Spring til indholdet
Hedensted
Skift kommune
KøbenhavnHedenstedAlle kommuner

Besluttet 10. august, Udvalget for Teknik, Hedensted

Rørlagte offentlige vandløb

Udvalget for Teknik skal beslutte, hvilket princip for udgiftsfordeling der skal være i sager om omlægning af offentlige rørlagte vandløb.

Kort fortalt

Forslaget
  • Udgifterne fordeles efter nytte og gavn mellem lodsejere efter vandløbslovens principper eller
  • Udgifterne helt eller delvist betales af Hedensted Kommune/vandløbsmyndigheden
Hvem
Udvalget for Teknik, Hedensted Kommune
Hvornår
Mandag 10. august 2026
Status
Besluttet. Udvalget for Teknik besluttede af udgifterne delvist betales af Hedensted Kommune. Hedensted Kommune betaler 20% af den samlede sum og bidrager med projektledelsen af det enkelte projekt. Projektering og rådgivning er en del af det samlede projekt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Økonomi

Der er i 2026 afsat et driftsbudget på 2.583.270 kr. til vedligehold af offentlige vandløb i Hedensted Kommune, men da der er overført et merforbrug fra 2025 er der et korrigerede budget på 1.909.747 kr. for 2026.
Beløbet omfatter blandt andet midler til vedligehold i form af grødeskæring, oprensning af sandfang samt ad hoc opgaver som fjernelse af væltede træer og lignende.
Der er i budgettet ikke afsat midler til renovering eller udskiftning af rørlagte strækninger. Midlerne vil derfor skulle findes fra sag til sag.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

Personale

Der må forventes en udgift til rådgivning i forbindelse med sagsbehandling af den enkelte sag.

Historik

Udvalget for Teknik blev den 13. april 2026, under punkt 59 - Orienteringssager, kort orienteret om offentlige rørlagte vandløb.
Nærværende sag blev behandlet på udvalgsmøde i juni, hvor Udvalget for Teknik bad om en oversigt over, hvor mange steder vi har den i sagsfremstillingen beskrevne problemstilling. Sagen genoptages nu, hvor oplysningerne foreligger.

Sagsfremstilling

Kommunen som myndighed
Hedensted Kommune er vandløbsmyndighed og har derfor ansvaret for administration af vandløbsloven. Vandløbsloven indeholder blandt andet regler for vandløbenes benyttelse samt at alle ændringer af vandløb skal godkendes af vandløbsmyndigheden. Samtidig beskriver loven de rettigheder og pligter, som gælder for lodsejere, vandløbsmyndighed og andre brugere af vandløbene. Loven gælder for alle vandløb, både åbne vandløb og rørlagte vandløb.
Vandløbsloven opdeler vandløb i offentlige og private vandløb efter hvem, der er ansvarlig for vedligeholdelsen. Vandløbene ejes altid af bredejerne, uanset om det er et offentligt eller privat vandløb. De offentlige vandløb er typisk større åbne vandløb og rørlagte vandløb. De private vandløb er typisk mindre åbne vandløb, dræn, rørledninger, grøfter og små åbne vandløb.
Hedensted Kommune har cirka 240 kilometer offentlige vandløb, hvoraf cirka 21 kilometer er rørlagte, dette ifølge nuværende kendte registreringer. De rørlagte vandløb fordeler sig på cirka 34 strækninger i syv vandløbssystemer. Heri er ikke medtaget rørunderføringer under veje, markoverkørsler og lignende, som vedligeholdes af vejmyndighed eller lodsejer.
Behov for renovering
Det forventes, at der i de kommende år vil opstå et stigende behov for renovering og udskiftning af rørlagte vandløb. En del af de rørlagte strækninger er etableret i perioden fra 1950’erne til 1970’erne og er i dag præget af alder og slid. Der opstår derfor løbende behov for renovering, udskiftning eller andre tiltag som følge af sammenfald, kapacitetsproblemer og klimarelaterede hændelser. Den nuværende praksis er, at konkrete problemer håndteres, når de opstår, og at løsninger vurderes fra sag til sag.
Offentlige vandløb bliver vedligeholdt af Hedensted Kommune som vandløbsmyndighed. Vedligeholdelsen betales af vandløbsmyndigheden og udføres som beskrevet i vandløbsregulativerne. Kommunens forpligtelse til vedligeholdelse omfatter ikke hel eller delvis omlægning af rørledninger. Større reparationer, som omfatter udskiftning af længere strækninger med nye rør eller omlægning til en anden dimension eller beliggenhed, er at betragte som reguleringer.
Private vandløb vedligeholdes af bredejerne, og bredejerne skal udføre og betale for vedligeholdelsen. Hvis et vandløb danner skel mellem to ejendomme, skal vedligeholdelsen deles mellem bredejerne.
Pligt og rettigheder som lodsejer
Udgifterne til fornyelse eller omlægning af et rørlagt vandløb skal som udgangspunkt afholdes af de lodsejere, som ejer rørledningen, og som har nytte og gavn af den. Af vandløbsloven fremgår det, at man som lodsejer har pligt til at modtage overfladevand fra det naturlige opland, der leder vand til vandløbet. Med pligten følger også den rettighed, at man som lodsejer har ret til at lede vandet videre. Fornyelse eller omlægning af rørlagte vandløb skal følge en nærmere fastlagt procedure, der er beskrevet i vandløbsloven.
Princippet i Vandløbsloven er, at det er lodsejerne der skal udarbejde projektforslag for en omlægning af et rørlagt vandløb. Det er de lodsejere, der har nytte og gavn af omlægningen, der skal betale alle udgifter på baggrund af udgiftsfordeling. Hvis Hedensted Kommune har nytte af en rørledning til afledning af f.eks. vejvand eller hvis udledningen er større end hvad der naturligt kommer fra det naturlige afstrømningsopland, skal kommunen betale en andel af udgifterne til projektet.
Efter vandløbslovens regler kan vandløbsmyndigheden dog vælge helt eller delvist at betale omkostningerne uanset om vandløbsmyndigheden har en direkte nytte af reguleringen.
Kommunen kan også tilbyde at bistå lodsejerne med teknisk bistand i forbindelse med lodsejernes udarbejdelse af et projekt.

Lovgrundlag

Sager om rørlagte vandløb behandles efter vandløbsloven (Lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25. november 2019 med senere ændringer) og Bekendtgørelse om vandløbsregulering og restaurering m.v. (Bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016).
§ 24. stk. 1. Udgifterne i forbindelse med de foranstaltninger, der er nævnt i § 16 (regulering af vandløb) og §18 (sænkning af vandstanden i søer), afholdes af de grundejere, der skønnes at have nytte af foranstaltningerne. Udgifterne fordeles mellem grundejerne efter den nytte, foranstaltningerne har for den enkelte ejendom.
§24 Stk. 2. Vandløbsmyndigheden kan for offentlige vandløb helt eller delvis afholde de udgifter, der er nævnt i stk. 1.
§32. Vedligeholdelsen af rørlagte offentlige vandløb omfatter ikke hel eller delvis omlægning af rørledninger. Sager herom afgøres efter reglerne i kapitel 6. (Regulering med videre af vandløb og anlæg af nye vandløb).
Afhængigt af projektets karakter kan der desuden indgå vurderinger efter naturbeskyttelsesloven (Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 med senere ændringer), Miljøvurderingsloven (Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jævnfør lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023), vandområdeplanerne samt øvrig relevant miljø- og planlovgivning.

Indstilling

• at udgifterne fordeles efter nytte og gavn mellem lodsejere efter vandløbslovens principper eller

• at udgifterne helt eller delvist betales af Hedensted Kommune/vandløbsmyndigheden

Beslutning

Udvalget for Teknik besluttede af udgifterne delvist betales af Hedensted Kommune. Hedensted Kommune betaler 20% af den samlede sum og bidrager med projektledelsen af det enkelte projekt. Projektering og rådgivning er en del af det samlede projekt.
Viggo Kjær Poulsen erklærede sig inhabil i sagen og deltog ikke i behandling af punktet.

Kilde: Hedensted Kommune, Udvalget for Teknik, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 100. Læs den originale sag hos kommunen.