På dagsordenen 10. november, Økonomiudvalget, Allerød
Orientering: Status og proces for varmeplanlægningen i Allerød Kommune
Indledning Varmeforsyningsområdet er kendetegnet ved store investeringer, usikre energipriser, lange tidshorisonter og stor teknologiudvikling. Det er et komplekst område, hvor hensyn til klima, økonomi, borgere og samfund løbende skal afvejes.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Allerød Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad betyder det for dig?
Bor du i Lillerød eller Blovstrød, er der ikke udsigt til fjernvarme foreløbigt: Norfors venter først at sende et projektforslag medio 2028. Sagen er en orientering og beslutter intet nu, men udvalget drøfter, om kommunen skal åbne for andre fjernvarmeselskaber. Der står ingen pris for dig i sagen.
Berører især Husejere i Lillerød og Blovstrød (ca. 5.100 ejendomme) Borgere med naturgas eller olie i Allerød Ejere af tæt-lav bebyggelse
For og imod
For
- Kan åbne for, at andre fjernvarmeselskaber byder ind med projekter i Lillerød og Blovstrød, hvis Norfors er for langsom.Forvaltningen
- Mindsker risikoen for, at borgere vælger individuelle varmepumper imens og dermed svækker grundlaget for fjernvarme.Forvaltningen
- Følger opgaveudvalgets anbefalinger om mindst 75 % kollektiv varme og ikke at være bundet til ét selskab.Forvaltningen
Imod
- Giver ingen garanti for, at fjernvarmen kommer hurtigere eller bliver billigere for kommunen og borgerne.Norsyn-notat via Forvaltningen
- Fastholdelse af planen giver sikkerhed for, at Norfors, som kommunen er medejer af, kan få tid til robuste løsninger under de nye affaldsvarmeregler.Forvaltningen
- Kommunen kan komme i konflikt med sine egne interesser som medejer af Norfors, hvis andre selskaber inviteres ind.Fra debatten
Argumenterne er samlet af Sagsvagt med hjælp fra AI ud fra kommunens egen tekst. Punkter mærket "Fra debatten" står ikke i sagen, men er almindelige argumenter for og imod den slags beslutninger. De er ikke Sagsvagts holdning. Læs hele sagen herunder.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på alleroed.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Indledning
Varmeforsyningsområdet er kendetegnet ved store investeringer, usikre energipriser, lange
tidshorisonter og stor teknologiudvikling. Det er et komplekst område, hvor hensyn til klima,
økonomi, borgere og samfund løbende skal afvejes. Arbejdet er i disse år præget af store
strukturelle forandringer som følge af den grønne omstilling og stigende ønske om
forsyningssikkerhed bl.a. grundet den geopolitiske usikkerhed.
Vilkårene for fjernvarme er også ændret de seneste år, da der ikke længere er tilslutningspligt,
og etablering af fjernvarme afhænger derfor af frivillig tilslutning og borgernes økonomiske
incitamenter. Mange borgere står over for større investeringsbeslutninger om den fremtidige
opvarmning af deres boliger. Usikkerhed om fremtidige kollektive løsninger, kan få betydning
for både private investeringer og den samlede grønne omstilling.
Nedenfor redegøres indledningsvist for hvad det nuværende politiske afsæt er for
varmeplanlægningen og hvilke rammer og roller kommunen har i den forbindelse. Herefter
gives en status for udrulning af fjernvarme i Allerød Kommune.
Formålet med denne sag er at give mulighed for en politisk drøftelse af, om den nuværende
strategiske retning, hvor revision af varmeplanen afventer et nyt projekt fra Norfors for
bymidten eller om der alternativt skal afsøges andre handlemuligheder.
Varmeplanlægning
Kommunens varmeplanlægning fremgår af den til enhver tid gældende varmeplan, hvilket
aktuelt er Varmeplan 2022. Varmeplaner er ikke retligt bindende, men danner grundlag for
Allerød Kommunes dialog med borgere, boligforeninger, virksomheder og forsyningsselskaber
om den fremtidige kollektive varmeforsyning, samt støtter Allerød Kommune i
myndighedsvurderingen af konkrete projekter for ændring i forsyningsområder.
Varmeplan 2022 bygger på indmeldinger fra relevante forsyningsselskaber: E.ON, Farum
Fjernvarme, Hillerød Forsyning, Lynge-Uggeløse Fjernvarme, Norfors og Vestforbrænding.
Kollektive forsyningsprojekter i områder der i varmeplanen er udlagt til fjernvarme kan ikke
afvises, uanset ansøger, såfremt de opfylder betingelserne i varmeforsyningsloven og
projektbekendtgørelsen.
Når et projektforslag er godkendt af byrådet, vil det udløse en udførelsesfrist på op til 5 år.
Rammer og roller for kommunen
Allerød Kommune har flere samtidige roller på varmeområdet. Kommunen er dels
varmemyndighed med ansvar for at planlægge og understøtte den mest samfundsøkonomiske
varmeforsyning. Samtidig har kommunen et væsentligt ansvar over for borgere og
virksomheder i forhold til at skabe gennemsigtighed om forventninger, tidsplaner og mulige
varmeforsyningsløsninger. Herudover er Allerød Kommune ejer af AK-Fjernvarme og medejer
af I/S Norfors, og har dermed et særskilt ansvar i forhold til at sikre selskabernes interesser.
Varmemyndighed og varmeplanlægning
Varmeforsyningsloven har til formål at fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder
miljøvenlige, anvendelse af energi til bygningers opvarmning, og inden for disse rammer at
formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler.
Det påhviler kommunen som varmemyndighed i samarbejde med forsyningsselskaber og
andre berørte parter at udføre planlægning af varmeforsyningen i kommunen.
Myndighedsarbejdet skal ske neutralt og uafhængigt af kommunens eventuelle
selskabsmæssige interesser, eksempelvis som ejer eller medejer AK-Fjernvarme og Norfors
eller lignende. Dette kan i praksis være udfordret, når kommunen også er medejer af et
forsyningsselskab, som indgår centralt i kommunens varmeplanlægning. Dette gælder særligt i
situationer, hvor et selskabets strategiske prioriteringer, økonomiske rammer og/eller tidsplaner
ikke understøtter de kommunale målsætninger om eksempelvis tempo i den grønne omstilling
eller udbygning af kollektiv varmeforsyning.
Kommunen som ejer og medejer af forsyningsvirksomheder
Allerød Kommune er medejer af det fælleskommunale forsyningsselskab Norfors. Bestyrelsen i
Norfors har her som eksempel et ansvar for at varetage selskabets interesser og sikre
forsvarlig drift og økonomi. Bestyrelsen kan derfor ikke alene basere beslutninger på
ejerkommunernes ønsker, hvis disse vurderes at indebære væsentlige økonomiske eller
driftsmæssige risici.
Norfors står i en situation med flere samtidige hensyn. På den ene side har selskabet
forsyningspligt over for eksisterende kunder, hvilket indebærer behov for tilstrækkelig tid til at
planlægge og udvikle robuste løsninger under de særlige vilkår, som lovændringerne for
affaldsvarme har medført. På den anden side er der en politisk forventning om at facilitere og
accelerere konverteringen fra naturgas og olie til fjernvarme, som led i den grønne omstilling.
Dette skaber i sagens natur et dilemma for kommunen, da Norfors rammevilkår ikke på kort
sigt muliggør at have den fremdrift i omstillingen, der ønskes fra kommunens side.
Kommunen er også ejer forsyningsselskabet AK-Fjernvarme, men i relation til den fremtidige
varmeplanlægning, spiller AK-Fjernvarme ikke nogen aktiv rolle.
Scenarier for revisionen af kommunens varmeplan
Tidsplanen for revisionen af kommunens varmeplan har hidtil været tilrettelagt efter, at
revideret varmeplan og nyt projekt for Lillerød og Blovstrød kunne fremlægges i forening.
Uanset hvilken scenarie, der besluttes, vil der være risiko for, at borgerne finder andre
løsninger, hvis der ikke er fremdrift i fjernvarmeudrulningen. Det kan medføre, at borgere i
stedet investerer i individuelle varmepumper, hvilket kan reducere grundlaget for kommende
fjernvarme projekter, da der ikke vil være nok tilslutning til at projektet er rentabelt. Hermed vil
borgere, særligt i tæt-lav bebyggelse, ikke få adgang til et grønt alternativ til naturgas og olie.
Scenarie 1
Fastholdes den hidtidige strategi vil varmeplanen baseres på, at Norfors fremlægger et projekt
for fjernvarmeforsyning af Lillerød og Blovstrød tidligst i 2028, jf. den tidsplan byrådet
godkendte på mødet i juni 2026.
Scenarie 2
Alternativt, som anbefalet af opgaveudvalget, beskrevet i næste afsnit, kan Forvaltningen gå i
dialog med andre selskaber om projekter for Lillerød og Blovstrød
Det er muligt allerede nu at igangsætte arbejdet med en revideret varmeplan, som udlægger
minimum 75% af Allerød til kollektiv forsyning, uden at der foreligger et nyt/revideret projekt fra
Norfors for Lillerød og Blovstrød. Dermed åbnes der op for, at fjernvarmeselskaber, der har
interessen, kan byde ind med projekter.
Forvaltningen har sammen med rådgivningsvirksomheden Norsyn fået udarbejdet et notat, der
belyser disse fordele og ulemper. Som notatet blandt andet beskriver, knytter der sig ikke
nogen garanti for at fjernvarmeudrulningen vil kunne gå hurtigere eller nødvendigvis bliver
billigere for kommunen og borgerne, hvis der vælges en strategisk retning der muliggør at flere
fjernvarmeselskaber kan byde ind på opgaven. Notatet er vedlagt som bilag til sagen.
Baggrund - Det politiske afsæt for varmeplanlægningen
Den gældende varmeplan for Allerød Kommune er fra 2022. I forlængelse af denne nedsatte
byrådet i 2023 et Opgaveudvalg om kollektive og klimaneutrale varmeløsninger.
Den 29. august 2024 vedtog byrådet, efter indstilling fra opgaveudvalget, 9 anbefalinger for
den fremtidige varmeplanlægning i Allerød.
Opgaveudvalgets anbefalinger kan læses på kommunens hjemmeside og er også vedlagt
sagen som bilag. Anbefalingerne understøtter en langsigtet strategisk og aktiv kommunal rolle i
den grønne omstilling, der er en af de væsentligste indsatser for at nå klimamålene i Klimaplan
Hensigten er, at der skal udarbejdes en revideret varmeplan for Allerød Kommune, med afsæt i
opgaveudvalgets anbefalinger.
Særligt anbefaling 1, 2 og 6-9 skal fremhæves i forhold til denne sag.
Anbefaling 1 og 2 er om udarbejdelse af en ny ambitiøs varmeplan baseret på, at mindst 75 %
af varmeforsyningen fremadrettet skal være kollektiv og baseret på vedvarende energi.
Anbefaling 6 er at kommunen vil tage initiativ til etablering af et særligt, særskilt selskab eller
lignende model. Der er bevilliget anlægsmidler hertil. Anbefalingen skaber rammer for større
kommunale handlemuligheder og øget fleksibilitet i udviklingen af fremtidige varmeprojekter.
Anbefaling 7 er, at kommunen vil ”Holde et aktivt fokus på de regionale muligheder for
samarbejder og fælles drift og ikke være bundet til ét selskab i effektueringen af kollektive
varmeløsninger, hvis andet giver mere mening”. I forlængelse heraf har byrådet øget
driftsbevillingen til myndighedsarbejdet frem til år 2029.
Anbefaling 8 og 9 beskriver et behov for øgede ressourcer til vejledning, kommunikation og
dialog med borgere og virksomheder. Opgaveudvalget fremhæver, at varmeområdet er
komplekst og præget af stor usikkerhed for den enkelte borger. Kommunen har derfor en
central rolle i at sikre gennemsigtighed, vejledning og et oplyst beslutningsgrundlag i
forbindelse med den grønne omstilling.
Status for udrulning af fjernvarme i Allerød Kommune
Der pågår en række afgrænsede fjernvarmeprojekter flere steder i kommunen, herunder:
Lynge-Uggeløse fjernvarme
Niras blokvarme
Brødeskov kaserne
Teglværkskvarteret
Fjernvarmeprojekt for Lillerød og Blovstrød
Status for en ny samlet varmeplan og en ny kollektiv varmeforsyningsløsning til samlet set
5.100 ejendomme i Lillerød og Blovstrød er, at Forvaltningen har opdateret og udarbejdet det
tekniske grundlag for en revideret varmeplan i løbet af 2024 og 2025.
Færdiggørelsen af varmeplanen har dog afventet, at der forelå et projektforslag fra Norfors for
Lillerød Blovstrød, der kunne sikre gennemførelsen af varmeplanen, så både varmeplanen og
projektforslaget kunne fremlægges og godkendes af byrådet i forening.
Norfors forventede ved vedtagelse af varmeplan 2022, at kunne fjernvarmeforsyne dele af
Lillerød og Blovstrød inden udgangen 2028. Norfors har efterfølgende iværksat en revision af
selskabets planer og har flere gange i 2025 og 2026 meldt nye tidsplaner for fremsendelse af
projektansøgning til myndighedsbehandling, og tidsplanerne er ikke blevet overholdt.
Norfors fremsendte i maj 2025 et projektudkast for fjernvarmeforsyning af Lillerød og Blovstrød,
baseret på den tidligere udrulningsplan. På baggrund af Norfors tilkendegivelse om, at et
endeligt projektforslag forventedes fremsendt snarligt til myndighedsbehandling, besluttede
Økonomiudvalget den 19. august 2025 på lukket dagsorden at udsætte revisionen af
varmeplanen til 2026 og basere denne på Norfors planer.
Norfors aktuelle tidsplan for at fremlægge et projektforslag for udrulning af fjernvarme i Lillerød
og Blovstrød er, at kommunen vil modtage det medio 2028.
Tidsplanen er den samme som gælder for udskiftning af varmekilde for alle nuværende kunder
hos Norfors.
Forvaltningen indgår i samarbejdet om at udarbejde tidsplanen og tidsplanen er godkendt af
bestyrelsen for Norfors. Tidsplanen blev ligeledes godkendt af byrådet på mødet den 25. juni
2026 (sag 13. Norfors I/S - omstilling og udbygning af fjernvarmeproduktionen ).
Årsagen til at tidsplanen for projektforslaget fra Norfors aktuelt hedder 2028 er, at
lovændringerne for affaldsvarme fra 2023 (L745) fortsat skaber for store usikkerheder hos
Norfors til, at 5 års fristen for gennemførelse af projektet kan garanteres. Det samme gør sig
gældende både i Rudersdal, Fredensborg og Hørsholm Kommuner, hvor alle projekter om
udrulning af fjernvarme ligeledes er i bero og afventer den proces, der er besluttet af byrådet.
Kommende beslutning af valg af scenarier
Forvaltningen forventer at fremlægge sag om beslutning af scenarie for revisionen af
kommunens varmeplan inden årets udgang.
Administrationens forslag
Forvaltningen anbefaler at status tages til efterretning.
Behandling i Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget 22. september 2026
Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Kilde: Allerød Kommune, Økonomiudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.