Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 29. september, Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs

Miljøgodkendelse af husdyrbrug

Byrådet har den 29. april 2026 besluttet at hæve en sag om miljøgodkendelse til udvidelse af et landbrug efter husdyrsbruglovens § 16a til politisk behandling. Kompetencen til at træffe afgørelse i denne type sager ligger efter Syddjurs Kommunes kompetencefordelingsplan hos Administrationen.

Kort fortalt

Hvem
Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 29. september 2026
Status
Besluttet. Sagen udsættes, idet et flertal i Natur-, teknik og miljøudvalget ønsker følgende belyst: genbesøg af vurdering af ammoniakfølsomme skove, dispensation for afstandskrav til sø, beregning af tålegrænser til overdrev samt undersøgelse af bilag IV arter.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Næste skridt
Der er tre overordnede scenarier for Byrådets beslutning og de afledte konsekvenser for den videre proces. I scenarie A vælger Byrådet at vedtage Administrationens forslag til godkendelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Byrådet har den 29. april 2026 besluttet at hæve beslutningskompetence i sagen om miljøgodkendelse af udvidelse af landbrugsbedriften beliggende Stenledvej 5, Hyllested, 8400 Ebeltoft til politisk behandling.

Det kommunale råderum

Efter kompetencefordelingsplanen er det Administrationen, der normalt træffer afgørelser i sager som denne. I forbindelse med den politiske behandling af sagen, har det været drøftet, hvilket kommunalt råderum Byrådet har for vurdering inden for lovgivningen på området.

Administrationen har derfor fået udarbejdet et eksternt advokatnotat, der beskriver relevante kriterier og det kommunale råderum i forhold til sagsbehandlingen. Notatet er vedlagt sagen som bilag 1.

Notatet beskriver generelt kommunens råderum/skøn samt specifikt husdyrgodkendelseslovgivningen og råderummet her indenfor. Desuden svarer notatet på en række spørgsmål:

1) Hvad er det politiske råderum i husdyrsager?

2) Hvilke kriterier skal vurderes i forbindelse med en ansøgning om miljøgodkendelse/miljøtilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16a/16b?

3) Har ansøger en berettiget forventning om at kunne udvide, såfremt afskæringskriterierne er overholdt?

4) Hvilke konsekvenser har en forkert afgørelse?

Administrationens sagsbehandling og vurdering

Ansøgningen om udvidelse har fulgt den lovmæssige procedure for behandling af sagen, jævnfør den vedlagte oversigt over procedure i bilag 2.

Administrationen har gennemgået de høringssvar, der er indkommet under høringen af udkastet til miljøgodkendelse af husdyrbruget, og har på den baggrund ikke fundet anledning til at ændre vurderingen af, at der skal meddeles godkendelse til den ansøgte udvidelse.

Begrundelse for vurderingen

Som det fremgår af Administrationens oplæg til afgørelse vurderes det, at ansøgningen overholder betingelserne for at kunne efterkommes.

I forhold til områder med faste afskæringskriterier blandt andet lugt og ammoniakdeposition ligger projektet indenfor de angivne krav. Derfor skal der ansøgningen imødekommes på disse punkter.

I forhold til de øvrige temaer i vurderingen, som fremgår af oplægget til afgørelse fremhæves følgende elementer:

Trafik

Med henvisning til gældende nævnspraksis er 3 daglige transporter inden for, hvad der kan forventes i landzone. Efter sagsoplysningerne er der ikke overskridelse af dette antal transporter og dermed er påvirkningen per definition ikke væsentlig i forhold at stille betingelser til eller give afslag på det ansøgte.

Landskabelig påvirkning

Administrationen finder, at det ansøgte er i overensstemmelse med kommuneplanens udpegninger, da bedriften ligger i ”Særligt værdifuldt landbrugsområde”. Byggeriet opføres inden for et område udpeget som ”Større sammenhængende landskaber”, men opføres i naturlig tilknytning til den eksisterende bygningsmasse.

Der vurderes således ikke at være konflikter med retningslinjer i kommuneplanen.

Naturpåvirkning (dispensation til sø)

Der er modstridende hensyn ved placering af en ny gyllebeholder: Beholderen kan ikke både overholde en afstand på 100 m til sø, og opføres i tilknytning til det eksisterende anlæg (landskabelige hensyn). En dispensation med vilkår om etablering af jordvold foran ny og eksisterende beholdere vil sikre søen bedre end den er i dag, idet der opstilles krav om barriere og terrænhældninger.

Sammenfatning

Da ansøgningen overholder alle lovfastsatte afskæringskriterier, og da Administrationen vurderer, at alle miljøtemaer overholder sædvanlig praksis, har Administrationen følgelig udarbejdet et forslag til en § 16a miljøgodkendelse til svineproduktionen. Forslaget til miljøgodkendelse vedlægges som bilag 3.

Baggrundsmateriale til grund for vurderingen

Ansøgningsmaterialet kan i sin helhed findes på Syddjurs Kommunes hjemmeside via Åben Indsigt sag 24/26100.

Ansøgningsmaterialet er vurderet ud fra reglerne i Husdyrbrugloven (LBKG nr. 1065 fra den 21.8.2025) samt Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen (BKG nr. 1089 fra den 16.10.2024): Se vedhæftede notat om kriterier ved vurderinger af ansøgningsmaterialet.

Der ikke kan træffes en afgørelse, der er i strid med de eksakte grænseværdier der foreligger på f.eks. lugt og de fastsatte afskæringskriterier. Der fremgår følgende af Bilag 1:

”Det vil således være klart ulovligt fx at give en miljøgodkendelse, hvor husdyrbruglovgivningens afskæringskriterier i forhold til fx lugt ikke er overholdt. Gør en kommune alligevel det, det vil sige tiltager sig et råderum, som ikke findes på det pågældende felt, vurderer [advokaten], at kommunen vil være erstatningsansvarlig.

(…)

Med de tidligere anførte eksempler med lugt og landskab i betragtning vurderer jeg således, at en kommune vil være erstatningsansvarlig, hvis den træffer en afgørelse, hvor den giver en tilladelse, selv om lugtkriterierne ikke er overholdt, eller giver et afslag begrundet i lugtforholdene i en situation, hvor afskæringskriterierne for lugt er overholdt, men jeg ser ikke den samme risiko i forhold til et afslag baseret på de landskabelige forhold under en præmis, at den landskabelige begrundelse er reel og ikke blot dækker over, at man af andre grunde helst ikke ser projektet realiseret.”

En forvaltningsretlig afgørelse skal altid være sagligt begrundet og begrundet reelle hensyn i forbindelse med den konkrete sag.

En afgørelse truffet i strid med de faste afskæringskriterier vil være åbenlyst usaglig. Det kan ikke udelukkes at kommunen vil ifalde et erstatningsansvar, hvis afgørelsen træffes i strid med de faste afskæringskriterier.

En afgørelse truffet på baggrund af en reel vurdering af skønsmæssige kriterier vil ikke rumme samme risiko for kommunalt erstatningsansvar.

Vurdering

Administrationen vurderer samlet, efter gennemgang af sagens akter og indkomne høringssvar, at der skal gives tilladelse til den ansøgte udvidelse i overensstemmelse med bilag 3.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Der er tre overordnede scenarier for Byrådets beslutning og de afledte konsekvenser for den videre proces.

I scenarie A vælger Byrådet at vedtage Administrationens forslag til godkendelse.

I dette tilfælde har borgere og organisationer mulighed for at klage over afgørelsen til klagenævnet. Klagenævnet bestemmer selv, hvilke dele af godkendelsen det vil tage stilling til, og det kan nå frem til en anden vurdering end både Administrationen og Byrådet. For ansøger betyder en godkendelse, at han kan igangsætte sit projekt som planlagt, da de nødvendige betingelser er opfyldt. Selv om afgørelsen bliver påklaget, kan ansøger vælge at gå i gang med projektet på eget ansvar, indtil klagenævnet har truffet en endelig afgørelse.

I scenarie B ændrer Byrådet i Administrationens forslag til godkendelse.

Dette medfører fornyet sagsbehandling. Hvis ændringerne vurderes at være væsentlige, skal sagen behandles igen, hvilket indebærer en ny høringsperiode på 30 dage. Denne høring omfatter både ansøger, naboer og relevante organisationer. For ansøger betyder det, at processen bliver forsinket, da sagen først kan fortsætte efter den fornyede behandling.

I scenarie C meddeler Byrådet afslag på projektet.

Et afslag kan gives med henvisning til saglige hensyn inden for den relevante lovgivning. I dette tilfælde vil borgerne ikke opleve ændringer i lokalområdet. Ansøger har mulighed for at klage over afslaget, og projektet må i så fald afvente klagenævnets afgørelse. Klagenævnet kan frit vælge, hvilke dele af sagen det vil vurdere, og det kan nå til en anden konklusion end både Administrationen og Byrådet. Hvis ansøger får medhold i sin klage, vil projektet dog typisk være blevet forsinket med cirka 1–2 år, hvilket kan medføre et potentielt økonomisk tab.

Lovgrundlag

• Husdyrbrugloven (LBKG nr. 1065 fra den 21.8.2025)

• Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen (BKG nr. 1089 fra den 16.10.2024)

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Byrådet via Natur-, teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget at godkende Administrationens oplæg til afgørelse, som beskrevet i scenarie A.

Supplerende Sagsfremstilling

Natur-, teknik- og miljøudvalget har på udvalgsmødet den 9.6.2026 bedt Administrationen nærmere belyse nedenstående fire forhold til sagen om miljøgodkendelsen til Stenledvej 5, 8400 Ebeltoft.

Administrationens fulde svar til de adspurgte forhold fra Natur-, teknik- og miljøudvalget er vedlagt som bilag 4. Herunder er indsat opsummeret vurdering og konklusion på de adspurgte forhold:

1) Natur-, teknik- og miljøudvalget ønsker en mere udførlig begrundelse for hvorfor Administrationen anbefaler at give dispensation til gyllebeholderens placering tættere end 100 meter til en beskyttet sø.

Baggrunden for dispensationen er vurdering af modsatrettede afstandskriterier: afstand til eksisterende bebyggelse 20 meter (landskabelig påvirkning) og afstand til § 3-beskyttet sø 100 m (sikring i forbindelse med evt. gylleuheld).

Administrationen baserer dispensationen på to afgørende momenter:

• at afstandskravet til eksisterende bebyggelse overholdes (landskabelig vurdering)

• at der stilles betingelse om etablering af jordvolde, der beskytter søen ved uheld.

Det er Administrationens samlede vurdering af dispensationen fører til den bedst mulige balance mellem landskabelige hensyn og risiko for skadelig påvirkning af søen.

2) Natur-, teknik- og miljøudvalget har spurgt ind til en forklaring på beregning af tålegrænsen for kvælstof til et § 3 overdrev.

Administrationen har revurderet den redegørelse, der fremgår i forslag til afgørelsen for det adspurgte overdrev (benævnt L421-01-ov i bilag 4). Administrationen har redegjort yderligere vedrørende overdrevet og vurderet overdrevet til at være et surt overdrev som ligger i tålegrænseinterval på 6- 10 kg N/ha/år. Med det ansøgte, sker der en totaldeposition på 9,72 kg N/ha/år for overdrev og derfor overskrides tålegrænsen på maksimalt 10 kg N/ha/år for overdrevet ikke. Afskæringskriterierne er således overholdt.

3) Natur-, teknik- og miljøudvalget har ønsket en revurdering af ammoniakfølsomme skove grundet vurderingen modtaget fra Miljøforeningen Hyllested og omegn og DN Syddjurs.

Administrationen har revurderet to specifikke skove. Den ene skov (Skov 1) ligger cirka 50 meter nord for Stenledvej 5, og den anden skov (Skov 2) ligger cirka 520 meter nordøst for ejendommen.

Administrationen vurderer fortsat, at den ene skov (skov 1) ikke er ammoniakfølsom og derved ikke skal indgå i afgørelsen.

Den anden skov (skov 2) kan Administrationen ikke udelukke, falder under kategorien for ammoniakfølsom skov. I notatet fra Miljøforeningen Hyllested og Omegn og DN Syddjurs fremgår oplysninger omkring skoven som betyder at Administrationen ikke kan udelukke at skoven falder under kategorien for ammoniakfølsom skov. På den baggrund har Administrationen foretaget en ny vurdering af naturområdet i ansøgningssystemet www.husdyrgodkendelse.dk.

Det er vurderet, at den konkrete tålegrænse på skoven er 13,75 kg/N/ha/år. Der er tale om en skov, der svarer til naturtypen bøgeskov på mor uden kristtorn, der har tålegrænseintervallet 10-15 kg N/ha/år.

Tålegrænsen for skoven overskrides således ikke.

4) Natur-, teknik- og miljøudvalget har spurgt, om forekomsten af beskyttede bilag IV arter er tilstrækkeligt undersøgt i området.

Uanset om der er yngle- og rasteområder for bilag IV-arterne stor vandsalamander og markfirben i nærheden af projektområdet, er depositionen vurderet til ikke at påvirke naturarealerne negativt. Dermed vil bilag IV-arternes yngle- og rastområder pr. definition ikke påvirkes negativt, hvilket desuden bevarer arternes økologiske funktion.

Grundet den stejle brink vurderes det, at sandsynligheden for tilstedeværelsen af stor vandsalamander er ringe. Men da stor vandsalamander kan opholde sig i bevoksningen indtil ca. 5 m fra den nærmeste gyllebeholder skal anlæggelse af jordvolden at foregå i perioden hvor stor vandsalamander eventuelt opholder sig nede i vandhullet det vil sige i yngleperioden 15. april til 15. juni. For at sikre, at der ikke sker individdrab i anlægsfasen, skal der opsættes et paddehegn mellem bevoksningen og der hvor volden etableres, hvilket vil blive tilføjet i afgørelsen som undervilkår.

Endvidere er alle høringssvar, som indkom i høringsperioden vedlagt som bilag 5-8.

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Byrådet via Natur-, teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget at godkende Administrationens oplæg til afgørelse, som beskrevet i scenarie A ovenfor.

Behandling i Økonomiudvalget 19. august 2026

Da der er tilgået nye oplysninger til sagen fra ansøger, sendes sagen tilbage til Natur-, teknik- og miljøudvalget med henblik på fornyet behandling.

Supplerende Sagsfremstilling

Administrationen modtog den 12.08.2026 en tilkendegivelse fra ansøgers rådgiver om, at man havde til hensigt at tilpasse projektet ved at fjerne den ansøgte gylletank, så der ikke længere var behov for en dispensation i forhold til afstandskravet til en nærtliggende §3 beskyttet sø. Rådgiver indsendte den 20.08.2026 en revideret ansøgning, hvor gylletanken ikke var fjernet, men placeret andetsteds på ejendommen, så der ikke længere var behov for at dispensere fra afstandskravet til en nærtliggende § 3 beskyttet sø. Gylletanken er i ansøgningen stadig en del af projektet og den nye placering skal vurderes landskabeligt.

Ikke krav om fornyet høringspligt

Da det samlede forureningsbillede efter flytningen af beholderen er uændret på alle miljøparametre (støj, lugt, trafik mv) giver disse ikke anledning til at administrationen ændring indstilling til godkendelse. Administrationen vurderer ikke, at den ændrede placering medfører krav om en ny høring, da der ikke vurderes at være tale om en miljøpåvirkning, der er hverken forøget, eller væsentlig anderledes end den, der tidligere har været i høring.

Landskabelig påvirkning

Landskabeligt er der, også efter ændringen, meget begrænset indblik til gyllebeholderen: Beholderen vurderes både før og efter ændringen at kunne erkendes af 1 beboer på 1 km afstand. Landskabsmæssigt fremstår bygningssættet således fortsat samlet, og resultatet af landskabsvurdering af den nye placering giver derfor ikke anledning til at ændre vurderingen af landskabspåvirkningens væsentlighed.

Overholdelse af afstandskrav

Med ansøgningen om en ændret placering af gyllebeholderen, skal der ikke ansøges om dispensation for afstandskrav til beskyttet sø. Det ansøgte overholder afstandskravet i forhold til § 8 i husdyrbrugloven. Dette gør sig gældende både for den nye gyllebeholder samt de nye staldbygninger.

Administrationen finder på baggrund af det reviderede ansøgningsmateriale, sammenholdt med regler og praksis på området, ikke anledning til at ændre indstilling og anbefaler fortsat scenarie A ovenfor, hvor ansøgningen imødekommes.

Baggrunden for administrationens indstilling findes uddybet i bilag 10. Ansøgningsmaterialet er vedlagt som bilag 11. OML beregningen findes i ”Forslag - §16a miljøgodkendelsen til svinebruget på Stenledvej 5, 8400 Ebeltoft, denne ligger som bilag 3.

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Byrådet via Natur-, teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget at godkende Administrationens oplæg til afgørelse, som beskrevet i scenarie A ovenfor.

Beslutning

Sagen udsættes, idet et flertal i Natur-, teknik og miljøudvalget ønsker følgende belyst: genbesøg af vurdering af ammoniakfølsomme skove, dispensation for afstandskrav til sø, beregning af tålegrænser til overdrev samt undersøgelse af bilag IV arter.

Et mindretal bestående af Riber Hog Antonsen (V) og Vibe Bregendahl (C) kan ikke godkende Natur-, teknik og miljøudvalgets beslutning, idet de mener, at forvaltningen har redegjort grundigt og sagligt for deres vurdering af, at en godkendelse af miljøtilladelsen er indenfor gældende love og regler.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Natur-, teknik- og miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 29. september 2026, punkt 157. Læs den originale sag hos kommunen.