Spring til indholdet
Frederikssund
Skift kommune
KøbenhavnFrederikssundAlle kommuner

Besluttet 7. oktober, Social og Sundhed, Frederikssund

At anvende ubrugte §18-midler til partnerskab med ”Cykling uden alder”

Den landsdækkende forening ”Cykling uden alder” tilbyder beboere på plejehjem cykelture i lokalområdet sammen med frivillige cykelpiloter for at styrke fællesskaber og oplevelser uden for boligen.

Trafik og cyklerBoligerÆldre og sundhedKultur og fritid

Kort fortalt

Forslaget
  • Godkende forslaget om at anvende uforbrugte §18-midler i 2026 som en del af kommunens medfinansiering i et toårigt partnerskab med ”Cykling uden alder”.
Hvem
Social og Sundhed, Frederikssund Kommune
Hvornår
Onsdag 7. oktober 2026
Status
Besluttet. Godkendt, idet aktiviteten falder indenfor kriterierne for fordeling af § 18-midler.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

• Godkende forslaget om at anvende uforbrugte §18-midler i 2026 som en del af kommunens medfinansiering i et toårigt partnerskab med ”Cykling uden alder”.

Sagsfremstilling

For mange beboere på plejecentre bliver hverdagen naturligt mere begrænset, efterhånden som mobilitet og fysisk funktionsevne ændres. Det kan betyde færre muligheder for at komme ud, opleve lokalområdet og fastholde kontakten til det liv og de fællesskaber, beboerne tidligere har været en del af.
”Cykling uden alder” giver i mere end halvdelen af landets kommuner beboere på plejecentre mulighed for at få frisk luft, skabe mere livsglæde og få oplevelser i lokalområdet sammen med frivillige cykelpiloter. Det sker på rickshawcykler med 1-2 beboere på sæderne, mens den frivillige kører cyklen. Tilbuddet er derfor også for beboere, som ikke længere selv kan cykle eller har vanskeligt ved at komme ud på egen hånd.
En af ældrelovens bærende værdier er at styrke samarbejdet med civilsamfundet i ældresektoren. Med projektet bliver det muligt at udvide omsorgscentrenes individuelle aktiviteter ved brug af frivillige hjælpere. Omsorgscentrene har allerede i dag god erfaring med at inddrage frivillige i aktiviteter til beboere på centrene.
"Cykling uden alder" peger på en række positive effekter af cykelturene for både beboere, frivillige og medarbejdere. For beboerne handler det blandt andet om øget livskvalitet, bedre trivsel og en stærkere oplevelse af fællesskab. For medarbejderne kan cykelturene give et mere positivt syn på deres arbejdsplan, et pusterum i hverdagen og skabe nye relationer til beboerne.
Det forventes, at indsatsen vil bidrage til, at frivillige i kommunen bliver en større del af beboernes hverdag, ligesom indsatsen kan styrke Frederikssund Kommunes arbejde med frivillighed og civilsamfund og skabe nye relationer omkring kommunens omsorgscentre.
Kommunens omsorgscentre ønsker derfor at indgå et toårigt partnerskab med ”Cykling uden alder” i perioden december 2026-december 2028 for at styrke trivsel, oplevelser og fællesskaber for beboerne på omsorgscentrene. Kommunens udgifter til partnerskabet vil være 322.000 kr. svarende til 56 procent af de samlede udgifter, mens ”Cykling uden alder” finansierer de resterende 250.000 kr. med støtte fra TrygFondens projekt ”Sammenhold på hjul”, herunder to cykler fra ”Cykling uden alder” som stilles gratis til rådighed under forudsætning af, at kommunen matcher antallet af cykler.
Delvis medfinansiering fra §18-puljen
Administrationen foreslår, at §18-puljens ubrugte midler svarende til 160.000 kr. anvendes til kommunens medfinansiering af projektet. §18-midlerne uddeles af Frederikssund Kommune efter Servicelovens §18 til frivillige sociale foreningers aktiviteter. Kommunens retningslinjer for uddeling af midlerne er således målrettet lokale frivillige foreningers søgning til frivillige sociale aktiviteter. I følge retningslinjerne skal aktiviteterne forebygge sociale problemers opståen, styrke sociale netværk og inddrage borgerne i løsningen af sociale problemer.
Jævnfør kommunens rammer for §18-midler, skal ubrugte midler med Byrådets beslutning overføres til budgetperioden to år frem. Ubrugte §18-midler i 2026 vil derfor som udgangspunkt blive overført til 2028.
Administrationen anbefaler, at Social og Sundhed med denne sag beslutter at anvende de ubrugte midler i 2026 som en del af medfinansieringen af ”Cykling uden alder", som vil ligge indenfor retningslinjerne om frivillige sociale aktiviteter målrettet borgerne.
Administrationen anbefaler, at de ubrugte §18-midler i 2026 dækker indkøb af to cykler svarende til 150.000 kr. Samtidig anbefaler administrationen, at den resterende del af medfinansieringen på 162.000 kr. dækkes inden for omsorgscentrenes aktivitetsbudgetter. Medfinansieringen dækkes ikke af de aktivitetspuljer, som omsorgscentrenes beboer- og pårørenderåd kan disponere over.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet.
Kommentarer fra Seniorrådet:
Med gode erfaringer fra andre kommuner kan vi varmt anbefale partnerskabet. Det giver så mange gode oplevelser både for de ældre og de frivillige cykelpiloter.
Kommentarer fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
De politiske repræsentanter i Rådet står uden for nedenstående høringssvar:
Rent principielt mener Rådet,at uforbrugte midler fra § 18 puljen bør komme kommunens egne foreninger, der laver frivilligt socialt arbejde til gode. Midlerne tildeles efter Servicelovens § 18, Barnets Lov §17 og Ældrelovens §7, hvor det fremgår, at ”Formålet er at fremme samarbejdet mellem kommunen og den lokale frivillige sociale sektor med henblik på at skabe gode rammer for den frivillige indsats og sikre et bedre samspil mellem de frivillige sociale organisationer og foreningers aktiviteter og de offentlige sociale tilbud.”
Det foreslås at anvende 150.000 kr til ”cykling uden alder”. Dette beløb er uforholdsmæssigt stort set i sammenhæng med det totale beløb, der afsættes til § 18 ansøgninger – nemlig omkring 550.000 kr. årligt. Erfaringsmæssigt er der i forvejen afsat ALT For få midler i forhold til behovet. Derfor anbefaler Rådet, at et evt. mindreforbrug øremærkes til denne pulje, så de lokale frivillige foreninger kan få glæde af dem.
Endelig må Rådet konstatere, at det beskrevne samarbejdsprojekt har fine intentioner og målsætninger, men det fremgår IKKE, hvordan Rådets målgruppe: borgere med nedsat funktionsevne på plejehjem får mulighed for at deltage heri.
Hvis der er uforbrugte midler i puljen opfordres Social og Sundheds udvalget til at genbesøge kriterierne for tildeling, som mange foreninger oplever som meget restriktive.

Økonomi

Godkendelse af forslag om at anvende uforbrugte §18-midler i 2026 som en del af kommunens medfinansiering i et toårigt partnerskab med ”Cykling uden alder” har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Godkendt, idet aktiviteten falder indenfor kriterierne for fordeling af § 18-midler.

Kilde: Frederikssund Kommune, Social og Sundhed, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 69. Læs den originale sag hos kommunen.