Besluttet 2. november, Byplanudvalget, Gentofte
Gentoftegade 10. Ændret anvendelse til sognegård. Bemyndigelse
Gentofte Sogns Menighedsråd ønsker at anvende Gentoftegade 10 som sognegård. Ejendommen blev oprindeligt opført som menighedshus og blev anvendt til dette formål frem til 1976. Herefter har ejendommen været anvendt som selvejende daginstitution.
Kort fortalt
- Hvem
- Byplanudvalget, Gentofte Kommune
- Hvornår
- Mandag 2. november 2026
- Status
- Besluttet. Vedtaget.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Baggrund
Menighedsrådet har oplyst, at Gentofte Kirke gennem en årrække har haft behov for yderligere
faciliteter. Det ønskes derfor at tage Gentoftegade 10 i brug som sognegård og overføre en
række af de aktiviteter, der i dag foregår i sognegården på Gentoftegade 23, til ejendommen.
Der påtænkes ikke væsentlige bygningsmæssige ændringer. Renoveringen forventes primært
at være indvendig. Udvendigt overvejes blandt andet en delvis udskiftning af vinduer med
henblik på at opnå et mere arkitektonisk og historisk sammenhængende udtryk. Bygningen er
registreret med en SAVE-værdi på 4.
Ejendommen er omfattet af Lokalplan 418 for et område ved Gentofte Sø. Lokalplanen blev
endelig vedtaget den 30. september 2024 og fastlægger områdets anvendelse til boligformål i
form af villabebyggelse med mulighed for institutioner og boliger til offentlige formål. I
Kommuneplan 2025 ligger ejendommen i rammeområdet 5.B46 – boligområde, åben-lav
boligbebyggelse.
Forvaltningen vurderer, at en sognegård planlægningsmæssigt skal henføres til offentlige formål
i form af religiøse institutioner, og at anvendelsen ikke kan rummes inden for lokalplanens
anvendelsesbestemmelser. En permanent anvendelse som sognegård forudsætter derfor et nyt
lokalplangrundlag med tilhørende tillæg til den gældende ramme for lokalplanlægning i
Kommuneplan 2025. Lokalplanen kan forventeligt være et tillæg til Lokalplan 418, der blot kan
omfatte denne ejendom.
I det videre arbejde kan blandt andet aktiviteternes omfang og tidsmæssige placering samt
forhold vedrørende trafik, parkering, støj, nabopåvirkning og bygningens bevaringsværdier
belyses.
Selv om projektet vedrører ændret anvendelse af en eksisterende bygning uden et større
byggeprojekt, og det primært er de nærmeste naboer, der kan blive berørt, foreslås det, at der
holdes et indledende borgermøde, idet parkeringsforholdene kan berøre et bredere område.
Efter nabodialogen forelægges sagen på ny for Byplanudvalget med de indkomne
bemærkninger og forvaltningens vurdering af det videre lokalplanarbejde.
Indstilling
Forvaltningen indstiller
Til Byplanudvalget:
At forvaltningen bemyndiges til at igangsætte en lokalplanproces med afholdelse af et
indledende borgermøde.
Beslutning
Vedtaget.
Bilag
- 1. Kortbilag. Gentoftegade 10 og nærmeste omgivelser (7026283 - EMN-2026-04813)
- 2. Anmodning om lokalplan for Gentoftegade 10 (6976556 - EMN-2026-04813)
Kilde: Gentofte Kommune, Byplanudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.