På dagsordenen 11. november, Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed, Rudersdal
Kontinuitet i hjemmeplejen
Kontinuitet er en grundlæggende forudsætning for at realisere intentionerne i den nye ældrelov. Kontinuitet bidrager til øget tryghed, bedre relationer og højere kvalitet i mødet mellem borger og medarbejder.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed, Rudersdal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 11. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 11. november 2026. Du finder dem på rudersdal.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Med vedtagelsen af den nye ældrelov er der sat en ny retning for udviklingen af ældreplejen,
herunder arbejdet med kontinuitet. Loven understøtter en helhedsorienteret, værdig og
relationel tilgang til pleje og omsorg, hvor borgerens ønsker, ressourcer og livssituation er
omdrejningspunktet for indsatsen. Kontinuitet er et af de bærende principper i denne udvikling
og skal understøtte, at borgeren oplever sammenhæng, nærhed og kvalitet i kontakten med
kommunen. Antallet af besøg hænger også sammen med det antal timer, som den enkelte
borger har behov for.
Kontinuitet handler om mere end planlægning og ressourceanvendelse. For borgeren handler
kontinuitet om at møde kendte medarbejdere, opleve forudsigelighed i hverdagen og have tillid
til, at hjælpen tager udgangspunkt i den enkeltes behov. Kontinuitet er derfor både et
organisatorisk og et relationelt kvalitetsmål.
For Rudersdal Kommune er kontinuitet et centralt udviklingsområde, fordi det understøtter
både kvaliteten for borgerne, de faglige ambitioner for hjemmeplejen og intentionerne i
ældreloven. En styrket kontinuitet kan bidrage til mere sammenhængende borgerforløb,
tidligere opsporing af ændringer i borgerens tilstand og en mere effektiv anvendelse af
medarbejdernes faglige viden.
Når medarbejdere over tid lærer borgeren at kende, bliver det lettere at reagere på små
ændringer i fysisk, psykisk eller social trivsel. Dermed bliver kontinuitet også et vigtigt redskab
til forebyggelse og til at understøtte, at borgeren kan leve et trygt og selvstændigt liv længst
muligt.
Borger- og medarbejderperspektivet på kontinuitet
Kontinuitet i hjemmeplejen er et væsentligt kvalitetsparameter, som har stor betydning for både
borgere og medarbejdere. Borgere oplever større tryghed, tillid og sammenhæng, når de
møder kendte medarbejdere, som kender deres vaner, behov og ønsker. Særligt for borgere i
sårbare situationer, herunder borgere med kognitive udfordringer eller komplekse
sygdomsforløb, kan stabile relationer være afgørende for oplevelsen af kvalitet, værdighed og
forudsigelighed i hverdagen (VIVE: ”Oplevelse af sammenhæng i den kommunale pleje og
hjælp”, 2021).
Kontinuitet understøtter samtidig medarbejdernes mulighed for at levere en sammenhængende
og fagligt kvalificeret indsats. Når medarbejdere følger de samme borgere over tid, opbygges
et bedre kendskab til borgerens situation, hvilket styrker koordineringen, reducerer risikoen for
fejl og giver bedre forudsætninger for at reagere på ændringer i borgerens behov.
Kontinuitet skal imidlertid balanceres med andre væsentlige hensyn. Medarbejdere har
forskellige faglige kompetencer, og det er afgørende, at borgeren møder de medarbejdere,
som har de nødvendige kvalifikationer til at løse den konkrete opgave. Derfor vil
opgavehåndteringen altid blive tilrettelagt under behørig hensyntagen til opgavens art.
Derudover påvirkes mulighederne for kontinuitet af hensyn til blandt andet køretider, borgernes
ønsker til tidspunktet for hjælpen, akutte og løbende ændringer i borgernes behov samt ferie,
sygdom og andet fravær blandt medarbejderne. Samtidig kan nye eller ændrede indsatser
medføre behov for, at andre medarbejdere med særlige kompetencer inddrages i forløbet.
Disse forhold betyder, at det ikke altid vil være muligt eller hensigtsmæssigt, at den samme
medarbejder udfører alle besøg hos den enkelte borger.
Kontinuitet bør derfor forstås som en afvejning mellem flere hensyn. Ambitionen er, at borgerne
møder så få forskellige medarbejdere som muligt og oplever sammenhæng, tryghed og
genkendelighed i hverdagen. Samtidig skal kommunen sikre, at de rette kompetencer er til
stede hos borgeren, at ressourcerne anvendes effektivt, og at hjemmeplejen kan håndtere
ændringer i både borgernes behov og driften. Målet er således ikke maksimal kontinuitet for
enhver pris, men den bedst mulige balance mellem relationel kontinuitet, høj faglig kvalitet og
en robust drift.
Det videre arbejde
Kontinuitet er et vigtigt kvalitetsmål, men skal i praksis afvejes med hensyn til blandt andet
faglighed, arbejdsmiljø, kompetencekrav, akutte opgaver og den samlede drift af
hjemmeplejen. Der vil derfor altid være behov for konkrete faglige og ledelsesmæssige
prioriteringer.
Forvaltningen anbefaler, at arbejdet med kontinuitet tager afsæt i syv principper, som skal
fungere som pejlemærker for hjemmeplejens planlægning og udvikling:
Rudersdal Kommunes principper for kontinuitet
1. Vi prioriterer høj kontinuitet for borgere med størst behov for tryghed og sammenhæng.
2. Vi tilstræber, at borgeren møder færrest muligt forskellige medarbejdere i hverdagen.
3. I samarbejde med borgeren, arbejder vi for størst mulig forudsigelighed i borgerens
besøg og tidspunktet for hjælpen.
4. Vi understøtter, at medarbejdere har kendskab til den enkelte borgers ønsker, behov og
livssituation.
5. Vi arbejder med kontinuitet inden for rammerne af en fagligt forsvarlig og bæredygtig drift.
6. Ved særlige begivenheder vægter vi borgers ønsker højt
7. Vi prioriterer, at anvende samme afløser hos borgeren, ved fravær hos primær
kontaktperson
Indstilling
Sagen forelægges Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed til beslutning.
Direktionen foreslår, at de foreslåede principper godkendes som politiske pejlemærker for
det videre arbejde med implementeringen af ældreloven i Rudersdal Kommune.
Kilde: Rudersdal Kommune, Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed, dagsorden fra mødet onsdag 11. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.