Besluttet 9. september, Social og Sundhed, Frederikssund
Orientering om ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde
I denne sag forelægges Social og Sundhed den kvartalsmæssige ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde. Ledelsesinformationen omfatter udvikling i antal borgere og enhedsudgifter på myndighedsområdet samt aktiviteten på kommunens takstfinansierede botilbud.
Kort fortalt
- Forslaget
- Tage orienteringen til efterretning.
- Hvem
- Social og Sundhed, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Onsdag 9. september 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning. Heidi Jørgensen (O).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:
• Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
I forbindelse med de kvartalsmæssige budgetopfølgninger præsenteres Social og Sundhed for ledelsesinformation om udviklingen på det specialiserede voksenområde.
Ledelsesinformationen er et supplement til budgetopfølgningerne.
Ledelsesinformationen gennemgår udviklingen i antal helårsmodtagere samt enhedsudgifter på fem udvalgte områder på myndighedsområdet. Derudover gennemgår ledelsesinformationen den aktuelle status på aktiviteten i kommunens takstfinansierede botilbud på det specialiserede voksenområde.
Ledelsesinformationen er vedhæftet som bilag til sagen.
Udvikling i antal helårsmodtagere og enhedsgifter på myndighedsområdet
På myndighedsområdet baserer ledelsesinformationen sig på seneste budgetopfølgning pr. 30. juni 2026 for følgende paragrafområder:
• Krisecentre og Herberger
• Afløsning, aflastning og hjælpere, herunder:
• Borgerstyret personlig assistance (BPS) efter servicelovens § 96
• Afløsning og aflastning efter servicelovens § 84
• Botilbud, herunder:
• Midlertidige botilbud efter servicelovens § 107
• Længerevarende botilbud efter servicelovens § 108
• Botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 med støtte efter servicelovens § 85
• Botilbud oprettet efter lov om friplejeboliger
• Aktivitet, samvær og beskæftigelse, herunder:
• Beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103
• Aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104
• Socialpædagogisk støtte, eksterne leverandører.
Ledelsesinformationen sammenligner årets udvikling med tidligere års udvikling.
Antallet af helårssager i 2026 forventes at på niveau med 2025
Ledelsesinformationen viser, at det samlede antal helårssager inden for de ovenstående områder forventes at ligge på samme niveau i 2026 som i 2025. Dog ses en stigning inden for socialpædagogisk støtte fra eksterne leverandører.
Siden 2023 har antallet af helårssager i botilbud udvist en svagt stigende tendens. Dette skyldes primært en stigning inden for længerevarende botilbud. Inden for midlertidige botilbud ses en faldende tendens, hvilket blandt andet må tilskrives den fortsatte indsats påbegyndt med Budget 2024 om at sikre borgere et liv i egen bolig frem for midlertidigt botilbud.
Fortsat stigning i enhedsudgifterne i 2026
Siden 2023 er de samlede enhedsudgifter udvist en stigende tendens. Udviklingen er især drevet af botilbudsområdet. Her ses især stigninger i enhedsudgifterne inden for midlertidige og længerevarende botilbud. De stigende enhedsudgifter skyldes primært tilgang af dyre enkeltsager.
Stigende udgifter til private botilbud
Ledelsesinformationen viser desuden, at de stigende udgifter til botilbud primært skyldes stigende udgifter til private botilbud. Stigningen skyldes et øget antal borgere i private botilbud men også stigende enhedsgifter. Sidstnævnte skyldes blandt andet, at de mere komplekse sager typisk bliver varetaget i private botilbud.
Generelt fuld belægning i de takstfinansierede botilbud, på nær Skibbyhøj
Ledelsesinformationen viser den aktuelle status på aktiviteten på takstfinansierede botilbud på det specialiserede voksenområde, herunder:
• Botilbud og bofællesskaber i Handicap og Botilbud
• Botilbuddet Skibbyhøj
• Botilbuddet Klintegården
Samlet set havde de takstfinansierede botilbud i Frederikssund Kommune en høj belægning i 2025. Skibbyhøj havde dog store udfordringer med belægningen, der var på 70 pct. i 2025. Aktuelt har Skibbyhøj 6 ledige pladser ud af 23 midlertidige pladser. Skibbyhøj arbejder målrettet med at få borgere til tilbuddet, men er udfordret af ændret efterspørgsel og utidssvarende boliger. Derudover arbejdes der på at udvide målgruppen til unge under 18 år.
Inddragelse
Sagen er sendt til kommentering i Seniorrådet samt Rådet for handicap, psykiatri og udsathed. Eventuelle kommentarer sendes til udvalget inden mødet.
Kommentarer fra Seniorrådet:
I mange tilfælde er det ikke optimalt at have egen bolig da hjælpen ofte forringes!
Det er et godt forslag, til en besparelse, at tage den specialpædagogiske støtte hjem til kommunen.
Kommentarer fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet har noteret sig, at antallet af helårssager i 2026 forventes at være på niveau med 2025, dog ses en stigning inden for socialpædagogisk støtte fra eksterne leverandører.
På botilbudsområdet er der modstridende tendenser, idet der er tale om et stigende antal helårssager i længerevarende botilbud , mens der er en faldende tendens i midlertidige botilbud (som formentlig kan tilskrives indsatsen for at flytte borgere i eget hjem).
Ift Socialpædagogisk støtte fra eksterne leverandører ses en stigning i antal helårssager, hvilket
formentlig må tilskrives et øget behov for specialiseret støtte, som kommunen ikke selv kan levere.
Dette skaber en uhensigtsmæssig afhængighed af eksterne aktører (højere omkostninger, mindre kontrol) og rejser spørgsmålet om, hvordan der kan sikres en ensartet kvalitet på tværs af leverandører?
Økonomi
Orientering om ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Heidi Jørgensen (O)
Bilag
Kilde: Frederikssund Kommune, Social og Sundhed, referat fra mødet onsdag 9. september 2026, punkt 63. Læs den originale sag hos kommunen.