På dagsordenen 11. november, Teknik-, miljø- og klimaudvalget, Struer
Foreløbig vedtagelse af forslag til Struer Kommunes Risikostyringsplan (TMK - ØK - BY)
Struer Kommune har udarbejdet et forslag til risikostyringsplan for perioden 2027-2033 på baggrund af Kystdirektoratets udpegning af Vestlig Limfjord som risikoområde i den tredje planperiode af Oversvømmelsesdirektivet.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik-, miljø- og klimaudvalget, Struer Kommune
- Hvornår
- Onsdag 11. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Hvis byrådet foreløbigt vedtager forslaget, udsendes det i offentlig høring i seks måneder, som er det fastsatte krav.
Hvad kan du gøre?
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
ADMINISTRATIONEN INDSTILLER
at forslag til Risikostyringsplan Struer Kommune 2027-2033 vedtages som forslag og
sendes i offentlig høring i seks måneder.
Baggrund
Vestlig Limfjord, herunder Struer Kommune, er i 2024 udpeget som risikoområde efter
Oversvømmelsesloven på baggrund af Kystdirektoratets vurdering af risikoen for
oversvømmelser fra havet. Udpegningen medfører, at Struer Kommune jf. EU’s
Oversvømmelsesdirektiv har pligt til at udarbejde en risikostyringsplan. EU’s
Oversvømmelsesdirektiv er i Danmark implementeret gennem Oversvømmelsesloven.
Risikostyringsplanen skal fastlægge målsætninger og overordnede tiltag for håndtering af
oversvømmelsesfaren fra Vestlig Limfjord i Struer Kommune, herunder med fokus på at
reducere konsekvenser for:
menneskers sundhed,
miljø,
kulturarv, og
økonomiske aktiviteter.
Planen omfatter forebyggelse, beskyttelse, beredskab og genopretning henholdsvis før, under
og efter oversvømmelser.
Teknik-, miljø- og klimaudvalget har (6. maj 2026, pkt. 76) truffet beslutning om at anvende en
100-års hændelse i år 2100 (SSP-7.0) som ambitionsniveau/reference for arbejdet med
risikostyringsplanen. Udvalget traf (3. juni 2026, pkt. 87) beslutning om fastlæggelse af
målsætninger for kommunens risikostyring af oversvømmelser. Udvalget traf (12. august 2026,
pkt. 110) beslutning om formulering og prioritering af indsatser (tiltag) til at opfylde
målsætningerne. Det er samme niveau, som de øvrige limfjordskommuner har benyttet.
I risikostyringsplanen samles beslutningerne, Kystdirektoratets farekort og den faglige analyse i
en samlet rapport, der skal fungere som ramme for kommunens arbejde med
oversvømmelsesrisikoen fra Vestlig Limfjord planperioden i 2027-2033. Samtlige mål, tiltag,
forventet effekt, prioritering, ansvarsfordeling, interessenter, overvågning relationer til øvrig
lovgivning og planlægning samt tidsperspektiv og status fremgår af Risikoplanens bilag A.
Oversvømmelsesrisikoen i Struer Kommune
På baggrund af Kystdirektoratets kortlægning, har administrationen identificeret områder i
Struer Kommunes geografi, som vurderes at kunne blive væsentligt påvirket stormfloder fra
Limfjorden svarende til 100-års hændelser i år 2100 (SSP3-7.0).
I Risikostyringsplanen er følgende 10 områder identificeret som værende potentielt væsentligt
udsatte for oversvømmelser:
1. Draget
2. Kallerup Kær
3. Jegindø
4. Serup Strand
5. Oddesund Nord
6. Oddesund Syd
7. Venø
8. Resen Kær
9. Struer Havn og Bremdal Syd
10. Handbjerg Vest (Åvej)
De 10 udpegede områder fremgår af det på sagen vedlagte Bilag 1 og fremgår af Figur 3 i
Risikostyringsplanen.
Vandstanden i Limfjorden ud for Struer Kommune svarer i kortlægningsgrundlaget til en
vandstand i cirka kote 2,6 m DVR 90 og varierer på tværs af Limfjorden. Det bemærkes, at
denne vandstand ikke medregner det såkaldte ”bølgetillæg”.
Risikostyringsplanen viser, at oversvømmelserne på tværs af de udpegede områder potentielt
kan have en væsentlig påvirkning på boliger, erhverv, veje, jernbaneanlæg, sundheds- og
omsorgsfunktioner, kulturmiljøer og beskyttede naturområder. Særligt påvirkningen af (kritiske)
transportforbindelser kan potentielt få væsentligt betydning for borgernes velbefindende under
hændelser, herunder ift. beredskabets og omsorgspersonalers adgang til borgerne. Omfanget
af disse påvirkninger fremgår af analyserne af hvert af de udpegede områder i
Risikostyringsplanen (se kapitel 3 i risikostyringsplanen).
Målsætninger og prioritering af tiltag
I risikostyringsplanen fastlægges mål og tiltag (til opfyldelse af målene) inden for fire
overordnede faser:
1. Forebyggelse af nye risici før en oversvømmelse
2. Reduktion af eksisterende risici før en oversvømmelse
3. Reduktion af negative konsekvenser under en oversvømmelse
4. Reduktion af negative konsekvenser efter en oversvømmelse.
Tiltagene prioriteres i planperioden 2027-2033 ud fra en samlet vurdering af risikoens karakter,
konsekvensernes for mennesker og samfund samt den forventede effekt af indsatsen på
baggrund af en risikobaseret og konsekvensorienteret beslutningslogik. Der lægges særligt
vægt på beskyttelse af liv og helbred, sikring af samfundskritiske funktioner samt økonomisk og
miljømæssig risikoreduktion. Robusthed og egenberedskab indgår desuden i planens
målsætninger.
Det er hensigten med den valgte prioritering, at den skal understøtte en fagligt begrundet og
omkostningseffektiv anvendelse af kommunens ressourcer, når tiltagene skal effektueres.
Prioriteringslogikken i risikostyringsplanen udgør et supplement til det politiske
beslutningsgrundlag og indebærer ikke i sig selv en bindende rækkefølge for gennemførelsen
af de enkelte tiltag, ligesom ikke alle tiltag forventes igangsat eller udført i planperioden 20272033.
Centrale tiltag i risikostyringsplanen
Der er i alt 23 målsætninger og tiltag i risikostyringsplanen. Nedenfor findes en gennemgang af
de centrale tiltag i risikostyringsplanen fordelt på de fire overordnede faser
1. Forebyggelse af nye risici før en oversvømmelse
Oversvømmelsesrisikoen skal indgå i kommunens planlægning, så der ikke skabes nye,
udsatte bolig-, erhvervs-, eller sommerhusområder. Risikostyringsplanen lægger derfor op til,
at ny bebyggelse, tekniske anlæg og infrastruktur som udgangspunkt skal etableres i minimum
kote 2,6 m DVR 90 eller sikres på anden måde dokumenteret sikret til et tilsvarende niveau.
Samfundskritiske funktioner skal så vidt muligt placeres udenfor de udpegede risikoområder –
og hvor dette ikke er muligt, skal der etableres nødvendig beskyttelse.
2. Reduktion af eksisterende risici før en oversvømmelse
Kommunen vil løbende identificere områder, hvor oversvømmelsesrisikoen kan reduceres
gennem omkostningseffektive, fysiske beskyttelsestiltag og naturbaserede løsninger. I
samarbejde med forsyningsselskaber, beredskab og infrastrukturejere kortlægges sårbar
infrastruktur og sårbare funktioner som plejehjem, institutioner og sundhedstilbud med henblik
på beskyttelse og beredskab.
Mulige indsatser skal vurderes i sammenhæng med de berørte værdier, den forventede
risikoreduktion og mulighederne for finansiering. Det foreslås, at der udarbejdes et
prioriteringsgrundlag for fremtidige projekter under hensyn til bl.a. økonomiske værdier og
beskyttet natur. Borgere i risikoområder skal have adgang til information og vejledning om
oversvømmelsesrisiko, sikring af ejendomme og fælles beskyttelsesløsninger.
3. Reduktion af negative konsekvenser under en oversvømmelse
Kommunen vil samarbejde med beredskabet løbende at opdatere procedurer og planer for
håndtering af oversvømmelser. Kritiske adgangsveje og infrastruktur, evakueringsruter og
indsatsområder, der er identificeret i arbejdet med risikostyringsplanen, indarbejdes i
beredskabsplanlægningen. Samarbejdet med relevante aktører skal understøtte, at kritiske
funktioner kan opretholdes eller hurtigt genetableres, og at behovet for varsling, mobile
løsninger og evakuering løbende vurderes. Planen lægger op til at styrke informationen til
borgere og virksomheder om oversvømmelsesrisiko, forebyggelse og håndtering af stormflod.
4. Reduktion af negative konsekvenser efter en oversvømmelse
Struer Kommune vil styrke indsatsen efter oversvømmelser gennem målrettet kommunikation
samt vejledning til berørte borgere og virksomheder. Desuden gennem koordinering af
kommunens indsats samt prioritering af kritiske genopretningsbehov. Ved at evaluere
hændelser sammen med relevante aktører, er det hensigten at omsætte erfaringerne til
forbedringer af beredskabet fremadrettet. Der etableres samtidig tiltag til at understøtte
udbredelsen af information om oprydning, sundhedsforhold og støttemuligheder.
Det er fælles for alle ovenstående tiltag, at de skal følges løbende og skal kunne tilpasses, hvis
der kommer ny viden, ændrede klimascenarier, erfaring fra konkrete oversvømmelser eller
ændringer i lovgivning, teknologi og økonomiske rammer.
Sammenhæng med øvrig planlægning og lovgivning
Risikostyringsplanen skal koordineres med kommunens øvrige planlægning, herunder
kommuneplanen, klimatilpasningsplanlægningen og beredskabsplanlægningen.
Risikostyringsplanen er overordnet kommuneplanen i planhierarkiet.
På tidspunktet for udarbejdelsen af risikostyringsplanen har Plan- og Landdistriktsstyrelsen
sendt et udkast til bekendtgørelse om klimatilpasning i kommuneplaner i offentlig høring. Dette
udkast opererer med en anden planlægningshorisont for havvand end det datamateriale fra
Kystdirektoratet, som Struer Kommune er forpligtet til at udarbejde risikostyringsplanen efter.
Struer Kommune har arbejdet med en planlægningshorisont svarende til en 100-års hændelse
i år 2100, hvilket svarer til et havniveau i ca. kote 2,6 meter DVR 90 i Limfjorden ved Struer.
Plan- og Landdistriktsstyrelsens har opereret med en 100-års hændelse i år 2150, hvilket
svarer til kote 3,6 m DVR 90. De 3,6 meter er et sikrings niveau staten ønsker at indføre i
forhold til barmarksprojekter.
Struer Kommune har 16. december 2026 og 23. september 2026 afgivet høringssvar om
problemstillingen. Høringssvarene fremgår af det på sagen vedlagte bilag 2. Lovforslaget er sat
på dagsorden til 1. behandling i Folketinget den 12. november 2026.
Den endelige anvendelse af sikringsniveauer i den konkrete planlægning skal ske under
hensyntagen til den til enhver tid gældende lovgivning.
Forslag til nye målsætninger og tiltag i Risikostyringsplanen
Risikostyringsplanen udarbejdes sideløbende med det tværkommunale og statslige
samarbejde om oversvømmelsesrisici i Vestlig Limfjord via Accellerationspakken. Samarbejdet
omfatter analyser af, om klimatilpasning bedst løses lokalt eller gennem fælles løsninger,
herunder en mulig indsnævring af Thyborøn Kanal. En sådan indsnævring kan tidligst
forventes realiseret i 2050 og vil få betydning for oversvømmelsesbilledet i Vestlig Limfjord i
fremtiden.
Yderligere har arbejdet med risikostyringsplanen afdækket, at en 100-års hændelser i år 2100
(SSP3-7.0) kan påvirke fremkommeligheden på vej- og banenettet på tværs af
kommunegrænser. Struer Kommune har haft en tidlig dialog om problemstillingen med bl.a.
Thisted, Skive og Holstebro kommuner, Vejdirektoratet og Banedanmark med henblik på at
påpege udfordringerne og finde løsninger for de potentielt påvirkede statslige veje og
jernbaner. Administrationen finder det hensigtsmæssigt at videreføre dette samarbejde ind i
planperioden 2027-2033.
På den baggrund indstiller administrationen, at følgende målsætninger og tiltag indgår i
Risikostyringsplanen for henholdsvis (1) Det tværkommunale samarbejde om fælles løsninger
herunder Thyborøn Kanal og (2) Samarbejdet mellem Limfjordskommunerne, Vejdirektoratet
og Banedanmark om at sikre fremtidens vej- og baneinfrastruktur til fremtidige
stormflodshændelser.
For (1) Det tværkommunale samarbejde om fælles løsninger foreslås følgende:
Målsætning: Struer Kommune vil indgå i et tværkommunalt og statsligt samarbejde om
løsninger, der kan reducere oversvømmelsesrisikoen i Vestlig Limfjord, herunder ved at
undersøge mulighederne for en fælles løsning ved Thyborøn Kanal.
Tiltag: Afsøgning af muligheden for en fælles løsning ved Thyborøn Kanal gennem
Accellerationspakken.
For (2) Samarbejdet mellem Limfjordskommunerne, Vejdirektoratet og Banedanmark foreslås
følgende:
Målsætning: Struer Kommune vil samarbejde med relevante limfjordskommuner,
Vejdirektoratet og Banedanmark med henblik på at reducere oversvømmelsesrisikoen for
kritisk vej- og baneinfrastruktur i de udpegede områder.
Tiltag: Struer Kommune vil sammen med relevante limfjordskommuner gå i dialog med
Vejdirektoratet og Banedanmark om en vurdering af de berørte anlægs tilstand,
oversvømmelsesbilledet fra klimascenarier og behovet for tiltag.
Videre proces
Hvis byrådet foreløbigt vedtager forslaget, udsendes det i offentlig høring i seks måneder, som
er det fastsatte krav. Eventuelle indkomne høringssvar behandles efterfølgende i et notat, og
der tages stilling til, om der skal ske ændringer af forslag til risikostyringsplanen inden den
fremlægges til endelig vedtagelse af byrådet.
Risikostyringsplanen skal være endeligt vedtaget senest den 22. oktober 2027.
Miljøvurdering af planen
Risikostyringsplanen er omfattet af reglerne om Miljøvurdering af Planer og Programmer.
Miljørapporten kan ses på bilag 3. Det bemærkes at afgrænsningsnotatets høring udløber den
9. november 2026.
Lovgrundlag
EU Oversvømmelsesdirektiv 2007/60 EF af 23. oktober 2008 om vurdering og styring af
risikoen for oversvømmelser
LBK nr. 72 af 18/01/2024 (Oversvømmelsesloven)
Lovbekendtgørelse 2024-05-29 nr. 572 om planlægning (Planloven)
Økonomi
Risikostyringsplanen er en strategisk plan og indebærer i sig selv ikke økonomiske
dispositioner eller anlægsbevillinger. De foreslåede indsatser beskriver den overordnede
retning for kommunens arbejde med håndtering af oversvømmelsesrisiko. Realisering af
de enkelte indsatser vil ske inden for de til enhver tid budgetmæssige rammer og kan,
hvor det er relevant, ske i samarbejde med forsyningsselskaber, staten, lodsejere eller
gennem ansøgning om eksterne tilskuds- og støtteordninger.
Kilde: Struer Kommune, Teknik-, miljø- og klimaudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 11. november 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.