Besluttet 1. september, Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs
Nye projekter under Puljen for styrket klima -og bæredygtighedsindsats - efterår 2026
Natur-, teknik- og miljøudvalget anmodes med denne sag om at godkende nye ansøgte projekter under Puljen for styrket klima- og bæredygtighedsindsats.
Kort fortalt
- Hvem
- Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 1. september 2026
- Status
- Besluttet. Ad 1-3) godkendt.
- Næste skridt
- Administrationen vil ved Natur-, teknik- og miljøudvalgets godkendelse igangsætte projekterne.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Natur-, teknik- og miljøudvalget disponerer over en pulje med fokus på at styrke klima- og bæredygtighedsindsats i kommunen.
Puljen for styrket klima- og bæredygtighedsindsats er etableret for at understøtte realiseringen af Syddjurs Kommunes klimamål, herunder:
• En reduktion af CO2-udledningen med 70 % i 2030 og opnåelse af CO2-neutralitet i 2050.
• En el- og varmeforsyning baseret 100 % på vedvarende energi i 2030.
• Øget klimarobusthed gennem tilpasning til fremtidens klimaudfordringer som tørke, havvandsstigninger og ekstreme vejrfænomener.
Puljen prioriterer projekter, der har en dokumenterbar klimaeffekt eller bidrager til klimatilpasning. Det er afgørende, at projekterne skaber merværdi og kan integreres i kommunens fremtidige arbejde. Kriterierne for puljen er vedhæftet som bilag 1.
Ansøgte projekter
Projekttitel
Beløb i 2026
Klimaregnskab 2026 - opdatering og varig forankring i organisationen
150.000 kr.
Borgerinddragelse i recertificeringen af klimahandlingsplanen
100.000 kr.
Energiomstilling i små og mellemstore virksomheder i Syddjurs Kommune
250.000 kr.
Total nyansøgte projekter
500.000 kr.
Projekt: Klimaregnskab 2026 – opdatering og varig forankring i organisationen
Ansøgt beløb: 150.000 kr.
Sekretariatet for Udvikling og Kultur søger om midler til at opdatere klimaregnskabet for kommunen på koncernniveau med data for 2026 i samarbejde med virksomheden Green Survey. Formålet er derudover at styrke Syddjurs Kommunes evne til selv at vedligeholde og videreføre klimaregnskabet fremadrettet.
Green Survey har bistået i etableringen af klimaregnskabet for 2025. Erfaringerne fra etableringen har vist, at det er en omfattende og kompleks opgave at identificere, indsamle og kvalitetssikre de rette data på tværs organisationen. Der er derfor behov for at styrke interne kompetencer og arbejdsgange, så klimaregnskabet fremadrettet kan drives af administrationen og anvendes uden samme behov for ekstern bistand.
Det er en indsats i Klimahandlingsplan 2023-2026, at Syddjurs Kommune har et klimaregnskab som koncern, ligesom der frem mod 2030 skal ske CO2-reduktioner i forbruget fra kommunen som koncern. Projektet bidrager ved at sikre et opdateret og anvendeligt beslutningsgrundlag for kommunens klimaarbejde. Klimaregnskabet på koncernniveau bliver indarbejdet i kommunens ledelsesinformationssystem. Se bilag 2 for uddybning af projektet.
Projekt: Borgerinddragelse i recertificeringen af klimahandlingsplanen
Ansøgt beløb: 100.000 kr.
Sekretariatet for Udvikling og Kultur søger om midler til borgerinddragelse i forbindelse med recertificeringen af Syddjurs Kommunes Klimahandlingsplan. Formålet er at styrke det generelle vidensgrundlag for klimaarbejdet med kvalitative indsigter samt at inddrage borgere og lokale aktører aktivt i arbejdet med at opdatere og styrke planen, så den afspejler lokale behov, idéer og handlemuligheder.
Inddragelsen kan blandt andet omfatte workshops med unge, dialogmøder med relevante råd herunder distriktsråd samt et større offentligt borgermøde. Indsatsen kan ses som et supplement til Hverdagens Klimatopmøde, som også arbejder aktivt med inddragelse, oplysning og øget forståelse for klimaarbejdet. Input fra inddragelsen skal bidrage til et styrket datagrundlag, øget dialog og konkrete anbefalinger til klimaarbejdet. De ansøgte midler skal dække forplejning, materiale og honorarer til eventuelle samarbejdspartnere/oplægsholdere.
Projektet er et krav i forhold til recertificering, idet det indsamler viden til brug for klimaplanlægningen, samt advokerer for og skaber opbakning til klimaindsatsen. Se bilag 3 for uddybning af projektet.
Projekt: Energiomstilling i små og mellemstore virksomheder i Syddjurs Kommune
Ansøgt beløb: 250.000 kr.
Erhvervsenheden søger om midler til at understøtte en målrettet grøn omstilling gennem et struktureret rådgivningsforløb for små og mellemstore virksomheder (SMV’er), der i dag anvender olie eller andre fossile energikilder. SMV’erne vil få udarbejdet konkrete, handlingsorienterede business cases baseret på egne data, som belyser både klimaeffekt og økonomi ved omstilling til mere bæredygtige energiformer og understøtter videre beslutningstagning.
Projektet adresserer en væsentlig barriere for SMV’erne, når det kommer til grøn omstilling, nemlig manglen på et solidt og gennemarbejdet beslutningsgrundlag. Indsatsen bidrager til kommunens mål om markante CO2-reduktioner frem mod 2030, overgang til 100 % vedvarende energi samt en generel styrkelse af en robust, fremtidssikret energiforsyning. Det er ligeledes et kriterie for recertificeringen af Syddjurs Kommunes Klimahandlingsplan, at kommunen anvender alle tilgængelige beføjelser til at stoppe brugen af og støtten til fossile brændsler. Se bilag 4 for uddybning af projektet.
Vurdering
Det er Administrationens vurdering, at de ansøgte projekter lever op til puljens kriterier. De bidrager til opbygning af data og viden, som er af betydning for at kunne dokumentere og målrette kommunens klimaindsats. Samtidig bidrager de til at løfte konkrete opgaver i processen henimod at recertificere Syddjurs Kommunes klimahandlingsplan. Endelig fremmer de ansøgte projekter forankring af klimaarbejdet i Syddjurs Kommune og samarbejde på tværs af fagområder samt med eksterne parter. Dette er centralt for at sikre både kvalitet og effekt i den grønne omstilling.
Projekterne har dermed potentiale til at skabe varige forandringer i kommunens praksis og styrke implementeringen af både den nuværende og den fremtidige klimahandlingsplan. Administrationen indstiller derfor, at projektansøgningerne imødekommes.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Det korrigerede budget for puljen for Styrket Klima- og Bæredygtighedsindsats i 2026 er cirka 2,8 mio. kr. På nuværende tidspunkt er cirka 1 mio. kr. ikke disponeret. Disse midler kan dermed anvendes til de foreslåede nye projekter. Hvis udvalget godkender de ansøgte projekter, resterer der cirka 0,5 mio. kr. i puljen.
Projekttitel
Disponerede midler i 2026 (minus brugte midler i 2025)
Disponeret i 2027
Nuværende projekter
CO2-regnskab for anlæg af cykelsti Tirstrup-Rosmus
15.488 kr.
Syddjurs Kommunes klimaregnskab på koncernniveau
211.600 kr.
Klimaviden i øjenhøjde – et dialogværktøj til fælles klimahandling
361.875 kr.
Forstærkning af klimaarbejdet under recertificering af klimahandlingsplanen
650.000 kr.
595.000 kr.
Aftale med Aarhus Kommune on LCA-beregninger på anlægsprojekter
5.000 kr.
5.000 kr.
Revision af Syddjurs Kommunes Bæredygtighedsstrategi
300.000 kr.
Klimatilpasning for Syddjurs Kommune
150.000 kr.
Hverdagens Klimatopmøde
60.000 kr.
Nuværende disponerede midler
1.753.963 kr.
600.000 kr.
Kommende projekter
Klimaregnskab 2026 - opdatering og varig forankring i organisationen
150.000 kr.
Borgerinddragelse i recertificeringen af klimahandlingsplanen
100.000 kr.
Energiomstilling i SMV’er i Syddjurs Kommune
250.000 kr.
Total ansøgte projekter
500.000 kr.
Opsummering
Korrigeret budget i 2026
2.789.153 kr.
Totalt disponeret ved godkendelse af nye projekter
2.253.963 kr.
Ikke disponerede midler
535.190 kr.
Budget 2027 minus disponerede midler
398.000 kr.
Videre proces
Administrationen vil ved Natur-, teknik- og miljøudvalgets godkendelse igangsætte projekterne.
Indstilling
Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Natur-, teknik-, og miljøudvalget at godkende
1) ansøgningen på 150.000 kr. til Klimaregnskab 2026 – opdatering og varig forankring i organisationen
2) ansøgningen på 100.000 kr. til Borgerinddragelse i recertificeringen af klimahandlingsplanen
3) ansøgningen på 250.000 kr. til Energiomstilling i SMV’er i Syddjurs Kommune.
Beslutning
Ad 1-3) godkendt.
Bilag
- Bilag 1 - Bilag 1 - Kriterier for Puljen for styrket klima- og bæredygtighedsindsats.pdf
- Bilag 2 - Bilag 2 - Ansøgning_Klimaregnskab 2026 Opdatering og varig forankring i organisationen.pdf
- Bilag 3 - Bilag 3 - Ansøgning_Borgerinddragelse i recertificeringen af klimahandlingsplanen.pdf
- Bilag 4 - Bilag 4 - Ansøgning_Energiomstilling i SMV'er i Syddjurs Kommune.pdf
Kilde: Syddjurs Kommune, Natur-, teknik- og miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 145. Læs den originale sag hos kommunen.