Besluttet 1. september, Børne- og Skoleudvalget, Allerød
Orientering: Sampasning, alternativ pasning og lukkedage i dagtilbud, SFO og klub
I det følgende gennemgås pasningsformer, særligt sampasning i ferier på dagtilbudsområdet, sfo- og klubområdet overordnet set.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Skoleudvalget, Allerød Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 1. september 2026
- Status
- Besluttet. BØRNE- OG SKOLEUDVALGET 2026-2029 DEN 01-09-2026 Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I det følgende gennemgås pasningsformer, særligt sampasning i ferier på dagtilbudsområdet,
sfo- og klubområdet overordnet set.
Dagtilbud
I daginstitutionerne anvendes sampasning, alternativ pasning og lukkedage i forbindelse med
ferier og skolefridage:
Sampasning (Klyngeplan): Pasningen samles i én institution inden for børnenes egen
klynge. I vagtplanen indgår kendt personale fra børnenes egne børnehuse. Ordningen
blev vedtaget med budget 2023-30, hvor der blev indført 10 sampasningsdage i
sommerferien (placeret i skolesommerferiens midterste uger og samstemt med
SFO'erne), hvilket indebar en årlig besparelse på 675.000 kr.
Alternativ pasning (Fælleskommunal): Pasningen samles centralt i én udvalgt institution i
kommunen på enkeltdage med forventet meget lavt børnefremmøde – herunder dagene
mellem jul og nytår, dagene før påske samt dagen efter Kristi Himmelfartsdag. Der
indgår ikke nødvendigvis kendt personale fra børnenes respektive institutioner i
vagtplanen.
Lukkedage: På helligdage, Juleaftensdag og Grundlovsdag er daginstitutionerne helt
lukkede uden pasningstilbud, jf. dagtilbudslovens rammer.
Skolefritidsordning (SFO)
På skoleområdet reguleres elevernes skolefridage af folkeskoleloven og fastlægges af Børneog Skoleudvalget i Styrelsesvedtægten for folkeskolerne. I SFO'erne anvendes tre ordninger
på skolefridage:
Sampasning (4 uger årligt): Gennemføres i uge 7, uge 42, den anden uge af
skolesommerferien samt den næstsidste uge af skolesommerferien. Her samles
børnene fra kommunens SFO'er på to matrikler, og bemandingen varetages af
medarbejdere fra de deltagende SFO'er. Ordningen blev oprindeligt etableret med
henblik på en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i perioder med lavt fremmøde.
Alternativ pasning: På øvrige skolefridage med lave børnetal tilbydes alternativ pasning
på én udvalgt skole efter forudgående tilmelding (placeringen går på skift efter en fast
plan). Ved alternativ pasning er der ikke nødvendigvis personale til stede fra barnets
egen SFO, om end det bestræbes i det omfang, det er muligt. Ordningen med
centraliseret alternativ pasning i uge 29 blev indført i budgetforliget for 2015, hvor
sampasningen samtidig blev samlet på to matrikler. Ordningen blev udvidet til også at
omfatte uge 28 i budgetforliget for 2021 som en effektivisering, hvilket reducerede
normeringen med samlet 280 pædagogtimer.
Lukkedage: På helligdage, Juleaftensdag og Grundlovsdag er SFO'erne helt lukkede
uden pasningsmulighed.
Klub
Klubberne holder åbent på alle skoledage. På skolefridage holdes der åbent i én eller flere
klubber, undtagen på helligdage, dagen efter Kristi Himmelfartsdag, dagene mellem jul og
nytår, Grundlovsdag og Juleaftensdag. Der er desuden tre faste lukkeuger i uge 28, 29 og 30.
Klub Allerød arrangerer ture og rejser på skolefridage.
Faglige og økonomiske perspektiver
I forbindelse med høringsmaterialet vedrørende ferieplanerne fremgik det i af et af svarene fra
en bestyrelse, at en omlægning fra sampasning i klyngen til pasning i egne lokale tilbud i ferier,
ikke ville få økonomiske konsekvenser. Der er dog flere nuancer i sampasning og andre
pasningsformer, som belyses nedenfor. Disse peger på at der er flere konsekvenser bl.a. ift.
normeringen for børnene i perioden uden for ferier, hvis ændringen omlægges.
Ressourcer og pædagogisk bæredygtighed
Ved vurderingen af de nuværende ordninger berøres en generel balance mellem ressourcer,
pædagogisk kvalitet og medarbejderhensyn. Sampasning og alternativ pasning understøtter en
bæredygtig ressourceanvendelse i perioder med lavt fremmøde. Samlingen på færre matrikler i
samme klynge giver mulighed for at reducere driftsomkostninger, tilpasse fremmøde fra
medarbejderne til det faktiske behov ift. fremmødte børn, hvor fx mellem 3-15 børn i hele
klyngen møder op i de klassiske ferieuger. Det skaber et bredere aktivitetsudbud og åbner flere
legerelationer for børnene i perioden, end hvis man har pasning i egen daginstitution.
Erfaringerne viser samtidig, at ordningerne kan styrke samarbejdet, videndelingen og de
faglige fællesskaber blandt medarbejderne.
Børnenes tryghed og forældrenes vilkår
Pasning i andre rammer og med udefrakommende voksne kan opleves mindre trygt, særligt for
de yngste og mest sårbare børn. For at imødekomme dette tilstræbes det i dagtilbud, at der
indgår kendt pædagogisk personale fra børnenes egne børnehuse i vagtplanen, både i
forbindelse med sampasning og alternativ pasning. I SFO samles medarbejdere fra de
deltagende SFO'er ved sampasning, mens der ved alternativ pasning i lukkeugerne ikke
nødvendigvis kan garanteres personale til stede fra barnets egen SFO. Pasning på andre
matrikler medfører ændrede transportveje for familierne samt en reduceret daglig kontakt med
børnenes faste pædagoger ved aflevering og afhentning.
Medarbejderperspektiv og normeringsbeskyttelse
Fra et børneperspektiv handler tryghed og kontinuitet i høj grad om personalets tilstedeværelse
i børnenes almindelige hverdage uden for ferieperioderne. Ønsket om større fleksibilitet i
ferieplanlægningen indgår i arbejde med at tiltrække og fastholde pædagogisk personale. Ved
en ændring af sampasningsordningen vil medarbejderne fortsat være nødsaget til primært at
afholde deres hovedferie i børnenes ferieperioder. Hvis personalet afholder ferie på tidspunkter
med fuldt børnefremmøde, vil det sænke den reelle normering i børnenes primære hverdag.
Ændrede forudsætninger for rammerne
De økonomiske og juridiske rammer på dagtilbudsområdet har ændret sig siden beslutningen
om udvidet sampasning blev truffet i 2023 på dagtilbudsområdet. Det skyldes blandt andet de
statslige lovkrav om minimumsnormeringer samt nye opgørelsesmetoder for ledelsestid fra
2027. Ved en eventuel ændring af den eksisterende ordning anbefales det, at der
gennemføres en grundigere økonomisk og faglig konsekvensanalyse.
Administrationens forslag
Forvaltningen anbefaler, at udvalget tager orienteringen til efterretning
Beslutning
BØRNE- OG SKOLEUDVALGET 2026-2029 DEN 01-09-2026
Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Kilde: Allerød Kommune, Børne- og Skoleudvalget, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.