Besluttet 8. oktober, Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget, Aabenraa
Orientering om praksis for afklaring af arbejdsevne i sygedagpengesager
Jobcenter og Borgerservice indstiller, at orientering om praksis for afklaring af arbejdsevne i sygedagpengesager tages til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget, Aabenraa Kommune
- Hvornår
- Torsdag 8. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Orienteringen taget til efterretning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget har bedt forvaltningen om en beskrivelse af den
generelle praksis for afklaring af arbejdsevnen i sygedagpengesager, herunder hvordan der
tages hensyn til borgerens helbred i forbindelse med arbejdsafprøvning. I nedenstående
beskrives den generelle praksis med et eksempel på de forskellige trin, der kan indgå i et
længere sygedagpengeforløb frem mod afklaring af arbejdsevnen.
De generelle sager på sygedagpenge
De fleste sygedagpengeforløb afsluttes efter få uger. I 2025 havde 4.833 borgere på
sygedagpenge en sag ved jobcenteret. I samme periode var der godt 8.800 afsluttede
sygeforløb, hvoraf 75 % blev afsluttet indenfor 2 uger, og en gennemsnitlig sagsvarighed på
4,5 uger. Alle sygedagpengesager er forskellige og håndteres med udgangspunkt i den enkelte
borgers situation og inden for rammerne af den gældende lovgivning.
Eksempel på et længere sygemeldingsforløb
Når en borger sygemeldes, følger jobcenteret op på borgerens situation og muligheder for at
vende tilbage til arbejdsmarkedet. Der indhentes lægelige oplysninger om helbred, behandling,
funktionsevne og relevante skånehensyn. Oplysningerne indgår sammen med øvrige
oplysninger om blandt andet borgerens faktiske funktionsniveau, hidtidige beskæftigelse og
tidligere indsatser. Er der uoverensstemmelser mellem oplysningerne, kan der være behov for
yderligere belysning. En borgers egen sygdomsopfattelse er ikke nødvendigvis
sammenfaldende med lovens beskrivelse for uarbejdsdygtighed.
Afklaring af arbejdsevnen og lægefaglig rådgivning
Hvis arbejdsevnen er uafklaret, kan der i dialog med borgeren iværksættes en
beskæftigelsesrettet indsats, f.eks. virksomhedspraktik. Forløbet tilrettelægges efter borgerens
funktionsevne og relevante skånehensyn. Vurderingen beror derfor på sagens samlede
oplysninger. Hvis der på baggrund af de helbredsmæssige oplysninger i sagen er tvivl om,
hvorvidt en indsats er helbredsmæssigt forsvarlig, kan der indhentes yderligere lægefaglig
rådgivning fra jobcenterets lægekonsulent eller fra Klinisk Funktion i regionen, som yder
sundhedsfaglig rådgivning til kommunerne på beskæftigelsesområdet.
De lægefaglige vurderinger indgår som en central del af grundlaget for vurderingen af, hvad
borgeren helbredsmæssigt kan deltage i. Herudover indgår oplysninger om borgerens funktion
i hverdagen, herunder hvilke aktiviteter og belastninger borgeren kan håndtere. Jobcenteret
vurderer på baggrund af de samlede oplysninger den videre beskæftigelsesrettede indsats.
Hvis arbejdsafprøvning ikke kan gennemføres
Hvis en arbejdsprøvning ikke kan gennemføres under de aftalte rammer, vurderer jobcenteret i
dialog med borgeren, om forløbet kan tilpasses. Hvis arbejdsprøvningen fortsat ikke kan
gennemføres helbredsmæssigt forsvarligt eller ikke forventes at bidrage med ny viden om
arbejdsevnen, tages der stilling til, om den skal stoppes. Arbejdsevnen kan i stedet belyses på
baggrund af f.eks. tidligere arbejds- og praktikforløb, lægelige oplysninger og beskrivelser af
borgerens funktionsevne.
Samlet vurdering af arbejdsevnen
Jobcenteret foretager løbende en vurdering af arbejdsevnen. I denne forbindelse vurderer
jobcenteret om arbejdsevnen fortsat kan udvikles, eller om den må anses for varigt og
væsentligt nedsat. Hvis der fortsat er realistiske muligheder for at udvikle eller afklare
arbejdsevnen på en helbredsmæssig forsvarlig måde, skal disse som udgangspunkt afprøves
ifølge lovgivningen. Omvendt skal yderligere arbejdsafprøvning ikke gennemføres alene for at
tilvejebringe yderligere dokumentation, hvis den vurderes at være helbredsmæssigt uforsvarlig
eller ikke forventes at bidrage til afklaringen.
Hvis en borger vurderes til at have varig nedsat arbejdsevne, kan borgeren visiteres til fleksjob,
og har borgeren ingen eller meget begrænset arbejdsevne kan borgeren visiteres til en
førtidspension. I sager om førtidspension er det afgørende, om arbejdsevnen er tilstrækkeligt
afklaret, og om der fortsat er mulighed for at udvikle den.
Hvis borgeren ikke vurderes uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, ophører retten til
sygedagpenge, og borgeren raskmeldes. Efter 3 måneders sygemelding sker vurderingen som
udgangspunkt i forhold til det brede arbejdsmarked, og de typer af arbejdsopgaver som
borgeren på baggrund af sin uddannelse og erhvervserfaring vurderes at kunne varetage.
Mulighed for at klage
Hver gang jobcenteret træffer en afgørelse, har borgeren mulighed for at klage over
afgørelsen. Jobcenteret genvurderer herefter sagen. Hvis jobcenteret fastholder afgørelsen,
sendes klagen videre til Ankestyrelsen, som foretager en uafhængig prøvelse af afgørelsen.
Borgeren kan få medhold i sin klage, hvorved jobcenteret må ændre hele eller dele af sin
afgørelse. Hvis jobcenteret får medhold, kan hele eller dele af afgørelsen fastholdes overfor
borgeren.
Sagen afgøres i
Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget.
Indstilling
Jobcenter og Borgerservice indstiller,
at orientering om praksis for afklaring af arbejdsevne i sygedagpengesager tages til
efterretning.
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Dorrit Knudsen (A) deltog ikke i sagens behandling.
Kilde: Aabenraa Kommune, Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet torsdag 8. oktober 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.