På dagsordenen 10. november, Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs
Præsentation af PGU Rosenholm
I forbindelse med Social- og beskæftigelsesudvalgets besøg hos PGU Rosenholm får udvalget præsenteret en beskrivelse af PGU Rosenholm og en opgørelse over, hvor mange unge i Syddjurs Kommune, der modtager et tilbud dér.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på syddjurs.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Om PGU Rosenholm
PGU er for unge i alderen 17-30 år, som har særlige behov, der er begrundet i boglige-, indlærings- og funktionsmæssige udfordringer. PGU Rosenholm tilbyder individuelle tilrettelagte uddannelsesforløb både som Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) og som forløb under Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB). PGU Rosenholm tilbyder derudover også botilbud i bofællesskaber med forskellige former for støtte.
PGU Rosenholm er en almennyttig fond med fondsgaranti stillet af Syddjurs Kommune.
Uddannelse og beskæftigelse
PGU Rosenholm arbejder med, at den unge skal tilegne sig praktiske færdigheder frem for teoretiske og boglige færdigheder. Det gør de blandt andet gennem følgende værksteder:
• Kreativt værksted, hvor de unge kan arbejde med glas, keramik og særlige printere.
• Træværksted, hvor der blandt andet arbejdes med produktion af mindre artikler, pedelopgaver og større elementer som pavilloner og udekøkkener.
• Økologisk gartneri, hvor der blandt andet arbejdes med blomster, grøntsager, salg i butik samt vedligeholdelse af udendørs anlæg.
• Medie, hvor der blandt andet arbejdes med illustration, grafisk opsætning, grafiske programmer, udvikling af hjemmesider og app’s samt tekniske og praktiske opgaver forbundet hermed.
• Service og turisme, som foregår på Danhostel Rønde. Her arbejdes der blandt andet med rengøring og vedligehold indendørs og udendørs, køkkenmedhjælp, servicering og information om lokalområdet til gæster.
• Kantinen i Syddjurs Kommunes administrationsbygning i Hornslet, hvor der arbejdes med madlavning, servicering af kunder samt opvask og rengøring.
Ud over de ovenfor nævnte værksteder arbejder PGU også med at etablere praktikker i private og offentlige virksomheder, så den unge får mulighed for at afprøve forskellige fagområder og arbejdspladser.
PGU Rosenholm er derudover en del af projektet Joballiancen, som er et samarbejde mellem virksomheder, kommuner og STU-uddannelser, her mellem PGU Rosenholm, Syddjurs Kommune og virksomheder. Formålet med Joballiancen er at hjælpe unge med særlige behov med at komme fra uddannelse til job eller videreuddannelse gennem praktik, virksomhedsforløb og tætte partnerskaber med virksomheder.
PGU Rosenholm indgår derudover i et projekt med foreningsfællesskabet Ligeværd og uddannelsesinstitutionen Learnmark Horsens. Baggrunden for projektet er, at mange unge efter STU ønsker et arbejde og blive en del af et fællesskab, men samtidig oplever usikkerhed i mødet med arbejdsmarkedet. Projektet skal udvikle og afprøve en model, hvor Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU-forløb) gradvist integreres i STU-undervisningen.
Målet med den samlede indsats i PGU Rosenholm er, at den unge efter endt forløb på PGU vil være arbejdsmarkedsafklaret og har udviklet kompetencer til at kunne begå sig på arbejdsmarkedet, eventuelt i en form for beskyttet beskæftigelse, eller har opnået en udvikling, som kan føre til videre uddannelse og beskæftigelse.
Botilbud
PGU Rosenholm har syv bofællesskaber/huse, hvor den unge har sit eget værelse og deles om fællesarealerne. Der er plads til 5-7 unge i hvert hus. Hver eftermiddag er der vejledning i husene, som varetages af faste vejledere. I vejledningstiden arbejdes der med at udvikle de unges personlige, sociale og praktiske kompetencer. Der er forskel på omfanget af støtte og personale i de forskellige huse, alt efter de unges behov. I bofællesskaberne arbejder PGU Rosenholm med at udvikle de unges personlige, sociale og praktiske kompetencer. Målet er, at den unge efter endt forløb har udviklet så mange kompetencer, at den unge kan leve et så selvstændigt liv som muligt i egen bolig eller i et botilbud.
Antal unge i PGU Rosenholm
I 2026 per 10. oktober har i alt 11 borgere fra Syddjurs Kommune været i forskellige tilbud på PGU Rosenholm:
• Fem borgere i STU-forløb og heraf tre i botilbud og en enkelt har modtaget mestringsvejledning.
• Seks borgere har været i tilbuddet Joballiancen på PGU Rosenholm.
Derudover arbejder PGU Rosenholm med unge fra andre kommuner end Syddjurs Kommune herunder seks borgere, hvor borgerne er placeret dér af Århus Kommune og har et ressourceforløb (længere afklaringsforløb), hvor opfølgningen på ressourceforløbet varetages af Syddjurs Kommune. De er omfattet af mellemkommunal refusion fra Århus Kommune. Hvor mange borgere det derudover drejer sig om, har Syddjurs Kommune ikke adgang til data om, da det er et forhold mellem den pågældende kommune og PGU Rosenholm.
Forstanderen på PGU Rosenholm deltager under punktets behandling.
Vurdering
Det er Administrationens vurdering, at indsatsen i PGU Rosenholm understøtter realiseringen af tema 4 om kultur, fællesskaber og velfærd i Byrådets Vision og udviklingsstrategi 2022-2034. Indsatsen bidrager derudover til realiseringen af de tre fokusområder unge, helhedsorienterede indsatser og fællesskaber i Social- og beskæftigelsespolitikken 2023-2026. I forhold til fokusområdet Unge indeholder politikken blandt andet en ambition om, at unge vælger en erhvervsuddannelse.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Administrationens indstilling har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Lovgrundlag
Lovbekendtgørelse nummer 67 af 22.01.2024 ”Lov om social service” §§ 85 og 107
Lovbekendtgørelse nummer 83 af 25.01.2024 ”Barnets lov” § 43
Lovbekendtgørelse nummer 1077 af 11.08.2023 ”Lov om særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse”
Lovbekendtgørelse nr. 280 af 1. marts 2024. ”Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats”
Indstilling
Direktøren for Job og Velfærd indstiller til Social- og beskæftigelsesudvalget at tage orienteringen om PGU Rosenholm til efterretning.
Kilde: Syddjurs Kommune, Social- og beskæftigelsesudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 100. Læs den originale sag hos kommunen.