Besluttet 16. oktober, Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs
Belægning i parkeringslommer på den øvre del af Rønde Hovedgade
Natur-, teknik- og miljøudvalget har anmodet Administrationen om at vurdere, om de planlagte parkeringslommer i den øvre del af Rønde Hovedgade kan udføres med asfalt i stedet for den projekterede belægning med brosten.
Kort fortalt
- Hvem
- Natur-, teknik- og miljøudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Fredag 16. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Natur-, teknik- og miljøudvalget besluttede at godkende model 2. Et mindretal bestående af Jesper Yde Knudsen (Ø) kunne ikke godkende beslutningen, idet han ønskede at gå med model 1.
- Næste skridt
- Da det er Natur-, teknik- og miljøudvalget, der har godkendt det oprindelige projekt, forelægges sagen til beslutning i udvalget. Afgørelsen kan træffes ved cirkulation blandt udvalgets medlemmer, hvis ingen medlemmer protesterer mod afgørelsesformen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Rønde Handel og Erhverv har henvendt sig til Natur-, teknik- og miljøudvalget med ønske om ændringer i projektet for Rønde Hovedgade. Henvendelsen omfattede parkeringslommerne, de projekterede vigearealer/midterheller samt Kaløtorvet. Udvalget har efterfølgende fastholdt den tidligere beslutning vedrørende Kaløtorvet, og anmodet Administrationen om at belyse mulighederne for at ændre belægningen i parkeringslommerne på den øvre del af Hovedgaden. Sagen er derfor afgrænset til alene at omhandle belægningen i parkeringslommerne.
Det godkendte projekt
Projektet for modernisering af Rønde Hovedgade blev godkendt af Natur-, teknik- og miljøudvalget den 12. august 2025. I det godkendte projekt er parkeringslommerne på den øvre del af Hovedgaden projekteret med brostensbelægning. Belægningen har indgået i projektet siden skitsefasen, og har været en del af det materiale, der indgik i borgerprocessen og den efterfølgende politiske behandling.
Parkeringslommerne er placeret ved indgangen til den centrale del af byen, og indgår som en del af det samlede gaderumsprojekt. En ændring fra brosten til asfalt vil indebære en ændring af den projekterede løsning, der giver en markeret indsnævring af vejforløbet.
Varelevering og tilgængelighed
Rønde Handel og Erhverv har blandt andet begrundet ønsket om asfalt med hensynet til varelevering, anvendelse af palleløftere og tilgængelighed for borgere med nedsat mobilitet. Foreningen har desuden peget på, at flere butikker i den øvre del af Hovedgaden alene kan modtage varer fra Hovedgaden.
Administrationen har i den forbindelse undersøgt forholdene for varelevering. Parkeringslommerne er udformet, så lastbilers lift kan sænkes mod fortovet, hvorfra varer kan transporteres videre. Den gennemførte tilgængelighedsrevision har i øvrigt ikke identificeret brostensbelægningen som et tilgængelighedsproblem.
Trafiksikkerhed og visuel afgrænsning
Administrationen har undersøgt konsekvenserne af en eventuel ændring af belægningen i parkeringslommerne. Trafiksikkerhedsrevisoren har vurderet betydningen af belægningens udformning i forhold til vejens visuelle afgrænsning og trafikafvikling.
Politiet har oplyst, at parkeringslommer kan etableres med asfalt og tilhørende afmærkning, og at den planlagte hastighedsbegrænsning på 40 km/t fortsat vil kunne opretholdes.
Fremdrift og tidsmæssige konsekvenser
Rønde Handel og Erhverv har anført, at parkeringslommerne kan udføres i forbindelse med den øvrige asfaltudlægning på Hovedgaden og dermed potentielt bidrage til en hurtigere gennemførelse af anlægsarbejdet.
Projektet har været påvirket af forhold vedrørende entreprenørens planlægning og fremdrift, herunder udførelsen af brolægningsarbejder. En eventuel ændring af belægningen vil kræve tilpasning af projekt- og udførelsesgrundlaget. Der pågår samtidig fortsat kloakarbejder på strækningen som en del af projektets gennemførelse.
Vurdering
Administrationen anerkender de hensyn, som er fremført i henvendelsen fra Rønde Handel og Erhverv, herunder hensynet til varelevering, anvendelse af palleløftere, tilgængelighed og ønsket om hurtigst mulig færdiggørelse af anlægsarbejdet.
En løsning med asfalt vurderes at kunne gennemføres både teknisk og myndighedsmæssigt. Samtidig vil løsningen indebære en ændring af det projekt, som tidligere er godkendt politisk.
Administrationen vurderer, at den projekterede løsning med brosten i højere grad understøtter den visuelle afgrænsning mellem parkeringsarealer og kørebane samt den ønskede hastighedsadfærd. Denne vurdering deles af trafiksikkerhedsrevisoren og projektets rådgiver. På den baggrund er det Administrationens faglige anbefaling, at den projekterede løsning med brosten fastholdes.
Hvis udvalget beslutter at ændre belægningen til asfalt, ændres de trafiksikkerhedsmæssige forudsætninger for den planlagte 40 km/t-zone. Uagtet dette anbefaler Administrationen, at hastighedszonen fastholdes.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
En ændring af belægningen i parkeringslommerne fra brosten til asfalt forventes skønsmæssigt at medføre en samlet merudgift på ca. 20.000-40.000 kr. Besluttes ændringen, vil udgiften kunne holdes indenfor projektets samlede økonomiske ramme.
Videre proces
Da det er Natur-, teknik- og miljøudvalget, der har godkendt det oprindelige projekt, forelægges sagen til beslutning i udvalget. Afgørelsen kan træffes ved cirkulation blandt udvalgets medlemmer, hvis ingen medlemmer protesterer mod afgørelsesformen. Denne fremgangsmåde vælges grundet sagens hastende karakter, hvilket betyder, at sagen ikke kan afvente næste ordinære udvalgsmøde.
Hvis det besluttes at ændre belægningen fra brosten til asfalt, tilpasses projekt- og udførelsesgrundlaget i overensstemmelse med beslutningen. Administrationen aftaler herefter den konkrete udførelse og den videre proces med rådgiver og entreprenør.
Rønde Handel og Erhverv orienteres direkte om beslutningen. Beslutningen offentliggøres desuden via kommunens sædvanlige informationskanaler.
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommunevejene, jf. vejlovens § 7. Det følger af vejlovens § 8, stk. 1 og 2, at vejmyndigheden har ansvaret for at holde de offentlige veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver, og at vejmyndigheden bestemmer, hvilke arbejder der skal udføres på vejene.
Indstilling
Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Natur-, teknik og miljøudvalget at beslutte enten at
1) belægningen i parkeringslommerne i den øvre del af Rønde Hovedgade udføres med brosten som projekteret eller
2) belægningen i parkeringslommerne i den øvre del af Rønde Hovedgade ændres fra brosten til asfalt.
Beslutning
Natur-, teknik- og miljøudvalget besluttede at godkende model 2.
Et mindretal bestående af Jesper Yde Knudsen (Ø) kunne ikke godkende beslutningen, idet han ønskede at gå med model 1.
Kilde: Syddjurs Kommune, Natur-, teknik- og miljøudvalget, referat fra mødet fredag 16. oktober 2026, punkt 175. Læs den originale sag hos kommunen.