På dagsordenen 10. november, Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs
Budget 2027 - Takstblad
Det er et krav i styrelsesloven, at Byrådet skal vedtage en række takster forud for det kommende år. På baggrund af det vedtagne budget for 2027 forelægges med denne sag takster for 2027. Sagen behandles i alle fagudvalg forinden behandling i Økonomiudvalg og godkendelse i Byrådet.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Taksterne behandles i alle fagudvalg og Økonomiudvalget inden de sendes til godkendelse i Byrådet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på syddjurs.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagens indhold
I forbindelse med budgetlægningen skal der udarbejdes et takstblad, der som udgangspunkt skal indeholde en oversigt over takster omfattet af § 41a i Styrelsesloven.
Takstbladet for 2027 er udarbejdet med afsæt i tidligere års praksis, hvor der hovedsageligt kun er medtaget takster, der lovgivningsmæssigt er krav om at medtage. For de fleste takster er der små ændringer i forhold til taksterne for 2026. Nogle af de lovbestemte takster for 2027 er endnu ikke medtaget og fremgår derfor ikke af takstbladet. Det skyldes, at de endnu ikke er offentliggjort. Det gælder blandt andet takster for folkeregisteroplysninger, sundhedskort og omsorgstandpleje.
Nedenfor fremhæves enkelte takster, hvor stigningen er højere eller lavere end de generelle prisfremskrivninger, hvor taksterne er nye eller udgår samt hvor der er ændring i sammensætningen af taksterne m.v.
• Forældrebetalingen for en plads i et dagtilbud er fra 1. april 2026 nedsat fra 25,0 procent til 21,3 procent.
• Med Budget 2027 blev det besluttet, at der ikke opkræves forældrebetaling for dagtilbud, SFO og juniorklub i juli måned. Den samlede årlige forældrebetaling fordeles derfor på årets øvrige 11 måneder.
• Fra 2027 forventes reglerne om minimumsnormeringer også at omfatte børn i tidlig SFO. På den baggrund blev det med Budget 2027 besluttet, at både forældrebetalingen og den interne takst for tidlig SFO fastsættes svarende til taksten for et børnehavebarn.
• På Kulturskolen ændres en række takster for musikundervisningen, så der afregnes pr. gang for at skabe mere fleksible forløb. Prisen pr. gang er den samme som i 2026 tillagt pris- og lønfremskrivningen.
• Timepris for Miljøtilsyn har ikke tidligere været medtaget i takstbladet, men har været oplyst på kommunens hjemmeside. Prisen indgår nu i takstbladet sammen med taksterne for affaldstilsyn med videre.
• Taksterne for rottebekæmpelse falder i forhold til 2026 taksten. Faldet skyldes, at der i 2026 var indregnet en merudgift fra året før. Ordningen er omfattet af ”hvile-i-sig-selv-princippet”, hvor udgifter og indtægter skal balancere over tid.
• Byrådet har med Budget 2027 besluttet at anvende vaskeservietter fremfor skumklude på kommunens plejehjem, da anvendelsen af servietterne frigør medarbejdertid. Skumklude betales i dag af borgeren selv via taksten for rengørings- og toiletartikler. Da vaskeservietterne er dyrere end skumklude stiger taksten fra 150 kr. til 224 kr. pr. måned inklusive prisfremskrivning.
• Byrådet har med Budget 2027 besluttet, at flere typer af kultur- og eventarrangører, som i dag kan annoncere gratis på kommunens pyloner, skal betale for anvendelse af pyloner for at dække kommunens drifts- og administrationsomkostninger, som overstiger indtægterne fra kommercielle aktører. Ligeledes skal der tages en betaling for at annoncere i kommunens sommerferiefolder. De endelige takster og principper for annoncering på pylonerne og i sommerferiefolderen skal drøftes af Kultur- Fritid- og Landdistriktsudvalget i en særskilt sag før, at de forelægges Byrådet til beslutning. Sagen forventes forelagt udvalget i februar 2027.
• Taksterne til afregning af madservice, private leverandører til hjemmehjælp og døgntakst for kost i plejeboliger med videre under ældreområdet er ikke færdigberegnet. De vil blive forelagt Byrådet til godkendelse i en særskilt sag i december 2026.
Administrativ vurdering
Administrationen vurderer, at niveauet for taksterne svarer til kommunens hidtidige praksis samt de lovgivningsmæssige regler.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Opkrævning af takster og gebyrer er en forudsætning for indtægter, der indgår i Budget 2027.
Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Taksterne behandles i alle fagudvalg og Økonomiudvalget inden de sendes til godkendelse i Byrådet.
Lovgrundlag
§ 41a i Styrelsesloven
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller til Byrådet via fagudvalgene og Økonomiudvalget at godkende takstbladet.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Social- og beskæftigelsesudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 102. Læs den originale sag hos kommunen.