årets udgang.
DTL er en del af Aarhus Universitet og har et forsknings- og demonstrationslaboratorium, hvor fokus er på integrering af den digitale verden med fysisk produktion, særligt med brug af Digital Twin-teknologi (digitale tvillinger). DTL er med til at tilføre forskningsbaseret viden til lokale virksomheder fortrinsvist indenfor produktionsindustri i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Formål med samarbejdet mellem DTL og Ringkøbing-Skjern Kommune
For Ringkøbing-Skjern Kommune er det overordnede formål med samarbejdet at fremme vækst, udvikling, synlighed samt viden- og kapacitetsopbygning for kommunens virksomheder. Mere konkret skal dette opnås bl.a. gennem et tættere samarbejde mellem Aarhus Universitet og virksomhederne samt mellem Aarhus Universitet og Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.
Prioriterede fokusområder i samarbejdsaftalen
Som en del af samarbejdsaftalen for den kommende periode prioriteres følgende aktiviteter:
• Medlemskab af DTL og dermed fortsat strategisk samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Kommune, Aarhus Universitet og områdets virksomheder.
• Virksomhedsrettede aktiviteter, herunder virksomhedsbesøg med fokus på at identificere konkrete innovations-, digitaliserings- og optimeringsmuligheder.
• Forsknings- og udviklingsprojekter, hvor identificerede behov og muligheder omsættes til konkrete samarbejder mellem virksomheder og Aarhus Universitet.
• Workshops og projektudvikling med fokus på nye forsknings- og udviklingsprojekter inden for områder med særlig relevans for kommunens erhvervsliv, herunder bl.a. energi, industri, landbrug og byggeri.
• Tiltrækning og fastholdelse af viden og kompetencer gennem tættere relationer mellem virksomhederne og studerende, ph.d.-studerende og forskere fra Aarhus Universitet.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Projektaktiviteterne i DTL skal være bredt tilgængelige for virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Økonomi
I opstarten af DTL bevilgede Ringkøbing-Skjern Kommune 12.830.000 kr. i perioden fra 2021 til sommeren 2024 og i opstartsperioden blev yderligere 3.000.000 kr. finansieret af fem lokale virksomheder fordelt over tre år.
DTL har sidenhen konsolideret sig som en langsigtet samarbejdsplatform mellem Aarhus Universitet og det lokale erhvervsliv med en bæredygtig medlemsbaseret forretningsmodel. Samtidig er samarbejdet med MADE og øvrige nationale aktører blevet styrket, hvilket skaber grundlag for flere og større forsknings- og udviklingsprojekter med deltagelse af virksomheder fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
Der er forskellige medlemsmodeller:
Basic Membership (10.000 kr.)
Membership 1 (50.000 kr. for SMV’er / 100.000 kr. for større virksomheder)
Membership 2 (100.000 kr. for SMV’er / 200.000 kr. for større virksomheder)
Founding Fathers Membership (150.000 kr. for SMV’er / 300.000 kr. for større virksomheder)
Ringkøbing-Skjern Kommune skal betale 300.000 kr. Ringkøbing-Skjern Kommune sidder i styregruppen sammen med Vestas, Velux, Landia, HydraSpecma og Fibo Intercon samt Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og Aarhus Universitet.
Effektvurdering
Samarbejdet med DTL har siden etableringen udviklet sig positivt. DTL er i dag en etableret platform for samarbejde mellem Aarhus Universitet og erhvervslivet, og indsatsen har bidraget til at gøre universitetets forskning, studerende og kompetencer mere tilgængelige for virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune.
I den seneste medlemsperiode har DTL blandt andet:
• Gennemført en række virksomhedsbesøg og dialoger med lokale virksomheder med fokus på digitalisering, innovation og konkrete udviklingsmuligheder.
• Initieret og deltaget i udviklingen af nye forsknings- og udviklingsprojekter med virksomheder fra kommunen og forskere fra Aarhus Universitet.
• Tiltrukket ekstern projektfinansiering og indgået i større projektansøgninger, som giver mulighed for at bringe yderligere forsknings- og udviklingsaktiviteter til området.
• Gennemført konkrete udviklingsaktiviteter med lokale virksomheder, hvor blandt andet digitale tvillinger, data og kunstig intelligens er anvendt på virksomhedernes problemstillinger.
• Skabt kontakt mellem virksomheder og studerende samt forskere fra Aarhus Universitet gennem projekter, virksomhedsbesøg, arrangementer og øvrige samarbejdsaktiviteter.
• Afholdt arrangementer, workshops og netværksaktiviteter, som har bidraget til videndeling og synliggørelse af mulighederne for samarbejde mellem universitet og erhvervsliv.
• Udbygget DTL's medlems- og partnerkreds og styrket samarbejdet med nationale viden- og innovationsaktører.
Samlet set vurderes samarbejdet at have styrket koblingen mellem virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune og Aarhus Universitet og samtidig skabt et stærkere grundlag for, at virksomhederne kan indgå i forsknings-, innovations- og udviklingsaktiviteter.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget forlænger Ringkøbing-Skjern Kommunes Founding Fathers medlemskab for årene 2027, 2028 og 2029, hvilket alt i alt vil beløbe sig til 900.000 kr. for en 3-årig periode.
Det indstilles ligeledes, at medlemskabet bliver finansieret via overførte midler på projektaktiviteter under Videnpolitikken, hvor der forventes overført godt 1 mio. fra 2026 til 2027.
Beslutning
Administrationens indstilling godkendt.
Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet tirsdag 20. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.