Besluttet 29. september, Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs
Ekstern juridisk vurdering af kendelsesgrundlaget på Ahl
På baggrund af en landvæsensnævnskendelse fra 1972 varetager Syddjurs Kommune i et sommerhusområde ved Ahl en tredelt rolle som lodsejer, vandløbsmyndighed og driftsansvarlig for drænvedligeholdelse.
Kort fortalt
- Hvem
- Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 29. september 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
- Næste skridt
- Hvis Natur-, teknik- og miljøudvalget godkender Administrationens forslag, går Administrationen i dialog med en ekstern juridisk rådgiver om kendelsens retsgrundlag, gyldighed og fremtidige anvendelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I 1972 blev der afsagt en landvæsensnævnskendelse vedrørende sommerhusområderne på Ahl (bilag 1). Kendelsen fastlagde blandt andet, at
• den almindelige oprensning og vedligeholdelse af drænsystemer og brønde fordeles efter partsfordelingen inden for de enkelte interesseområder,
• alle tilsyns-, oprensnings-, vedligeholdelses- og reparationsarbejder udføres ved Ebeltoft Kommunes foranstaltning og
• udgifterne fordeles inden for de enkelte interesseområder, og kommunen er berettiget til at opkræve et administrationsbidrag på 15 procent af udgifterne.
I praksis betyder det, at kommunen i forhold til drænsystemet har en tredelt rolle som både vandløbsmyndighed, grundejer (herunder af offentlige veje) og driftsansvarlig for vedligeholdelse af dræn. Denne konstellation har løbende ført til uoverensstemmelser mellem lodsejerne i området og kommunen som dels myndighed og dels driftsansvarlig. Spørgsmålet om håndtering og ansvar for skader på rørledninger under bevoksning er en af de væsentligste.
Tidligere ophævelse af kendelsen
Natur-, teknik- og miljøudvalget har tidligere den 8. juni 2021 besluttet at ophæve kendelsen. Anledningen var en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, der førte til en ny praksis for kommunens driftsansvar på Ahl. Argumentet var overordnet, at den nye praksis var usmidig og administrativ tung – særligt i forhold til håndtering af skader på rørledninger under bevoksning. Derudover blev det fremhævet, at drænsystemet var af ældre dato.
Beslutningen blev efterfølgende påklaget og den 22. april 2022 ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens afgørelse og hjemviste den til fornyet behandling (se bilag 2). Klagenævnet begrundede sin afgørelse med, at kommunen ikke havde godtgjort, at de faktiske forhold havde ændret sig, eller at kendelsen måtte anses for at være utilstrækkelig.
På baggrund af klagenævnets afgørelse behandlede Natur-, teknik- og miljøudvalget sagen igen den 4. oktober 2022, hvor man tog klagenævnets bemærkninger til efterretning. Sagen har ikke siden været forlagt udvalget til beslutning.
Vurdering
Administrationen vurderer fortsat, at kendelsen fra 1972 giver anledning til en række retlige og forvaltningsmæssige udfordringer, som vanskeliggør en hensigtsmæssig administration på Ahl. Administrationen finder derfor, at der er behov for en ekstern juridisk vurdering af kendelsens retsgrundlag, gyldighed og fremtidige anvendelse.
Formålet er at afsøge de muligheder, der findes inden for gældende ret, herunder både for en videreførelse af den nuværende ordning, ændringer af dele af kendelsen eller en eventuel ophævelse. Samtidig ønskes det belyst, hvilke retlige og praktiske konsekvenser de forskellige løsningsmodeller vil have for de berørte grundejere og for kommunens fremtidige rolle i området.
Vurdering af de væsentligste udfordringer
Administrationen har for nylig gennemgået kendelsen og finder den problematisk på en række områder. En af de mest centrale elementer er, at kendelsen efter Administrationens vurdering ikke er i overensstemmelse med vandløbsloven.
Af lovens § 6, stk. 3 fremgår det, at der ikke må plantes så nær rørlagte vandløb, at der er risiko for beskadigelse eller tilstopning. Vandløbslovens § 6, stk. 3 er ufravigelig og der kan ikke dispenseres fra bestemmelsen.
Forholdet til § 6 fremgår direkte af kendelsens sagsbehandling, hvor det fremgår, ”… at man under hensyn til områdets Skovkarakter ikke følger vandløbslovens bogstav for så vidt angår beplantning over rørledningerne…” Dette påtales ikke yderligere i Landsvæsensnævnets argumentation, hvilket må antages at udgøre en væsentlig retlig mangel, da kendelsens forudsætninger hviler på en uhjemlet fravigelse af § 6, stk. 3.
Derudover er der i andre sommerhusområder med behov for fælles dræning som hovedregel etableret grundejerforeninger, der som hovedregel forestår vedligeholdelsesarbejdet og tilrettelæggelse heraf. Det taler derfor imod et lighedsprincip, at kommunen skal have andre roller på Ahl end myndighed og lodsejer på.
Efter almindelige principper om habilitet og grundsætningen om saglig forvaltning, er det derudover betænkeligt, at kommunen er pålagt tre roller med konfliktende interesser; altså som henholdsvis vandløbsmyndighed, bredejer og driftsansvarlig. Kommunen er i henhold til vandløbsloven forpligtet til at handle som vandløbsmyndighed og har som lodsejer i området delvist en naturlig rolle som ejer. Administrationen vurderer ikke, at kommunen tilmed bør være driftsansvarlig i området.
Slutteligt fremgår det som en forudsætning for kendelsen, at området ikke kloakeres. Det er siden sket, og der er derfor tale om væsentligt ændrede forudsætninger for området siden kendelsens vedtagelse.
Administrationen foreslår, at det vil blive afsøgt med en ekstern juridisk rådgiver, hvad ovenstående udfordringer betyder for den fremtidige løsning på Ahl.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Henset til sagens kompleksitet er det Administrationens vurdering, at der er behov af afsætte 200.000 kr. til ekstern juridisk bistand med henblik på at sikre en kvalificeret og konstruktiv proces. Udgiften afholdes inden for det eksisterende budget og forventes finansieret under driften.
Derudover skal der internt i Administrationen prioriteres vandløbsfaglige og juridiske medarbejderressourcer til at drive arbejdet.
Videre proces
Hvis Natur-, teknik- og miljøudvalget godkender Administrationens forslag, går Administrationen i dialog med en ekstern juridisk rådgiver om kendelsens retsgrundlag, gyldighed og fremtidige anvendelse. Når dette arbejde er afsluttet, forelægges Natur-, teknik- og miljøudvalget en ny sag med forslag til det videre forløb.
Administrationen har parallelt med publicering af indeværende dagsorden skriftligt orienteret lodsejerne i området om, at kommunen har bedt om Natur-, teknik- og miljøudvalgets mandat til at afdække kendelsens retsgrundlag, gyldighed og fremtidige anvendelse nærmere med henblik på at afsøge alternativer.
Administrationen bemærker, at der er en række relaterede problemstillinger vedrørende drænforholdene på Ahl, der kører i særskilte spor. Det drejer sig om en række udfordringer med fakturering, som håndteres ved revision og gennemgang af tidligere års regnskabshåndtering. Derudover er der uenighed mellem en række lodsejere og Administrationen om fortolkning og rækkevidde af kendelsen. Der er derudover en uafsluttet sag ved Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Administrationen er i proces med afklaring af ovenstående i særskilte spor.
Lovgrundlag
Lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25. november 2019 om vandløb.
Indstilling
Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Natur-, teknik- og miljøudvalget at godkende Administrationens forslag om at afsøge alternativer til kendelsen med en ekstern juridisk rådgiver.
Beslutning
Godkendt.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Natur-, teknik- og miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 29. september 2026, punkt 162. Læs den originale sag hos kommunen.