Skanderborg
Skift kommune
KøbenhavnSkanderborgAlle kommuner

Besluttet 12. august, Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Skanderborg

Fremtidens kulturskole i Skanderborg Kommune

Med sagen introduceres Kultur-, Fritids og Idrætsudvalget til Kulturskolen Skanderborg og giver input til den fremtidige udvikling af skolen. Sidstnævnte vil indgå i det forberedende arbejde forud for ansættelse af ny leder af Kulturskolen.

Skoler og børnKultur og fritid

Kort fortalt

Hvem
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Skanderborg Kommune
Hvornår
Onsdag 12. august 2026
Status
Besluttet. Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget drøftede sagen og gav input til den overordnede retning for Kulturskolens fremtidige opgavevaretagelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Baggrund og formål
Med det kommende ledelsesskifte er der anledning til en dialog om, hvad Kulturskolens
kerneopgave og rolle skal være fremadrettet. Samtidig har KL netop i maj udgivet
debatoplægget ”Sæt musik- og kulturskolerne i spil”, for netop at opfordre kommunerne til at
drøfte emnet.
Kulturskolen løser i dag både undervisningsopgaver og bidrager i en række udviklings- og
samarbejdsprojekter på tværs af kommunen, f.eks. inden for trivsel, sundhed og fællesskab.
Samtidig er der relativt få lovgivningsmæssige bindinger, hvilket giver et stort handlerum i
forhold til prioritering og retning.
Der er derfor behov for en politisk drøftelse af:
Kulturskolens kerneopgave
Hvordan ressourcerne skal prioriteres
Hvilken rolle Kulturskolen skal spille i forhold til øvrige kommunale indsatser.
Drøftelsen skal bidrage til at give et klart afsæt for den kommende ledelse.
Som led i processen med ansættelse af ny ledelse vil en række øvrige interessenter også blive
inddraget, f.eks. skoledere og nøglepersoner fra Børn og Unge, Kulturskolens personale og
Kulturskolerådet.
Drøftelsen om Kulturskolens kerneopgave, prioritering og rolle fortsætter på kommende møder
i udvalget.
Kulturskolen i dag (kort overblik)

Der er vedlagt et samlet baggrundsnotat og fakta overblik over Kulturskolens nuværende
aktiviteter, organisering og samarbejder. Heri redegøres for
tilbud og aktiviteter
målgrupper og deltagelse
samarbejdsflader (skoler, dagtilbud mv.)
organisering og geografisk tilstedeværelse.
Kulturskolen i Skanderborg har generelt set en markant elevtilslutning sammenlignet med
andre kommuner. Kulturskolen når bredt ud med et højt samlet antal elever pt. knap 1.500
elever, inkl. 440 i kulturklasser. Jf. KLs baggrundspapir går 5,6 % af Skanderborg Kommunes
børn og unge i Kulturskolen mod 3,5 % på landsplan.
Dette hænger måske sammen med den decentrale struktur, hvor undervisningen foregår på
kommunens skoler og steder som FLOK, Mølleværket m.v., udover lokalerne på Søtoften i
Skanderborg, med undervisning på pt. 24 lokationer. Samtidig indgår Kulturskolen i en lang
række samarbejder med lokale aktører, institutioner og skoler, hvilket understøtter
Kulturskolens rækkevidde og forankring.
De senere år har Kulturskolen, også efter politisk ønske, bevæget undervisningsformen fra
mere individuelt orienteret undervisning til holdbaserede og fællesskabsorienterede forløb,
uden at udviklingen endnu er så markant.
Kulturskolens undervisning adskiller sig fra udbud i privat og frivillig regi ved at tilbyde et helt
læringsmiljø, ikke kun en lektion. Undervisningen varetages ofte af udøvende kunstnere,
hvilket giver endnu et perspektiv. Fællesskaber i form af samspil, kor m.v. er en kerneydelse.
Hidtidigt politisk fokus
Ud fra Kultur-, Fritids- og Idrætspolitikken er der er nogle forhold, som har været drøftet i
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget specifikt:
Fællesskab versus individuel undervisning, jf. politikkens betoning af fællesskaber,
strategispor 1
Politisk er der tilkendegivet et ønske om en bevægelse mod mere fællesskabsorienterede
undervisningsformer og mindre fokus på den individuelle instrumentundervisning, som tidligere
var kerneopgaven for en musikskole.
Denne indsats har medført en udvikling fra 26 instrumentalhold i 22/23 til 38 instrumentalhold i
25/26, svarende til en stigning på 76 pct. i musikelever på instrumentalhold (111 elever i
25/26). Dertil kommer 406 elever som deltager i sammenspil, musikhold og kor. Det er dog
stadig langt de fleste instrumental- musikelever der undervises individuelt, og også her ses en
vis stigning (15 pct.).
Organisering og tilstedeværelse
Kulturskolen er i dag både centralt placeret og til stede decentralt i kommunen, ofte på

kommunens skoler. Kulturskolen har pt. 24 undervisningssteder. Tidligere har der politisk
været lagt stort vægt på den decentrale tilstedeværelse, og der er draget paralleller til sportens
verden, hvor alle kan ”begynde” lokalt i de mest gængse sportsgrene, men efterhånden som
børn rykker op i rækkerne eller har mere specialiserede interesser samles disse på færre
lokationer.
Det er forskelligt om f.eks. en folkeskole primært er en fysisk lokation, hvor Kulturskolen
benytter rammerne, eller der er et egentligt samarbejde med den lokale skole f.eks. om
kulturklasser eller andet, jf. baggrundspapiret.
Retning fremadrettet
Med afsæt i ovenstående lægges der op til en drøftelse af tre overordnede temaer. De svarer
til de tre temaer i KLs debatoplæg. Oplæggets fjerde tema ”talentudvikling” er ikke medtaget,
da det ikke indgår specifikt i Kultur-, Fritids- og Idrætspolitikken. Temaerne er udtryk for
balancer, ikke enten/eller, men det er nødvendigt med prioriteringer og retning, idet
Kulturskolen ikke kan prioritere alle de nævnte formål.
1. Undervisning eller udvikling (jf. også Kultur-, Fritids- og Idrætspolitikkens strategispor 3)
at levere undervisning (basisopgave)
være en udviklingsaktør, der bidrager til f.eks. trivsel, kulturelle fællesskaber og
tværgående indsatser og dermed samarbejder med mange forskellige aktører
være drivkraft i det lokale kulturliv og offentligt tilgængelige begivenheder, f.eks. samspil
med cityforeninger og andre aktører.
Temaet handler om en prioritering af, hvordan ressourcer anvendes – f.eks. mellem
individuel undervisning, fællesskabsaktiviteter og samarbejdsprojekter.
2. Kultur som bidrag til trivsel og sundhed (jf. også Kultur-, Fritids- og Idrætspolitikken
strategispor 4)
Kulturskolen som en aktiv del af kommunens arbejde med trivsel og sundhed, og med at
nå bredere målgrupper – herunder børn og unge, som ikke af sig selv opsøger
kulturtilbud
Hvilke politiske drøftelser kræver det at udvikle nye indsatser, som kobler mellem
kulturskole og initiativer på andre politikområder?
Drøftelsen knytter an til, om kultur i endnu højere grad skal ses som et virkemiddel i
løsningen af fælles kommunale opgaver end som alene et undervisningstilbud.
3. Skal kulturen bringes ud – eller søges den selv? (jf. også Kultur-, Fritids- og
Idrætspolitikkens strategispor 2)
Kulturskolen primært som et tilbud for de særligt interesserede som aktivt tilvælger det
Kulturskolen er til stede dér, hvor børn og unge allerede er – f.eks. i skolen og dagtilbud
– for at nå en stor bredde af børn

Potentialer i, at Kulturskolen samarbejder – yderligere – med andre institutioner som
f.eks. skoler, ungdomsskolen og andre ungemiljøer
I forlængelse heraf:
Skal alle børn møde kultur som en del af deres hverdag? Er det måske mere et hvordan
end et ”om”– og hvordan er forholdet mellem skolernes undervisning i kreative fag og
kulturskolens fagpersoner? Ift. KL’s debatoplæg om “Kultur for alle”. Kulturskolens
decentrale struktur og styrkede samarbejder peger allerede i retning af det sidste og
understøtter ambitionen om at nå en bredere målgruppe men uden at give afkald på den
kunstneriske fordybelse.
I forhold til fremtidens kulturskole vedlægges et bilag med foreløbige tanker fra
Kulturskolerådet. Kulturskolerådet består af repræsentanter fra henholdsvis kulturlivet,
erhvervslivet, folkeskolerne, forældre til elever og Kulturskolens personale.

Dialog og høring

Indstilling

Chefen for Udvikling, Kultur og Erhverv indstiller,
at de tre centrale temaer drøftes
at der gives input til den overordnede retning for Kulturskolens fremtidige
opgavevaretagelse.

Beslutning

Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget drøftede sagen og gav input til den overordnede
retning for Kulturskolens fremtidige opgavevaretagelse.

Kilde: Skanderborg Kommune, Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.