Besluttet 19. august, Økonomi- og Strategiudvalget, Sønderborg
Orientering om tværkommunale IT-servicecentre
I Økonomiaftalen for 2026 blev det aftalt at samle kommunernes server- og netværksdrift i 4-5 kommunale ITservicecentre for at styrke cybersikkerheden.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomi- og Strategiudvalget, Sønderborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Økonomi- og Strategiudvalget at tage
orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
I Økonomiaftalen for 2026 (ØA26) blev regeringen og KL enige om, at kommunerne senest den 1. januar 2027 skal
have etableret sig i 4-5 kommunale IT-serviceorganisationer med geografisk udgangspunkt i de fire regioner.
Baggrunden for den politiske aftale er den stadigt mere omfattende og komplekse cybertrussel og udfordringer med
at rekruttere IT-specialister, som kommunerne står overfor.
Forvaltningen bemærker hertil, at der aktuelt ikke opleves problemer med at rekruttere medarbejdere med de rette
kompetencer i Sønderborg kommune. Dertil gennemføres der i regi af Sønderjysk IT-samarbejde implementering
af NIS 2-loven som, sammen med det løbende cybersikkerhedsarbejde, adresserer den stadigt mere komplekse
cybertrussel.
Det forberedende arbejde:
Samarbejdsform
Siden indgåelsen af ØA26 har der været arbejdet med at kortlægge de forskellige mulige organiseringsmodeller.
I/S som §60-fællesskab indstilles som samarbejdsform, da I/S-modellen giver en tættere demokratisk kontrol end
f.eks. et aktieselskab. Dermed understøtter I/S-modellen det syddanske forståelsespapirs princip om at prioritere
det kommunale selvstyre og det politiske prioriteringsrum. Den indstillede samarbejdsform betyder, at kommunerne
overdrager de juridiske kompetencer vedrørende nærmere definerede server og netværk til det oprettede I/S.
Governancestrukturen for det kommende I/S beskrives i selskabets vedtægter og interessentskabskontrakten, der
vil være en del af den politiske sag til september.
Forvaltningen har bedt om en nærmere præcisering af ansvarsfordelingen mellem den enkelte kommune og KIT
Syd– f.eks. set i forhold til, at hver enkelt kommune uændret har ansvaret for overholdelse af lovgivningen på
området, herunder blandt andet GDPR og NIS 2-krav.
Den geografiske placering af det kommende I/S skal afklares frem mod beslutningssagen i september. I samme
proces skal det afklares, om I/S’et skal have en eller flere afdelinger. Her er forventningen, at der i forhold til
medarbejderressourcer alene bliver én fysisk lokation.
Opgavesnit
Samarbejdet skal, jf. ØA26, omhandle kommunernes server- og netværksopgaver. Det er en delmængde af de
kommunale IT-opgaver, der grundlæggende kan opdeles i basis-IT og applikations-IT, hvor server og netværk
hører til basis-IT. Hvordan disse to områder mere præcist og teknisk defineres i forhold til øvrige IT-opgaver vil hen
over de kommende måneder blive kortlagt, så det er afklaret inden den endelige beslutningssag i
september/oktober 2026.
Foruden at levere IT-ydelser til egne driftsområder og ansatte er der en række andre enheder, som kommunerne
også leverer IT-ydelser til, som f.eks. selvejende institutioner. Hvordan sådanne enheder stilles vil også blive
afklaret i de kommende måneder. Herunder mulige løsninger, såfremt de ikke kan videreføres i regi af et
kommende I/S.
Aktuelt forventes det ikke, at IT-serviceorganisationen fremover leverer ydelser til enheder uden for kommunalt
regi, hvorfor disse institutioner fremover vil skulle løfte opgaven inden for eget regi. Disse institutioner kan derfor
komme til at skulle hjemtage opgaven, evt. med meromkostninger til følge.
Transitionsorganisation
Transitionsorganisationen vil i 2026 referere til de syddanske repræsentanter i den kommunale styregruppe om
fælles IT-drift og fra 2027 til ledelsen af det kommende selskab. Transitionsorganisationen er forankret i Odense
Kommune og er etableret frem til 1.1.2028 og finansieres i 2026 med omprioriterede KKR-sekretariatsmidler
svarende til tre årsværk. Det tilstræbes, at det oprettede I/S fra 1.1. 2027 finansierer transitionsorganisationen. De
syddanske kommuner forventes således at finansiere det oprettede I/S fra 2027. Aktuelt vurderer
transitionsorganisationen en driftsudgift i 2027 på 14 mio. kr. til at drive transitionsorganisationen i KIT Syd, frem
mod at opgaveovertagelsen finder sted pr. 1.1.2028.
Økonomiske forhold
De nærmere økonomiske forhold er endnu uafklarede og skal afklares frem mod endelig godkendelsessag. På den
ene side forventes der investeringer for at realisere ambitionen om at øge cybersikkerheden. På den anden side
kan der være færre udgifter som følge af standardisering og stordrift. Det er KL’s vurdering, at standardisering og
stordriftsfordele kun i nogen grad vil kunne modvirke de ekstra udgifter til øget cybersikkerhed.
Det fremgår af Økonomiaftalen for 2026, at parterne er enige om, at samling af kommunernes drift af basis-IT kan
tilvejebringe et potentiale på 210 til 265 mio.kr. årligt, som fastholdes i kommunerne. Potentialet er dog behæftet
med væsentlig usikkerhed – og estimatet bygger på andre forudsætninger end dem, der ligger til grund for de
planlagte IT-serviceorganisationer, både hvad angår opgaveporteføljens omfang og organisationernes
sammensætning.
Forvaltningen har forsøgt at verificere de angivne potentialer, men forgæves. Tværtimod ser det i kommunens
egne foreløbige beregninger ud til, at de fælleskommunale IT-serviceorganisationer vil medføre en væsentlig
meromkostning.
Derfor har kommunen i foråret 2026 rettet flere henvendelser til KL med fokus på de økonomiske konsekvenser af
etablering af de nye fælleskommunale IT-serviceorganisationer.
I marts har kommunen anmodet KL om afklaring af, hvorvidt etableringen af tværkommunale ITserviceorganisationer giver mulighed for effektiviseringspotentiale eller om det modsat vil blive en vedvarende
meromkostning.
Dette for at der forud for kommunernes endelige stillingtagen til IT-servicecentret i efteråret, foreligger en
transparent økonomisk konsekvensanalyse. Herudover anmoder kommunen KL om, at hvis der viser sig at blive
tale om en vedvarende meromkostning, vil kommunerne blive kompenseret herfor i kommende
økonomiforhandlinger.
Efter at have modtaget svar fra KL i april har Sønderborg sendt supplerende input til KL. I det supplerende input
lagde kommunen vægt på, at der fortsat mangler svar på centrale spørgsmål omkring økonomiske konsekvenser af
etablering af fælles IT-serviceorganisationer, herunder en metode til at estimere fremtidige driftsudgifter. Derudover
efterspørger Sønderborg Kommune en vurdering af, om sammenligning med Statens IT er et relevant økonomisk
benchmark.
KL har i deres svar ved kommunens henvendelser fastholdt, at de nationale effektiviseringspotentialer bygger på
en analyse udarbejdet af PA Consulting for Finansministeriet og KL og er behæftet med betydelig usikkerhed. KL
har samtidig erkendt, at der ikke aktuelt foreligger konkrete data, som kan dokumentere de økonomiske
konsekvenser for den enkelte kommune og at de første år efter etableringen må forventes at være forbundet med
øgede omkostninger.
Konkret er der således stor usikkerhed om de økonomiske konsekvenser for den enkelte kommune ved
etableringen af de fælles IT-serviceorganisationer. Aktuelt er der alene en vurdering fra transitionsorganisationen i
forhold til driftsudgifterne til at drive transitionsorganisationen i 2027 frem mod opgaveovertagelsen pr. 1.1.2028.
Her lyder vurderingen, at der i 2027 forventes en merudgift på 14 mio. kr. i Syddanmark til driften af KIT Syd. Det er
endnu ikke vurderet, hvilken fremtidig økonomi der skal afsættes til KIT Syd, men set i sammenhæng med de
forventninger, der i det forberedende arbejde er knyttet til KIT Syds opgavevaretagelse, herunder ønsket om en
24/7 service, må det forventes, at udgifterne øges væsentligt.
Økonomiaftalen for 2027
KL har tilkendegivet, at der pr. 1. januar 2027 vil være etableret 5 fælleskommunale IT-serviceorganisationer samt
Københavns Kommunes IT. Regeringen og KL er enige om, at dette udgør det maksimale antal enheder, og at
enhederne inden udgangen af 2027 vil overtage kommunernes drift af server- og netværksinfrastruktur.
Regeringen og KL udtrykte i Økonomiaftalen for 2026 en fælles ambition om, at IT-serviceorganisationerne gradvist
vil overtage driften af brugerstyring og monitorering, pc’er og øvrigt slutbrugerudstyr samt servicedesk og support
frem mod 2030 med henblik på at styrke cybersikkerheden. Regeringen og KL genbekræfter ambitionen i
Økonomiaftalen for 2027 og vil gå i videre dialog om den konkrete indfrielse heraf frem mod ØA28.
Forvaltningen bemærker, at overdragelse af opgaver udover server- og netværksopgaver vil have en væsentlig
betydning for den service, der kan leveres til kommunens forvaltninger, institutioner, medarbejdere og politikere.
Videre vil det også i væsentlig grad påvirke kommunens mulighed for at kunne arbejde med løbende udvikling og
digitalisering af forvaltningernes kerneopgaver og arbejdsprocesser.
Forvaltningen har, for at etablere et fyldestgørende beslutningsgrundlag, taget kontakt til HortenDahl for en juridisk
vurdering, der klargør konsekvenserne, såfremt Byrådet måtte beslutte ikke at indgå i KIT Syd (det sønderjyske ITselskab for server- og netværksdrift). Herunder en supplerende vurdering af muligheder og konsekvenser, såfremt
Sønderborg Kommune vælger at indgå i KIT Syd med de pt. planlagte opgaver indenfor netværk- og serverdrift,
men samtidig ikke ønsker at deltage i en eventuelt senere udvidelse af opgaveporteføljen i KIT Syd. Denne
vurdering vil foreligge sammen med beslutningspunktet forventeligt september/oktober 2026.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomiforvaltningen oplyser, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser, idet det er en orienteringssag.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Sønderborg Kommune, Økonomi- og Strategiudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.