På dagsordenen 9. november, Ældre-, social- og beskæftigelsesudvalget, Solrød
Drøftelse af og orientering om Danmarkskortet 2025
Administrationen indstiller, at byrådet aktivt drøfter Danmarkskortet for 2025 og tager orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Ældre-, social- og beskæftigelsesudvalget, Solrød Kommune
- Hvornår
- Mandag 9. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 9. november 2026. Du finder dem på solrod.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at byrådet aktivt drøfter Danmarkskortet for 2025 og tager orienteringen
til efterretning.
Sagsfremstilling
Danmarkskortet offentliggøres én gang om året og viser, hvor stor en andel af kommunernes påklagede
afgørelser på socialområdet der bliver omgjort af Ankestyrelsen. Kortet gør det muligt at sammenligne
omgørelsesprocenterne på tværs af kommunerne og skal understøtte det politiske fokus på kvaliteten i
sagsbehandlingen og borgernes retssikkerhed. Danmarkskortet drøftes parallelt i Familie- og
uddannelsesudvalget og Ældre-, social- og beskæftigelsesudvalget.
Der offentliggøres tre Danmarkskort:
1. Kortet for socialområdet generelt, som omfatter bestemmelser i serviceloven og barnets lov med
klageadgang til Ankestyrelsen.
2. Kortet for børnehandicapområdet, som omfatter udvalgte bestemmelser i barnets lov.
3. Kortet for voksenhandicapområdet, som omfatter udvalgte bestemmelser i serviceloven.
Sagerne på børne- og voksenhandicapområdet indgår også i kortet for socialområdet generelt. Tallene
fra de tre kort kan derfor ikke lægges sammen.
Ankestyrelsens afgørelser opgøres i tre kategorier:
Stadfæstelse: Ankestyrelsen fastholder kommunens afgørelse.
Hjemvisning: Sagen sendes tilbage til kommunen til fornyet behandling.
Ændring eller ophævelse: Ankestyrelsen ændrer eller ophæver kommunens afgørelse helt eller
delvist.
Omgørelsesprocenten viser, hvor stor en andel af de klagesager, hvor Ankestyrelsen har vurderet
sagens indhold, der bliver hjemvist, ændret eller ophævet. Den kan ikke i sig selv bruges til at vurdere
kvaliteten af kommunens samlede sagsbehandling. I Solrød Kommune bygger resultaterne på relativt få
sager, og enkelte afgørelser kan derfor få stor betydning for procenten. En hjemvisning kan skyldes, at
der mangler oplysninger, og betyder ikke nødvendigvis, at afgørelsens resultat er forkert.
Resultaterne fra de tre kort gennemgås nedenfor. En oversigt over udviklingen i perioden 2023–2025
fremgår af bilag 4.
1. Socialområdet generelt
I 2025 behandlede Ankestyrelsen 65 afgørelser fra Solrød Kommune. Heraf blev 26 omgjort. To
afgørelser blev ændret eller ophævet, mens 24 blev hjemvist til fornyet behandling.
Omgørelsesprocenten faldt dermed fra 63 % i 2024 til 40 % i 2025. På landsplan var
omgørelsesprocenten 46,8 % i 2025.
2. Børnehandicapområdet
Kortet omfatter blandt andet særlige pasningstilbud, hjemmetræning, nødvendige merudgifter ved
forsørgelsen (nu kompensationsydelse), tabt arbejdsfortjeneste, afløsning og aflastning samt personlig
hjælp, pleje og ledsagelse.
Ankestyrelsen behandlede otte sager fra Solrød Kommune i 2025. Fire afgørelser blev omgjort, hvilket
giver en omgørelsesprocent på 50 % mod 67 % i 2024. På landsplan var omgørelsesprocenten 58,6 % i
Bemærkninger til børnehandicapområdet
Af de fire omgørelser blev én sag ændret, mens tre sager blev hjemvist til fornyet behandling. Den
ændrede sag vedrørte afløsning i hjemmet. Af de tre hjemviste sager vedrørte to sager dækning af
nødvendige merudgifter, mens én sag vedrørte kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Familieafdelingen arbejder løbende med læring og kvalitetsudvikling på baggrund af Ankestyrelsens
afgørelser. Siden 2024 er genvurderinger af klagesager blevet juridisk kvalitetssikret, inden de sendes til
Ankestyrelsen. I efteråret 2026 er samarbejdet mellem Center for Børn og Familier og Center for
Sundhed og Omsorg desuden styrket med fokus på barnets inddragelse, videndeling og en ensartet
praksis.
Uddybende bemærkninger til de hjemviste sager og den omgjorte sag fremgår af bilag 1.
3. Voksenhandicapområdet
Kortet omfatter kontant tilskud, borgerstyret personlig assistance, ledsageordning og merudgifter.
Ankestyrelsen behandlede seks sager fra Solrød Kommune i 2025. Fem afgørelser blev stadfæstet,
mens én blev ændret. Det giver en omgørelsesprocent på ca. 17 % mod 100 % i 2024 (omfattede én
sag). På landsplan var omgørelsesprocenten 43,3 % i 2025.
Bemærkninger til voksenhandicapområdet
Fem af sagerne vedrørte merudgifter efter servicelovens § 100, mens én vedrørte ledsageordning efter
servicelovens § 97. Den ændrede afgørelse vedrørte en sag, der tidligere havde været hjemvist som
følge af en ugyldig afgørelse. Center for Borgerservice, Job og Social har særligt fokus på at styrke
medarbejdernes viden om reglerne og bruge erfaringerne fra klagesagerne. Som led i dette arbejde har
medarbejderne deltaget i et kursus om merudgifter efter servicelovens § 100.
Uddybende bemærkninger til de hjemviste sager og den omgjorte sag fremgår af bilag 2.
Ældre- og sundhedsområdet
Der er ikke et særskilt Danmarkskort vedr. sager på ældre- og sundhedsområdet. Sagerne indgår i kortet
for socialområdet generelt og vedrører hjemmehjælp, rehabilitering, hjælpemidler, forbrugsgoder,
handicapbiler og boligindretning. Nogle af områderne omfatter både børn og voksne.
Ankestyrelsen traf i 2025 afgørelse i 42 sager på Center for Sundhed og Omsorgs område. Heraf blev 25
stadfæstet og 17 hjemvist til fornyet behandling. Omgørelsesprocenten var dermed 40,5 % mod 66,7 % i
2024. Alle omgørelser i 2025 var hjemvisninger.
De fleste hjemviste sager vedrørte hjælpemidler, særligt kompressionshjælpemidler. Hjemvisningerne
skyldtes primært manglende oplysninger til brug for sagsbehandlingen. Visitationen har derfor fokus på at
sikre et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, inden der træffes afgørelse.
Danmarkskortet for 2025 vedrører sager, som Ankestyrelsen har behandlet i 2025, men det er alle sager,
som administrationen har truffet afgørelse i i årene 2023 og 2024. Faldet i omgørelsesprocenten kan
derfor ikke tilskrives den handleplan, som byrådet vedtog den 27. november 2024, der handlede om at
styrke kvaliteten i sagsbehandlingen blandt andet ved at sikre ensartede og velbegrundede afgørelser.
Faldet skal ses i lyset af alle de tiltag, der generelt er arbejdet med i Visitationen gennem de senere år
såsom tydeligere kommunikation både på skrift og i tale. Center for Sundhed og Omsorg arbejder fortsat
med den handleplan, som blev vedtaget i november 2024.
Uddybende bemærkninger til de hjemviste sager fremgår af bilag 3.
Behandling af Danmarkskortet i byrådet
Fra 1. januar 2025 er byrådet ikke længere forpligtet til at tage stilling til, om der skal udarbejdes en
handleplan. Danmarkskortet skal dog fortsat behandles på et byrådsmøde inden udgangen af det år,
hvor det offentliggøres.
Følgende kan indgå som grundlag for drøftelsen:
Kommunens omgørelsesprocent er faldet fra 2024 til 2025 og ligger under landsgennemsnittet på
alle tre kort.
På socialområdet generelt blev 26 af 65 afgørelser omgjort. To afgørelser blev ændret eller
ophævet, mens 24 blev hjemvist til fornyet behandling.
På voksenhandicapområdet blev én af seks afgørelser ændret.
På børnehandicapområdet blev én af otte afgørelser ændret, og tre blev hjemvist til fornyet
behandling.
Resultaterne bygger på relativt få klagesager, og enkelte afgørelser kan derfor få stor betydning for
omgørelsesprocenten. En hjemvisning kan skyldes, at der mangler oplysninger, og betyder ikke
nødvendigvis, at afgørelsens resultat er forkert.
Ankestyrelsens afgørelser giver kommunen et grundlag for læring og forbedring af sagsbehandlingen. På
tværs af områderne er der fortsat fokus på tilstrækkelig sagsoplysning, konkrete og individuelle
vurderinger samt inddragelse af børn.
Administrationen arbejder videre med disse fokuspunkter gennem faste arbejdsgange, juridisk
kvalitetssikring, kompetenceudvikling og systematisk videndeling.
Det er et lovkrav at behandle Danmarkskortet.
Høring og inddragelse
Sagen skal i høring i Handicaprådet og i Ældrerådet. Høringssvar forventes at foreligge ved sagens
behandling.
Finansiering
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Kompetence til afgørelse
Byrådet.
Kilde: Solrød Kommune, Ældre-, social- og beskæftigelsesudvalget, dagsorden fra mødet mandag 9. november 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.