Besluttet 11. august, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Glostrup
Introduktion til indsatsen for borgere med udfordringer ud over ledighed
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget orienteres om indsatsen for de ca. 350 ledige borgere over 30 år med komplekse udfordringer, der modtager offentlig forsørgelse.
Kort fortalt
- Hvem
- Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Glostrup Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Til orientering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Center for Borger og Arbejdsmarked (CBA) arbejder med borgere, hvor ledighed kombineret med fx fysisk eller psykisk sygdom, sociale udfordringer, misbrug eller børns mistrivsel præger hverdagen i forskellig grad. Disse borgere har brug for individuel støtte og tværfaglige indsatser for at (gen)finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
Antal borgere i Glostrup i målgruppen, forår 2026:
Målgruppe
Fuldtidspersoner
Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år
161
Borgere i ressourceforløb over 30 år
51
Borgere på ledighedsydelse
46
Borgere i jobafklaringsforløb
97
I alt
355
(Jobindsats.dk, april 2026)
Arbejdsfællesskaber for alle
Indsatsen for borgere med komplekse udfordringer ud over ledighed tager afsæt i Glostrup Kommunes beskæftigelsespolitik. Politikken bygger på en grundlæggende tro på borgernes potentiale og på, at "...det har afgørende positiv betydning for et godt liv at være en del af arbejdsfællesskabet. Vores beskæftigelsesindsats sigter derfor mod at understøtte et sundt arbejdsmarked, hvor flest mulige af kommunens borgerne forsørger sig selv og har et godt arbejdsliv." (Glostrup Kommunes beskæftigelsespolitik 2024-28).
Politikken har fem temaer, herunder et særskilt fokus på borgere længere fra arbejdsmarkedet. For denne målgruppe peger beskæftigelsespolitikken på behovet for individuelle, fleksible og tværgående indsatser med udgangspunkt i borgerens aktuelle livssituation, samt et tæt samarbejde med virksomhederne om lønnede timer og inklusion.
Samfundsøkonomiske og menneskelige gevinster ved beskæftigelse
Beskæftigelsesindsatsen kan ses som en samfundsøkonomisk investering. Gevinsterne realiseres ofte på tværs af velfærdsområder og over en længere tidshorisont, men bidrager samlet til større bæredygtighed i den kommunale økonomi.
Forskning og nationale analyser viser, at når borgere med komplekse udfordringer opnår en vis tilknytning til arbejdsmarkedet, selv i få timer ugentligt, reduceres behovet for langvarig offentlig forsørgelse og gentagne indsatser på social- og sundhedsområdet. Selv begrænset beskæftigelse kan have varige effekter, hvor borgere over tid bevæger sig mod større selvforsørgelse. Foruden at bidrage til økonomisk selvhjulpenhed, styrker tilknytningen til arbejdsmarkedet både hverdagsmestring, identitet og borgerens oplevelse af at bidrage, hvilket kan føre til øget trivsel og livskvalitet (Michael Rosholm, 2024: Lønner det sig at få løntimer på vejen mod job? samt Charlotte Liebak Hansen m.fl, 2025: Potentialet i løntimer).
Der ses også effekter på tværs af generationer, idet en analyse fra STAR dokumenterer, at forældres arbejdsmarkedstilknytning har positive effekter på børns fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet (STAR, 2023: Flasket op med job). Indsatser, der bringer forældre i arbejde, fungerer dermed også som en forebyggende indsats, der kan være med til at bryde social arv og styrke børns uddannelses- og jobmuligheder.
Indsatser der understøtter inklusion på arbejdsmarkedet
Indsatserne i CBA for borgere over 30 år med udfordringer ud over ledighed er i tråd med Glostrup Kommunes målsætning om deltagelse i arbejdsfællesskaber, og mestring af et aktivt og meningsfuldt liv. Der arbejdes konkret med at udvikle borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet gennem f.eks. optræning i virksomhed (praktik) eller lønnede timer, digitale jobsøgningstilbud, opkvalificerende kurser, sundhedssamtaler, mestringskurser for depression og angst, motiverende samtaleforløb eller tilbud om mentor. Nogle borgere har pause i deres beskæftigelsesindsats, fordi andre udfordringer er nødvendige at arbejde med først.
Der er samarbejde på tværs af kommunens fagcentre, for at sikre et tværgående og helhedsorienteret blik på borgerens situation, og der er indgået nye forpligtende samarbejder på tværs omkring sårbare borgere i forbindelse med beskæftigelsesreformen. Samtidig arbejdes der med en øget segmentering af målgruppen, i forhold til aktiv indsats, iværksat som konsekvens af reformens besparelseskrav til kommunerne. Erhvervs- og Arbejdsudvalget vil blive orienteret nærmere om dette på udvalgsmødet i september 2026.
I 2023 indgik Glostrup Kommune, sammen med Albertslund Kommune, et partnerskab med Væksthuset, der er en socialøkonomisk virksomhed, der hjælper borgere i job og uddannelse, og laver forskning på beskæftigelsesområdet. Der er løbende omkring 90 borgere fra Glostrup i virksomhedsrettede forløb hos Væksthuset. Jobeffekter for borgere tilknyttet Væksthuset har været stigende gennem partnerskabsperioden. Aftalen er forlænget til juni 2027.
Som supplement til den generelle indsats er der igangsat et toårigt investeringsprojektet for sårbare familier, Din vej, som udvalget blev orienteret om på udvalgsmødet den 7. april 2026. Projektet starter op i august 2026, og formålet er at øge arbejdsmarkedstilknytning og trivsel i ca. 55 familier, hvor en eller begge forældre modtager offentlig forsørgelse. Projektet skal afsøge potentialet ved en mere radikal tværgående og relationel indsats, hvor fagpersoner fra fire fagområder er organiseret i ét team for at gøre det helhedsorienterede samarbejde endnu mere overskueligt for borgerne. Teamet bliver placeret i Fritidscenteret, hvor der etableres et kontor. Udvalget orienteres om projektet løbende.
Forretningsdirektør og forskningschef fra Væksthuset deltager med perspektiver og viden under punktet på udvalgsmødet den 11. august 2026.
Økonomi
Ingen økonomiske konsekvenser i sagen.
Indstilling
Center for Borger og Arbejdsmarked indstiller:
Til orientering.
Beslutning
Til orientering.
Kilde: Glostrup Kommune, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.