Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

På dagsordenen 10. november, Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs

Status på arbejdet med anbefalingerne i analysen af den socialfaglige kvalitet på socialområdet

Administrationen har udarbejdet en status på arbejdet med handleplanen for de anbefalinger, som indgik i analysen af den socialfaglige kvalitet på socialområdet. Status på arbejdet med handleplanen fremsendes til Social- og beskæftigelsesudvalgets orientering.

Kort fortalt

Hvem
Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 10. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Næste skridt
Social- og beskæftigelsesudvalget modtager næste status på arbejdet med handleplanen i juni og november 2027.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på syddjurs.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Social- og beskæftigelsesudvalget behandlede på udvalgsmødet den 9. juni 2026 Administrationens analyse af udgiftsudviklingen på socialområdet (punkt 64). Sagsfremstillingen omfattede også en analyse af den socialfaglige praksis på socialområdet. Analysen konkluderede, at kvaliteten af sagsbehandlingen på socialområdet i Syddjurs Kommune er højere end det niveau, der ses i andre kommuner. Analysen indeholdt dog også en række anbefalinger til, hvordan den faglige styring på området kunne styrkes. Med afsæt i de i alt 15 anbefalinger udarbejdede Administrationen en handleplan for arbejdet med den socialfaglige kvalitet på socialområdet. De 15 anbefalinger er inddelt i følgende fire overordnede temaer:

• Tværgående anbefalinger for indsatsområder

• Anbefalinger målrettet midlertidige botilbud

• Anbefalinger målrettet botilbudslignende tilbud og længerevarende botilbud

• Anbefalinger målrettet ordninger vedrørende Borgerstyret personlig assistance (BPA).

Status på handleplanen

Status på arbejdet med de enkelte anbefalinger fremgår af vedlagte bilag.

I arbejdet med anbefalingerne har det vist sig, at handlingerne for de 15 anbefalinger hænger sammen og i flere tilfælde er overlappende. Administrationen har nedenfor opsummeret status på arbejdet på tværs af de 15 anbefalinger. Status for hver enkelt anbefaling kan ses i vedlagte bilag. Administrationen foreslår, at status på arbejdet med anbefalingerne i handleplanen fremover derfor struktureres ud fra de to temaer, som fremgår nedenfor.

Kompetenceudvikling og justering af praksis

Analysen anbefaler et fokus på en forbedret dokumentationspraksis i de socialfaglige vurderinger, som ligger til grund for udredning af borgerne. På baggrund af anbefalingerne er der iværksat intern kompetenceudvikling i Socialcentret. Der er fokus på at udvikle og ensarte den faglige metode blandt medarbejderne med henblik på at styrke den skriftlige dokumentationspraksis. Dette indebærer fokus på rådgivernes skriftlige socialfaglige vurderinger af eksempelvis modtaget dokumentation og døgnrytmeskemaer fra borgernes botilbud. Kompetenceudviklingen finder sted på faste faglige møder internt i Socialcentret men også i den faglige koordinators individuelle sparring med den enkelte rådgiver. Konkret udvikles den fælles praksis ved at dele gode eksempler på konkret sagsbehandling og ny viden, eksempelvis fra faglige netværk og Ankestyrelsen. Herudover indgår anbefalingerne også i den løbende disponering af kompetenceudviklingsmidler til Socialcentrets medarbejdere. Fokus er både på faglig dokumentationspraksis og sammenhængen mellem bestilling, indsats og takst.

Genvurdering af botilbudssager og opfølgning på BPA-ordninger

Administrationen har i 3. kvartal 2026 udarbejdet en plan for genvurdering af alle sager på botilbudsområdet og BPA-ordningerne. Hvor planen, der blev skitseret på udvalgsmødet den 9. juni 2026 var tilrettelagt som en paragrafvis gennemgang, tilrettelægger Administrationen nu planen for genvurderingen af den enkelte rådgivers botilbudssager ud fra en konkret og individuel vurdering af forholdene i den enkelte borgers sag. Planen for den enkelte rådgivers sager kan gå på tværs af både midlertidige botilbud, længerevarende botilbud og botilbudslignende tilbud. Planen opdateres årligt i 4. kvartal eller når der løbende vurderes behov for at ændre prioriteringen af sagernes rækkefølge. Her kan sagens kompleksitet, økonomiske omfang og andre forhold medføre en ændret prioritering af de enkelte sager.

For BPA-ordningerne tilrettelægger Administrationen den årlige opfølgning på borgernes støtteudmåling med udgangspunkt i anbefalingerne fra BDO. Det vil blandt andet indebære inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer og registrering af støttebehov via døgnrytmeskemaer. Hvis der i forbindelse med opfølgningerne på BPA-ordningerne identificeres forhold, som giver anledning til at foretage en samlet genvurdering af en konkret sag, vil dette blive indarbejdet i den løbende prioritering af genvurderingerne.

Aktuelt forventer Administrationen, at genvurderingen af alle botilbudssager er gennemført ved udgangen af 3. kvartal 2030. Løbende beslutninger om at foretage genvurdering af konkrete BPA-ordninger vil blive indarbejdet i tidsplanen. Administrationen tilrettelægger opfølgningerne på BPA-ordningerne fra 2027 og frem, så de inddrager de redskaber, som BDO anbefaler. Tidsplanen er lavet ud fra en gennemsnitsbetragtning af, hvor lang tid det tager at genvurdere sager på botilbudsområdet. Administrationen følger løbende fremdriften.

Centerleder for Socialcentret deltager under drøftelsen af punktet.

Vurdering

For så vidt angår kompetenceudviklingen og justering af praksis vurderer Administrationen, at der er behov for at styrke de interne faglige dialoger om blandt andet den skriftlige dokumentationspraksis for at sikre en ensartet praksis på tværs af Socialcentret. Dette er i tråd med analysens konklusion om, at der er høj kvalitet i sagsbehandlingen, men at der også er et forbedringspotentiale i forhold til skriftligheden i de socialfaglige vurderinger. Administrationen vurderer, at den nuværende plan for at arbejde med anbefalingerne i forhold til kompetenceudvikling og justering af praksis forløber planmæssigt.

Genvurderingen af botilbudssagerne og opfølgningen på BPA-ordningerne gennemføres i overensstemmelse med principperne for Borgeren ved roret, så borgerens egne håb, ønsker og drømme for fremtiden er inddraget i processen.

For så vidt angår genvurderingen af botilbudssagerne er der tale om en væsentlig opgave af stort ressourcemæssigt omfang. Genvurderingen af botilbudssagerne kan blive forsinket af eksempelvis vakante stillinger, manglende rettidig dokumentation fra botilbuddene, forlænget tid til samarbejde med borgere og konkrete beslutninger om at foretage genvurderinger af BPA-ordninger.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser. Administrationen vil forud for Budget 2028 udarbejde et estimat på det økonomiske potentiale af arbejdet med anbefalingerne i handleplanen.

Videre proces

Social- og beskæftigelsesudvalget modtager næste status på arbejdet med handleplanen i juni og november 2027. Til mødet i juni 2027 udarbejder Administrationen et estimat af den økonomiske effekt af arbejdet med anbefalingerne i analysen af den socialfaglige kvalitet på socialområdet, som kan indgå i materialet til Budget 2028.

Indstilling

Direktøren for Job og Velfærd indstiller til Social- og beskæftigelsesudvalget, at:

1) tage status på arbejdet med handleplanen til efterretning, og

2) godkende, at status på arbejdet med anbefalingerne i handleplanen fremover struktureres ud fra de to temaer, som fremgår i sagsfremstillingen.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Social- og beskæftigelsesudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 105. Læs den originale sag hos kommunen.