Spring til indholdet
Vejle
Skift kommune
KøbenhavnVejleAlle kommuner

På dagsordenen 3. november, Teknisk Udvalg, Vejle

Betalingsparkering på handicappladser

Der opleves flere steder i Vejle høj belægning og begrænset udskiftning på handicapparkeringspladserne. Indførelse af betaling på pladserne vurderes at kunne øge udskiftningen og dermed forbedre adgangen til de parkeringspladser, der er reserveret til borgere med handicap.

Trafik og cyklerDet sociale

Kort fortalt

Hvem
Teknisk Udvalg, Vejle Kommune
Hvornår
Tirsdag 3. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på vejle.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

De senere år er antallet af henvendelser om, at handicapparkeringspladser i Vejle ofte er
optaget steget. Samtidig opleves der på flere af pladserne lav udskiftning, blandt andet fordi
handicapparkeringskort, som udgangspunkt, giver mulighed for gratis og tidsubegrænset
parkering på vores kommunes betalingspladser.
I dag gælder særlige parkeringsvilkår for indehavere af handicapparkeringskort. På pladser
med tidsbegrænset parkering (på 1, 2 eller 3 timer) kan der som udgangspunkt parkeres uden
tidsbegrænsning. I områder med betalingsparkering kan indehavere af handicapparkeringskort
parkere uden betaling. Disse særlige vilkår bidrager til den begrænsede udskiftning, som
opleves på nogle handicapparkeringspladser.
Baggrunden for betalingsfri parkering på handicapparkeringspladser var oprindeligt, at betaling
skete kontant/med mønter og man som parkant skulle bevæge sig fra bilen hen til
betalingsautomaten, hvilket kunne være udfordrende for en handicappet med gangbesvær.
Sagen har været forelagt Handicaprådet til høring på rådets møde den 4. juni 2026.
Handicapparkeringspladserne er reserveret til borgere, som på grund af en varig
funktionsnedsættelse har et særligt behov for at kunne parkere tæt på deres destination. Det
gælder blandt andet borgere med begrænset gangdistance og brugere af større handicapbiler,
som har behov for ekstra plads til eksempelvis lift eller fuld åbning af bildøre.
Når en handicapparkeringsplads benyttes i længere tid, reduceres muligheden for, at andre
borgere med handicap kan anvende pladsen. Selv om selve antallet af
handicapparkeringspladser i sagens natur har betydning, handler tilgængeligheden også om
flowet, med andre ord, hvor ofte de eksisterende pladser bliver ledige.
Indførelse af betaling på handicapparkeringspladser i områder med betalingsparkering kan
underbygge, at parkeringen begrænses til kun at foregå i den periode, hvor pågældende har et
reelt og konkret behov. Det vurderes at dette vil føre til kortere parkeringer og større
udskiftning på pladserne. Dermed vil flowet/udskiftningen på p-pladserne være større og flere
borgere med handicap kunne få adgang til de parkeringspladser, der er placeret tæt på
centrale funktioner og reserveret til netop deres behov.
Formålet med betaling er således ikke at begrænse adgangen til handicapparkering, men
derimod at understøtte en bredere tilgængelighed for borgere med handicap og dermed en
mere effektiv og hensigtsmæssig anvendelse af de eksisterende pladser. En større udskiftning
vil således forbedre den reelle tilgængelighed, fordi sandsynligheden for at finde en ledig
handicapparkeringsplads øges. Betaling på handicapparkeringspladser vil samtidig medføre, at
parkeringsvilkårene harmoniseres med de øvrige betalingsparkeringspladser i kommunen.
Handicaprådet har i deres høringssvar peget på, at betaling kan udgøre en merudgift for

personer med handicap. Det fremhæves blandt andet, at nogle indehavere af
handicapparkeringskort ikke kan benytte offentlig transport, og at betaling kan få økonomisk
betydning for eksempelvis pensionister. Handicaprådet gør desuden opmærksom på, at nogle
borgere ikke kan anvende en mobiltelefon eller andre digitale betalingsløsninger.
Ved indførelse af betaling på handicapparkeringspladser skal der sikres betalingsmuligheder
for borgere, som ikke har adgang til eller kan anvende digitale løsninger. Ordningen skal derfor
tilrettelægges, så borgere uden smartphone, betalingsapp eller de nødvendige digitale
kompetencer fortsat har mulighed for at benytte handicapparkeringspladserne på lige vilkår.
Samlet set vurderes betaling at kunne bidrage til:
større udskiftning på handicapparkeringspladserne
bedre adgang til de reserverede pladser for flere borgere med handicap
kortere parkeringer på pladser med høj efterspørgsel
en mere effektiv udnyttelse af de eksisterende handicapparkeringspladser
harmonisering af parkeringsvilkårene.

Økonomi

Det vurderes ikke, at indførelse af betaling på handicapparkeringspladser vil medføre
væsentlige merindtægter for kommunen.
Formålet med ordningen er primært at øge udskiftningen på
handicapparkeringspladserne og dermed forbedre tilgængeligheden for borgere med
handicap.

Klima og resiliensvurdering
Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb
Sagen skal behandles af Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.

Indstilling

TEKNIK- OG MILJØDIREKTØREN INDSTILLER,
at udvalget overfor Økonomi- & Erhvervsudvalget og byrådet anbefaler, at der indføres
betaling på kommunale parkeringspladser og handicapparkeringspladser i områder med
betalingsparkering, alt med henblik på at skabe større flow (udskiftning) og forbedre
tilgængeligheden for flere borgere med handicap, og
at §3 i parkeringsbekendtgørelsen for Vejle Kommune ophæves, og
at udvalget overfor Økonomi- & Erhvervsudvalget og byrådet anbefaler, at takster for
handicapparkering fastsættes på samme niveau som de takster, der gælder for
kommunens øvrige betalingsparkeringspladser.

Kilde: Vejle Kommune, Teknisk Udvalg, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.