Besluttet 29. september, Økonomiudvalget, Albertslund
MNBU/ØU/KB - Beslutning om budget og gebyrer indenfor renovationsområdet til budget 2027
Kommunalbestyrelsen skal godkende budget 2027 samt de tilhørende gebyrer i 2027 for indsamling og håndtering af husholdningsaffald, affald fra kommunale institutioner og dagrenovationslignende erhvervsaffald.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Albertslund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 29. september 2026
- Status
- Besluttet. Tiltrådte indstillingen.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for By, Kultur & Miljø indstiller, 1. at budget 2027 og de tilhørende gebyrer for renovationsområdet godkendes. 2. at mødesagen oversendes til budgetforhandlingerne med henblik på endelig godkendelse.
Sagsfremstilling
Budgettet og gebyrerne for den kommunale affaldsindsamling i 2027 påvirkes af flere forhold. Der er derfor forskel på, om den enkelte husstand i 2027 vil opleve et fald eller en stigning i affaldsgebyr.
I 2027 påvirkes gebyrerne af følgende bevægelser på affaldsområdet:
Udgifterne til behandling af rest- og madaffald stiger. Det skyldes blandt andet, at konkurrenceudsættelsen af behandlingen af restaffald har medført højere priser. Indtægterne fra producentgebyrer for emballageaffald falder.
Udgifterne til håndtering af haveaffald falder, fordi afhentning af stort haveaffald nu kun kan bestilles telefonisk. Det har gjort ordningen mere effektiv. Udgifterne til beholderservice falder, da en tidligere oparbejdet mindre indtægt er afviklet.
Samlet set betyder udviklingen, at affaldsgebyrerne for de enkelte husstande stiger eller falder med mellem 2 og 7 procent, afhængigt af boligtype og indsamlingsordning fra 2026 til 2027.
Husstande med egne affaldsbeholdere, herunder villaer og nogle rækkehuse, vil samlet set få lavere gebyrer. Dette skyldes blandt andet faldende udgifter til servicering af beholdere.
Områder med fælles affaldsbeholdere vil derimod opleve en stigning i gebyrerne.
Med afsæt i Kommunalbestyrelsens ambitioner om både høj genanvendelse, korrekt affaldshåndtering og fokus på gennemsigtig økonomi, bliver der arbejdet på at holde taksterne så lave så muligt. Det sker i et samarbejde med de øvrige parter på området, særligt I/S Vestforbrænding og Ressourceindsamling A/S.
Indtægterne fra producentgebyrer for emballageaffald har stor betydning for niveauet af husholdningsgebyrerne. Der forventes aktuelt yderligere justeringer af reglerne på området i løbet af efteråret 2026. De foreslåede gebyrer i denne sag er fastsat på baggrund af kommunens nuværende forventninger til de kommende regeljusteringer.
Det kan dog ikke udelukkes, at de nye regler vil medføre behov for en fornyet kommunal behandling og godkendelse af affaldsgebyrerne for 2027.
Kommunens vision og politikker
Det foreslåede budget og de tilhørende gebyrer bidrager til realiseringen af kommunens klimaplan.
Budgettet omfatter bl.a. investeringer i eldrevne køretøjer, som reducerer CO₂-udledningen fra affaldsindsamlingen, samt midler til indsatser, der understøtter øget direkte genbrug og genanvendelse af affald.
Økonomi
Renovationsområdets budget er udarbejdet efter princippet om, at området skal hvile i sig selv. Det betyder, at udgifter og indtægter inden for de enkelte affaldsordninger over tid skal balancere, så gebyrerne hverken giver overskud eller underskud.
Selvom renovationsområdet indgår i kommunens samlede økonomi, er det økonomisk adskilt fra kommunens øvrige aktiviteter. Området finansieres udelukkende af affaldsgebyrer og ikke af skatteindtægter.
Budgettet for 2027 er baseret på forventninger til de kommende års affaldsmængder, priser på indsamling, behandling og øvrige ydelser samt den forventede udvikling i priser
og lønninger.
Der er udarbejdet et bilag, der viser budgettet fordelt på de enkelte affaldsordninger. Hvis der tidligere er opkrævet for høje eller for lave gebyrer på en ordning, indregnes dette i budgettet som henholdsvis over- eller underdækning. Det betyder, at borgerne enten får tilbageført tidligere opkrævede midler gennem lavere gebyrer eller bidrager til at dække et tidligere underskud gennem højere gebyrer.
Affaldsgebyrerne for de enkelte husstande stiger eller falder med mellem 2 og 7 procent, afhængigt af boligtype og indsamlingsordning fra 2026 til 2027.
Lovgrundlag
Miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1 og 3.
Kommunalbestyrelsen skal årligt fastsætte gebyrerne for de kommunale affaldsordninger. Efter miljøbeskyttelsesloven skal gebyrerne finansiere de udgifter, kommunen har til affaldsområdet, og de skal beregnes efter princippet om, at området hviler i sig selv. Det betyder, at udgifter og indtægter over tid skal være i balance.
Rammerne for de kommunale affaldsordninger er fastlagt i den nationale affaldsbekendtgørelse. Det følger desuden af Albertslund Kommunes regulativ for husholdningsaffald, at kommunalbestyrelsen én gang årligt vedtager affaldsgebyrerne gennem godkendelse af gebyrbladet.
Borgerperspektiv
Affaldsgebyrerne for de enkelte husstande stiger eller falder med mellem 2 og 7 procent, afhængigt af boligtype og indsamlingsordning fra 2026 til 2027. Der vil derfor være forskel på, hvordan den enkelte husstand bliver påvirket af det kommende års takster.
Forslaget til budget og gebyrer for renovationsområdet forelægges Forum for Grøn Omstilling den 10. september 2026. I Forum for Grøn Omstilling er medlemmerne borgere fra byens boligområder. Forum for Grøn Omstilling bidrager til borgerperspektivet i sagen, idet forummet har mulighed for at afgive bemærkninger til budget og takster som repræsentanter for borgerne i Albertslund. Eventuelle bemærkninger fra forummet vil indgå i den videre politiske behandling og blive forelagt Miljø-, Natur- og Byudvalget den 22. september 2026.
Historik
Beslutning fra Miljø-, Natur- og Byudvalget, den 22. september 2026, punkt 6:
Tiltrådte indstillingen.
Supplerende sagsfremstilling
Økonomi & Stab, 23. september 2026 Vedlagt referat fra Forum for Grønt Omstilling med bemærkninger til sagen. Beslutning fra Miljø-, Natur- og Byudvalget, den 22. september 2026, punkt 6: Tiltrådte indstillingen. Laura, der er i politisk mesterlærer, deltog under punktet.
Beslutning
Tiltrådte indstillingen. Vivi Nør Jacobsen (F) deltog ikke under punktet.
Kilde: Albertslund Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet tirsdag 29. september 2026, punkt 18. Læs den originale sag hos kommunen.