Spring til indholdet
Glostrup
Skift kommune
KøbenhavnGlostrupAlle kommuner

Besluttet 1. september, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Glostrup

Status på designproces for ny beskæftigelsesindsats

Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget orienteres om den designproces, som har dannet grundlag for udviklingen af nye indsatser i forbindelse med implementeringen af de tiltag fra beskæftigelsesreformen, der trådte i kraft pr. 1. juli 2026.

Erhverv og job

Kort fortalt

Forslaget
  • Status tages til orientering
  • Udvalget godkender at følge udviklingen og får status i efteråret 2027 på administrationens arbejde med borgerinddragelse i udviklingen af beskæftigelsesindsatsen.
Hvem
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Glostrup Kommune
Hvornår
Tirsdag 1. september 2026
Status
Besluttet. Indstillingen godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Beskæftigelsesreformen medførte fra 1. juli 2026 ændrede rammer for kommunernes beskæftigelsesindsats. For at omsætte reformens intentioner til lokale løsninger igangsatte Center for Borger og Arbejdsmarked i foråret 2026 en designproces med involvering af borgere, virksomheder, borgerrådgiver og medarbejdere. Formålet var at udvikle indsatser, der både bygger på faglig viden, erfaringer fra praksis og behov hos borgere og virksomheder.

En designproces med inddragelse som omdrejningspunkt

Center for Borger og Arbejdsmarked nedsatte i marts 2026 to designgrupper. Designgrupperne blev understøttet af en udviklingskonsulent med særligt fokus på at professionalisere inddragelsen af relevant viden fra borgere, virksomheder og medarbejdere med borgerkontakt.

Den ene designgruppe, bestående af medarbejdere fra ydelsesafdelingen og beskæftigelsesenheden, arbejdede med udviklingen af den nye sygedagpengeindsats. Den anden designgruppe, bestående af medarbejdere fra beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet, arbejdede med at udvikle en styrket tværfaglig indsats for borgere med komplekse udfordringer, herunder en afløser for rehabiliteringsteamet.

Viden og erfaringer som grundlag for løsningerne

Selvom de to designgrupper havde forskellige fokusområder, byggede de på de samme grundprincipper. Arbejdet tog udgangspunkt i viden om, hvad der virker i beskæftigelsesindsatsen, samt medarbejdernes erfaringer fra praksis. Borgere blev inddraget for at sikre, at løsningerne tog afsæt i deres oplevelser og behov, mens både private og offentlige virksomheder bidrog med perspektiver på samarbejdet med kommunen.

Designgruppen for den nye sygedagpengeindsats anvendte borger- og arbejdsgiverinput til udarbejdelse af nye breve, da involveringen bl.a. viste, at de nye regler på sygedagpengeområdet kunne være svære at forstå. Derudover viste borgerinddragelsen, at det for borgerne er vigtigt at blive inddraget så tidligt som muligt. Det førte til en ny arbejdsgang, hvor nysygemeldte fra beskæftigelse, som ifølge nye regler ikke behøver opfølgning, ringes op med et serviceopkald fra en fastholdelseskonsulent. Borgerne har indtil videre givet positiv feedback på opkaldet, som hjælper borgerne til at forstå deres rettigheder og muligheder for hjælp fra kommunen. Inddragelsen af virksomhedernes perspektiv på sygedagpengeområdet vil blive yderligere anvendt i arbejdet med at styrke sygedagpengeindsatsen for de sygemeldte, der får opfølgning hos kommunen.

Designgruppen for den tværfaglige indsats anvendte borgerinddragelsen i udviklingen af tre principper for det tværfaglige samarbejde i kommunen. Her var det særligt borgernes oplevelse af "at blive sendt rundt i kommunen", der blev fokuseret på. For at gøre principperne til praksis, udviklede designgruppen to tiltag: “Det tværfaglige værksted” og styrkede rammer for fælles møder med borgeren og fagpersoner på tværs af centrene. På det tværfaglige værksted hver 8. uge drøfter medarbejdere med borgerkontakt på tværs af centre relevante cases og udfordringer, de støder på i det tværgående arbejde. Formålet med tiltagene er, at borgerne vil opleve medarbejdere, der har større kendskab til mulighederne i de andre centre, større forståelse for de andre fagligheder, som borgeren møder hos kommunen og medarbejdere, der arbejder tættere sammen i tilrettelæggelsen af borgerens tværfaglige indsats, så den bliver sammenhængende og meningsfuld.

Inddragelsen af virksomhedernes perspektiv vil også blive anvendt i arbejdet med at styrke virksomhedsindsatsen for de borgere, der har lav tilknytning til arbejdsmarkedet.

Implementering og næste skridt

Anbefalingerne til den nye sygedagpengeindsats blev sat i drift i foråret 2026. Anbefalingerne vedrørende den tværfaglige indsats blev godkendt af centercheferne i juni 2026 og implementeres løbende efter sommeren 2026.

Center for Borger og Arbejdsmarked følger løbende resultaterne af de nye indsatser og indsamler erfaringer fra borgere, virksomheder og medarbejdere med henblik på fortsat udvikling og tilpasning. Den styrkede tværfaglige indsats evalueres desuden i sommeren 2027.

I efteråret 2026 fortsætter designprocessen med udvikling af indsatsen for dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere samt det nyetablerede erhvervsteam. Også her vil borgere og virksomheder blive inddraget som en central del af udviklingsarbejdet.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser i sagen.

Indstilling

Center for Borger og Arbejdsmarked indstiller:

• at status tages til orientering

• at udvalget godkender at følge udviklingen og får status i efteråret 2027 på administrationens arbejde med borgerinddragelse i udviklingen af beskæftigelsesindsatsen.

Beslutning

• Til orientering

• Indstillingen godkendt.

Kilde: Glostrup Kommune, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.