Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 11. august, Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs

Status på den overordnede udvikling på socialområdet

Social- og beskæftigelsesudvalget bliver med denne sag orienteret om status på den overordnede udvikling på socialområdet i Syddjurs Kommune samt udvalgt ny lovgivning.

Kort fortalt

Hvem
Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 11. august 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning.
Næste skridt
Social- og beskæftigelsesudvalget vil modtage en tilsvarende status på den overordnede udvikling på socialområdet på udvalgsmødet i december 2026.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Status på den overordnede udvikling på socialområdet i Syddjurs Kommune indeholder et overblik over udviklingen i antallet af borgere på udvalgte indsatser. De udvalgte indsatser er valgt med henblik på at give et overblik i udviklingen på tværs af indsatser fra de forebyggende indsatser over de mindre indgribende til de mere indgribende indsatser med de forskellige former for botilbud.

1) Den samlede udvikling på socialområdet

På landsplan ses der en generel stigning i de kommunale udgifter til det specialiserede socialområde.

Social- og beskæftigelsesudvalget har på mødet den 9. juni 2026 behandlet Administrationens analyse af udgiftsudviklingen på socialområdet (punkt 64). I analysen konkluderer Administrationen blandt andet, at udgifterne til socialområdet i Syddjurs Kommune i årene 2022-2025 i gennemsnit er steget med 2,6%, hvilket er mere end udviklingen på landsplan, som i gennemsnit er steget med 1,2%. Administrationens analyse af udgiftsudviklingen på botilbudsområdet viser, at udgiftsudviklingen i Syddjurs Kommune fra 2023 til 2025 ikke kan henføres til en generel stigning i antallet af helårspersoner men til stigende gennemsnitspriser. Dette kan være udtryk for en stigende kompleksitet i borgernes støttebehov. Parallelt med dette er der en udvikling, både i Syddjurs Kommune og på landsplan, hvor borgere, som tidligere ville få tilbud om at bo i et botilbud, i stigende grad i dag modtager mindre indgribende indsatser i egen bolig.

2) Udviklingen på udvalgte indsatsområder

I de følgende afsnit beskrives status på udviklingen i antallet af borgere på følgende indsatsområder:

• Åben rådgivning

• Åbent samværstilbud

• Gruppeforløb

• Tidsbegrænsede individuelle støtteforløb

• Visiterede aktivitets- og samværstilbud

• Mestringsvejledning

• Botilbudslignende tilbud

• Botilbud til midlertidige ophold

• Botilbud til længerevarende ophold

• Borgere i rusmiddelbehandling.

I bilag 1 fremgår tabeller og grafer over udviklingen i de ovenstående udvalgte ydelser.

2.1 Åben Rådgivning

Åben Rådgivning er en del af Mestringscenteret. Her har borgerne mulighed for at ringe ind eller møde op til Åben Rådgivning. I Åben Rådgivning modtager borgerne råd og vejledning. Desuden kan borgerne få afklaring af muligheder for yderligere støtte til at mestre sin hverdag på egen hånd. Målgruppen for Åben Rådgivning er borgere over 18 år, der oplever udfordringer i hverdagen som følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med har særlige problemer.

I perioden fra den 3. juli 2025 til og med den 14. april 2026 var der i alt 606 henvendelser til Åben Rådgivning. Der har i perioden været i alt 447 personlige henvendelser, hvor borgeren enten har henvendt sig til Åben Rådgivning ved Ebeltoft, Rønde, Hornslet eller Kolind. Derudover har der været 159 henvendelser til den telefoniske rådgivning.

Hovedparten af henvendelserne handler om 1) vejledning om kommunens tilbud, 2) økonomi og 3) generel råd og vejledning.

2.2 Åbent samværstilbud

Åbent samværstilbud er en del af Mestringscenteret og er målrettet borgere over 18 år, der oplever udfordringer i hverdagen som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller har særlige sociale problemer. Her kan borgere være sammen med andre, få råd og vejledning og støttende samtaler i forhold til borgerens ønsker og behov. Derudover kan borgerne høre om de støttemuligheder, der er i Syddjurs Kommune. Borgerne kan frit møde op til åbent samværstilbud uden først at have aftalt dette med en rådgiver fra Socialcentret.

I november 2025 benyttede 23 borgere de åbne samværstilbud. I april 2026 var tallet steget til 79 borgere. Stigningen skyldes, at flere borgere, som tidligere modtog et aktivitets- og samværstilbud, nu benytter de åbne samværstilbud. Her kan borgerne frit møde op uden foregående aftale med en rådgiver fra Socialcentret.

2.3 Gruppeforløb

Et tidsbegrænset gruppeforløb er for borgere over 18 år, som har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller har sociale problemer, eller borgere, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Formålet med et gruppeforløb er at fastholde og udvikle borgerens mestringsevne.

Udviklingen i antallet af borgere, som har deltaget i et gruppeforløb i perioden fra januar 2024 til og med juni 2026 har været præget af udsving. I perioden fra januar til april 2024 var der flest antal borgere i gruppeforløb. I både 2025 og 2026 har antallet ikke nået samme niveau som i 2024. Det skyldes blandt andet, at der var flere aktive gruppeforløb i starten af 2024. Senere har der ikke været samme efterspørgsel på gruppeforløbene. Samtidig kan de åbne samværstilbud have haft betydning i 2025 og 2026. Der har været flere borgere, som vælger at deltage i de åbne samværstilbud, da det er muligt at møde op uden foregående aftale med en rådgiver fra socialområdet.

I maj 2026 var der ti borgere, som var i et gruppeforløb. Dette er højere end antallet i maj 2025 (ni borgere) og lavere end antallet i maj 2024 (15 borgere). Antallet af borgere, der deltog i et gruppeforløb i 2025, varierede mellem ni og 19 borgere. Data viser, at anvendelsen af gruppeforløb svinger mellem kalendermånederne. Det kan blandt andet forklares med, da der eksempelvis ikke er gruppeforløb i sommerferien.

2.4 Tidsbegrænsede individuelle støtteforløb

Et tidsbegrænset individuelt støtteforløb er målrettet borgere over 18 år, som har nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller sociale problemer, eller er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Formålet med tidsbegrænsede mestringsforløb er at vejlede borgeren i, hvordan borgeren selv kan oparbejde og træne færdigheder og udvikle sine mestringsevner til at have en så selvstændig hverdag som muligt.

Udviklingen i antallet af borgere, der modtog et tidsbegrænset individuelt støtteforløb i perioden fra januar 2024 til og med juni 2026 har været forholdsvis stabilt. Antallet af borgere har dog en svagt faldende tendens i 2025 og 2026. I november 2025 var der 43 borgere, der modtog et tidsbegrænset individuelt støtteforløb. I juni 2026 var det faldet til 32 borgere. Denne udvikling skal ses i sammenhæng med udviklingen i aktiviteten i de åbne samværstilbud i regi af Mestringscentret, da flere borgere i stigende grad benytter sig af de åbne samværstilbud.

Per juni 2026 var der 32 borgere, der modtog et tidsbegrænseret individuelt støtteforløb. Dette er lavere end antallet i juni 2025 (41 borgere) og juni 2024 (33 borgere). Antallet af borgere, som modtog tidsbegrænsede individuelle støtteforløb i 2025, varierede mellem 38 og 51 borgere. Antallet var lavest på 38 borgere i juli 2025 og højest på 51 borgere i februar 2025.

2.5 Visiterede aktivitets- og samværstilbud

Et visiteret aktivitets- og samværstilbud er målrettet borgere over 18 år, der oplever udfordringer i hverdagen som følge af en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, som betyder, at borgerne har brug for hjælp og støtte til at øve sociale kompetencer, få et netværk og komme ud af ensomhed. Formålet med et visiteret aktivitets- og samværstilbud er at tilbyde et mødested for borgere, hvor der er mulighed for samvær med andre understøttet af medarbejdere med pædagogiske kompetencer.

Udviklingen i antallet af borgere, der er visiteret til et aktivitets- og samværstilbud fra januar 2024 til og med juni 2026, har var stabilt i 2024 og det meste af 2025, men faldt i slutningen af 2025, og den faldende tendens er fortsat i 2026. I oktober 2025 var der 168 borgere, som modtog et aktivitets- og samværstilbud. I juni 2026 var antallet faldet til 115 borgere. Denne udvikling skal ses i sammenhæng med udviklingen i aktiviteten i de åbne samværstilbud, da det i efteråret 2025 blev lavet opfølgning på alle borgere, der hidtil fik deres tilbud som et visiteret aktivitets- og samværstilbud. Denne individuelle og konkrete vurdering af borgerens behov med afsæt i de nye støttemuligheder har givet anledning til, at flere borgere nu ikke længere modtager et visiteret aktivitets- og samværstilbud men selv kan møde op i åbningstiden, som det bedst passer borgerne.

Per juni 2026 var der 115 borgere, der modtog et visiteret aktivitets- og samværstilbud. Dette er lavere end antallet i juni 2025 (168 borgere) og juni 2024 (160 borgere). Antallet af borgere, som modtog et visiteret aktivitets- og samværstilbud i 2025, varierede mellem 143 og 170 borgere. Antallet var og lavest på 143 borgere i december 2025 og højest på 170 borgere i februar 2025.

2.5 Mestringsvejledning

Mestringsvejledning er et forløb for borgere over 18 år, som har betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller har sociale problemer, der gør, at borgerne har behov for hjælp, omsorg eller støtte til at udvikle og vedligeholde deres mestringsevne, så borgerne kan få deres hverdagsliv til at fungere.

Støtten er niveauinddelt og bevilliges ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Mestringsaktiviteterne er inddelt i fire niveauer:

• Niveau 1 modtager let støtte svarende til 1-2 planlagt kontakter over en periode på 14 dage.

• Niveau 2 modtager moderat støtte svarende til 1-2 planlagte kontakter om ugen.

• Niveau 3 modtager omfattende støtte, svarende til 3-4 planlagte kontakter om ugen.

• Niveau 4 modtager meget omfattende støtte, svarende til flere end 4 kontakter om ugen.

Udviklingen i antallet af borgere fordelt på de forskellige niveauer for mestringsvejledning i perioden fra januar 2024 til og med juni 2026 har været overordnet stabilt. Gennemsnitlig har antallet af borgere, som modtog mestringsvejledning i løbet af 2025 været stabilt på omkring 220 borgere. Den største gruppe af borgere modtager moderat støtte svarende til 1-2 planlagte kontakter om ugen.

Per juni 2026 var der i alt 224 borgere, der modtog mestringsvejledning. Dette er højere end antallet i juni 2025 (221 borgere) og lavere end antallet i april 2024 (249 borgere).

2.6 Botilbudslignende tilbud

Et botilbudslignende tilbud er en boligform, hvor borgeren bor i egen lejlighed, men modtager en samlet pakke af socialpædagogisk støtte, pleje og omsorg, der sidestilles med et egentligt botilbud. Tilbuddet er for borgere med betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der har brug for omfattende hjælp i hverdagen.

Udviklingen i antallet af borgere, som modtog et botilbudslignende tilbud i perioden fra januar 2024 til og med juni 2026 har været overordnet stabil med få udsving. Per juni 2026 var der i alt 109 borgere, der modtog botilbudslignende tilbud. Dette er lavere end antallet juni 2025 (110 borgere), men på samme niveau i juni 2024 (109 borgere).

Fra januar 2024 til marts 2024 falder antallet af borgere med ni borgere. Faldet skyldes blandt andet, at borgerne har fået andre indsatser såsom længerevarende botilbud eller mestringsvejledning i egen bolig. Efter marts 2024 er antallet af borgere overordnet stabilt. I 2025 har antallet af borgere gennemsnitlig været stabilt på omkring 109 borgere.

2.7 Midlertidige botilbud

Et midlertidigt botilbud er et tilbud til borgere med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for et botilbud i en afgrænset periode. Borgere, der bevilliges et midlertidigt botilbud, har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige gøremål eller pleje. Behovet for botilbuddet skal være midlertidigt eller skyldes, at der er behov for afklaring af, om borgerens støttebehov er længerevarende.

Udviklingen i antallet af borgere, der modtog et midlertidig botilbud i perioden fra januar 2024 til og med juni 2026 har været præget af udsving. Per juni 2026 var der i alt 52 borgere, der modtog et midlertidig botilbud. Dette er lavere end antallet i juni 2025 (56 borgere) og juni 2024 (58 borgere).

Antallet af borgere i 2024 var relativt stabilt fra maj 2024 (57 borgere) til oktober 2024 (59 borgere), mens der i løbet af 2025 var både stigninger og fald i det samlede antal. Antallet af borgere er i 2026 faldet fra 58 borgere i januar 2026 til 52 borgere i juni 2026. Det fald skyldes, at borgerne er overgået til et mindre indgribende tilbud, eksempelvis mestringsvejledning i egen bolig, eller til botilbudslignende tilbud. Udsvingene afspejler, at borgere, der modtager midlertidige botilbud, ofte er i overgang til et andet tilbud. Det kan eksempelvis være et længerevarende botilbud eller en mindre indgribende indsats, som mestringsvejledning i egen bolig.

2.8 Længerevarende botilbud

Længerevarende botilbud er for borgere, som på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige gøremål eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Udviklingen i antallet af borgere, der modtog et længerevarende botilbud i perioden fra januar 2024 til og med juni 2026 har været stabilt. Per juni 2026 var der i alt 25 borgere, der modtog et længerevarende botilbud. Dette er højere end antallet i juni 2025 (23 borgere), men på samme niveau som i juni 2024 (25 borgere).

Antallet af borgere, som modtog længerevarende botilbud i 2025, har været relativt stabilt mellem 23 og 26 borgere. Siden januar 2026 har antallet af borgere, der modtager længerevarende ophold været stabilt på mellem 25-26 borgere. Borgere i længerevarende botilbud har som udgangspunkt et varigt støttebehov.

2.9 Status på borgere i Rusmiddelsbehandling

Rusmiddelcenter Syddjurs tilbyder behandling og gratis rådgivning til borgere i kommunen, der ønsker at ophøre, reducere eller stabilisere deres forbrug af rusmidler samt rådgivning af deres pårørende. Rusmiddelcentret tilbyder ambulant behandling i form af individuelle samtaler med borgere, tilbud for unge, familieorienteret rusmiddelbehandling, medicinsk behandling, lægesamtaler samt gruppetilbud, som oprettes efter behov.

Den generelle udvikling i antallet af borgere, som modtog en indsats ved Rusmiddelcentret i perioden januar 2024 til og med juni 2026 har været svagt stigende med udsving. Per juni 2026 var der i alt 135 borgere, som modtog en indsats ved Rusmiddelcentret. Dette er højere end antallet i juni 2025 (125 rusmiddelbehandlinger) og lavere end antallet i juni 2024 (139 Rusmiddelbehandlinger). Antallet af borgere, som modtog en indsats ved Rusmiddelcentret i 2025, varierede mellem 134 og 152. Antallet var lavest med 134 borgere i august 2025 og højest med 152 borgere i marts 2025.

Udviklingen af antallet borgere er kategoriseret i følgende:

1) Alkoholbehandling
Per juni 2026 var der 41 borgere, som modtog alkoholbehandling. Dette er lavere end antallet i juni 2025 (42 borgere) og højere end antallet i juni 2024 (40 borgere). Antallet af borgere, der modtager alkoholbehandling, har været nogenlunde stabilt i perioden.

2) Stofmisbrugsbehandling
Per juni 2026 var der 57 borgere, som modtog stofmisbrugsbehandling. Dette er lavere end antallet for juni 2025 (62 borgere) og juni 2024 (58 borgere). Antallet af borgere, som modtager stofmisbrugsbehandling, har dog været stigende i perioden fra januar 2024 til april 2026.

3) Lægelig behandling for stofmisbrug
Per juni 2026 var der 37 borgere, som modtog lægelig behandling for stofmisbrug. Dette er højere end antallet i april 2025 (35 borgere) og april 2024 (30 borgere). Antallet af borgere, der modtager lægelig behandling for stofmisbrug, har ligeledes haft en svag stigning fra januar 2024 og maj 2026.

Stigningen i antallet af borgere, der modtager stofmisbrugsbehandling og lægelig behandling for stofmisbrug, er et udtryk for, at flere borgere har et stofmisbrug, og når de henvender sig til Rusmiddelcentret kræver deres behandling af stofmisbruget ofte en lægelig behandling, fordi deres stofmisbrug er omfattende.

3) Status på ny lovgivning

I dette afsnit gives en samlet status på ny og kommende lovgivning på socialområdet.

3.1 Ændring af lov om socialtilsyn

Den 11. juni 2025 vedtog Folketinget en omfattende ændring af lov om socialtilsyn, der trådte i kraft 1. januar 2026. Lovændringens fokus er samlet set at forenkle, målrette og effektivisere socialtilsynet, gøre socialtilsynet mere risikobaseret samt lette tilsynstrykket. Alle tilbud skal dog have tilsynsbesøg mindst hvert tredje år, mens plejefamilier skal have tilsynsbesøg mindst hvert andet år.

3.2 10-årsplan for psykiatrien

Den 19. maj 2025 indgik Regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet en aftale om løft af psykiatrien. Den samlede psykiatriplan skal blandt andet sikre, at mennesker, der mistrives psykisk, hurtigere kan få den rette hjælp og støtte, så de ikke udvikler en alvorlig psykisk lidelse. Den nye psykiatriaftale er en videreførelse af tidligere politiske aftaler fra 2022 og 2023 og udgør tilsammen den samlede 10-årsplan for psykiatrien.

Den nye aftale indeholder følgende overordnede mål:

1) Flere skal behandles tidligt og tættere på

2) Behandlingskvaliteten skal løftes, og ventetiderne nedbringes

3) Patienterne skal opleve mere sammenhængende forløb

4) Psykiatrien skal være en tryg og attraktiv arbejdsplads

Der indgår i alt 23 initiativer i aftalen, som relaterer sig til disse mål. Mange af initiativerne peger ind i regionspsykiatrien og har derfor ikke direkte betydning for indsatserne i kommunerne.

Som følge af folketingsvalget er dele af det faglige forberedelsesarbejde og lovgivningsarbejdet blevet forsinket. Dette arbejde skal være på plads, før midlerne til igangsættelse af en række kommunale initiativer på psykiatriområdet for både børn og voksne 2026 kan udmøntes. Regeringen, KL og Danske Regioner har derfor medio juni 2026 indgået udmøntningsaftale om udmøntningen af midler i 2026 for en række initiativer på henholdsvis sundheds- og socialområdet.

For socialområdet er særligt følgende nye initiativer i 10-årsplanen for psykiatrien relevante at fremhæve:

Flere sociale akuttilbud og nye afklaringspladser

Kommunerne skal fra den 1. januar 2027 tilbyde afklaringspladser målrettet borgere, der udskrives fra psykiatrien og har behov for nærmere afklaring af, hvilke indsatser, der bedst imødekommer deres behov. Aftalen indebærer derudover udbredelse af sociale akuttilbud til flere kommuner. Et socialt akuttilbud skal medvirke til støtte, omsorg og rådgivning for borgere med akut psykisk krise, hvor der ikke er behov for indlæggelse.

Der er i dag ikke egentlige afklaringspladser og akutpladser for borgere med psykiatriske lidelser i Syddjurs Kommune. Administrationen afventer detaljeret lovgivning førend antallet og plan for oprettelsen af pladser kan fastlægges. Der blev fremsat lovforslag i december 2025, men processen blev sat i bero som følge af folketingsvalget, og lovforslaget skal derfor genfremsættes. I den forbindelse forventes der også at blive fremlagt en tidsplan for processen, og en model for udmøntning af midler. Der er på nuværende tidspunkt ikke fremlagt konkrete forslag.

Mere opsøgende gadeplansarbejde for de mest udsatte

Aftalen indebærer styrkelse af det udgående og opsøgende gadeplansarbejde for voksne i socialpsykiatrien fra 2026.

I Syddjurs Kommune er der i dag tilbud om støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig. Dertil varetager to medarbejdere også opgaven med støtte til hjemløse borgere (Housing First-indsatsen). De samme to medarbejdere fra socialområdet varetager også opgaven som støtte- og kontaktperson i Syddjurs Kommune i dag. Medarbejderne kontakter og følger borgere på baggrund af henvendelse fra eksempelvis frontpersonale i kommunen, borgere med mere.

Administrationen afventer yderligere lovgivning, som præciserer, hvordan kommunerne skal styrke indsatsen for de mest udsatte borgere. Fremsættelse af lovgivning er midlertidigt sat i bero som følge af folketingsvalg, og der er derfor på nuværende tidspunkt ikke fremlagt konkrete forslag.

3.3 Værdighedsreformen

Den 29. januar 2026 indgik Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en aftale, hvor partierne beskriver intentionen som, at de allermest udsatte borgere skal sikres et mere værdigt liv. Værdighedsreformen skal give udsatte borgere lettere adgang til den hjælp, de har brug for. Hjælpen skal samles og være mere tilgængelig, integreret, tværfaglig og helhedsorienteret. Derudover skal det være muligt for de allermest udsatte borgere at kunne leve med deres misbrug.

Den 29. juni 2026 sendte socialministeren et forslag i høring som led i implementering af værdighedsreformen. Lovforslaget har til formål at styrke hjælpen til de mest udsatte borgere gennem Gadens Huse, som i de større byer skal fungere som en samlet indgang til hjælp og støtte, hvor der tilbydes blandt andet sundhedsfaglig hjælp, rusmiddelbehandling og socialpædagogisk støtte. Uden for de større byer og i landdistrikterne skal mobile udsatte-enheder opsøge og hjælpe målgruppen på samme helhedsorienterede og tværfaglige måde.

Lovforslaget indeholder desuden en treårig forsøgsordning, hvor medarbejdere i Gadens Huse og de mobile udsatte-enheder får mulighed for at iværksætte visse indsatser efter serviceloven uafhængigt af borgerens bopælskommune. Endelig foreslås det, at de mest udsatte borgere med stærk stofafhængighed kan beholde stoffer til eget forbrug.

3.4 Opfølgning på arbejdet om snyd og svigt i sociale tilbud og brug af ikke-godkendte tilbud

Den 9. januar 2026 indgik Regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre en aftale om en række tiltag, der skal forhindre snyd og svigt på sociale tilbud og afskaffe kommunernes mulighed for i akutte situationer at anvende ikke-godkendte tilbud.

Administrationen forventer yderligere lovgivning, som præciserer, hvordan aftalen skal udmøntes. For nuværende kendes ikke nærmere tidspunkt for fremsættelse af lovforslag.

3.5 Regeringsgrundlaget

Regeringen bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre offentliggjorde sit regeringsgrundlag den 2. juni 2026. Regeringsgrundlaget indeholder en række initiativer med betydning for socialområdet:

• Gennemføre en styrket værdighedsform og have et vedvarende fokus på samfundets mest udsatte.

• Gennemføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde. Som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne, hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd. Endvidere belyses, om opgaver inden for social- og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene.

• Regeringen vil igangsætte det forberedende arbejde med Psykiatriplan 2.0.

• Regeringen vil følge op på initiativer, der følger af ekspertudvalget på socialområdet og økonomiaftalerne med kommunerne, herunder gennemføre takstreformen på botilbudsområdet og fremsætte lovforslag i 2026.

Vurdering

Udgifterne på det specialiserede socialområde har været stigende på landsplan og i Syddjurs Kommune. En analyse af udgifterne på socialområdet i Syddjurs fra 2022 til 2025 viser, at udgifterne i gennemsnit er steget med 2,6%, hvilket er højere end udviklingen på landsplan, hvor den gennemsnitlige stigning er 1,2%. Udgiftsstigningen kan i Syddjurs Kommune primært henføres til stigende gennemsnitspriser. Administrationen vurderer på den baggrund, at der fortsat er behov for at sikre fokus på at etablere mindre indgribende indsatser og på forhandling med leverandører af botilbud. Desuden er det Administrationens vurdering, at socialområdets boligplan understøtter, at Syddjurs Kommune løbende justerer botilbudsområdet i takt med udviklingen i borgernes behov.

Det er Administrationens vurdering, at etableringen af Mestringscentret bidrager til, at borgerne har en nem indgang til det sociale område i Syddjurs Kommune. Mestringscentret sikrer en enkel adgang til forebyggende støtte for borgere, som oplever udfordringer som følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer. Mestringscentret tilbyder fleksible og mindre indgribende indsatser til borgere i Syddjurs Kommune, så borgernes udfordringer ikke udvikler sig, og der bliver brug for mere indgribende støtte. Borgerne kan dermed leve et så selvstændigt liv som muligt i overensstemmelse med deres håb, ønsker og drømme. Det er Administrationens vurdering, at der fortsat er potentiale i at udvikle Mestringscentrets tilbud for at sikre, at borgerne tilbydes flere typer af mindre indgribende og forebyggende indsatser.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Social- og beskæftigelsesudvalget vil modtage en tilsvarende status på den overordnede udvikling på socialområdet på udvalgsmødet i december 2026.

Indstilling

Direktøren for Job og Velfærd indstiller til Social- og beskæftigelsesudvalget at tage orienteringen om udviklingen på socialområdet til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Social- og beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 72. Læs den originale sag hos kommunen.