Spring til indholdet
Slagelse
Skift kommune
KøbenhavnSlagelseAlle kommuner

Besluttet 2. november, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse

Salg af pladser på Havrebjerg (B)

Chefen for Børn og Unge indstiller, 1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget træffer principbeslutning om den fremtidige model for anvendelse af ledige pladser på Havrebjerg, og at den konkrete fordeling af pladser og de økonomiske konsekvenser forelægges i forbindelse med behandlingen af taksterne for 2027.

Skoler og børnUnge og uddannelseErhverv og job

Kort fortalt

Forslaget
  • Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget træffer principbeslutning om den fremtidige model
Hvem
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse Kommune
Hvornår
Mandag 2. november 2026
Status
Besluttet. At 1: Udvalget besluttede at fastholde den nuværende model 1 for anvendelse af pladser på Havrebjerg indtil anbringelsesanalysens resultater forelægger i 2027, hvorefter udvalget får en ny sag frem imod takstsagen for 2028 om den fremtidige model for anvendelse af pladser på Havrebjerg.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Kompetence
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

Beslutningstema
Sagen belyser forskellige modeller for salg af ledige pladser til andre kommuner,
herunder konsekvenser for kapacitet, målgruppe og økonomi samt mulighed for at sikre plads
til Slagelse Kommunes egne børn og unge. Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget kan
drøfte de beskrevne modeller for anvendelse af ledig kapacitet og beslutte den fremtidige
model for anvendelse af ledige pladser på Havrebjerg.

Indstilling

Chefen for Børn og Unge indstiller,
1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget træffer principbeslutning om den fremtidige model
for anvendelse af ledige pladser på Havrebjerg, og at den konkrete fordeling af pladser og de
økonomiske konsekvenser forelægges i forbindelse med behandlingen af taksterne for 2027.

Sagens indhold
Havrebjerg er et af Slagelse Kommunes børne- og ungehjem. Målgruppen på Havrebjerg er
børn og unge i alderen 6-18 år. Tilbuddet er målrettet børn og unge med følelses- og
adfærdsmæssige vanskeligheder, omsorgssvigt, tilknytningsforstyrrelser og sociale
udfordringer, hvor der er behov for en socialpædagogisk indsats og der er 10 godkendte
pladser i tilbuddet.

Børn og unge kan anbringes på Havrebjerg i både kortere og længere perioder. Der er ikke
fastsat særlige begrænsninger for, hvornår inden for den godkendte aldersgruppe et barn eller
en ung kan indskrives. Det afgørende er, at barnet eller den unge matcher Havrebjergs
godkendte målgruppe og indsats. Opholdets varighed og tidspunktet for udskrivning beror på
en konkret vurdering af barnets eller den unges behov og de gældende rammer og besluttes i
samråd med barnet/ den unge, forældrene, anbringelsesstedet og anbringende kommune.
Havrebjerg udgør dermed en central del af Slagelse Kommunes egen anbringelseskapacitet.
Belægningen har gennem flere år været svingende. I perioder er alle pladser optaget, mens
der i andre perioder er ledige pladser. Pr. 1. oktober 2026 er der tre ledige pladser. Ledige
pladser påvirker tilbuddets økonomi og takstgrundlag, mens en stabil belægning bidrager til en
mere robust drift og bedre udnyttelse af de eksisterende ressourcer.
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget drøftede muligheden for salg af pladser til andre
kommuner på udvalgsmøde den 5. oktober 2026 (punkt 15). På mødet blev der udtrykt ønske
om en nærmere belysning af forskellige modeller samt konsekvenserne ved henholdsvis at
sælge og ikke sælge pladser.

Målgruppe og risiko for omfattende støtte i voksenlivet
I forbindelse med Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget drøftelse på udvalgsmødet den 5.
oktober 2026 (punkt 15) blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt salg af pladser til andre
kommuner kan medføre, at Havrebjerg i højere grad modtager børn og unge, som senere får
behov for omfattende støtte i voksenlivet, og herunder varig forsørgelse.
Havrebjerg er godkendt til børn og unge med følelses- og adfærdsmæssige vanskeligheder,
omsorgssvigt, tilknytningsforstyrrelser og sociale udfordringer. Havrebjerg er ikke godkendt til
børn og unge med tungere psykiatriske diagnoser eller aktivt rusmiddelforbrug. Målgruppen er
således børn og unge, hvor det pædagogiske og socialfaglige udviklingsperspektiv er centralt.
Ligeledes forventes målgruppen på Havrebjerg at have skoletilbud ved indskrivningen og
dermed vil anbringelsen have et uddannelses- og beskæftigelsesmæssigt sigte.
En beslutning om at modtage børn og unge fra andre kommuner ændrer ikke på tilbuddets
godkendte målgruppe eller faglige rammer. Der vil fortsat skulle foretages en konkret vurdering
af, om det enkelte barn eller den enkelte unge matcher Havrebjergs målgruppe og indsats.
Havrebjergs målgruppe er ikke karakteriseret ved et generelt eller forventeligt behov for
førtidspension eller omfattende støtte i voksenlivet. En anbringelse på Havrebjerg indebærer
således ikke i sig selv en forventning om efterfølgende udgifter til denne type støtte.
Modtagelse af børn og unge fra andre kommuner vurderer administrationen derfor ikke i sig
selv at medføre en øget risiko for sådanne udgifter for Slagelse Kommune.

Gennemsnitslængde for anbringelse og alder på indskrivningstidpunkt
Børn og unge der indskrives på Havrebjerg er typisk mellem 12-15 år. På nuværende tidspunkt
bor der dog to børn under 12 på Havrebjerg. Gennemsnitslængden for et ophold på Havrebjerg

er minimum 1 år og op til flere år.

Kapacitet og mulighed for udvidelse
Havrebjerg har i dag 10 godkendte pladser, som alle er placeret i hovedbygningen. Frem til
december 2025 havde tilbuddet yderligere to pladser i udslusningslejligheder i tilstødende
bygning. Disse blev kun anvendt i et tilfælde og er derfor nedlagt som pladser.
Der er ikke mulighed for at etablere flere pladser i hovedbygningen. En eventuel udvidelse vil
skulle ske i den tilhørende bygning med to selvstændige toværelseslejligheder og vil
forudsætte en nærmere vurdering af behov, målgruppe, personaleressourcer og økonomi samt
den nødvendige godkendelse fra socialtilsynet.
Havrebjergs nuværende målgruppe og kapacitet danner således udgangspunkt for de
beskrevne modeller. Eventuelle fremtidige ændringer vil skulle ske på baggrund af en konkret
vurdering af kommunens anbringelsesbehov og tilbuddets faglige og økonomiske rammer.

Model 1 - Havrebjerg forbeholdes Slagelse Kommunes egne børn og unge
Beskrivelse
Alle pladser reserveres til børn og unge fra Slagelse Kommune. Ledige pladser kan ikke
sælges til andre kommuner. Denne model er den nuværende model i dag.
Fordele
Havrebjerg fastholdes som et rent kommunalt tilbud.
Der vil altid være kapacitet til egne børn og unge med mulighed for at anvende ledige
pladser til egne akutte eller planlagte anbringelser.
Fuld lokal kontrol over visitation, målgruppe og kapacitet.
Ulemper
Der vil fortsat være perioder med tomme pladser.
Kapaciteten udnyttes ikke fuldt ud.
Takstgrundlaget bliver mere sårbar over for udsving i antallet af anbringelser.
Et merforbrug grundet manglende belægning, medfører en højere takst og dermed en
højere udgift pr. anbringelse.
Konsekvenser
Modellen understøtter ønsket om, at Havrebjerg primært er et tilbud for Slagelse Kommunes
egne børn og unge. Til gengæld fastholdes den nuværende økonomiske sårbarhed ved
varierende belægning og prisen for en anbringelse på Havrebjerg er stigende og dyrere
sammenlignet med øvrige tilbud med samme målgruppe.

Økonomiske konsekvenser
Modellen viderefører den nuværende finansiering af Havrebjerg. Ved ledig kapacitet vil du
fleste driftsudgifter fortsat skulle afholdes uden mulighed for indtægter fra salg af pladser til
andre kommuner. Det kan medføre en højere gennemsnitlig udgift pr. anbringelse og fortsat
økonomisk sårbarhed ved svindende belægning.

Model 2 - Kombination af rammestyrede og takststyrede pladser
Beskrivelse
Havrebjerg organiseres med en kombination af rammestyrede og takststyrede pladser. En del
af kapaciteten forbeholdes Slagelse Kommunes egne børn og unge og finansieres inden for
den eksisterende økonomiske ramme. Fordelingen mellem rammestyrede og takststyrede
pladser fastlægges med udgangspunkt i en vurdering af Slagelse Kommunes forventede
anbringelsesbehov og den hidtidige belægning på Havrebjerg. En mulig fordeling kan være 7
rammestyrede pladser og 3 takststyrede pladser, som kan anvendes af både Slagelse
Kommune og andre kommuner efter konkret visitation.
Havrebjerg skal fortsat primært dække Slagelse Kommunes eget anbringelsesbehov. I
perioder, hvor kommunen ikke selv har behov for hele kapaciteten, kan ledige takststyrede
pladser tilbydes andre kommuner. Modellen fastholder en fast grundkapacitet til Slagelse
Kommunes egne børn og unge og giver mulighed for en mere fleksibel udnyttelse af den
øvrige kapacitet. En plads, der er solgt til en anden kommune, kan dog ikke samtidig stilles til
rådighed for Slagelse Kommune. Alle anbringelser sker inden for Havrebjergs godkendte
målgruppe og faglige rammer.
De ledige takststyrede pladser, kan meldes ind via KKR- Sjælland samarbejdet
(kommunekontraktråd), og dermed kan ledige pladser anvendes af øvrige kommuner i
samarbejdet. Ledige pladser vil ligeledes fremgå af tilbudsportalen, og derved kan kommuner
fra andre regioner også anvende Havrebjergs takststyrede pladser.
Fordele
Sikrer en fast grundkapacitet til Slagelse Kommunes egne børn og unge.
Giver mulighed for, at både Slagelse Kommune og andre kommuner kan købe yderligere
pladser efter behov.
Understøtter en bedre udnyttelse af den samlede kapacitet.
Kan bidrage til en mere stabil belægning og et styrket økonomisk grundlag.
Fastholder Havrebjergs nuværende målgruppe og faglige profil.
Ulemper
Antallet af pladser inden for den faste ramme begrænses til den aftalte kapacitet.

Slagelse Kommune skal betale takst for egne anbringelser ud over den rammestyrede
kapacitet.
Takststyrede pladser kan være optaget af børn og unge fra andre kommuner, når der
opstår behov i Slagelse Kommune.
Hvis de rammestyrede pladser ikke udnyttes til fulde, vil der være udgifter forbundet med
tomme pladser og kan medføre øget enhedspriser pr. anbringelsesforløb.
Konsekvenser
Modellen giver mulighed for at kombinere en fast kommunal anbringelseskapacitet med en
mere fleksibel udnyttelse af de øvrige pladser. Den økonomiske ramme sikrer en
grundfinansiering af tilbuddet, mens de takststyrede pladser kan bidrage med yderligere
indtægter og en højere belægning.
Økonomiske konsekvenser
Modellen fastholder en grundfinansiering gennem de rammestyrede pladser, mens de
takststyrede pladser giver mulighed for indtægter fra salg til andre kommuner. Den økonomiske
effekt afhænger af fordelingen mellem de to typer pladser og belægningen på de takststyrede
pladser. Modellen kan bidrage til en bedre udnyttelse af den eksisterende kapacitet, men
indebærer samtidig, at Slagelse Kommune skal betale takst for egne anbringelser ud over den
rammestyrede kapacitet.

Model 3 - Salg af pladser gennem det fælleskommunale samarbejde i KKR-regi
Beskrivelse
I denne model vil alle pladser være tilgængelig for Slagelse Kommune og andre kommuner.
Havrebjerg kan indgå i et tættere fælleskommunalt samarbejde om anvendelse af ledige
pladser inden for KKR Sjælland. Samarbejdet kan tage udgangspunkt i rammeaftalen på det
specialiserede socialområde og eventuelle konkrete aftaler med andre kommuner.
Formålet er at skabe bedre udnyttelse af den samlede kommunale anbringelseskapacitet og
understøtte samarbejdet om børn og unge, der matcher Havrebjergs målgruppe.
Der kan inden for samarbejdet arbejdes med aftaler om visitation, kapacitet og anvendelse af
ledige pladser, samtidig med at hensynet til Slagelse Kommunes egne børn og unge indgår.
Fordele
Styrker samarbejdet mellem kommuner på anbringelsesområdet.
Giver bedre mulighed for at planlægge og styre belægningen.
Større fleksibilitet på tværs af kommuner.
Kan reducere behovet for køb af dyrere eksterne tilbud.

Skaber større gennemsigtighed om målgrupper og visitation.
Styrker det fælleskommunale samarbejde om anbringelseskapacitet i KKR Sjælland og
Slagelse Kommune bidrager ind i den samlede kommunale forsyningsforpligtigelse.
Ulemper
Kapaciteten på Havrebjerg tilpasses ikke alene efter Slagelse Kommunes behov.
Risiko hvis der er ledig kapacitet, at det medfører ustabil økonomi.
Ved udnyttelse af salg til andre kommuner, kan det medføre, at unge som har brug for
omfattende støtte efter endt ophold bosætter sig i Slagelse Kommune og dermed
medfører det en øget udgift.
At kommunerne uden for KKR- Sjælland også kan anvende pladserne på Havrebjerg.
Konsekvenser
Modellen giver mulighed for at anvende ledig kapacitet i et mere formaliseret fælleskommunalt samarbejde,
og det kan medfører til en mere stabil økonomi og drift af Havrebjerg.
Økonomiske konsekvenser
Modellen giver mulighed for indtægter gennem salg af pladser til andre kommuner og dermed en bedre
udnyttelse af Havrebjergs samlede kapacitet. Økonomien vil dog i højere grad afhænge af den samlede
belægning og efterspørgslen fra både Slagelse Kommune og andre kommuner. De konkrete økonomiske
konsekvenser vil afhænge af de aftaler om finansiering og kapacitet, der indgås.

Havrebjerg som akut- og afklaringstilbud

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget har rejst spørgsmålet om, hvorvidt Havrebjerg i
højere grad skal anvendes til akut- og afklaringsforløb frem for længerevarende anbringelser.
En sådan ændring vil kræve en nærmere analyse af:
målgruppe
opholdslængde
personalekompetencer
godkendelsesgrundlag
økonomi og kapacitet
Udvalget har ved budgetliget i 2027 i gangsat en analyse af anbringelsesområdet, og analysen
vil kunne medvirke til at afdække anbefalinger for den samlede anbringelsesområde, herunder
kapacitet i Slagelse Kommunes egne tilbud.

Administrationens vurdering
Administrationen vurderer, at model 2 med en kombination af rammestyrede og takststyrede
pladser giver mulighed for at balancere hensynet til Slagelse Kommunes egne børn og unge
med ønsket om en mere stabil belægning og økonomisk bæredygtig drift.
Modellen fastholder en fast grundkapacitet til kommunens egne børn og unge, samtidig med at
den øvrige kapacitet kan anvendes fleksibelt af både Slagelse Kommune og andre kommuner.
En højere belægningsgrad kan bidrage til en bedre udnyttelse af tilbuddets eksisterende
ressourcer. Salg af pladser indebærer dog, at disse pladser ikke er til rådighed for kommunens
egne børn og unge i den periode, de er optaget.
Model 1 sikrer, at alle pladser forbeholdes Slagelse Kommunes egne børn og unge, men
indebærer fortsat risiko for tomme pladser. Model 3 giver mulighed for et mere formaliseret
fælleskommunalt samarbejde, men kræver nærmere aftaler om kapacitet, visitation og
økonomi.

Retligt grundlag
Børne- og ungehjemmet Havrebjerg drives efter bestemmelserne i Barnets Lov.
Efter barnets lov § 12 har kommunalbestyrelsen ansvar for at sikre, at der er de nødvendige tilbud til børn og
unge med behov for støtte og anbringelse. Forsyningsansvaret kan opfyldes gennem kommunens egne
tilbud eller i samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser ved de tre modeller er beskrevet under de enkelte modeller. En
eventuel ændring af finansierings- og takststrukturen vil skulle konkretiseres på baggrund af
den valgte model og indgå i det videre arbejde med Havrebjergs takster for 2027.

Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb
Udvalget behandler en sag i december 2026 omkring Havrebjergs takster for 2027, heri vil en
evt. besluttet model have betydning for den fastsatte takst.

Beslutning

At 1: Udvalget besluttede at fastholde den nuværende model 1 for anvendelse af pladser
på Havrebjerg indtil anbringelsesanalysens resultater forelægger i 2027, hvorefter
udvalget får en ny sag frem imod takstsagen for 2028 om den fremtidige model for
anvendelse af pladser på Havrebjerg.

Kilde: Slagelse Kommune, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.