Rødovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 12. maj, By- og Teknikudvalget, Rødovre

Forlængelse af midlertidig dispensation, Islevbrovej 24

Teknisk forvaltning indstiller, at den midlertidige dispensation forlænges med yderligere 3 år, hvis der ved naboorientering ikke indkommer væsentlige indsigelser.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
By- og Teknikudvalget, Rødovre Kommune
Hvornår
Tirsdag 12. maj 2026
Status
Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Teknisk forvaltning indstiller, at den midlertidige dispensation forlænges med yderligere 3 år, hvis der ved naboorientering ikke indkommer væsentlige indsigelser.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune har modtaget en ansøgning om fornyet dispensation fra FJ Invest, som ejer Islevbrovej 24. FJ Invest fik i juni 2020 en midlertidig dispensation fra Tillæg 1 til Lokalplan 4, til at ændre anvendelse fra "dagligvarebutik" til "blandet erhverv" i maks. 3 år. Den midlertidige dispensation blev besluttet af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 16. maj 2023, med yderligere 3 års forlængelse gældende fra juni 2023.
Kommunalbestyrelsen vedtog startredegørelsen for Lokalplan 152 Islev Torv i august 2020. Teknisk Forvaltning har i samarbejde med FJ Invest arbejdet på en ny lokalplan, med forslag til ombygning af Islevbrovej 24, med erhverv mod torvet og boliger i op til to etager ovenpå. FJ Invest har hidtil været den eneste grundejer omkring torvet, som ønsker at opføre nyt byggeri.
FJ Invest ønsker fortsat at videreføre de hidtidige aktiviteter på ejendommen midlertidigt, indtil der foreligger en afklaring på udviklingen af Islev Torv. Derfor ansøges om en forlængelse af midlertidig dispensation til blandet erhverv på ejendommen. Udvalget skal med en anden sag på nærværende mødedagsorden tage stilling til Udviklingsplan for Islev.
Planmæssige forhold Islevbrovej 24 (matr. nr. 4n Islev By, Islev) er omfattet af Tillæg 1 til Lokalplan 4 af august 2012, som fastsætter anvendelsen til dagligvarebutik med tilhørende lager, hvor det maksimale bruttoetageareal for butik inklusiv lager ikke må overstige 999 m2. Eksisterende ejendom er bebygget med en bygning i en etage på 997 m2 inklusiv 306 m2 kælder.

Anvendelsen til blandet erhverv falder ikke ind under den i Tillæg 1 til Lokalplan 4 nævnte anvendelse til dagligvarebutik, og vil derfor ikke kunne etableres lovligt, idet der som udgangspunkt ikke kan dispenseres fra en lokalplans anvendelsesbestemmelser.
Planloven indeholder dog en mulighed for, under visse forudsætninger, at meddele midlertidig dispensation til en anden anvendelse end planlagt. De i denne sammenhæng relevante forudsætninger er følgende:
Dispensationen er tidsbegrænset til maks. 3 år (men kan forlænges maks. 3 år ad gangen et ubegrænset antal gange)
Dispensationen anvendes, fordi det vil være uhensigtsmæssigt eller ufleksibelt at skulle udarbejde en ny lokalplan for den ønskede anvendelse
Dispensationen anvendes med henblik på midlertidige lokaler til virksomheder
Det, der meddeles dispensation til, har ikke et omfang eller karakter, der udløser lokalplanpligt, idet den midlertidige anvendelse er forenelig med relevante hensyn til det omkringliggende områdets anvendelse.
By- og Teknikudvalg har kompetencen til at beslutte midlertidige dispensationer fra en lokalplan, hvor det ikke vil kræve nyt lokalplantillæg eller ny lokalplan.
Planmæssig vurdering Islevbrovej 24 er omfattet af Helhedsplanen for udviklingen i Islev, som blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen i september 2013. Ejendommen ligger ud til ID-linje, der i Helhedsplanen udgør den centrale strukturgivende akse for visionen om at samle Islev visuelt, funktionelt, landskabeligt og trafikalt. Siden Helhedsplanens vedtagelse er en række af dens hovedgreb blevet realiseret. Det omfatter blandt andet etableringen af ID-linjen, anlæggelsen af en ny torveplads samt en mere åben og inviterende adgang til Islev Skole. Disse tiltag har bidraget til at styrke områdets sammenhæng og tilgængelighed.
Islevbrovej 24 er omfattet af Kommuneplan 2022 - Rammeområde 1C01 Islev Torv, som er et stationsnært område til letbanestation Rødovre Nord. Rammeområde 1C01 er udlagt til følgende fremtidige anvendelser: Bydelscenter, detailhandel, boliger, liberalt erhverv, administration, publikumsorienterede serviceerhverv. Etablering af permanent fremtidig anvendelse (der ikke er dagligvarebutik) skal være i overensstemmelse med kommuneplanens rammer og vil kræve vedtagelse af en ny lokalplan.
Ved at imødekomme ansøgningen om forlængelse af midlertidig anvendelse for blandet erhverv, vil der blive fastholdt aktivitet i området, mens der planlægges for en ønskelig byudvikling i området. Den tidsmæssige ramme for midlertidige dispensationer er tre år, og det vurderes som passende i forhold den tid, det kan tage førend et nyt byggeri realiseres.
Hvis By- og Teknikudvalget godkender indstillingen, gives en principiel accept af den ansøgte dispensation, og under forudsætning af at der ved naboorientering ikke indkommer væsentlige indsigelser, forlænges dispensationen i yderligere 3 år.

Lov- og plangrundlag Planloven Tillæg 1 til Lokalplan 4.
Økonomiske konsekvenser Ingen
Tidsplan Ingen

Beslutning

Godkendt.

Kilde: Rødovre Kommune, By- og Teknikudvalget, referat fra mødet tirsdag 12. maj 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.