På dagsordenen 3. november, Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, Vordingborg
Orienteringssag - Kommunale investeringsmidler i Sundhedsråd Østsjælland og øer
Administrationen indstiller, at orienteringen om proces for udmøntning af kommunale investeringsmidler i Sundhedsråd Østsjælland og øer tages til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, Vordingborg Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på vordingborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Som led i sundhedsreformen afsættes der fra 2027 kommunale investeringsmidler, som udmøntes gennem de
nye sundhedsråd. Midlerne skal understøtte udviklingen af nære sundhedsindsatser og andre kommunale
indsatser, der bidrager til sundhedsreformens intentioner. I Sundhedsråd Østsjælland og øer er der igangsat
en proces for at fastlægge en fælles ramme for anvendelsen af midlerne.
Formålet med sagen er at orientere Udvalget for Social, Ældre og Sundhed om processen for udmøntning af
de kommunale investeringsmidler i Sundhedsråd Østsjælland og øer samt om den fælles kommunale
tematiske ramme, der er under udvikling for anvendelsen af midlerne i perioden 2027-2030.
Den tematiske ramme er udarbejdet af kommunerne i fællesskab og drøftet i Sundhedsrådet. Rammen skal
fungere som en overordnet paraply for den kommende udmøntning, samtidig med at der er et ønske om størst
muligt lokalt råderum til at prioritere midlerne efter kommunernes forskellige behov og eksisterende indsatser.
Som bilag til sagen er vedlagt en kort præsentation, der beskriver de kommunale temaer og tilhørende
indsatsområder, som indgår i arbejdet med investeringsmidlerne.
Kommunale investeringsmidler
Sundhedsrådene får fra 2027 ansvar for at udmønte statslige midler til kommunale indsatser. Midlerne skal
understøtte omstillingen til et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen og kan anvendes til
sundhedsindsatser samt tilgrænsende kommunale opgaver. Der er ikke krav om, at midlerne anvendes inden
for en bestemt lovgivning, og de kan således også anvendes til kommunale indsatser efter fx ældreloven,
serviceloven eller barnets lov.
KL anbefaler, at investeringsmidlerne primært anvendes til at styrke og udbygge eksisterende kommunale
indsatser og kapacitet frem for til enkeltstående projekter. Den konkrete anvendelse skal samtidig tilpasses
lokale behov, eksisterende indsatser og kommunernes forskellige forudsætninger.
Kommunerne i Sundhedsråd Østsjælland og øer arbejder med seks overordnede temaer som fælles ramme
for anvendelsen af investeringsmidlerne. Temaerne er den ældre medicinske patient, herunder demens,
borgere med kronisk sygdom, børn og unge med psykisk mistrivsel, voksne med psykisk sygdom samt de
tværgående temaer forebyggelse og civilsamfund samt digitalisering og innovation.
Temaerne er tænkt som langsigtede spor for den kommende udmøntning af midlerne, som indfases frem mod
2030. Det kan være relevant at igangsætte indsatser på nogle områder allerede i 2027, mens andre områder
kan kræve yderligere forberedelse og modning.
Sundhedsrådet har desuden drøftet en mulig model, hvor fordelingen af investeringsmidler mellem
kommunerne i højere grad tager udgangspunkt i kommunernes sygdomsbyrde. Der er endnu ikke truffet
beslutning om fordelingsmodellen.
Temaerne
Et af temaerne er den ældre medicinske patient. Østsjælland og øerne har en høj andel borgere over 80 år, og
målgruppen har ofte flere hospitalsforløb og kommunale kontakter end befolkningen generelt. Indsatserne kan
blandt andet have fokus på borgere med komplekse forløb samt udvikling af kommunale sundhedsfaglige
kompetencer inden for sygepleje og omsorg.
For borgere med kronisk sygdom er fokus blandt andet på at styrke den målrettede opsporing af kronisk
sygdom blandt udsatte borgere i deres nærmiljø.
På børne- og ungeområdet er fokus rettet mod børn og unge med psykisk mistrivsel. Det omfatter blandt andet
udsatte børn, unge og familier samt forebyggende indsatser, herunder Det Lettilgængelige Behandlingstilbud.
For voksne med psykisk sygdom er der blandt andet fokus på at styrke kommunale socialpsykiatriske tilbud,
sociale akuttilbud og afklaringspladser samt den kommunale sygepleje og sundhedsfaglighed i botilbud.
De to tværgående temaer om forebyggelse og civilsamfund samt digitalisering og innovation skal understøtte
udviklingen på tværs af de øvrige temaer.
Økonomi og videre proces
For Sundhedsråd Østsjælland og øer udgør de kommunale investeringsmidler efter de foreliggende
beregninger samlet 41,2 mio. kr. i 2027. Heraf udgør 35,6 mio. kr. frie midler, mens 5,6 mio. kr. er afsat til
kvalitetsstandarder. Midlerne indfases gradvist frem mod 2030. De foreliggende beregninger viser samlet 52,1
mio. kr. i 2028, 69,1 mio. kr. i 2029 og 130,4 mio. kr. i 2030. Beløbene kan ændre sig som følge af den årlige
genberegning.
Beløbene vedrører samlet de ni kommuner i sundhedsrådet, og den konkrete fordeling mellem kommunerne
er endnu ikke besluttet. Sundhedsrådet forventes at træffe beslutning om fordelingen den 23. oktober 2026,
hvorefter der skal indgås aftaler mellem sundhedsrådet og de enkelte kommuner.
Aftalen med Vordingborg Kommune forventes forelagt Kommunalbestyrelsen i december 2026. Herefter vil
den konkrete anvendelse af kommunens andel af investeringsmidlerne blive afklaret.
Indstilling
Administrationen indstiller,
at
orienteringen om proces for udmøntning af kommunale investeringsmidler i Sundhedsråd
Østsjælland og øer tages til efterretning.
Bilag
- Bilag - Oversigt over temaer for kommunale investeringsmidler
Kilde: Vordingborg Kommune, Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.