Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 29. september, Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs

Plan for realisering af vådlægningsprojekter i omlægningsplanerne for de lokale grønne treparter

Natur-, teknik- og miljøudvalget orienteres om plan for realisering af vådlægningsprojekterne i omlægningsplanerne for de lokale grønne treparter.

Kort fortalt

Hvem
Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 29. september 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning.
Næste skridt
Administrationen arbejder nu på at screene de første projekter. Syddjurs Kommune har ikke tidligere udført så stort et antal lavbundsprojekter, som der lægges op til med ovenstående.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Realiseringen af vådlægningsprojekter er afgørende for, at Syddjurs Kommune kan nå sine mål for klima og kvælstofreduktion. Samtidig indgår kommunen i tre lokale grønne treparter. Det skaber behov for at koordinere og prioritere indsatsen på tværs af geografier og projekter, så ressourcerne anvendes bedst muligt, og den samlede indsats understøtter både kommunens mål og arbejdet i treparterne. Med denne sag orienteres udvalget om Administrationens plan for realisering af vådlægningsprojekterne.

Hvad er et vådlægningsprojekt?

Vådlægningsprojekter er en fællesbetegnelse for lavbunds- og kvælstofvådområdeprojekter. Begge projekttyper bidrager til at reducere mængden af kvælstof til vandmiljøet, og lavbundsprojekter bidrager derudover til at mindske udledningen af CO2 til atmosfæren.

Gennemførelse af et vådlægningsprojekt indebærer i hovedtræk: 1) Screening, 2) ansøgning, 3) forundersøgelse og 4) etablering. Erfaringsmæssigt tager det 3-6 år at gennemføre et projekt.

Status på vådlægningsprojekter i omlægningsplanerne

I omlægningsplanerne for de lokale treparter, som Syddjurs Kommune deltager i, er der i alt 37 principvedtagne vådlægningsprojekter indenfor kommunens geografi. Vådlægningsprojekterne har forskellige størrelser med forskelligt antal lodsejere involveret og er på forskellige stadier.

Naturstyrelsen gennemfører løbende vådlægningsprojekter inden for Syddjurs Kommunes geografi og arbejder aktuelt med ti af ovenstående projekter. Ét af projekterne er sat på pause grundet manglende lodsejeropbakning. Favrskov Kommune har derudover påtaget sig ansvaret for ét af projekterne, ligesom Syddjurs Kommune arbejder med to af projekterne, hvoraf det er konstateret, at der mangler lodsejeropbakning til ét projekt.

På baggrund af ovenstående, kan det udledes, at der per 24. august 2026 er 24 skitser til vådlægningsprojekter, der mangler en plan for realisering.

Vurdering

Nedenfor følger Administrationens vurdering af, hvornår der med de nuværende ressourcer kan søges om tilskud til forundersøgelse af de 24 skitser til vådlægningsprojekter. Som grundlag for vurderingen har Administrationen anvendt en projektmodel udviklet af KL og Ringkøbing-Skjern Kommune. Modellen bygger på en række antagelser og er anvendt til at estimere gennemførelsestid og ressourcebehov for projekterne på baggrund projekternes størrelse, antal lodsejere og stadie.

Administrationen lægger til grund for vurderingen, at der mellem 2026-2029 vil være mellem 1,2-1,8 årsværk til rådighed årligt til projektrealisering fordelt på to medarbejdere i 2026 og tre medarbejdere fra medio 2027. Med dette ressourceforbrug er det Administrationens vurdering, at der kan være søgt om tilskud til forundersøgelse af alle projekter inden 2030. Antallet af forundersøgelser, der forventes søgt i de enkelte år, er opsummeret i tabel 1.

Tabel 1: Estimat for forventet ansøgning om tilskud til forundersøgelse

Årstal

Antal projekter

Antal hektar*

2026

3

500

2027

9

1.100

2028

7

400

2029

5

100

I alt

24

2.200**

Note: *Nedrundet til nærmeste 100. ** Tallet er nedjusteret.

Projekterne er prioriteret i forhold til størrelse, hvor de største projekter er prioriteret højst. Derudover er der lagt vægt på at fastholde de forventninger til tidspunktet for ansøgning om forundersøgelse, som Administrationen tidligere har tilkendegivet i de lokale treparter. Slutteligt har Administrationen særligt prioriteret et projektet ved Skellerup Enge under Lokal Trepart Aarhus Bugt. Det skyldes, at projektet er både nødvendigt og tilstrækkeligt for, at kvælstofindsatsbehovet i dette område nås.

Der er i estimatet taget højde for, at en del af tiden hos de 1,2-1,8 årsværk også løbende vil skulle anvendes til at realisere projekterne i takt med, at forundersøgelserne afsluttes. Derudover er det antaget, at der bruges rådgivere til dele af både forundersøgelserne og etableringen af projekterne.

Estimatet er forbundet med en vis usikkerhed. Det skyldes for det første, at timeforbruget fortsat vil afhænge af en række konkrete forhold i projektområdet såsom for eksempel lodsejeropbakning. For det andet melder flere kommuner og Naturstyrelsen i øjeblikket, at det er vanskeligt at få rådgivere til at bistå med både forundersøgelser og etableringsprojekter. For det tredje er der en række usikkerheder vedrørende antal ansøgningsrunder i de enkelte år og midlerne i ansøgningsrunderne.

På kort sigt er der særlig usikkerhed om estimatet i 2026. Det skyldes, at ansøgningsrunden åbnede medio august, men at Syddjurs Kommunes primære medarbejderressource (0,7 årsværk) først startede den 1. september, ligesom der først er blevet frigivet tid til nye projekter hos den anden medarbejder (0,5 årsværk) fra den 1. september 2026. Idet projekterne søges efter først-til-mølle-princippet, er det ikke givet, at der fortsat er midler i puljen, når Administrationen er færdig med at screene de projekter, der er prioriteret i 2026. Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd oplyser, at der allerede nu er en stor søgning af midlerne.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Som tilsagnshaver kan Syddjurs Kommune opnå tilskud til projektudgifter, som er nødvendige for og direkte relaterede til projektet, herunder blandt andet tilskud til løn til eget personale. Det gælder både medarbejdere, som allerede er ansat og nye medarbejdere der eventuelt ansættes for en tidsbegrænset periode.

De 1,2-1,8 årsværk er allerede finansieret inden for eksisterende budget. Administrationen forventer løbende at opnå tilskud til de timer, der anvendes på projekterne. Tilskuddet kan anvendes til at styrke og fremskynde de igangværende indsatser.

De udgifter, som Syddjurs Kommune lægger ud i forbindelse med vådlægningsprojekterne er en kommunal udgift, hvilket betyder, at de – såfremt de skal bogføres på anlæg – med nu nuværende regler påvirker anlægsrammen og skal prioriteres i sammenhæng med andre kommunale anlægsprojekter. Udlæggene påvirker også kommunens likviditet, fordi der er en tidsmæssig forskydning mellem kommunens udlæg og statens udbetaling af projekttilskud. Udlæggende kan føre til, at nogle projekter må udskydes.

Hvis Syddjurs Kommune får tilsagn om tilskud, vil det formentlig først blive relevant med udlæg i 2027, idet der er en vis sagsbehandlingstid i Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø, ligesom projekterne først skal startes op. Kommunen har ingen aktuelle udlæg.

KL oplyser i forlængelse af dette, at de er i dialog med staten om en løsning på problemstillingen. Natur-, teknik- og miljøudvalget orienteres om den videre proces, når der er en afklaring på dette.

Videre proces

Administrationen arbejder nu på at screene de første projekter.

Syddjurs Kommune har ikke tidligere udført så stort et antal lavbundsprojekter, som der lægges op til med ovenstående. Administrationen vil derfor i den kommende tid fokusere på opbygning af et fagligt miljø. Når det er sket, kan det overvejes at bruge tilskuddet til løn til at ansætte flere medarbejdere til opgaven. Herved kan indsatsen løbende accelereres. I den forbindelse kan Administrationen også løbende arbejde på selv at løse flere af de opgaver, der typisk ville ligge hos en rådgiver.

Arbejdet i de lokale grønne treparter og de tilhørende rammevilkår er hele tiden under udvikling. Administrationen forventer derfor, at planen løbende skal justeres i takt med ændringer i blandt andet ansøgningsrunder, tilgængelige finansieringsmuligheder og den nationale fremdrift i forhold til regeringens målsætninger.

Lovgrundlag

Rammerne for vådområder og lavbundsprojekter i 2026 er beskrevet i Bekendtgørelse om tilskud til vådområder og lavbundsprojekter.

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Natur-, teknik- og miljøudvalget at tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kilde: Syddjurs Kommune, Natur-, teknik- og miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 29. september 2026, punkt 164. Læs den originale sag hos kommunen.