Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 11. august, Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs

Udvælgelse af rådgivende aktører til Det Grønne Råd 2026-2030

Natur-, teknik- og miljøudvalget forelægges Administrationens forslag til udvælgelse af rådgivende aktører til Det Grønne Råd 2026-2030 til godkendelse.

Kort fortalt

Hvem
Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 11. august 2026
Status
Besluttet. Godkendt.
Næste skridt
Efter Natur-, teknik- og miljøudvalgets godkendelse får de rådgivende aktører besked, og der indkaldes til det første møde i Det Grønne Råd den 8. september 2026.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I maj 2026 godkendte Natur-, teknik- og miljøudvalget et nyt kommissorium for Det Grønne Råd (bilag 1), hvormed der fremadrettet skal vælges rådgivende aktører til rådet.

Ifølge kommissoriet skal aktører, der ønsker en plads i Det Grønne Råd, i valgårene på et tidspunkt mellem kommunalvalget og den 31. december samme år meddele dette til Syddjurs Kommune. Blandt de indkomne anmodninger vælger Natur-, teknik- og miljøudvalget herefter de rådgivende

aktører. De rådgivende aktører vælges for fire år ad gangen, og følger den politiske valgperiode.

Idet kommissoriet for Det Grønne Råd ikke var på plads den 31. december 2025, vælges de rådgivende aktører nu. I forlængelse af det, har Administrationen mellem den 13. maj og 8. juni 2026 indhentet anmodninger fra alle, der ønsker en plads som rådgivende aktører i rådet i perioden 2026-2030. Administrationen har indhentet anmodningerne via de forhenværende medlemmer af Det Grønne Råd, ligesom der er udsendt en pressemeddelelse og indrykket en annonce i Din Avis Syddjurs.

Ifølge kommissoriet skal de rådgivende aktører arbejde med natur-, miljø-, klima-, frilufts- eller arealanvendelsesrelaterede spørgsmål i Syddjurs Kommune, og bidrage med saglig og faglig viden inden for ét eller flere af disse områder.

De rådgivende aktører kan være medlemsbaserede foreninger, natur- og friluftsorganisationer, lodsejer- og erhvervsorganisationer, faglige samarbejdsfora, naturcentre, miljøgrupper eller offentlige/offentligretlige naturforvaltningsaktører. Under alle omstændigheder forudsættes, at de

• har en formel struktur eller faglig organisering.

• repræsenterer en bredere interessent- eller vidensgruppe.

• arbejder inden for Natur-, teknik- og miljøudvalgets fagområde.

• kan bidrage med faglige perspektiver, lokal viden eller relevant sagkundskab.

Anmodninger fra organisationer og foreninger

Følgende aktører, der alle var medlem af det forhenværende Grønne Råd, har inden den 8. juni 2026 anmodet kommunen om at blive rådgivende aktører (se anmodningerne i bilag 2):

• Danmarks Jægerforbund

• Djursland Landboforening

• Nationalpark Mols Bjerge

• Danmarks Naturfredningsforening

• Karpenhøj Naturcenter

• Dansk Ornitologisk Forening

• Syddjurs Vandråd

• Rønde Distriktsråd

Derudover har Kolindsunds Venner, Rønde og Omegns Sportsfiskerforening (ROS) samt Friluftsrådet efter fristens udløb anmodet kommunen om at blive rådgivende aktør (se ligeledes bilag 2). Alle var medlem af det forhenværende Grønne Råd.

Ebeltoft Amatør- og Fritidsfiskerforening, BLAK og Dansk Botanisk Forening, der var medlemmer af det forhenværende Grønne Råd, har ikke anmodet om at blive rådgivende aktører.

Natur-, teknik- og miljøudvalget skal ifølge kommissoriet udvælge de rådgivende aktører ud fra et kriterium om dækning at flest mulige interesseområder inden for udvalgets fagområde, bred geografisk dækning og bredest mulig repræsentation af borgere gennem etablerede medlemsbaser.

Udover de rådgivende aktører er Naturstyrelsen i tråd med kommissoriet blevet tilbudt at deltage med én repræsentant, ligesom Syddjurs Kommunes Natur-, teknik- og miljøudvalg inviteres fast til møderne.

Distriktsrådene i Syddjurs Kommune inviteres også fast til møderne i Det Grønne Råd, men i en anden funktion end de rådgivende aktører. Formålet er primært orientering og vidensdeling. Administrationen bemærker i den forbindelse, at Rønde Distriktsråd også har anmodet om at blive rådgivende aktør. Hvis anmodningen imødekommes, vil Rønde Distriktsråd få en dobbeltrolle.

Vurdering

Det er Administrationens vurdering at næsten alle, der har anmodet om at blive rådgivende aktører, lever op til kriterierne ovenfor.

Undtagelsen er Rønde Distriktsråd, der i deres anmodning skriver, at ”Røndeområdet er beliggende med såvel grønne områder som maritim natur helt bynært. Nationalpark Mols Bjerge og måske Naturnationalpark, fredninger og urørt skov på Kaløs arealer gør grønne tiltag oplagt for os være med til at forme.”

På den baggrund kan man argumentere for, at Rønde Distriktsråd som minimum indirekte arbejder med Natur-, teknik- og miljøudvalgets fagområde. På Rønde Distriktsråds egen hjemmeside tilgået den 26. juni 2026 er fokus dog på at fremme udviklingen inden for erhverv, turisme, kultur, fritid, institutioner, handelsliv, infrastruktur og uddannelse samt dialog med borgerne. Natur-, teknik- og miljøområdet er ikke nævnt som et selvstændigt tema.

Derudover er der ikke andre distriktsråd, der har anmodet om at blive rådgivende aktører. Hvis Rønde Distriktsråd udvælges, kan det dermed skabe en ulige dynamik mellem gruppens medlemmer og mudre formålet med distriktsrådenes deltagelse.

Ydermere har Kolindsunds Venner, Rønde og Omegns Sportsfiskerforening (ROS) samt Friliftsrådet anmodet om at blive rådgivende aktør efter fristens udløb. På den ene side repræsenterer organisationerne både aktuelle problemstillinger og vidensgrupper inden for Natur-, teknik- og miljøudvalgets fagområde, hvilket gør det relevant at udpege dem som rådgivende aktører. På den anden side har de først sendt deres anmodninger efter fristens udløb, og hvis de alligevel udvælges, kan det muligvis skabe kritik af manglende gennemsigtighed i processen. Administrationen vurderer imidlertid, at kriteriet om flest mulige interesseområder bør have større vægt. Dertil kommer, at Rønde og Omegns Sportsfiskerforening ikke modtog den oprindelige anmodning om indmelding af rådgivende aktører.

På baggrund af ovenstående, er det Administrationens vurdering, at alle organisationerne med undtagelse af Rønde Distriktsråd skal tilbydes en plads som rådgivende aktører. Med udvælgelsen sikres jævnfør udvælgelseskriterierne dækning af flest mulige interesseområder inden for Natur-, teknik- og miljøudvalgets fagområde, bred geografisk dækning og bredest mulig repræsentation af borgere gennem etablerede medlemsbaser.

Hvis Natur-, teknik- og miljøudvalget er enig i Administrationens vurdering, vil Det Grønne Råd 2026-2030 bestå af i alt 25 foreninger og organiseringer inklusive Naturstyrelsen og distriktsrådene. En liste over medlemmerne er vedlagt som bilag 3.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationen har tidligere vurderet, at rådet kan drives for cirka 4.000 kr. om året.

Videre proces

Efter Natur-, teknik- og miljøudvalgets godkendelse får de rådgivende aktører besked, og der indkaldes til det første møde i Det Grønne Råd den 8. september 2026.

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Natur-, teknik- og miljøudvalget at godkende, at Danmarks Jægerforbund, Djursland Landboforening, Nationalpark Mols Bjerge, Danmarks Naturfredningsforening, Karpenhøj Naturcenter, Dansk Ornitologisk Forening, Kolindsunds Venner, Rønde og Omegns Sportsfiskerforening (ROS), Syddjurs Vandråd samt Friluftsrådet får en plads som rådgivende aktører i Det Grønne Råd 2026-2030.

Beslutning

Godkendt.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Natur-, teknik- og miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 122. Læs den originale sag hos kommunen.