Besluttet 7. oktober, Social og Sundhed, Frederikssund
Orientering om resultaterne af udviklingsprojektet "Spil Sammen"
Frederikssund Kommune afsluttede ved udgangen af 2025 sin deltagelse i det treårige projekt Spil Sammen. Projektet har udviklet og afprøvet en fælles metode til at bygge bro mellem socialpsykiatrien i kommunerne og fællesskaber i lokalsamfundet.
Kort fortalt
- Forslaget
- Tage orienteringen til efterretning.
- Hvem
- Social og Sundhed, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Onsdag 7. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:
• Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune har gennem sin deltagelse i Spil Sammen (2022-2025) medvirket til at udvikle en metodebeskrivelse, der kan understøtte mennesker med psykiske vanskeligheder i at få adgang til selvvalgte og meningsfulde fællesskaber.
Fællesskaberne kan være en del af borgernes Recovery-proces og dermed mulighed for at komme sig. Fællesskaberne bidrager til, at de kan opbygge et meningsfuldt og tilfredsstillende liv på egne præmisser.
Udvalget blev senest orienteret om projekterne i januar 2025, Social og Sundhed (Sag nr. 3), Job, Erhverv og Kultur (Sag nr. 7) samt i Unge, fritid og Idræt (4. marts 2025, sag nr. 22)
Spil sammen var ledet af SUS - Socialt Udviklingscenter - i samarbejde med Frederikssund, Esbjerg, Aarhus, Furesø og Rudersdal Kommuner. Projektet var finansieret af Velux-fonden.
Projektets fælles resultater
Projektets hovedresultat er en metodebeskrivelse, som samler erfaringer fra borgere, medarbejdere og civilsamfundsaktører i de fem kommuner. Se metodebeskrivelsen i Bilag 1.
Metoden beskriver borgerens vej ind i fællesskaber i tre sammenhængende faser: Mod og motivation, Vejen derhen og Modtagelsen. Erfaringerne viser, at processen ikke er lineær, og at støtte skal tilpasses den enkelte borgers ønsker, tempo og dagsform.
På tværs af faserne fremhæves relationen til borgeren, borgerens selvbestemmelse og konkrete greb som følgeskab, hjælp til praktiske barrierer, forberedelse, forudsigelige rammer og et aktivt værtskab. Metoden peger samtidig på, at brobygning til fællesskaber i civilsamfundet skal betragtes som en kerneopgave for de fagprofessionelle.
Metodebeskrivelsen samler seks anbefalinger til samarbejdet:
• Man skal opdyrke kendskab og dyrke sprækkerne
• Se samarbejdet som en faglig kerneopgave
• Skab plads til alles stemmer og ejerskab
• Vær gensidigt nysgerrige, risikovillige og fleksible
• Overvej nøje, hvad det nye fællesskab skal vide på forhånd
• Tilpas forventningsafstemning og formalisering til de konkrete behov
Frederikssund Kommunes deltagelse i projektet
Fra Frederikssund Kommune deltog Klintegården, Skibbyhøj, Ungekontakten, Team Bostøtte, værestederne Livskilden og Reboot, Frederikssund Ungdomsklub, Skibby bibliotek samt IF Vikingerne, Skibby Idrætsklub, Frederikssund Musikskole, Frederikssund Krolf team, Browns Pitstop, Syhjørnet samt Amerikanerbilernes ejere.
Kommunens socialpsykiatriske tilbud og civilsamfundsaktørerne har i projektperioden afprøvet en række forskellige tiltag, herunder:
• Et ugentligt kor etableret mellem Ungekontakten, Musikskolen og IF Vikingerne.
• Craft-klubben og madlavningshold i samarbejde mellem Ungekontakten og Ungdomsskolen, som stadigt aktive tilbud. Ungekontakten har tillige etableret samarbejde med foreningerne Sind, Bedre Psykiatri, Ung Revers og Gadespejlene.
• Amerikanerbil-træf og loppemarked på Klintegården, hvor lokalsamfundet blev inviteret ind på botilbuddet.
• Et yoga-hold fra Skibby Idrætsklub har lånt Skibbyhøjs lokaler og givet beboerne mulighed for at deltage i Yoga-undervisningen.
Projektet har skærpet tilbuddenes fokus på fællesskaber og borgernes omgivelser som en del af den socialfaglige opgave for medarbejdere, der er i kontakt med borgere med psykiske vanskeligheder. Borgerne er som mennesker forskellige, har forskellige drømme og behov og har samtidig forskellige erfaringer med deltagelse i fællesskaber. Derfor er det motiverende arbejde med det enkelte menneske vigtigt.
Samtidig har projektet åbnet for en række samarbejder med civilsamfundsaktører og givet vigtige erfaringer med, hvad der skal til for at samarbejdet lykkes. Tilbuddene vil fremadrettet arbejde med anbefalingerne i metodebeskrivelsen, som de selv har bidraget til at udvikle. Der er fokus på at fastholde det igangsatte samarbejde med civilsamfundsaktørerne og samtidig opdyrke nye muligheder for at borgerne kan deltage i fællesskaber.
Inddragelse
Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet.
Kommentarer fra Seniorrådet:
Det er godt at høre om de foreløbige resultater. Nu er det vigtigt at holde fast og måske få bragt det ud til andre frivilliggrupper hvor målgruppen måske kan få fodfæste.
Kommentarer fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet synes, det er et meget positivt og konkret resultat, der er kommet ud af projektet i form af metodebeskrivelsen, der kan bruges til at understøtte borgere med psykiske vanskeligheder i at få adgang til selvvalgte og meningsfulde fællesskaber. Rådet synes, at formålet bag udviklingsprojektet ”spil sammen” er meget perspektivrigt, da målgruppen (borgere med alvorlig psykisk mistrivsel) i særlig grad har brug for hjælp til at komme i gang med sociale aktiviteter uden for de kommunale tilbud. Rådet vil foreslå, at erfaringerne fra projektet stilles til rådighed ikke blot for kommunens medarbejdere og de involverede aktører men også for kommunens øvrige frivillige foreninger, som evt. kan være usikre på, hvordan de skal arbejde med at integrere disse borgere i deres fællesskaber. Det kunne f.eks. ske på de årlige møder (§18-møder) mellem kommune og frivillige sociale foreninger.
Rådet kunne godt tænke sig at få belyst, hvordan det fortsatte samarbejde med civilsamfundsaktører sikres efter projektets afslutning, så det omsættes i konkret handling og aktiviteter til gavn for målgruppen.
Økonomi
Orientering om resultaterne af deltagelse i det treårige projekt Spil Sammen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Kilde: Frederikssund Kommune, Social og Sundhed, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 71. Læs den originale sag hos kommunen.