På dagsordenen 10. november, Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs
Status på den overordnede udvikling på beskæftigelsesområdet
Social- og beskæftigelsesudvalget får to gange årligt en status på den overordnede udvikling på beskæftigelsesområdet i Syddjurs Kommune samt en status på udvalgt ny lovgivning.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og beskæftigelsesudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Social- og beskæftigelsesudvalget vil modtage en tilsvarende status på den overordnede udvikling på beskæftigelsesområdet næste gang på udvalgsmødet i maj 2027.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på syddjurs.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Ledighedsudviklingen til og med august 2026
Fra juni 2025 til august 2026 har der været en stigning i antallet af ledige i Syddjurs Kommune, som blandt andet skyldes en stigning i antallet af flygtninge fra Ukraine. Der har også været en stigning i antallet af ledige fra 2025 til 2026 i Østjylland og på landsplan. Ledigheden i Syddjurs Kommune ligger fortsat på et lavere niveau end på landsplan og i Østjylland.
Andelen af helårspersoner på sygedagpenge i procent af arbejdsstyrken i Syddjurs Kommune er højere end på landsplan men er faldet 0,3 procentpoint fra 2. kvartal 2025 til 2. kvartal 2026. På landsplan var andelen stabil i samme periode.
I det vedhæftede bilag uddybes udviklingen på beskæftigelsesområdet med udgangspunkt i den samlede ledighedsudvikling i Syddjurs Kommune sammenlignet med udviklingen på landsplan og i Østjylland samt udviklingen på ydelserne dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp. Disse ydelsesområder er udvalgt, fordi de i forhold til størrelsen af budgettet og antallet af borgere i målgruppen er de største ydelsesområder af de midlertidige ydelser.
Det vedlagte bilag 1 indeholder data for:
• Ledighedsudviklingen samlet set
• Antal fuldtidsledige i Syddjurs Kommune
• Fuldtidsledige i procent af arbejdsstyrken
• Udviklingen på udvalgte ydelser
• Dagpenge
• Sygedagpenge
• Kontanthjælp
• Udvikling i antallet af sager fordelt på målgrupper (a-dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, ressourceforløb, ledighedsydelse, fleksjob, førtidspension og seniorpension)
Status på ny lovgivning
Social- og beskæftigelsesudvalget fik på udvalgsmødet den 12. maj 2026 (punkt 49) en præsentation af første fase af de ændringer på beskæftigelsesområdet, som trådte i kraft den 1. januar 2026, 1. februar 2026 og 1. juli 2026. Anden fase af beskæftigelsesreformen består af tre lovforslag, som alle er fremsat i Folketinget den 8. oktober 2026 og førstebehandlet den 5. november 2026. Lovforslagene forventes at træde i kraft 1. januar 2027. Anden fase indeholder en ny hovedlov samt ændringer på sygedagpengeområdet og sanktionsområdet. Det er blandt andet:
• Fem nye målgrupper i beskæftigelsesindsatsen: 1) dagpengemodtagere, 2) jobparate kontanthjælpsmodtagere og ledighedsydelsesmodtagere, 3) aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, 4) sygedagpengemodtagere og 5) ledige selvforsørgende, førtidspensionister og unge under 18 år med behov for en beskæftigelsesrettet indsats.
• Afskaffelse af jobafklaringsforløb: Der indføres en ny reduceret sygedagpengeindsats til borgere, som ikke har ret til at få forlænget sygedagpengeperioden på den høje sats efter at have modtaget sygedagpenge eller refusion til arbejdsgiver i 22 uger inden for 9 måneder. Den reducerede sygedagpengesats forventes at svare til 75 procent af borgens hidtidige sats. Ordningen med jobafklaringsforløb udfases løbende, så borgere, som ved lovens ikrafttræden, allerede er i et jobafklaringsforløb, fortsætter i det, indtil jobafklaringsforløbet udløber efter senest to års varighed.
• Årlig afklaring for borgere længere væk fra arbejdsmarkedet: Kommunen skal en gang om året tage stilling til, om borgeren er på den rette ydelse og får den rette indsats. Kommunen skal blandt andet vurdere, om der er behov for en tværfaglig indsats og behov for at indhente lægelige oplysninger. Afklaringen skal bidrage til at understøtte, at borgerens sag er i tilstrækkelig fremdrift, og at ingen borgere bliver glemt. Ordningen omfatter aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Det er op til den enkelte kommune at fastsætte rammerne for afklaringen.
• Mulighed for at fritage aktivitetsparate borgere fra indsats og samtaler i kortere perioder: Borgere, som har komplekse problemer eksempelvis i form af hjemløshed, misbrug, børn i mistrivsel, og som har væsentlige udfordringer ved at deltage i og få udbytte af en beskæftigelsesrettet indsats og samtaler, kan fritages herfor i op til seks måneder. Det er op til kommunen at vurdere, hvilke personer, der ud fra en konkret og individuel vurdering, skal omfattes af fritagelsen.
• Initiativer, som sikrer et værdigt sanktionssystem i balance: Borgere længere væk fra arbejdsmarkedet skal som udgangspunkt ikke sanktioneres. Samarbejdet mellem borgeren og kommunen skal baseres på tillid, og sanktionsreglerne skal kun bringes i spil, når sagsbehandleren vurderer, at tilliden er brudt.
Helhedsvurdering
Den 1. juli 2026 trådte reglerne om fri organisering af den tværfaglige indsats og afskaffelse af krav om rehabiliteringsteams i kraft. Kommunen kan nu træffe afgørelse i sager om fleksjob og førtidspension uden, at borgerens sag skal forelægges for et rehabiliteringsteam. Der er dog fortsat krav om, at kommunen skal benytte sundhedsfaglig rådgivning fra regionen forud for afgørelserne i sagerne.
Syddjurs Kommune har sammen med de øvrige kommuner i regionen indgået en ny samarbejdsaftale med Region Midtjylland. Aftalen indeholder forskellige modeller for den sundhedsfaglige rådgivning herunder fortsat mulighed for afholdelse af fysiske møder i Ebeltoft mellem borgeren, sagsbehandleren og sundhedskoordinatoren fra regionen. Derudover er der mulighed for telefonisk kontakt mellem borgeren og sundhedskoordinatoren eller et virtuelt møde mellem borgeren, sagsbehandleren og sundhedskoordinatoren. Endelig kan der ydes sundhedsfaglig rådgivning på baggrund af sagsakter uden direkte dialog med borgeren. Opstarten af de nye måder at benytte sundhedsfaglig rådgivning har været udfordret af, at de digitale systemer, som skal understøtte den telefoniske og digitale rådgivning, først er på plads ultimo oktober 2026. Der har derfor alene være afholdt fysiske møder med deltagelse af borgeren og sundhedskoordinatoren samt ydet sundhedsfaglig rådgivning uden direkte dialog med borgeren.
JobSyddjurs har udarbejdet nye sagsgange for samarbejdet med borgerne og de sagsskridt, der skal foretages, når det skal vurderes, om borgeren skal visiteres til fleksjob og førtidspension. JobSyddjurs har i udarbejdelsen af sagsgangene haft fokus på samarbejdet med borgeren, kortest mulige ventetid for borgeren på behandling af sagerne, faglig understøttelse af medarbejderne samt kvalificering af sagerne. Forventningen er, at arbejdsgangen er fuldt implementeret og optimeret primo 2027 med en ventetid på højst halvanden måneds sagsbehandlingstid fra sagens dokumentation er samlet og sundhedsfaglig rådgivning er foretaget, til at borgeren modtager indstillingen i sin sag.
Forlængelse af særloven samt indførsel af arbejdspligt for ukrainske flygtninge
Særloven om midlertidige opholdstilladelser til personer, som er fordrevet fra Ukraine, udløber den 17. marts 2027. Den 1. oktober 2026 trådte en ny bekendtgørelse i kraft, som forlænger perioden for opholdstilladelserne til den 17. marts 2028.
Den 28. august 2026 blev reglerne for at opnå opholdstilladelse i Danmark efter Ukrainesærloven skærpet. Skærpelsen gælder for mænd, som efter ukrainsk lovgivning er omfattet af reglerne om mobilisering, og som ikke er fritaget for militærtjeneste. Denne målgruppe vil fremover ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark efter særloven. Ønsker flygtningen stadig at søge om opholdstilladelse, skal det ske efter de almindelige regler om asyl. På nuværende tidspunkt omfatter mobiliseringsreglerne i Ukraine mænd i alderen 23 – 60 år.
Den 8. oktober 2026 har Regeringen fremsat et lovforslag i Folketinget, som blandt andet omhandler begrænsning af opholdstilladelser til flygtninge fra mindre krigsramte områder i Ukraine. Ændringerne har til formål at justere reglerne, så de bedre afspejler den aktuelle situation i Ukraine samt imødekommer nogle af de udfordringer, der opleves i flere kommuner med blandt andet boligplacering. Lovforslaget indeholder også en ændring om, at ukrainske flygtninge fremover skal omfattes af arbejdspligten, som de indtil nu har været undtaget fra. Det vil betyde, at de ukrainske flygtninge, som modtager kontanthjælp, fremover som udgangspunkt skal deltage i 37 timers indsats om ugen. Ud af de 37 timer kan op til 15 timer i gennemsnit om ugen bestå af danskundervisning. Indsatsen skal tilrettelægges med henblik på, at den enkelte flygtning kommer tættere på ordinær beskæftigelse, og tilrettelæggelsen skal ske under hensyn til flygtningens helbredsmæssige situation. Loven forventes at træde i kraft 1. januar 2027. Der vil være en implementeringsperiode, så de ukrainske flygtninge skal være påbegyndt indsatsen i arbejdspligten senest den 1. maj 2027.
Den 1. oktober 2026 er der indført et nyt tillæg på 50.000 kr. til repatrieringsstøtte efter repatrieringsloven. Repatrieringsstøtte er hjælp til permanent tilbagevenden til hjemlandet eller et land med nær tilknytning. Støtten kan ydes til personer omfattet af repatrieringsordningen og gælder således ikke kun flygtninge fra Ukraine. Tillægget på 50.000 kr. skal omfatte nye og igangværende ansøgninger i perioden 1. oktober 2026 til og med 31. maj 2027. Syddjurs Kommune har de senest 12 måneder behandlet ansøgninger om repatrieringsstøtte fra 16 personer, som både var enlige og familier.
Vurdering
Administrationen vurderer, at der er behov for en særlig opmærksomhed på at nedbringe antallet af borgere på kontanthjælp og sygedagpenge. Derudover er der behov for en opmærksomhed på, hvad ændringerne for opfølgning på sygemeldte fra et job betyder for længden af sygefraværet herunder hvilken form for understøttelse, arbejdsgiverne har behov for fremadrettet. Med budgetaftalen om Budget 2026 blev det besluttet, at der i slutningen af 2027 skal udarbejdes en analyse af de lokale effekter af beskæftigelsesreformen. Denne analyse vil blandt andet indeholde en gennemgang af effekterne for områderne kontanthjælp og sygedagpenge.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Administrations indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Social- og beskæftigelsesudvalget vil modtage en tilsvarende status på den overordnede udvikling på beskæftigelsesområdet næste gang på udvalgsmødet i maj 2027.
Indstilling
Direktøren for Job og Velfærd indstiller til Social- og beskæftigelsesudvalget at tage orienteringen om den overordnede udvikling på beskæftigelsesområdet til efterretning.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Social- og beskæftigelsesudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 106. Læs den originale sag hos kommunen.