Besluttet 11. august, Børne- og Skoleudvalget, Allerød
Orientering: Analyse af vikarforbrug på velfærdsområderne
Økonomiudvalget besluttede i juni 2025, at der skulle gennemføres en analyse af kommunens brug af vikarer på ældreområdet, dagtilbudsområdet og skoleområdet.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Skoleudvalget, Allerød Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. ØKONOMIUDVALGET 2026-2029 DEN 16-06-2026 Økonomiudvalget godkender: At analysen er gennemført som bestilt. At der fremlægges en gennemarbejdet sag på analysens anbefaling 1 og 2, som kan indgå i budget 2027-34. At sagen oversendes til orientering i hhv. Børne- og Skoleudvalget og Sundhedsog Beskæftigelsesudvalget, der på hver deres fagområde skal følge udviklingen og resultaterne af indsatserne i perioden.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Baggrund
Økonomiudvalget besluttede i juni 2025, at der skulle gennemføres en analyse af kommunens
brug af vikarer på ældreområdet, dagtilbudsområdet og skoleområdet. Formålet var at opnå
øget viden om niveauet for vikarforbrug, organiseringen af vikaranvendelsen samt tiltag, der
kan understøtte en mere optimal ressourceanvendelse og størst mulig udnyttelse af de afsatte
midler.
Analysen er gennemført i 2026 af Komponent i tæt samarbejde med Allerød Kommune.
Analyseproces
Analysen er gennemført med afsæt i både kvalitative og kvantitative metoder, herunder
interviews med ledere og medarbejdere, workshops på tværs af områder, samt analyser af
data om bl.a. vikarforbrug, sygefravær og personaleomsætning.
Et centralt begreb i analysen er “bemandingsgab”, som opstår, når der er ubalance mellem
behovet for bemanding og den tilgængelige arbejdskraft. Bemandingsgab kan bl.a. skyldes
sygefravær, ferie, vakante stillinger eller udsving i opgaver og borgersammensætning.
Analysen belyser samtidig anvendelsen af vikarer ud fra tre perspektiver: økonomi, kvalitet og
kontinuitet for borgere og medarbejdernes arbejdsmiljø og opgaveløsning.
Da der er væsentlige forskelle mellem fagområderne, er analysen gennemført i parallelle spor
for hhv. dagtilbud, skoler, plejecentre og hjemmepleje.
Analysens hovedresultater
Analysen er vedlagt som bilag til sagen, og hovedresultaterne sammenfattes nedenfor.
Omfang og udvikling
Vikarforbruget afspejler i altovervejende grad et nødvendigt driftsbehov og er en integreret del
af bemandingen til at håndtere vakancer, fravær og udsving i opgaver. Det kan derfor ikke
betragtes som et merforbrug, men som en forudsætning for at opretholde driften og overholder
det politiske vedtagne serviceniveau og lovbestemte opgaver.
Vikarforbruget på tværs af velfærdsområderne udgjorde i 2025 58,3 mio. kr. svarende til 5,3%
af lønudgiften. Der er sket en reduktion fra 2024 til 2025 på ca. 9,1 mio. kr., hvilket har betydet
at forbruget er faldet fra ca. 6,2 % til 5,3 % af de samlende personaleudgifter.
Figur 1. udgifter til vikarer, 2023-25 (2026 PL) og vikarudgifter som andel af samlede udgifter til
løn og vikarer
På tværs af områderne viser analysen, at hovedparten af vikarforbruget er knyttet til håndtering
af bemandingsgabet i den daglige drift. Vikarer anvendes således både ved akut fravær, kendt
fravær og ved længerevarende ubesatte stillinger.
Samtidig viser udviklingen fra 2023 til 2025, at kommunen er lykkedes med at reducere
vikarforbruget – særligt på ældreområdet – samtidig med, at der har været et stigende
opgavepres som følge af den demografiske udvikling og reformimplementeringer.
Forskelle mellem områder
Vikarforbruget varierer betydeligt mellem områderne, og afspejler forskelle i både
opgavekarakter, bemandingsmuligheder og rekrutteringsvilkår:
Hjemmeplejen har det højeste vikarforbrug med ca. 11,8 % af lønudgifterne i 2025, og er i høj
grad afhængig af vikarer. Det skyldes bl.a., at opgaverne løbende skal tilpasses efter antal
borgere og deres plejebehov, samt at området er særligt udfordret i forhold til rekruttering
grundet arbejdskraftmangel.
Plejecentrene har et væsentligt, men mindre vikarforbrug end hjemmeplejen, ca. 8,7 % af
lønudgifterne. Her anvendes vikarer som led i en mere systematisk bemandingsstyring, hvor
interne løsninger prioriteres, men hvor der fortsat kan være behov for vikarer for at sikre stabil
drift – særligt i aften- og nattevagter.
Dagtilbud og skoler har et relativt lavt vikarforbrug på hhv. 3,5 % og 2,8 % af lønudgifterne.
Det hænger sammen med, at områderne i højere grad kan håndtere fravær gennem interne
løsninger som omorganisering, fleksibel planlægning og anvendelse af eget personale.
Forskellene mellem områderne skyldes således ikke alene forskelle i forbrug, men i høj grad
forskellige strukturelle vilkår, herunder mulighederne for at planlægge arbejdet, graden af
fleksibilitet i opgaverne samt tilgængeligheden af kvalificeret arbejdskraft.
Drivkræfter bag vikarforbruget
Analysen peger på følgende væsentlige drivkræfter bag velfærdsområdernes vikarforbrug:
Vakante stillinger og rekrutteringsudfordringer
Ubesatte stillinger og vanskeligheder ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, særligt
på ældreområdet, øger behovet for vikarer
Sygefravær
Fravær blandt medarbejdere skaber løbende bemandingsgab, som i mange tilfælde må
dækkes af vikarer for at opretholde driften.
Udsving i opgaver og borgerbehov
Variation i antal borgere og borgernes kompleksitet kræver fleksibel bemanding, hvilket
kan føre til øget brug af vikarer i perioder.
Lokal organisering og praksis for håndtering af bemandingsudfordringer
Forskelle i, hvordan institutioner planlægger og håndterer fravær og bemanding (fx brug
af interne løsninger), påvirker niveauet af vikarforbrug. Samlet set viser analysen, at
vikarforbruget – både i niveau og udvikling – primært afspejler strukturelle vilkår,
herunder adgangen til arbejdskraft. Det indebærer, at påvirkning af udviklingen kræver
en vedvarende, tværgående og helhedsorienteret indsats. Analysen understreger
samtidig, at der ikke findes enkle løsninger, da vikarforbruget i høj grad er strukturelt
betinget. Dette illustreres også i figuren nedenfor, hvor Komponent vurderer, i hvilken
grad kommunen kan påvirke vikarforbruget gennem forskellige styringsgreb.
Kommunens eksisterende indsatser
Allerød Kommune har allerede iværksat en række indsatser med fokus på rekruttering og
fastholdelse af medarbejdere. Indsatserne udspringer bl.a. af det politiske arbejde i
opgaveudvalget vedrørende rekruttering og fastholdelse med en række anbefalinger, som
danner rammen for kommunens strategiske indsatser. Der arbejdes således bredt med at
styrke kommunen som en attraktiv arbejdsplads gennem fokus på bl.a. arbejdsmiljø,
kompetenceudvikling, fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen samt nedbringelse af sygefravær.
Formålet er at sikre en mere stabil bemanding og dermed reducere behovet for vikarer over tid.
Komponents anbefalinger
Analysen indeholder tre overordnede anbefalinger rettet mod det politiske niveau, som samlet
set peger på behovet for en langsigtet og prioriteret indsats, som sammenfattes på følgende
måde:
Anbefaling 1. Rekruttering og fastholdelse
Komponent anbefaler, at Allerød Kommune fortsætter og opprioriterer det strategiske fokus på
at tiltrække og fastholde medarbejdere på de fire områder for at reducere antallet af ledige
stillinger og forebygge at nye ledige stillinger opstår. Det er Komponents vurdering, at det er
denne anbefaling, der på lang sigt vil få den største betydning for Allerød Kommunes behov for
brug af vikarer, og at opprioriteringen på lang sigt vil indebære fordele for både brugerne,
medarbejderne og kommunens økonomi.
Anbefaling 2. Sygefraværsindsatser
Komponent anbefaler, at Allerød Kommune afsætter ressourcer til at understøtte lederne
yderligere. Det kunne fx være en bevilling over en 3-årig periode, hvor der afsættes 1 mio. kr. i
2027, hvor kommunen – evt. i samarbejde med en ekstern – planlægger og implementerer en
styrket indsats, samt 0,5 mio. kr. årligt i 2028-29, hvor kommunen kan drive indsatsen videre
med en intern medarbejder. Nærværende analyse indikerer, at en sådan investering vil være
økonomisk bæredygtig med afsæt i forventede besparelser på vikarer. Komponent anbefaler
samtidig, at man ved periodens udløb følger op på, om investeringen er rentabel, og om det
giver mening at fortsætte indsatsen.
Anbefaling 3. Internt vikarkorps på tværs af ældreområdet
Komponent har undersøgt mulighederne for at etablere et internt vikarkorps på tværs af
ældreområdet og anbefaler at afvente effekten af de øvrige indsatser.
Analysen viser, at økonomien i et sådant korps er sårbar over for ændringer i centrale
forudsætninger, særligt muligheden for at rekruttere tilstrækkeligt personale til en lavere
omkostning end eksterne vikarer. Samtidig kan kommunens størrelse gøre det vanskeligt at
opnå den nødvendige robusthed.
Et internt vikarkorps kan have visse kvalitative fordele, men vurderes ikke hensigtsmæssigt på
nuværende tidspunkt. Det anbefales derfor at prioritere indsatsen for rekruttering og
fastholdelse samt reduktion af sygefravær, hvorefter muligheden for et internt vikarkorps kan
genovervejes.
Administrationens forslag
Forvaltningen foreslår at Økonomiudvalget:
A. Godkender analysen gennemført som bestilt
B. Træffer beslutning om den videre proces omkring anbefalingerne i analysen
C. Oversender sagen til orientering i Børne- og Skoleudvalget og Sundheds- og
Beskæftigelsesudvalget.
Beslutning
ØKONOMIUDVALGET 2026-2029 DEN 16-06-2026
Økonomiudvalget godkender:
At analysen er gennemført som bestilt.
At der fremlægges en gennemarbejdet sag på analysens anbefaling 1 og 2, som
kan indgå i budget 2027-34.
At sagen oversendes til orientering i hhv. Børne- og Skoleudvalget og Sundhedsog Beskæftigelsesudvalget, der på hver deres fagområde skal følge udviklingen og
resultaterne af indsatserne i perioden.
BØRNE- OG SKOLEUDVALGET 2026-2029 DEN 11-08-2026
Udvalget tog orienteringen til efterretning, og anmoder om en sag med forslag til, hvordan
udvalget kan følge udviklingen og resultaterne af indsatserne i perioden.
Kilde: Allerød Kommune, Børne- og Skoleudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.