Besluttet 4. juni, Social-, Senior- og Handicapudvalget, Sønderborg
Orientering om samarbejdsmodel for træning som led i helhedsplejen
I ældreloven indgår træning som et integreret element i helhedsplejeforløb efter ældrelovens § 10, og ikke som en særskilt indsats, der kan visiteres til.
Kort fortalt
- Hvem
- Social-, Senior- og Handicapudvalget, Sønderborg Kommune
- Hvornår
- Torsdag 4. juni 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Social-, Senior- og Handicapudvalget at tage
orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
I april 2024 indgik regeringen og aftalepartierne en aftale om en ny ældrereform, som omfatter en række initiativer
og lovændringer for at forbedre ældreplejen. En central del af reformen er en ny Ældrelov, som trådte i kraft den 1.
juli 2025.
Ældreloven indeholder bestemmelser om forebyggende indsatser, samarbejde med civilsamfundet og lokale
fællesskaber samt helhedspleje, herunder genoptræning og vedligeholdelsestræning. Ældreloven gælder for
borgere, der har nået folkepensionsalderen.
Efter ældrelovens ikrafttrædelse den 1. juli 2025 gælder servicelovens § 86 om genoptræning og
vedligeholdelsestræning kun for borgere, der ikke har nået folkepensionsalderen. For borgere omfattet af
ældreloven skal kommunerne tilbyde genoptræning og vedligeholdelsestræning, som en integreret del af
helhedsplejen, jf. ældrelovens § 10.
Byrådet godkendte den 30. april 2025, at det gældende serviceniveau for genoptræning og
vedligeholdelsestræning efter serviceloven også benyttes for ældreloven.
Samtidigt med denne beslutning igangsatte forvaltningerne Børn, Uddannelse og Sundhed samt Omsorg og
Udvikling et samarbejde om at udvikle integrationen af genoptrænings- og vedligeholdelsesindsatser i den
fremtidige helhedspleje.
Forvaltningen foreslår følgende samarbejdsmodel:
Leverandøren af helhedspleje (hjemmepleje eller plejecenter) afdækker i samarbejde med borgeren
funktionsevne og træningsbehov og kan iværksætte træning som led i helhedsplejen.
Udpegede nøglepersoner hos leverandørerne kan inddrage Træningsenheden ved behov for faglig
sparring og vurdering.
Træningsenheden vurderer selv, hvilke træningsindsatser der eventuelt skal varetages af
Træningsenheden som del af helhedsplejen.
Træningsenhedens rolle kan sammenlignes med øvrige specialiserede funktioner som fx demenskoordinatorer og
hjerneskadekoordinatorer. Samarbejdsmodellen skal sikre:
Faglig kvalitet og ensartethed
Robust organisering
Tydelige samarbejdsflader på tværs af tilbud.
Samarbejdsmodellen understøtter ældrelovens formål om mere tillid og fagligt råderum i den borgernære indsats
samt styrket samspil med pårørende og civilsamfund.
Samarbejdsmodellen implementeres gradvist fra 1. september 2026, og starter i et geografisk område (ét
hjemmeplejedistrikt og tilknyttede plejecentre).
Forvaltningen følger løbende udviklingen i samarbejdet og aktivitet.
Ældrerådets høringssvar:
Ældrerådet anerkender det store arbejde forvaltningerne har gjort.
Ældrerådet ser frem til resultaterne af arbejdet.
Ældrerådet bidrager gerne med input til fremtidige arbejdsgrupper.
Ældrerådet anerkender, at Ældrerådet har været inddraget i processerne frem til nu.
Ældrerådet finder det positivt, at der kommer en hurtigere beslutningsproces og mindre bureaukrati.
Ældrerådet ser positivt på, at der fortsat er fokus på borgernes trivsel.
Ældrerådets høringssvar har ikke givet anledning til ændringer.
Økonomi
Forslaget afvikles indenfor Sundhedscentrets egen ramme. Indsatskataloget foreslås videreført fra serviceloven,
hvilket betyder, at den økonomiske ramme på området forbliver uændret, og det vil være muligt at følge
aktivitetsudviklingen.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomiforvaltningen oplyser, at sagen ikke medfører bevillingsmæssige konsekvenser, idet finansiering af
forslaget holdes indenfor Sundhedscentrets eksisterende ramme.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Sønderborg Kommune, Social-, Senior- og Handicapudvalget, referat fra mødet torsdag 4. juni 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.