Spring til indholdet
Struer
Skift kommune
KøbenhavnStruerAlle kommuner

På dagsordenen 11. november, Social- og arbejdsmarkedsudvalget, Struer

Status på Ungeløftet (SA)

Ungeløftet er en landsdækkende indsats målrettet unge mellem 15 og 29 år med psykiske lidelser eller andre udfordringer ud over ledighed.

Unge og uddannelseErhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Social- og arbejdsmarkedsudvalget, Struer Kommune
Hvornår
Onsdag 11. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 11. november 2026. Du finder dem på struer.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Ungeløftet er en landsdækkende indsats målrettet unge mellem 15 og 29 år med psykiske
lidelser eller andre udfordringer ud over ledighed. Formålet er at understøtte, at flere unge får
tilknytning til job, uddannelse og fællesskaber gennem en helhedsorienteret indsats med fokus
på virksomheder, lokalsamfund og individuelle støtteforløb.
Til gennemførelse af Ungeløftet er der samlet bevilget ca. 3,2 mio. kr. til Struer Kommune i
perioden 2025-2028. Midlerne skal understøtte opbygningen og gennemførelsen af en
helhedsorienteret indsats, der skal hjælpe flere unge tættere på job, uddannelse og
fællesskaber. Finansieringen består af et projekttilskud på 2,235 mio. kr. fra Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering samt ca. 1,0 mio. kr., som er tilført indsatsen som led i
implementeringen af beskæftigelsesreformen.

Status på indsatsen:
Indsatsen er fortsat i en opstarts- og udviklingsfase, hvor der arbejdes både med konkrete
ungeforløb og med at opbygge de samarbejder og partnerskaber, som skal understøtte
projektets langsigtede resultater. Målgruppen er unge med diagnoser inden for autismespektret
samt unge, der afventer udredning efter henvisning fra egen læge.
Pr. oktober 2026 viser projektets egne opgørelser følgende status:
25 unge er visiteret til Ungeløftet.
9 unge er i job eller kombinationspraktik med lønnede timer.
1 ung er i uddannelse med SU.
1 ung er på højskole.
9 unge arbejder aktuelt med delmål om virksomhedskontakt, karriereprofiler og
støtteplaner.
4 unge forventes at starte i kombinationspraktik i november 2026.
1 ung er udtrådt af indsatsen
16 unge er aktuelt under afklaring med henblik på vurdering af, om Ungeløftet er den
rette indsats.
Projektets egne opgørelser viser, at ca. 42 pct. af de aktive unge aktuelt er i job,
kombinationspraktik med lønnede timer eller uddannelse. Hvis de planlagte
kombinationspraktikker etableres som forventet, vurderes andelen at kunne stige til omkring 58
pct. ved årets udgang.
Der arbejdes samtidig løbende med opsporing af nye unge. Aktuelt er der registreret 16
henvendelser i afklaringsfasen, og unge henvises blandt andet fra UU,
uddannelsesinstitutioner, kommunale samarbejdspartnere og forældre. Erfaringen er, at

enkelte unge har behov for flere afklarende samtaler, før de tager stilling til deltagelse i
indsatsen.
Partnerskaber og lokale samarbejder:
Etablering af partnerskaber er et centralt element i Ungeløftet.
Der er aktuelt indgået 42 partnerskabsaftaler, hvoraf 16 indgår aktivt i konkrete forløb for unge.
Partnerskaberne omfatter både kommunale arbejdspladser, private virksomheder og aktører i
civilsamfundet. Der samarbejdes blandt andet med Frivilligcentret, Kulturløftet, Autismekreds
Midtvest og Struer Ungdomsskole.
Derudover er der etableret gruppeforløbene ”Autismepiloterne” og ”Connect - Mit
Fremtidsspor”, ligesom enkelte unge deltager i individuelle metakognitive samtaleforløb.
Projektet arbejder samtidig med at opbygge et stærkt og varigt netværk af virksomheder og
samarbejdspartnere, der kan understøtte de unges vej mod job, uddannelse og deltagelse i
fællesskaber.
Resultatopfølgning:
De første officielle resultater for Ungeløftet er offentliggjort på Jobindsats.dk.
For august 2026 viser opgørelsen, at 35,3 pct. af de visiterede unge i Struer Kommune er i
beskæftigelse eller uddannelse. Resultatet består af 29,4 pct. i beskæftigelse og 5,9 pct. i
uddannelse. Opgørelsen omfatter 17 visiterede unge, hvoraf 6 unge er i beskæftigelse eller
uddannelse.
Til sammenligning udgør andelen på landsplan 41,5 pct.
Resultaterne skal ses i lyset af, at projektet fortsat befinder sig tidligt i projektperioden. En
væsentlig del af indsatsen har indtil nu været rettet mod etablering af samarbejder,
virksomhedsrelationer og lokale partnerskaber, som skal understøtte de langsigtede resultater.
Der er blandt andet etableret et omfattende netværk af virksomheder og samarbejdspartnere,
som skal danne grundlag for de kommende års indsats.
Det bemærkes desuden, at de statslige resultatkrav for Ungeløftet først opgøres fra april 2027
og frem til projektets afslutning i december 2028. De aktuelle tal skal derfor primært ses som
de første indikatorer på udviklingen i indsatsen og ikke som en endelig vurdering af projektets
resultater.
Perspektiver:
Frem mod august 2027 er der allerede identificeret yderligere unge i målgruppen, som
potentielt kan indgå i indsatsen. Herudover arbejdes der med at afklare mulighederne for
samarbejde omkring unge i fleksjob med få ugentlige timer med fokus på både fastholdelse i
beskæftigelse og deltagelse i fællesskaber.
Den officielle lancering af Ungeløftet finder sted den 18. november 2026 med deltagelse af
unge, virksomheder, foreninger, politikere og øvrige samarbejdspartnere. Formålet er at
synliggøre indsatsen og styrke det lokale samarbejde om at skabe flere veje til job, uddannelse

og fællesskab for unge i Struer Kommune.
Administrationens vurdering:
Administrationen vurderer, at der i projektets første fase er etableret et solidt fundament for
Ungeløftet gennem opbygning af partnerskaber, lokale samarbejder og virksomhedsrettede
aktiviteter. Samtidig viser både projektets egne opgørelser og de første officielle resultater, at
en del af de visiterede unge allerede har opnået tilknytning til job eller uddannelse.
Administrationen vurderer endvidere, at den omfattende opbygning af samarbejder med
virksomheder, uddannelsesinstitutioner og civilsamfundsaktører giver et solidt udgangspunkt
for de kommende års arbejde med at hjælpe flere unge videre mod job, uddannelse og
fællesskab.

Kilde: Struer Kommune, Social- og arbejdsmarkedsudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 11. november 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.